SkoleTID er skoletjenesten på museet TID – Museum for Odense. Her skal børnene undersøge, eksperimentere, lege og reflektere med det formål at de får ejerskab til museet, til Odense og til Odenses historie og øger deres museumsselvværd.
Alle undervisningstilbud er bygget op om fire grundprincipper.
Byens historie i børnenes hænder
SkoleTID giver børnene mulighed for at tage ejerskab over Odenses historie og opbygge en stærk tilknytning til byen og dens beboere – nu og tidligere. Undervisningsforløbene er baseret på den seneste forskning inden for Odenses historie samt museets enestående genstandsmateriale. Ved at give børnene fortidens genstande i hænderne, åbner vi døren til en engagerende rejse gennem Odenses historie, hvor de kan skabe egne meningsfulde forbindelser til fortiden.
Eksperimenter i historien
I alle undervisningsforløb får børnene mulighed for at opleve historien på egen krop gennem praktiske erfaringer med fortidens teknologi og de museale fag. De opfordres til at undersøge, eksperimentere og være kritiske, hvilket giver dem en dybere forståelse for, hvordan historisk viden skabes, og bliver selv en del af denne skabelsesproces.
Børnenes stemme i museets fortælling
Vi møder børnene med oprigtig interesse og nysgerrighed, og vi værdsætter deres perspektiver i TID’s fortælling. I undervisningsforløbene prøver de kræfter med formidling og udstillinger, hvilket giver dem en samskabende oplevelse. Undervisningen bliver dermed en dynamisk proces, hvor børnene ikke kun tilegner sig viden, men også formidler historien. Dette styrker deres engagement og museumsselvværd.
Teoretisk og metodisk grundlag
Det teoretiske og metodiske grundlag for SkoleTIDs hviler på mange års udvikling og erfaring i samarbejde med fagfolk samt børnegrupper og deres voksne. SkoleTID trækker inspiration fra museale discipliner som eksperimentel arkæologi, konservering, udstillingsteknik og formidling. Derudover integrerer vi lege- og børnekulturteori samt filosofisk dialog for at skabe en helhedsorienteret tilgang.
Både eksperimentel arkæologi og novel engineering anvender en hands-on tilgang, hvor børnene aktivt deltager i praktiske aktiviteter. I eksperimentel arkæologi kan børnene deltage i dele af rekonstruktioner af fortidens teknologi og brugen heraf, mens de i novel engineering bruger deres hænder til at skabe prototyper inspireret af problemstillinger i en fortælling.
Begge metoder integrerer historiske kontekster i deres tilgang. Mens eksperimentel arkæologi fokuserer på at forstå fortiden gennem direkte erfaringer med arkæologiske fund og rekonstruktioner, anvender novel engineering i vores tilfælde historiske narrativer som grundlag for problemløsning inden for ingeniørfagets rammer.
Både eksperimentel arkæologi og novel engineering fremmer børnenes kreativitet og kritiske tænkning. Børnene opfordres til at tænke innovativt og finde løsninger på problemer ved at anvende teknologiske principper, drager konklusioner og opstiller hypoteser baseret på observationer og erfaringer fra fortiden.
I SkoleTID skaber vi plads til at udfordre gamle antagelser om fortiden, afprøve nye ideer og sætte fortidens liv i perspektiv til børnenes eget. Børnene vil opleve at viden om fortiden er dynamisk og i konstant udvikling, og at deres eksperimenter, tolkninger og nye hypoteser spiller en afgørende rolle for tolkningen af deres bys historie.
Samskabelse med børn lægger vægt på en deltagerorienteret tilgang, hvor børnene betragtes som aktive og ligeværdige partnere i skabelsen af viden, undervisning og formidling. Vi anerkender børnenes stemmer, perspektiver og bidrag som værdifulde og relevante i samskabelsesprocessen. Metoden er baseret på en omfattende undersøgelse af virkningen af at lade børnene have medbestemmelse i reelle samarbejder.
Samskabelse med børn kræver et helt særligt menneskesyn, hvor voksne skal turde give afkald på den vante kontrol, og hvor den samskabende proces kan være et mål i sig selv.
I SkoleTID udvikles alle undervisningstilbud i samskabelse med børn og deres voksne. I de enkelte undervisningsforløb er samskabelse med børnene en afgørende del af besøget. Oplevelsen er først fuldendt, når børnene har bidraget med deres indlevelse, refleksion og tolkninger af fortiden.
OQM er en undervisningstænkemetode og et mindset udviklet af Peter Worley til at engagere børn i forskellige emner, koncepter og historier. Metoden tilbyder håndgribelige spørge- og samtaleteknikker til voksne, der vil stille åbne og engagerende spørgsmål og hurtigt skabe et rum, hvor børn er trygge ved at bidrage. Metoden argumenterer også for, hvorfor man som formidler og underviser bør reflektere over spørgsmålenes hensigt, og hvordan man herefter kan formulere spørgsmålene og arrangere dialogerne bedst muligt.
I SkoleTID er OQM et redskab til at understøtte det eksperimenterende arbejde med arkæologi og historie. Børnene opmuntres til at udforske mulige svar uden at være bundet af forudindtagede opfattelser eller konklusioner. Refleksioner og kritisk tænkning vægtes højt, hvilket er med til at understøtte evnen til at analysere data, identificere mønstre eller sammenhæng og stille spørgsmål ved eksisterende teorier eller antagelser om fortiden.
TID giver skoler mulighed for et eksternt læringsmiljø, hvor børnene får en sanselig forbindelse til fortiden og Odenses historie. De får mulighed for at møde de fagpersoner der arbejder på et museum, og vil opleve hvordan skolens fag har en direkte forbindelse til den større verden omkring dem.
TID bliver dermed ikke blot et sted for læring, men også et sted, hvor børnene skaber personlige forbindelser til fortiden og kulturarven.
Samlet set kan SkoleTID tilbyde en berigende og differentieret læringsoplevelse, der går ud over det traditionelle klasseværelse. Dette er med til at styrke børnenes forståelse, nysgerrighed og engagement i historie og arkæologi og bidrage til deres personlige og faglige udvikling.
Referencer:
- ”Once upon an if”, Peter Worley, 2006
“The Value of Museums – enhancing Social Well-Being”, John H. Falk, 2022
“Experimental Archaeology: Making, Understanding, Story-telling”, Christina Souyoudzoglou-Haywood
and Aidan O’Sullivan (red.), 2017