I årgangen 1951 af Fynske Minder blev redegjort for den nyopstilling af Fyns Stiftsmuseums stenaldersamling, det var blevet muligt at iværksætte i 1950-51. De to første stuer, rammen om samlingerne fra den ældre og den yngre stenalder, blev istandsat i lyse, lette farver, nye skabe og montrer i varmt tonet teaktræ blev anskaffet. Der blev tyndet ud i de tætte rader af stenøkser, anskuende kortmateriale ophængt, og i det hele fik den gamle stenaldersamling en tiltrængt ansigtsløftning, som, at dømme efter udtalelser fra museets gæster, har vundet behag.
En ny bevilling fra byrådet i 1952 bevirkede, at reformarbejdet kunde fortsættes også i de følgende tre rum, hvori de kulturhistoriske minder fra bronze- og jernalderen var udstillet. De tre rum blev ved fjernelse af en skillevæg slået sammen i to, hvorved opnåedes, at samlingernes tyngdepunkt, oldsagerne fra jernalderen, nu har til huse i en godt 10 m lang, rummelig sal, som smukt lader sagerne komme til deres ret. Som i de to første rum er væggene malet i lys tone, og det gamle inventar erstattet af nyt i teaktræ.
Tre synspunkter har været ledende under nyopstillingen. For det første er det Fyns kulturhistorie i oldtiden, der skal vises. Derfor er alt, som ikke er fundet på de fynske øer, udskudt, undtagen når en fremmed genstand ved sammenligning kan belyse noget særlig fynsk. Dernæst er der lagt vægt på en æstetisk virkning. Hvorfor skal et museum, som det jo så ofte er tilfældet, virke gammeldags og trist? Nej, den besøgende skal straks ved sin indtræden gennem selve omgivelserne fornemme noget lyst og festligt – det er indpakningen, som sælger varen – om man da vil bruge dette udtryk fra forretningslivet.
Og vil man have også den jævne mand fra gaden – de særligt interesserede skal jo nok komme af sig selv – i tale, få ham til at »gå på museum«, fatte interesse for og forstå lidt af det kulturhistoriske perspektiv i opstillingen, så må museet også påtage sig en pædagogisk opgave. Man må naturligvis komme ham som alle andre besøgende i møde, prøve at tegne en så klar og enkel linie af udviklingen som muligt. Derfor er også ved nyopstillingen i stor udstrækning brugt kort og billedmateriale. Der er på væggene ophængt fotografier fra Tuborgs vikingefilm med udvalgte optrin af livet i oldtiden. Alt naturligvis kun for at understrege og for at støtte det, som er det vigtigste, studiet af oldsagerne selv.
Hvor det har kunnet lade sig gøre, er oldsagerne fremstillet i overensstemmelse med deres brug. Stenalderens økser og kornsegle er f. eks. indkilede i kopier af oprindelige skafter; bronzealderens spydspidser ligger nu ikke længer i rækker på hylderne, men er sat på stager. I bronzealderrummet er med bistand af maleren Georg Poulsen fremstillet store vægtavler med helleristningsoptrin til belysning af bronzealderens religion, og i jernalderen er ophængt lignende tavler, hvoraf én viser de nordiske folkestammers geografiske udbredelse, en anden romerrigets handel med nordboerne i tidsregningens første århundreder. På endevæggen ses en tidtavle i billeder, som jævnfører kulturhistoriske træk og begivenheder i romerriget og på Fyn. Alt er gjort i den hensigt at fremstille også det lille Fyn som et led i store kultursammenhænge.
Men museets belærende sigte må ikke begrænses blot af udstillingsteknik. Dets personale må også gå direkte ind i undervisningsvirksomhed. Museumsmanden bør stille sin faglige viden i almenhedens tjeneste, i formidlende form, ved at indbyde til sammenkomster i samlingen, hvor forhistoriske emner og problemer kan drøftes. Efter indvielsen af den nyordnede oldsagsamling er der straks blevet gjort et forsøg i denne retning. Fra museet blev sendt indbydelse til Fynske Minders subskribenter og til medlemmerne af Historisk Samfund, ligesom man trådte i samarbejde med Arbejdernes Oplysningsforbund. Et meget stort antal interesserede meldte sig, så at deltagerne måtte deles i syv hold. Efter et indledende lysbilledforedrag om Stiftsmuseets udgravningsarbejder blev i tre følgende møder for hvert hold samlingerne fra sten-, bronze- og jernalder gennemgået. Spørgelysten var stor, og tilslutningen så god, at forsøget i høj grad opmuntrer til fortsættelse.
Men et undervisningsarbejde stiller krav til tid og arbejdskraft, da museernes faglige personale desværre ikke som katten har syv liv. Hvorledes skal man for eksempel drage skolen ind i undervisningen? Netop oldsagsamlingen, om hvilken de her fremsatte bemærkninger især gælder, har vistnok særlige betingelser for i kraft af emnets lettilgængelighed at fange børnenes opmærksomhed. Hvorledes burde da et muligt samarbejde mellem byens skoler og Stiftsmuseet foregå? Kunde en gennemgang af samlingerne optages på skolernes timeplan, og skulde en undervisning i så fald gennemføres direkte af museumsinspektøren? Det var afgjort at foretrække, men vilde på den anden side stille store krav til tid og let støde sammen med museets andre opgaver, f. eks. udgravningsarbejder i marken, som ofte kræver sin mand på pletten. En anden udvej vilde være en kursorisk gennemgang for skolernes lærere af museets samlinger sigtende på tilrettelægning af undervisningen, opdeling i emner o.s.v., alt med det formål at dygtiggøre historielærerne til undervisningen i denne særlige emnegruppe.
Et samarbejde på en eller anden måde bør gennemføres, men her må det siges, at undervisningen af skolebørnene nok først vilde blive af fuld virkning den dag, da børnene ikke blot mere eller mindre passivt skulde høre på læreren, men også fik lov at virke med selv, fik lejlighed til at arbejde selvstændigt i en særligt indrettet studiesal, hvor de kunde tegne oldsager, selv prøve at lave et lerkar og meget andet spændende. Men det er desværre endnu kun en ønskedrøm, som først vil gå i opfyldelse den dag, da oldsagsamlingen kan rykke ind i et nyt hus uden den hårde pladsnød, der nu råder i den gamle utidssvarende bygning i Jernbanegade.
