Under den sammenkomst, som i Fyns Stiftsmuseum eftermiddagen den 2. december 1960 indledede festen for Odense Bys Museers hundrede års beståen, bidrog ét optrin til at kaste et gyldent skær over dagen. Det var, da rigsantikvaren, professor P.V. Glob, til Museumsudvalget overrakte Nationalmuseets jubilæumsgave, en vægtig guldring, som i 1808 fandtes i Bolbro, „ved tærskelen til Odense“.
I denne gestus turde man se en påskønnelse af det antikvariske arbejde, der spirede allerede 1816 i Odense og sidenhen under vekslende klima – også efter 1860, da Nordisk Museum i Odense grundedes – har båret frugt til vore dage. Men den var bemærkelsesværdig også på anden måde. Så vidt vides, er det første gang, Nationalmuseet har overdraget en større genstand af guld som gave til et lokalmuseum. Er gaven til Odense ikke et isoleret tilfælde, vil den måske i fremtiden kunne ses som en første slækning af Nationalmuseets hidtil fast håndhævede krav om, at danefæ skal opbevares i det københavnske museum. Og vil det ikke være rimeligt, at udviklingen går den vej? Efterhånden som lokalmuseerne under den nye museumslov vil udbygges som forskningssteder af virkelig videnskabelig betydning, bør de kunne rejse ønsket om at måtte huse alle arter oldsager, også dem af ædelt metal. Til dette ønske, der altid vil have den stedlige befolkning bag sig, må naturligvis føje sig erkendelsen af, at de kostbare guld- og sølvsager sikres ligeså effektivt ude i landet mod indbrud og lignende, som de altid har været det i Nationalmuseet. De skal være under konstant opsyn og alarmsikring.
Fremtiden vil vise, om dette er mere end gylden eftertanke ved en festlig lejlighed. Men selve guldringen fra Bolbro er en realitet og altså en nøjere betragtning værd.
Om dens fremkomst vides ikke meget. Den blev fundet 1808 på marken i Bolbro. Men mere ved vi ikke om findestedet. Da den blev gravet op, var den meget forbukket, men blev rettet tilbage i sin oprindelige form efter at være indgået i Det kongelige Kunstmuseum. Herfra overlodes den 1845 til Museet for de nordiske Oldsager og fik nu inventarnummer 8505. Den vejer 22 lod og 2 kvint, svarende til 360.8 gram. Om guldets lødighed foreligger ingen oplysning, men ringen ser ud til at være af fint guld.
Opretningen af ringen kunde ikke volde vanskeligheder, da den hører til en velkendt type halssmykker: to buede arme, som bagtil er forbundne i en simpel øsken. Ringenderne bliver sværere udad og når en tykkelse af 8 mm. For hver af de afkappede ender ses en lille hulning og en fin fure langs randen. Dateringen volder ingen vanskeligheder. Ved sammenligning med fund som for eksempel den store skat fra Enemærket ved Broholm, hvori sådanne ringe indgår, kan den tidsfæstes til germansk jernalder og nøjere til midten af det 6. århundrede e. Kr.
Men vor halsring er ikke det eneste guld, som er fremdraget i Bolbro. En rum tid efter det første fund kom et nyt til, i 1852, da fire karle var i færd med at grave grøfter i marken. Oplysningerne om fundforholdene skyldes historikeren C. Paludan-Müller, digterens broder, på den tid adjunkt i Odense. Han indberettede følgende til Museet for de nordiske Oldsager i København:
„Stedet, hvor de fandtes, er omtrent 500 Skridt Nord for Hr. Bays Gaard, og Jordsmonnet er her leerholdigt og derunder tørveagtigt og blandet med Trærødder, der tyde paa, at her har engang staaet Skov. Guldsagerne laae omtrent en god Alen under Jordens Overflade og under en Trærod. De laae nogenlunde samlet, men løst, og uagtet omhyggelig Eftergravning og Eftersøgning fandtes intet Spor af Indpakning eller deslige“.
Dette sidste Bolbrofund er afbildet hosstående, og der vil næppe være grund til at gennemgå oldsagerne enkeltvis, da de flere gange er behandlede i litteraturen. Af billedet fremgår, at fundet omfatter 10 ensidigt prægede smykkeplader af guld, såkaldte bracteater, små hængesmykker eller amuletter. Hver af dem har en øsken i randen. Billedmotiverne er helt i den germanske jernalders stil: skæggede, hjelmklædte mænd og mandshoveder, eller ryttere, hvor selve rytteren stilistisk er reduceret til bare et hovede, der synes at svæve lige over hesteryggen, ornamentalt ikke uden ynde og styrke.
Til de 10 bracteater kom yderligere 37 stykker ring- og brudguld, heri indbefattet et par støbeklumper. Enkelte heraf er i tidens løb skilt fra fundet eller mistet, så at nu kun 28 stykker har kunnet lægges op under bracteaterne. Sidste daterer nedlægningen til tiden omkring 500 e. Kr. eller det 6. århundredes første halvdel.
Højst sandsynligt hører den store guldring sammen med det sidste funds oldsager, således at der i virkeligheden er tale om én samlet skat, man har betroet jorden. Men de nøje stedsangivelser svigter som nævnt. Fundet fra 1852 kan dog nogenlunde fikseres. Ved en antikvarisk berejsning af Odense herred, som forfatteren i 1954 foretog for Nationalmuseet, kunde gårdejer Bays gård lokaliseres efter skøde- og panteprotokollen for Odense herred og identificeres med nuværende matrikelnummer 2d af Bolbro. Gårdens beliggenhed må svare til de ældre landbrugslængers, som endnu findes på militærets terræn (den nordøstligste af Højstrupgårdene). Går man herfra 500 skridt mod nord, kommer man til et lavtliggende, endnu ret fugtigt terræn, hvor militæret har indrettet øvelsesplads. Omtrent hvor Højstrupvej munder ud i Rismarksvej, det bliver i vinklen mellem Rismarksvej og Højstrupskolens areal, måske noget inde på marken, skulde da fundet fra 1852 være gjort. Om det samme også gælder halsringen fra 1808, kan ikke siges med sikkerhed, men det er sandsynligt.
