Fynsk markedshandel

I romanen O.T. lader H.C. Andersen hovedpersonerne rejse fra den fynske herregård ind til Skt. Knuds marked i Odense, og han giver en fornøjelig skildring af markedets farverige liv, hvor kunderne færdes mellem boderne, og handelen går livligt: „Ligesom i middelalderen, de forskjellige professionister havde deres særskilte gader og qvarterer, havde de det også her. Strædet som førte til Torvet, og som dagligdags kaldes „Skomagerstrædet“, svarede fuldkomment til sit navn. Side ved side havde her skomagerne opstillet deres diske. Vægge og de opreiste stænger vare behængte med alle slags fodtøi, diskene selv overlæssede med kluntede skoe og tyksålede støvler. Bag ved stod den skikkelige mester, i sin lange søndagsfrakke, og med den velbørstede filtehat på hovedet. Hvor skomagernes qvarter holdt op, tog hattemagernes sin begyndelse og derpå var man midt inde på det store torv, hvor telte og borde dannede flere parallelløbende gader. Galanterieboutikker, guldsmede og conditorboder, de fleste af lærred, enkelte derimod træhuse, vare glandspunkterne. Rundt om flagrede bånd og tørklæder, rundt om var larm og trængsel. Bønderpigerne fra samme by gik altid i række, syv, otte uadskillelige, med hænderne fast knyttede i hinanden; det var umuligt at bryde kjæden, trængte man på, rullede den hele flok sig sammen i en klump.“

Denne skildring blev til i efteråret 1835. I juli samme år havde H.C. Andersen været i Odense; han var kommen til byen 14. juli, dagen før Skt. Knuds marked, og hans beretning er altså utvivlsomt bygget på selvsyn. Vi skal siden se, i hvilket omfang hans iagttagelse og skildring er rigtig.

I en tid, hvor samfærdselen var besværlig og nyhedsformidlingen langsommelig, var markedshandelen et betydningsfuldt element i samfundet; her kom folk sammen fra by og land, både handlende og kunder. Allerede i sine dagbøger fra Odense i 1660’erne omtaler den senere biskop Jens Bircherod jævnligt markederne i Odense, snart i form af enkelte episoder, snart i form af en almindelig karakteristik. Markederne har rødder, der rækker tilbage til middelalderen, hvor de ikke blot var knyttede til købstæderne, men også kunne afholdes på landet. De jævnlige klager fra borgerne og bestræbelserne for at få disse landmarkeder forbudt er vidnesbyrd om, at de har været følt som uønskede konkurrenter.

Ved at afholde markeder opnåede købstæderne, at de drog handlende fra andre egne af landet til sig og derved gav borgerne lejlighed til at forsyne sig. Selv om også byens egne borgere kunne have deres markedsboder på det hjemlige torv, måtte de fremmede påføre dem en vis konkurrence, men markedet tiltrak så mange folk fra omegnen og øgede omsætningen, at det nok kunne opveje den ulempe. Ellers havde købstæderne næppe været så ivrige efter at få tilladelse til at afholde markeder, som tilfældet var.

Det var fra gammel tid skik, at de, der kom til marked med deres varer og ville forhandle dem på byens torv eller tilstødende gader, skulle erlægge et beløb, som betegnedes stadepenge. Da markedet var grundet på kongelig tilladelse, skulle beløbet oprindelig betales til byfogeden som kongelig embedsmand, og først i 1820’erne begyndte man at ændre dette forhold, således at stadepengene skulle indgå i byens kasse. I Kerteminde skete det ved kgl. resolution af 13. juli 1831, men andre fynske byer fik retten nogle år tidligere. Stadepengeregnskaber kan i bedste fald oplyse om, hvor mange markedssøgende, der har indfundet sig. Dette er f. eks. tilfældet med de bevarede regnskaber fra Rudkøbing fra 1720’erne, som yderligere inddeler de handlende i grupper efter de varer, de forhandlede, men som desværre ikke oplyser, hvor de handlende kom fra.

Et middel til besvarelse af dette væsentlige spørgsmål fik man med forordningen af 1775, 13/2, som krævede markedspas. Al omløben med handelskram- og galanterivarer, samt håndværkervarer i købstæderne og på landet blev forbudt, idet den var til de handlendes og borgernes fornærmelse og forledte bondestanden til unyttige og skadelige udgifter.

Derfor blev det bestemt, at ingen måtte rejse om på landet eller i købstæderne udenfor markedstiderne og uden at de var forsynede med markedspas, „og skal disse til hver markeds rejse forsyne sig med vedkommende øvrigheds pas og attest (for hvis rigtighed øvrigheden er ansvarlig), hvori udtrykkelig meldes: hvem den rejsendes navn er, hans fulde navn og borgerlige håndtering, efter hvad forordning, privilegium, rescript eller laugsbrev han til slig rejse er berettiget, hvilke varer han medfører, hvor og på hvad måde de må afhændes, samt vejen han må gåe, som stedse bør være den nærmeste lige landevej, muligt er. For sådant pas betales 8 sk. i skriverpenge, og må det kun gælde for den ene rejse, og den tid, som til samme virkelig behøves. Efter hjemkomsten skal det tilligemed de øvrige attester tilbageleveres øvrigheden.“

Fra denne bestemmelse var dog undtaget de „jordens frugter“, som landmanden bragte til torvs, og det blev betonet, at markedspas kun var nødvendige for håndværks- og handelsvarer (Prom. 1792, 17/11).

Som resultat af denne forordning er der i en del købstadarkiver bevaret markedspasprotokoller. De indeholder navne på dem, der fik pas udstedt, angivelse af dato for udstedelsen og hvilket marked, de agtede sig til, samt i nogle tilfælde oplysning om, hvilke varer de førte med sig. Dette materiale fortæller altså, hvilke borgere i en given købstad, der rejste til markeder i andre byer. Omvendt findes i enkelte byarkiver oplysninger om, hvem der udefra indfandt sig til den pågældende bys markeder.

Gennem en behandling af disse to kildegrupper skulle det da være muligt at få oplyst, hvem der drev markedshandel, og hvor langt de pågældende rejste med deres varer. Ved at følge antallet af udstedte markedspas indenfor et enkelt år, vil man også få belyst, i hvilket omfang de enkelte markedsrejsende var på farten, hvor mange fremmede, der mødte til en købstads marked, hvorfra de kom, og hvilke varer de forhandlede.

For at få disse spørgsmål besvaret, er der gennemgået markedspasprotokoller fra forskellige byer og forskellige år. Det drejer sig om Odense 1798-1804, Bogense 1822, 1832 og 1842, Middelfart 1792, 1793 og 1794, samt Kerteminde 1822.

Der er endvidere gennemgået fortegnelser over, hvem der ved ankomsten til marked har fået deres markedspas påtegnet i den købstad, hvor marked skulle holdes. Det gælder Middelfart 1793, 1794 og 1796, Assens 1821, Kerteminde 1822, Nyborg 1833 og Odense 1835.^[1]

I Odense blev der 1798-1804 udstedt følgende antal markedspas til andre steder: 1798: 215; 1799: 216; 1800: 194; 1801: 230; 1802: 327; 1803: 311 og 1804: 440. Til sammenligning tjener, at der i Middelfart i 1792 kun udstedtes 32; 1793: 36 og 1794: 35. For Odenses vedkommende bemærker man en ret betydelig stigning i antallet fra år til år, et forhold, der måske skal ses på baggrund af den almindelige højkonjunktur i disse år.

Spørger man, hvor de odenseanske markedsrejsende søgte hen, viser det sig, at de naturligvis først og fremmest besøgte andre fynske købstæder, og kun et fåtal rejste til Jylland. Århus lå højest med 4 i 1799, men ellers nævnes kun en enkelt om året til Fredericia, Haderslev og Viborg. I 1800 fandt en galanterihandler vej til Ålborg. Selv så nærliggende byer som Kolding, Horsens og Åbenrå havde ingen markedsrejsende fra Odense. Helt anderledes tegner det sig, når vi ser, hvordan strømmen gik mod øst til sjællandske byer som Korsør, Slagelse, Ringsted, Næstved, Kalundborg, Nykøbing, Holbæk, Roskilde, Køge og Præstø samt Vordingborg. I 1804 var der også odenseanere i Maribo og Rødby. Navnlig i de vestsjællandske købstæder var besøget fra Odense talstærkt. Bortset fra 1798 kom der hvert år en snes til Kalundborg – i 1842 var der ikke færre end 42; Næstved havde mellem 10 og 20, i 1803 26 og 1804 36. I Slagelse var tallene følgende: 1798: 21, 1800: 16, 1801: 23, 1802: 33, 1803: 40 og 1804: 42. Selv om passenes antal var fordelt på et par markeder om året i hver af de nævnte byer, var det dog et ganske anseeligt antal, der mødte op fra Odense. I Kalundborg kom der i 1802 21 i juni og et tilsvarende antal i november, i Slagelse 1798 i juni 10, i november 11, i juni 1803 29 og i november 11. Som almindelig regel gælder, at sommermarkederne i de sjællandske byer var bedre besøgt end de sene efterårsmarkeder, medens markedet i september i Bogense blev mere søgt end markedet i juli, et forhold, der også gælder Nyborg, hvor sommermarkedet i 1804 kun havde 7, men „Gallemarkedet“ i oktober 63 odenseanere.

Sammenlignet med Odense havde de markedsrejsende fra Middelfart en væsentligt kortere aktionsradius. I 1792 udstedtes 13 markedspas til Kolding, 3 til Fredericia, 4 til Vejle. På Fyn søgte 8 til Bogense, 4 til Assens og 2 til Odense. I 1794 kom – foruden til de nævnte byer – 1 til Haderslev og 1 til Horsens.

Protokollerne fra Bogense og Kerteminde 1822 giver mulighed for en direkte sammenligning mellem de to byers forskellige aktivitet. Med hensyn til indbyggerantal var forskellen ikke stor. Kerteminde havde 1836 1600 indbyggere, Bogense 1834 1210 indbyggere, men Bogense havde væsentligt større arealer af markjorder end Kerteminde. I 1822 blev der kun udstedt 39 markedspas i Bogense, men 267 i Kerteminde, og medens passene fra Bogense gjaldt til Odense, Middelfart, Assens, Faaborg og Egeskov, enkelte til Kolding, Horsens og Århus, var passene fra Kerteminde gyldige til Odense, Nyborg, Faaborg og Assens, samt Rudkøbing. Blandt de jyske byer nævnes kun Kolding, men så meget mere livlig var trafiken over Storebælt; folk fra Kerteminde mødte talstærkt op i Kalundborg (26), Slagelse (27), Korsør (3), Næstved (8), Ringsted (6), Præstø (6) og Maribo (11).

Et væsentligt spørgsmål i denne forbindelse er, hvilke varer de markedsrejsende førte med sig. Det skulle jo angives på markedspasset, og det er indført i pasprotokollerne, selv om oplysningerne er ret summariske. For et enkelt år – 1799 – er der i omstående tabel angivet antallet af markedspas udstedt i Odense og fordelt på de byer, hvortil de havde gyldighed, ligesom der er foretaget opdeling i varegrupper.

Selv om man sammenfatter alle, der handler med alenkram, lærred, dyner, galanterivarer, fruentimmerpynt m.v. i een gruppe, udgør de ialt kun 59, medens de, der rejste med støvler og sko med 76 udgør langt den største gruppe. Derefter pottemagere med 12, hattemagerne med 12, felberedere med skindbukser og skind var 7, drejere 10, men sidstnævnte gruppe har mange variationer, idet der er trædrejere, der rejser med pustere og træskåle, andre med rokke og pustere; om en enkelt af bendrejerne hedder det, at han handlede med piberør.

Den nævnte liste fra Odense 1799 kan sammenholdes med en fortegnelse fra Middelfart 1794, hvor følgende varegrupper findes:

Fortegnelsen fra Middelfart har det fortrin, at den giver mere præcis oplysning om enkelte varer. Således nævnes blandt kramvarer ostindiske og indlandske fabriksvarer, såvel som ternet lærred. Hattemageren Henrik Lauritsen drog til Assens 24. juni med 6 dusin sorte hatte og til Bogense 5. sept. med 5 dusin, og hans kollega Poul Christiansen besøgte Skt. Knuds marked med 7 dusin. De 8 markedspas for kobbertøj, der var udstedt til Jeppe Tysk, dækkede ting af kobber, blik og messing. Et nyt træk i billedet er guldsmeden Poul Dreves og rebslageren Jens Hansen. Guldsmeden var kun i Kolding, og rebslageren besøgte Bogense 2. juli og 14. okt.

For Bogenses vedkommende kan man opstille en tabel for året 1822 med følgende varegrupper:

Ligesom i Odense er det også her skomagerne, der rejser flittigst, men de overgås dog af sadelmagerne, et forhold, der kan have sin rod i den relativt store læderproduktion i byen.

Fra samme år viser en liste over forholdene i Kerteminde følgende:

Listen dokumenterer skomagernes fremherskende placering. Eksempelvis kan noteres, at 4. juli udstedtes 10 pas for skomagere til Nyborg, 11. juli 17 til Odense, 17. sept. 12 til Skelskør, 10. okt. 20 til Nyborg og 5. november 15 til Slagelse.

På den anden side er resultatet overraskende ved det beskedne antal varegrupper, der er repræsenterede. Fælles for de nævnte tabeller er skomagere, hattemagere og brødhandlere med skomagerne som de talrigste.

Som allerede antydet er tallet på udstedte markedspas langt fra udtryk for antallet af personer, der drev markedshandel. Visse handlende rejste året rundt fra marked til marked, og de skulle jo have nyt pas for hver rejse. Et ret betegnende eksempel er Jeppe Tysk i Middelfart, som handlede med kobber-, messing- og bliktøj. Han fik i 1793 pas til Odense 1. marts, til Fredericia 12. marts, til Haderslev 8. april, til Kolding 7. maj, til Vejle 28. maj, til Assens 25. juni, til Bogense 2. juli, til Odense 17. juli, til Kolding 23. juli, til Vejle 17. sept., til Assens 4. okt. og til Fredericia 30. okt. Fra Bogense besøgte en gørtler Odense i februar, Horsens i juni, Odense i juli, Egeskov i september og få dage senere atter Horsens. En hattemager fra Bogense var i Kolding i maj, i Middelfart og Odense i juli, i Faaborg og Middelfart i september og i Assens i oktober.

Flere af samme profession kunne slå flok og følge. Tre sadelmagere fra Bogense besøgte markederne i Odense i februar og juli og Egeskov marked i september; fra Kerteminde drog 17 skomagere til Odense Skt. Knuds marked 1822, 10 var i Nyborg 4. juli, 12 i Skelskør 17. sept., 20 i Nyborg i oktober og 15 i Slagelse i november. Den store aktionsradius, som de odenseanske markedsrejsende tilsyneladende havde, skyldtes især skomagerne, der navnlig hjemsøgte de sjællandske byer. I 1799 var der 9, der fik pas til Næstved, 7 til Slagelse og 10 til Kalundborg.

I de fleste tilfælde var det nok håndværksmesteren selv, der rejste til marked, men ofte lod han sig repræsentere ved en svend eller slægtning. Skomager Erik Klinch i Kerteminde sendte 1822 sin svend til Skelskør og hattemager Niels Johansen sin karl, medens Johan Blæs sendte sønnen; samme år rejste skomager Woldiderichs svend fra Bogense til marked i Horsens. Mere usædvanligt var det, når blikkenslageren Abraham Lemvig sendte en rebslagersvend og hans kone til Faaborg for at forhandle sine varer i 1822.

Forhandlingen af brød og brændevin blev ofte varetaget af koner. I Bogense fik Mikkel Jensens hustru Ane Elisabeth og Anders’s hustru Johanne pas til Middelfart, og Anne Lisbeth troppede også op i Århus 11. juli og i Faaborg 8. sept. 1822. Samme år rejste skomager Andr. Aalborg til marked i Middelfart med samme varer. Det er muligt, at de nævnte koner har rejst med deres egen produktion, men bagermester Peter Petersen i Kerteminde sendte i oktober 1822 to koner til Nyborg. I nogle tilfælde har afsætningsmulighederne åbenbart været så begrænsede, at samme mand kunne komme med forskellige varegrupper. I adskillige år fra 1798 og til 1804 fik gørtler Chr. Andreasen fra Odense pas til de fleste markeder i Middelfart, hvor han solgte dels gørtler-arbejder, dels gamle dynevår og fjer. Sidstnævnte blev også forhandlet i Middelfart af auktionskone Peder Gravesen enke fra Odense.

I de markedshandlendes brogede flok har der været nogle, som kun drog til andre byer nogle få gange om året, men der har været en stab af rutinerede rejsende, der troligt mødte frem for at få deres pas, når marked skulle holdes i en købstad, der ikke lå alt for fjernt fra hjembyen, og man ville gerne prøve at komme disse farende folk på lidt nærmere hold. Når det drejer sig om håndværkerne, først og fremmest skomagerne, har de åbenbart draget mand af huse, uanset om de har været velstillede eller mindre velstillede mestre. Anderledes med kramhandlerne. Den opstillede tabel antyder, hvor varieret lagrene var, og en nærmere undersøgelse af, hvem de handlende var, viser, at det gennemgående var småhandlende, der rejste til markeder, og i flere tilfælde udlændinge.

Galanterihandleren Rocco Zollezzi, der boede i Odense, var vel italiener, 1796 blev han gift med en enke, men rejste ellers land og rige rundt. Han var i Ålborg i 1800, næsten årligt i Aarhus fra 1798 til 1804, mødte i Assens, Faaborg, Kerteminde og Nyborg, Næstved og Slagelse. Han besøgte mest de store steder. Anderledes med købmand Thiemann og jomfru Hviid, ligeledes fra Odense, der handlede med alenkram og galanterivarer og troligt fulgtes fra sted til sted. Hun havde fået brev som handlerske i 1796, og i 1799 giftede de sig. Han døde imidlertid i 1799 som falleret købmand.^[2] Af skiftet fremgik, at han var ejer af Skjolden i Odense, og i registreringen ser vi da også med fornøjelse, at han ejede en markedsbod. Kramboden var ikke særlig indholdsrig, men der var små spejle, barberknive, en toiletspejlæske, kaffemølle, 10 stråhatte og to sykurve, mange karafler og glas og et dambræt med brikker. Det har nok været et skønsomt udvalg af denne butik, som købmanden og hans rejselystne kone præsenterede markedsgæsterne.

Lige så ilde gik det Friderich Erhardt. Han fik borgerskab i Odense 1798, og i de følgende par år mødte han lejlighedsvis op på markeder med alenkram og galanterivarer, således i Faaborg i 1799, i Svendborg 1800 og i Bogense, hvor han handlede med hør, i 1801 – men da var hans fallitbo allerede taget under øvrighedens behandling. Skiftet af 1800, 26/7^[3] med tilhørende registrering viser, at hans forretning – så beskeden den end var – udelukkende bestod af tekstilvarer. Der nævnes hvide bomulds fruentimmer strømper, 6 hvide bomuldsluer og 3 røde strikkede bomuldsluer, mange forskellige stoffer som damask, kamelot, sort flos og hvidt svanebaj, kattun og især et ret varieret lager af bånd og uægte guld- og sølv snore.

Med en vis pomp anmeldte modehandler Brieux Aumont, at han i juli 1797 var kommen til Odense fra København med nyt forråd af al slags nymodens damepynt: scherfer, envelopper, alle slags halsbånd og perler, hatte til voksne og børn, pomade og lugtende vand. Med disse herligheder indlogerede han sig hos købmand Niels Taarup,^[4] og han var også at finde i de markedsrejsendes kreds i Århus 1799. I det hele taget

er tidens aviser velforsynede med annoncer, som tilrejsende kræmmere indrykkede, når Skt. Knuds marked nærmer sig. J.C. Wulf averterede 1792 fra Ringkøbing, at han til Skt. Knuds marked ville medbringe hampe- og hørlærreder, franske og engelske florer, sukker- og nettelduge, og han logerede hos Anders Viinforlader i Nedergade.^[5] Derimod måtte Frantz Schackert fra Dresden bekendtgøre, at han blev opholdt på grund af kontrær vind, så han ikke nåede at komme rettidigt til Skt. Knuds marked, men han logerede hos købmand Nissen og agtede iflg. sit privilegium at forblive nogle dage. Han forventede tilmed talrigt besøg af den høje adel og det respektive publikum. „Mine vahre bestaae i fine lærreder, bomuldsgarn og adskillige andre her for vidtløftig at opregne, fine engelske galanterie vahre, hvoriblandt og alle mulige uhrmager instrumenter og cifferblade.“^[6]

Blandt kramhandlerne indtog jøderne en særlig plads; de var relativt mange, og de var ikke velset af alle. Der var Salomon Ballin i Middelfart, som 1792 besøgte Bogense, 1793 Faaborg og han kom regelmæssigt til Odense. Fra Odense rejste Juda Salomon til markeder repræsenteret ved sin karl Aron Nathan, som i 1799 besøgte Bogense, Egeskov og Faaborg; Philip Wagner og Salomon Salomonsen, Samson Levin og Abraham Joseph er navne, der røber indehaverens herkomst. Salomon Salomonsen „af den portugisisk-jødiske nation fra Fredericia“ havde fået kgl. bevilling 1791, 2/12 til at nedsætte sig i bemeldte by, „og der at handle med alle slags indenlandske og udenlandske toldbare varer“, men det følgende år kom han til Odense, hvor han tog borgerskab og handlede med alle slags alen-kram.^[7] I begyndelsen logerede han hos hr. Lausen på gæstgivergården, men siden bosatte han sig i Gravene og blev en flittig markedsrejsende. Tilgangen af jøder til Odense var i disse år så stor, at oldermanden for købmandslavet, B. Nees fandt sig foranlediget til at advare i avisen mod disse jøder og omløbere, der solgte deres varer ved folks huse.^[8] Det medførte, at en anden indsender, der var „kied af saa megen sludder angående jøderne, som kommer til Odense marked“, spurgte, om købmændene var sat til at passe på, om de, der kom til marked, havde pas eller ej, og han fordømte den ulykkelige forfølgelse af jøderne på Fyn.^[9]

Indenfor kramhandelen indtog Nürnbergvarer en særlig plads. Oftest indgik de vel i det almindelige lager, men undertiden nævnes de som en særlig varegruppe. Handelsmanden Rocco Zollezzi var i Næstved 1799 og købmand Holmsted i Nyborg samme år med Nürnbergvarer. Begge kom fra Odense. I 1800 var Holmsted på Egeskov marked, og her mødte i 1804 kbmd. Carl Møller ved Peder Meyboms kone og datter med Nürnberglegetøj, medens visekræmmer Andreas Hjorth kom med viser og billeder. I 1804 var han i Kerteminde med Nürnberglegetøj som repræsentant for Jørgen Iversen i Odense.

Beslægtet hermed var Lorentz Ganthers varelager, for så vidt som han i 1803 forsøgte sig som forhandler af Nürnberg-ure på markederne i Kerteminde. Han boede i Vestergade i Odense, og da han døde i 1822 var ovennævnte Rocco Zollezzi sammen med linnedtrykker Schrayg executores testamenti, og i hans bo fandtes 40 stk. Nürnbergure med tilbehør; i en skuffe lå adskillige urfjedre til Nürnbergure, foruden urglas, lommeurvisere, tarmsnore til ure – og da forretningen næppe har givet de store indtægter, havde han også adskillige materialer til en lakfabrik, som han havde påbegyndt sammen med Zollezzi.^[10]

Var kramvarerne således af temmelig blandet karakter og næppe af bedste kvalitet, har håndværksmestrenes produkter nok været mere solide. Foruden skomagerne indtog felberederne en ret fremtrædende plads. De kom med deres garvede skind, men især med skindbukser. Søren Thrane fra Odense, der i almindelighed betegnes som felbereder, kaldes i Kerteminde 1804 buksemester. Om buntmagerne, der kom til Fåborg og Kerteminde fra Odense oplyses, at de medførte lodne huer, som vel specielt har været beregnet for søens folk.

Af spiselige ting har vi omtalt salget af brød og brændevin. Hertil kom forhandling på sjællandske markeder af tørre kirsebær, som Claus Buch førte med sig fra Odense til Næstved i 1799 og samme år til Holbæk, Roskilde og Kalundborg. På de større markeder mødte også konditoren frem. En særlig energi viste konditor Ignatius Werner, der i Iversens Avis for 1797 anbefalede sig med alle sorter conditor varer, nemlig kager, is, gele, etc., samt franske frugter i brændevin, fine deviser og deslige, og han påtog sig til bryllupper og baller at betjene med fornøden spisning og conditori.^[11] Han logerede hos bøssemager Lind, som udstrakte sin alsidige virksomhed til de fleste fynske markeder, tildels i konkurrence med J. Gude, der også var en regelmæssig gæst i Korsør.

Føjer vi hertil boghandelen, som blev varetaget af bogbinder Milo fra Odense, salget af drejerarbejde som rokke, pustere og piberør, af kamme, som kammager Reifflin fra Odense tog sig af, af guldsmedeartikler og tinarbejder, får man et ret mangfoldigt billede af det vareudbud, som markedsgæsterne har været stillet overfor.

Ovenstående har udelukkende bygget på de pas, som er udstedt for de handlende, og hovedvægten har været lagt på protokollerne fra Odense 1798-1804. Men ad den vej får vi ikke noget indtryk af, hvor mange handlende, der er kommen til en købstads marked. Det er imidlertid så heldigt, at der i nogle købstadarkiver findes fortegnelser over markedshandlende, der er mødt frem for øvrigheden i den by, hvor markedet skulle holdes, og som der har fået deres pas påtegnet. Der foreligger fra Middelfart marked 1794, 10/9 en liste, som giver oplysning dels om hjemstedet, dels om professioner.

Tilsvarende kan der opstilles tabeller fra andre fynske markeder, og eksempler er vist fra Assens krammarked 28. juni 1821, Kerteminde 14. juni 1822, Gallemarked i Nyborg 1833 og endelig Skt. Knuds marked i Odense 15. juli 1835. De pågældende tabeller taler for sig selv. De understøtter de før gjorte iagttagelser både med hensyn til den økonomiske aktionsradius og varegruppernes art og indbyrdes størrelse. Vi ser af tabellen fra Middelfart, at de handlende stort set kom fra samme område som det, der blev besøgt af markedsrejsende fra Middelfart, endvidere at kræmmere, felberedere, hattemagere, pottemagere – der alle kom fra Odense – og skomagere var de fleste.

Assens krammarked 1821 viser lignende træk; det er omegnens købstæder, der er talrigst repræsenterede; kun det betydende antal fra Rudkøbing er uventet, og blandt de repræsenterede fag er der ikke færre end 12 klejnsmede, hvoraf de 7 kom fra Åbenrå.

Derimod følger Kerteminde ikke de linier, som vi kunde vente. Netop denne by havde jo et påfaldende stort antal markedsrejsende, der bl.a. søgte til Sjælland. Men byen fik ikke genvisit. Den 14. juni 1822 kom der 65 til marked i Kerteminde, men af disse var de 60 fra Odense, der åbenbart har været så stor, at den nok kunne betjene kunderne i den nærliggende naboby uden at blive suppleret med rejsende fra andre byer. Noget anderledes var forholdet på Gallemarked i Nyborg, jvf. tabel E, hvor Odense ganske vist også indtog en betydelig plads, for så vidt som der af de 98 tilrejsende handlende var 56 fra Odense; de øvrige kom fra nabobyerne, og der var ingen fra Sjælland.

I billedet af markedshandelen, som det hidtil er tegnet, mangler et element: købstadens egne indbyggere. Forholdet var jo det, at disse på markedsdage ikke blev siddende i deres butikker og værksteder og lod de fremmede løbe med fortjenesten. Også de havde deres boder på torvet, hvor de deltog i konkurrencen. At konstatere, hvor omfattende dette element har været, er forbundet med vanskeligheder. Det var en regel, at der skulle betales et gebyr på nogle få skilling for at få lov til at opslå sit stade på markedet, og stadepengene gik oprindelig i byfogedens kasse. Fra Rudkøbing foreligger der nogle stadepengeregnskaber fra 1700’erne,^[12] som giver oplysning om, hvem der kom og betalte stadepenge. Man har i regnskaberne foretaget en grov inddeling i varegrupper, der for mikkelsmarkedet 1727 giver følgende tal:

Inddelingen kan imidlertid næppe være helt nøjagtig, thi under skomagere nævnes Hans Sadelmager, under kræmmerne Søren kedelfører og Jefta smed, under bagerne Holger svarer, der må have været drejer, ligesom Niels rokkesvarer, der er nævnt blandt hattemagerne, medens en bogbinder og en skrædder er opført mellem pottemagerne.

Det hjemlige elements styrke får man mulighed for at konstatere for Nyborg Gallemarked 1833. På det tidspunkt havde kongen resolveret, at stadepengene skulle gå i kæmnerkassen; det viser sig, at markedspasprotokollen kun indeholdt 98 navne, medens kæmneren fik betaling for 126 stader.^[13]

Denne forskel har flere årsager. For det første var der, som allerede omtalt, visse varegrupper, der ikke krævede markedspas. Det gjaldt forhandlere af jydekar, hvoraf der på det nævnte marked mødte 6, og det gælder urtemænd, hvoraf der nævnes 11. Hertil kommer så de hjemlige markedshandlende, som efter ovenstående må have udgjort 11 – et antal, der forekommer at stå i et rimeligt forhold til byens størrelse.

På den skitserede baggrund kan vi vende tilbage til vort udgangspunkt: det Skt. Knuds marked i Odense 1835, som H.C. Andersen har skildret. Da det er så heldigt, at listen over markedssøgende nævnte år, for så vidt de fik pas, er bevaret, kan vi med oplysninger derfra underbygge digterens skildring.

Vi kan fastslå, at til nævnte marked fik 113 deres pas påtegnet; de handlende kom først og fremmest fra de fynske byer: fra Kerteminde 34, fra Faaborg 23, fra Middelfart, Nyborg og Svendborg hver 14, fra Bogense 8 og fra Assens 7. Fra landsbyerne Tommerup, Verninge og Vissenbjerg kom een. Udenfor Fyn var København repræsenteret med 7, Haderslev med 4, Fredericia med 3, Åbenrå og Horsens med hver 1. Fordelt efter erhverv får man følgende tabel:

De mange skomagere kom især fra Kerteminde (16), Assens (6) og Faaborg (5). Bødkerne kom fra Faaborg (4), Svendborg (4), Kerteminde (4) og Nyborg (2); af bagerne kom 4 fra Haderslev, 4 fra Faaborg, 2 fra Bogense og 1 fra Fredericia. Sadelmagerne kom fra Bogense (3), Middelfart (2) og en fra Åbenrå, Fredericia, Kerteminde, Nyborg og Svendborg, medens rebslagerne navnlig kom fra Kerteminde (4), Svendborg (3), Middelfart (2), og en var fra Fåborg. De to rokkedrejere, der nævnes, kom fra Tommerup og Verninge. — Til den nævnte liste hører yderligere en bogbinder, en konditor, en traktør, en hosekræmmer, en skrædder, en buntmager, en snedker, en daglejer og en matros – de tre sidste fra København uden angivelse af deres varer.

Borde og boder fyldte torvet og de tilstødende stræder. Byens borgere og oplandets befolkning strømmede til; Pietro Krohns markedsbillede fra 1857 giver en malers indtryk af sceneriet. Der blev handlet og snakket, nyheder blev udvekslede, og markedshandelen har været et betydende element i datidens samfund, selv om varegrupperne trods alt har været relativt få, men for samtiden var markedet med al dets liv og myldren en kærkommen afveksling i hverdagen.

Noter

1. ^ De anførte markedspas-protokoller findes i de pågældende købstæders byfogedarkiver (Landsarkivet for Fyn).
2. ^ Odense skifteprotokol, 1801, 3/8.
3. ^ Odense skifteprotokol, 1800, 26/7.
4. ^ Iversens Avis, 1797, 19/7.
5. ^ Odense Adresse Contoirs Efterretninger, 1792, 16/7.
6. ^ Iversens Avis, 1793, 18/7.
7. ^ Odense Adresse Contoirs Efterretninger, 1792, 2/3.
8. ^ Anf. sted, 1798, 16/7.
9. ^ Anf. sted, 1798, 18/7.
10. ^ Odense skifteprotokol, 1822, 27/11.
11. ^ Iversens Avis, 1797, 27/1.
12. ^ Rudkøbing byfogedarkiv. Stadepengeregnskaber. Jeg takker arkivar, frk. Anne Riising for denne henvisning.
13. ^ Kæmnerens protokol over stadepenge. Nyborg magistrats arkiv.