Den fynske jord synes uudtømmelig for oldsager. I hvert fald endnu, men fremtiden tegner måske mindre lys. Plovene pløjer dybere og dybere, og landmændene er, siger de, nødsaget til at sætte skærene dybt i mulden og ned under den, fordi dyrkningslagene presses sammen under traktorers og mejetærskeres store vægt. Samtidig rejser sig en anden trussel. Til vejfundering og til betonstøbning af enhver art skal bruges umådelige mængder af sand, grus og ral. Der gøres, enhver kan jo daglig se det, svære indhug i naturen. Gravemaskiner æder ind i morænebakkernes sider; landet vil langsomt udflades. Utvivlsomt ødelægges der under sådanne forhold mange oldsager og anlæg af forskellig art fra oldtiden, minder om vore forfædres virksomhed, som aldrig kommer til museernes kundskab. I adskillige tilfælde, nægtes skal det ikke, bliver det dog ved rettidig omtale og tilkaldelse muligt at redde et dødsdømt oldtidsanlæg.
Drejer fundet sig, som det mange gange er tilfældet her på Fyn, om en enkelt urnegrav eller en gravplads fra jernalderen, vil finderen dog ikke på forhånd se sig varskoet om, at nu kommer der et fund. De fynske gravpladser fra den tid er, så vidt vi nu kan se, altid anlagt „under flad mark“, det vil sige uden dækkende stenlag eller gravhøj. På den største af alle kendte danske gravpladser, den sydøstfynske på Møllegårdsmarken ved Broholm, var pladsens mere end 2000 urner og brandpletter gennem de fem hundrede år, da marken benyttedes af bygdefolket, nedsat kun 50-60 cm under jordoverfladen og, så vidt ved udgravningen kunde ses, uden nogensomhelst afmærkning.
I september 1969 var entreprenør Edvard Rasmussen i Gyngstrup beskæftiget med en grusleverance til et vejarbejde. Med gravemaskine fjernede han store mundfulde grus fra sydfaldet af en lav grusbakke på matr. nr. 7 g af Gyngstrup i Krogsbølle sogn. Men pludselig faldt der en klump ned fra det øverste af grusvæggen. Det var en urne. Trods et styrt på 6-7 m slap den hel fra det; endog dens lerhank forblev på plads.
Edvard Rasmussen sendte nu bud til amatørarkæologen postbud Anders Jæger i Bogense, som meddelte Fyns Stiftsmuseum om fundet. Han afleverede sagerne hertil og viste sig som så mange gange før som en forbilledlig og effektiv kontaktmand for museet.
Om graven, hvis oldsager er afbildet fig. 1, meddelte Jæger det for ham oplyste, at urnen fig. 1 e indeholdt brændte ben og var omgivet med lidt sort jord fra ligbålet. I den sorte båljord lå desuden skårene af to hankekopper, 1 c, d. Mellem de brændte ben i selve urnen lå en S-buet jernkniv, 1 a, ind på hvilken der i ligbålets hede er smeltet eller brændt et brudstykke af en nål med øje ganske som brudstykket 1 f; begge er snarere hårnåle end synåle. Endvidere lå der en rest af en fibula eller dragtnål, desværre dog kun spiralfjederen bevaret, 1 b. Endelig ses et buet stykke af en bronzenål, afformet af bålvarmen, samt en del småstumper af kridtagtig substans med et mærkeligt overtræk som en hinde af koboltblå farve, 1 g. Disse sidste små funddele ser jeg mig ikke i stand til at forklare. Graven må være fra slutningen af det andet århundrede efter tidsregningen, fra den periode, som kaldes ældre romersk jernalder. Flere ting viser dette, for eksempel urnens form og herunder især hankens profil med de bredt udtrukne fæsteflader. Fra øret udgår et prydbånd om skulderen; det består af to vandrette furer omsluttende to rækker af små runde fordybninger, og fra båndet ses lodrette riller ned til bunden. Også de to mindre kar, fig. 1 c og d, er repræsentanter for den sene ældre romerske jernalder. Det samme gælder den buede jernkniv og de to hårnåle med „synåleøje“. Der er da ingen tvivl om, at denne grav er nedstillet i den lave banke i den senere del af det 2. århundrede, vel i tiden 150-175.
Et par dage efter optagelsen af grav 1 traf man, da gravemaskinen havde arbejdet sig nogle få meter længere mod nord, atter på en grav. Postbud Jæger fik, da han hos Edv. Rasmussen afhentede det ovenfor beskrevne urnefund, lejlighed til at undersøge det nye. Der fandtes ikke brændte ben i forbindelse med denne grav 2. Den tegnede sig i grusgravens side som en 2.10 m lang oval nedgravning i gruset, 1.20 m bred. Dens dybde var ca. 1 m, og i sydsiden sad en stor sten endnu. Nedgravningens omrids kunde stadig ses, idet den tegnede sig som et lidt mørkere farvet fyldskifte i det omgivende sand. Heri fandt Jæger skårdele af en hankekop, fig. 3 a, endvidere en lille tykvægget grov lerkop, 3 b, samt to små fibler (dragtnåle), som kvinderne brugte ved samlingen af kjolens flige over skulderen. De to nåle, der begge er af bronze, er lidt forskellige; den ene afsluttes i en kvadratisk, lidt beskadiget fodplade med små kanthak, og begge er prydet med skråfurer. De er typer, som hører til tiden o. 150 e. Kr. og derefter, det vil sige hen mod overgangen mellem den romerske jernalders ældre og yngre del. Grav 2 er da i det hele samtidig med grav 1.
Samtidig med grav 2 var der i randen af grusgraven 8 m længere mod østnordøst fremkommet flere store stene, og også dette anlæg, grav 3, udgravede Jæger delvis. Herunder fandt han oldsagerne fig. 4. Stenene var store, over 50 cm i tværmål, og da det var vanskeligt at arbejde, eftersom stenene let kunde skride ned i grusgraven, gav han Stiftsmuseet meddelelse om sine fund. Et par dage efter overtog jeg med bistand af kustode H. Skov Hansen undersøgelsen. Al jorden over stenlaget blev nu afgravet, og der tegnede sig tydeligt i det lyse sand en mørkerefarvet rektangulær nedgravning i vest-øst, 2.90 m lang og 1.90 m bred. Nedgravningen var til en dybde af 1.70 m under markfladen fyldt med et par snese meget store sten, der ikke var sådan at bakse med; de har åbenbart skullet beskytte den døde. En enkelt sten i gravens vestende var dog tildannet: en kværnsten til kornmaling dybt nedslidt på den ene bredside. Den ligger nu foran Stiftsmuseet. Den bevarede del af stenpakningen ses på planen fig. 2. Jæger havde endvidere nederst i stenlægningen optaget mørnede dele af et skelet, men under den bevarede del af stenlægningen fandt vi dog ikke mere af dette. På fig. 4 ser man de fundne oldsager: En godt 15 cm høj krukke eller vase med simple ornamenter, d, et lille smukt udført fodbæger, hvis fod er cylindrisk åben indefra, en lille plump hankekop med lodrette skulderstriber og to furer om bugen, dele af et lille kar, 4 c, med ornamenteret skulder, samt endelig en lille velbevaret bronzefibula. Den døde er altså, som tilfældet ligeledes var i grav 2, lagt i graven ubrændt og sandsynligvis med hovedet liggende i vestenden og måske i en tømret kiste, men i den lette jord var dog intet spor af den blevet tilbage. På denne gravplads har da bygdefolket anvendt både ligbrænding og jordfæstelse og, som det vil fremgå, i nogenlunde ligeligt forhold.
Oldsagerne i grav 3 svarer i tid ganske til de to første, altså slutningen af ældre romersk jernalder. En kende yngre er nok grav 4, om hvilken postbud Jæger har givet oplysninger. Den lå, som det ses på planen fig. 2, 9-10 m syd for grav 3 og var under grusgravningen skredet ned nogle dage før. Som grav 1 hører den til brandgravenes gruppe og var snarest en brandplet. Jæger meddelte nemlig, at „to lerkar stod under et askelag og fandtes i skår”. Skårene har kunnet samles til de to kar fig. 5: En lille tohanket krukke og en hankekop. På sidstnævnte ser man endnu en mindelse om det ældre romerske „X-formede øre", men samtidig iagttager man en vinkling af karsiden på midten, som bryder den ældre romerske, mere rundede profil. Vi har dermed et vink om, at graven er en kende yngre end de foregående: Vi er ved overgangsstadiet mellem ældre og yngre romersk jernalder, en fase, som formentlig ligger i årene o. 175 e. Kr.[1]
Et par meter øst for grav 4 har stået et lerkar, fig. 5 c, om hvilket det ikke kan siges, om det har hørt til en jordfæste- eller en brandgrav. Det er grav 5. Også dette kar led den skæbne at glide ned under grusgravningen og gik derved i skår. Det stammer som de fleste foregående fra slutningen af ældre romersk tid.
Kun én ubeskadiget grav faldt det under museumsarbejdet i vor lod at udgrave. Det var grav 6, på oversigtsplanen fig. 2 to meter vest for grav 3, omtrent i fælles midtakse med denne. Først tegnede sig det øverste af et par stenrækker, som snart blev mere kompakte nedad; stenene var af skiftende størrelse, snart ganske store, over mands byrde, og dannede forneden en rektangulær ramme, i nordsiden i to lag eller skifter. Den vest-østvendte stenpakning omsluttede et 1.50 m langt og 95 cm bredt gravrum, fig. 6, hvis bund lå 1.25 m under markfladen. Spor af trækiste om den døde lod sig ikke iagttage. Men i gravens midtakse, kun 30 cm fra de svære sten i gravens vestende, lå en lille gruppe oldsager, der viser, at den dødes hoved har ligget i gravens vestlige del. Mellem oldsagerne sås også emailledele af den gravlagtes tænder, men ellers var intet af skelettet bevaret.
Grav 6 indeholdt oldsagerne på fig. 7, sydvestligst en lille fordringsløs fingerring, kun 2.5 mm bred i ringlegemet, meget slidt og af sølvblandet guld. Ca. 10 cm nord for ringen lå den mærkeligste genstand, en lille 3.0 cm lang fibula af sjælden form, som et bredt I, udstyret med en bred midtbalk, hvortil slutter sig to smallere tværlister[2]. Underlaget er af bronzeblik prydet med en delvist bevaret belægning af sølvblik udpresset i rækker af større og mindre bukler. På undersiden sidder nålens fjedersystem. Mellem denne fibula og fingerringen lå en lille flerfarvet mosaikperle af glas samt endnu en lille fibula af bronze, fig. 7 c. Ved sin toleddede konstruktion: fjeder og nål fastgjort ved en akse gennem en lille øsken bagest på bøjlen, hører denne bøjlenål til den yngre romerske jernalders tidligste fibler. Vi kan derfor, også ved jævnførelse med det yngre presseblik på den første fibula, slutte, at grav 6 er anlagt meget tidligt i begyndelsen af sidstnævnte periode, det vil sige i årene 175-200 e. Kr.
Som afslutning på udblikket over gravpladsens oldsager og grave vil det være rigtigt også at nævnte de to lerkar, som er gengivet på fig. 8. De stammer fra to grave, nr. 7 og 8, som begge er fundne ved den fortsatte grusgravning vestover i banken. Den yngre skarpvinklede hankekop, 8 a, skal have stået et par meter øst for grav 1; men det vides ikke, om der har været brændte ben i den, eller om den har hørt til en jordfæstegrav. En sådan møder vi imidlertid nok i grav 8, der har ligget 3-4 m vest for grav 2. I grav 8 stod den lille hankekop fig. 8 b, og det blev oplyst, at den stod 1.50 m under markfladen og var fyldt med jord.
Siden fremkomsten af grav 8 er der ikke gjort fund i grusbanken, hvor grusgravningen fortsattes vestover. Derimod er der mulighed for fremtidige fund i det nærmeste område nord for gravene 2, 3 og 6, idet grusgravningen standsede her i en linie indtil naboloddens skel. Det bør endvidere bemærkes, at der over den samme søndre del af bakken, hvor gravpladsen ligger, tillige fandtes bebyggelsesspor, rester af en jernalderboplads. I grusgravens østvæg sås mørke askefyldte nedgravninger, og i muldlaget over gravene fandtes spredte lerkarskar, men ikke nok til, at denne endnu ikke undersøgte boplads har kunnet dateres.
Ovenfor har vi nu, uden at spare tid og plads, set på mange enkeltheder fra denne nordfynske gravplads, hvis oldsager i de jævnt, ikke rigt, udstyrede grave ret tilfældigt er blevet bevaret for os. Hvad har vi da fået at vide om dens mennesker? Spørger man, hvem de mænd og kvinder var – på hvilken dag og time de blev lagt på ligbålet eller til hvile under de beskyttende stenlægninger, spørger man om hvilken livsgerning, hver af dem havde udført, da kan svaret ikke gives. Vi kender ikke vore forfædre i oldtiden. Forhistorien giver os jo ikke som historien rækker af nøjagtige data og registrerede handlingsforløb. Mens altså historikeren kan arbejde med handling, må arkæologerne for tidsrummene før vikingetiden nøjes med de spor, vore forfædre har efterladt i jorden. Rigtignok kan de på en del felter give gode oplysninger om oldtidens materielle forhold og dermed om visse kulturhistoriske tilstande og forløb. Det er klart, at arkæologerne dermed hjælper historikerne – som jo intet kan vide, hvor intet er skrevet – og at begge arbejder i historiens tjeneste.
Kan arkæologien indirekte bistå historien just med udgangspunkt i gravpladsen ved Gyngstrup? Det vilde jo være rart at kunne yde et bidrag til for eksempel befolkningsstatistikken med viden om, hvor mange mennesker der har levet på bopladsen ved Gyngstrup i den menneskealder, som gravene her dækker. Men forudsætningen for en beregning af folketallet måtte jo være den, at alle bygdens døde var gravlagt på denne plads, og at alle gravene var undersøgt. Dette er dog ikke tilfældet, eftersom nogle anlæg vel er gået tabt under grusgravningen, og adskillige endnu ukendte kan ligge på uudgravet mark lige nord for de undersøgte.
Der er imidlertid adskilligt, der tyder på, at der netop i denne tid, altså ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder, i slutningen af det 2. århundrede, er sket en betydeligt vækst i befolkningen. Forholdet er tidligere blevet berørt og er under iagttagelse[3]. Det synes nemlig klart, at der på omtalte tid her på Fyn er anlagt en del nye gravpladser. Dette må betyde en øgning af folketallet og en udvidelse af bosættelsen. Væksten har især kunnet iagttages på den store gravplads på Møllegårdsmarken ved Broholm. Hvad kan årsagen til denne udvidelse af folkemængden være? Man kan tænke sig to grunde, den ene: indvandring, den anden: almindelig vækst af befolkningen som følge af bedret driftsøkonomi i landbruget og øget handel.
Det ser ud, som tanken om en indvandring, der jo kunde afspejles i de store offernedlægninger af våben og andet hærmateriel i for eksempel Vimosen ved Allesø, må forlades. Det fremgår med klarhed af det forhold, at en nøje betragtning af oldsagernes store mængde på gravpladserne synes at vise jævne overgangsformer. Var der tale om indvandring, vilde fremmede oldsager let kunne udskilles som ikke hjemmehørende i det stedlige materiale. Denne jævne overgang mellem ældre og yngre sager har vist sig at være til stede på hen mod en halv snes fynske pladser, som netop er nyanlagt ca. 200 e. Kr., ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder[4]. Dette taler mod tanken om en indvandring og for, at befolkningen af en eller anden grund må være taget til ved nævnte tidspunkt, en udvikling i øvrigt, der fortsatte i de to følgende århundreder og ikke mindst kan iagttages gennem det stærkt stigende antal af sene grave på Møllegårdsmarken.
Men hvad er da årsagen til befolkningsvæksten? Spørgsmålet er vanskeligt at svare på, da vi jo intet skriftligt kildemateriale har. Muligvis kan der ligge forbedrede dyrkningsmetoder som baggrund, selvom vi ikke kender tydelige vidnesbyrd herom, men tilskyndelser kan være nået hertil udefra. Fundene fra de samtidige gravpladser overalt i landet, ikke mindst på Sjælland, viser et stærkt indslag af romersk importgods: spande, kedler, kasseroller, øser af bronze, glaskar, mønter m. m., som er nået herop. Hermed berører vi handelen som faktor. I ældre romersk jernalder kom denne import især fra vest, fra de romerske militærkolonier langs og nær Rhinen: Trier, Mainz, Koblenz, Köln, og udførselen til germanerne fortsatte derfra ned gennem det 3. århundrede, selvom germanske stormløb mod den romerske rhingrænse efterhånden svækkede de nævnte koloniers industri og handel.
Allerede fra o. 200, gennem det dermed indledte århundrede og ikke mindst fra tiden efter ca. 300, trak handelen mellem den klassiske og den germanske verden efterhånden mere ad østligere veje, dels fordi det romerske riges tyngdepunkt gradvis forlagdes til de østligere provinser, dels fordi den germanske stamme, goterne, fra områderne ved Weichsels munding trængte frem langs denne flod og efterhånden nåede frem til de ældgamle græske, nu også romerske og sarmatiske kolonier, Olbia og Tyras ved Sortehavets nordkyst, som de erobrede o. 250. Her stiftede goterne bekendtskab med den græsk-sarmatiske kunstindustri, og en ny blandingskultur opstod, hvis produkter ad østlige flodveje, Dnjestr, San og Weichsel, nåede tilbage til Østersøens kyster og hinsides havet, til os.
Den lille gravplads ved Gyngstrup er et i alle henseender typisk fynsk minde om den romerske jernalder. Gravgaverne var jævne, og importgodset mangler, men måske ligger det i endnu ikke undersøgte grave på pladsen. På Møllegårdsmarken og andre steder på Fyn er optaget importgods i rigelig mængde, snart fra Vest-, snart fra Sydøsteuropa, som håndgribelige vidnesbyrd om datidens forbindelser mellem det klassiske og det barbariske Europa. På én lille genstand kan denne forbindelse iagttages. Det er den lille fibula fig. 7 b, fra grav 6. Det udpressede tynde sølvblik med rækker af udstansede bukler er en erindring om sydøstlig kulturforbindelse[5]. Vel er denne fibula nok af nordfynsk arbejde, men sølvblikket er fremstillet ud fra viden hentet hertil over det europæiske kontinent fra den græsk-sarmatisk-gotiske kunstindustri, der på den tid udfoldede sig i områderne nord for Sortehavet. Så lange var forbindelserne, så direkte eller middelbart spandtes de landene imellem.
