13. juni 1871, altså for 100 år siden, fik museet i Odense en tilvækst, som i henseende til omfang hverken før eller siden er overgået. Transporteret til byen pr. jernbane og fyldende mere end én jernbanevogn ankom til museet den såkaldte Lassenske oldsagsamling.
„Det nordiske Museum i Odense“, som museet hed officielt indtil 1885, var blevet grundlagt i 1860 og havde altså på dette tidspunkt eksisteret i godt 10 år. Tilvejebringelsen af en oldsagsamling var et primært formål for Odense-museet, og i løbet af den første halve snes år havde man nået at oparbejde en samling på ca. 2.200 numre. I sig selv et ganske imponerende resultat, forholdene taget i betragtning. Ved erhvervelsen af den Lassenske samling mangedobledes imidlertid den odenseanske oldsagsamling, og rammerne sprængtes.
I 100-året for denne samlings erhvervelse kan det være betimeligt at undersøge, hvorledes den Lassenske samling fandt vej til Odense, ligesom det skal forsøges belyst, hvorledes samlingen er tilvejebragt af dens skaber, Axel Frederik Lassen, bedre kendt under navnet „den hvide Doktor “.
Netop samlingens omfang, oldsagernes mængde, blev det, man i første række hæftede sig ved. Det fremgår tydeligt af den avisomtale, som den Lassenske samling fik i „Fyens Stiftstidende“ få dage efter dens ankomst til Odense:
„Den Lassenske Oldsagssamling. Som bekjendt har Prosector, Dr. Lassen i Sletterød i en Række af Aar med sjælden Flid samlet en overordentlig righoldig Samling af nordiske Oldsager, hvis Værd af Sagkyndige er erklæret for meget betydelig. Da det erfaredes, at han ønskede at afhænde denne Samling, indledte Dhrr. Apotheker Lotze og Adjunct Faber paa det herværende oldnordiske Museums Vegne, der ønskede at bevare den for Fyen, hvor den i alt Væsentligt er bleven samlet, Underhandling med ham. Resultatet heraf er blevet, at Dr. Lassen mod en aarlig Livrente af 300 Rd. har overdraget den til Odense Commune, til hvilken den i Tirsdags blev overleveret. I Byraadets Møde igaar meddelte Hr. Lotze som Medlem af Bestyrelsen for Museet her, at Samlingen, der har viist sig langt righoldigere, end man havde antaget, bestaaer af ca. 19.900 Numere, der, indpakkede i 36 Kister, i Tirsdags paa 34 Vogne af Beboerne i Fjelsted blev kjørt til Aarup, hvorfra de pr. Jernbane sendtes hertil. Flytningen af Samlingen skete netop paa Hr. Lassens 82-aarige Fødselsdag, i hvilken Anledning han paa Gjæstgiver-gaarden i Aarup gjorde et Gilde for dem, som havde kjørt den dertil. Som bekjendt, har Regjeringen for nylig lønnet ham for hans Samlerflid ved at skjænke ham Fortjenstmedaillen i Guld.“[1]
I samme nummer af „Fyens Stiftstidende“ havde museet indrykket en annonce, som tilkendegav, at „Nordisk Museum vil paa Grund af en betydelig Udvidelse og Omordning indtil videre være lukket for Besøg.“ Det turde herefter være klart for enhver, at museet i Odense havde fået en værdifuld og omfattende forøgelse af sine samlinger.
Den citerede udtalelse i „Fyens Stiftstidende“ er tydeligvis et referat af en beretning, som apoteker Lotze – medlem af både museumsbestyrelsen og byrådet – aflagde for byrådet, efter at sagen om denne samling var bragt til en for Odense by og museum lykkelig afslutning. Eftertiden har i denne erhvervelse set det første udslag af Lotzes samlermani, ligesom man har set ham demonstrere sine evner til at gennemføre en vanskelig sag.[2] En nøjere gennemgang af kildematerialet til belysning af den Lassenske samlings erhvervelse for Odense viser imidlertid, at omkring 1870 – og endnu nogle år frem – er adjunkt C.G.V. Faber så absolut det odenseanske museums førstemand. Ham er det som på museets – og byens – vegne fører forhandlingerne med „den hvide Doktor“, ligesom det er Faber, der finder udvej for at løse de med erhvervelsen forbundne finansielle problemer.
Kontakten mellem Lassen og Faber, ejeren af det private museum i Sletterød og lederen af det foreningsejede museum i Odense, kommer imidlertid ikke i stand direkte. Den formidles via København, via direktøren for „Det kongelige Museum for Nordiske Oldsager“, arkæologen J.J.A. Worsaae. Og endelig er der også en mellemmand mellem Worsaae og „den hvide Doktor“, nemlig sidstnævntes ét år ældre broder, fhv. apoteker (i Ebeltoft) og fhv. gæstgiver (i Vejle) Adam Alexander Frederik Lassen. De to brødre Lassen, Worsaae og Faber – det er personerne i denne sag.[3] Vi gemmer hovedpersonen – „den hvide Doktor“ – lidt endnu og præsenterer først bipersonerne.
Kort fortalt er handlingsforløbet dette, at „den hvide Doktor“ i efteråret 1869, godt og vel 80 år gammel, fatter den plan at afhænde sin oldsagsamling til kongen mod en livsvarig pension på 600 rdl. årlig samt en dekoration (ridderkorset). Han spørger sin broder, apotekeren, til råds, og denne kontakter landets højeste museumsembedsmand, etatsråd J.J.A. Worsaae.
Apoteker-broderen var i en sådan sag en mand af ikke ringe erfaring. I sine yngre år havde han samlet ivrigt på oldsager, havde i løbet af en kort årrække etableret en endda meget betydelig oldsagsamling, som i 1841 blev købt af kongen, Christian VIII. Kongen beholdt dog ikke samlingen til eget brug, men tillod „Oldnordisk Museum“ (det senere Nationalmuseum) at udtage, hvad dette måtte ønske af den store samling. På den måde fik Nationalmuseet sin „Lassenske Samling“, og øjensynlig havde brødrene Lassen tænkt sig, at nu – 30 år senere – skulle historien gentage sig.[4]
Worsaae var velkendt med brødrene Lassen og deres oldsagsamlinger. Som dreng i Vejle havde han i 1830’erne været en hyppig gæst i den oldsagsamling, som apoteker Lassen havde medbragt til Vejle fra Ebeltoft, og senere – i 1850’erne – havde han som inspektør for de antikvariske mindesmærker besigtiget den oldsagsamling, som „den hvide Doctor“ havde indrettet som museum i Sletterød.[5]
Imidlertid havde meget ændret sig i løbet af de 30 år, fra 1840 til 1870. Worsaae kunne f.eks. pege på, at kongen ikke længere – som i enevældens tid – kunne tilstå livsvarige pensioner som den, apoteker Lassen havde fået i 1841. Og Nationalmuseet var i løbet af denne årrække blevet så velforsynet med oldsager, at Worsaae som dets direktør måtte nære store betænkeligheder ved at erhverve en samling af det omfang og den karakter, der hér var tale om. Han kom derved på den tanke, at „den hvide Doktors“ samling burde tilgå museet i Odense. De fleste af dens oldsager var jo indsamlet på Fyn og kunne ved samlingens erhvervelse til Odense bevares på øen. Odense-museets leder, adjunkt Faber, blev kontaktet, og sammen aflagde Worsaae og Faber i efteråret 1870 besøg hos „den hvide Doktor“ i museet i Sletterød for at forhandle afståelsesvilkår.
Der skal ikke gåes i detailler m.h.t. sagens videre gang. Resultatet af de mange anstrengelser blev dette, at „Nordisk Museum“ i Odense, som ikke selv magtede opgaven i økonomisk henseende, fik Odense kommune til at erhverve samlingen fra Lassen. Prisen var i mellemtiden dalet til en livrente på 300 rdl. årlig, altså kun halvdelen af det først forlangte, og fra museets side pegede man på det rigtige – og økonomiske – i at lade det såkaldte „Formælingslegat“ blive konverteret til en livrente til Lassen. Dette legat var indstiftet til ihukommelse af den senere kong Frederik VII’s formæling i 1828 med Frederik VI’s datter Wilhelmine.
I betragtning af Frederik VII’s arkæologiske interesser og hans tilknytning til Odense – som æresborger – kunne man ikke tænke sig nogen rigtigere anvendelse end den foreslåede. Og sideløbende hermed sikredes der Lassen – som en belønning for hans samlerflid – en fortjenstmedaille i guld med ret til at bære samme.[6]
Det turde nu være på tide at præsentere hovedpersonen, „den hvide Doktor“.
Axel Frederik Lassen (1789-1883) var fynsk præstesøn.[7] Hans fader, Rasmus Lassen (1755-1825), var fra 1788 og til sin død sognepræst i Kværndrup.[8] I sine studenterår havde Rasmus Lassen været hovmester for børnene af stiftamtmand i Odense Henrik Bille. Denne købte i 1784 Egeskov gård og gods, hvormed fulgte kaldsretten til Kværndrup sognekald. Ved først givne ledighed blev embedet givet til den forhenværende hovmester. Sognepræstens søns navngivning, Axel Frederik, er utvivlsomt sket i erindring af kirkepatronens ældste søn, den i 1788 afdøde Axel Frederik Bille-Brahe, og der kunne nævnes flere vidnesbyrd om et godt forhold mellem herskabet på Egeskov og præstefamilien i Kværndrup. Det vides bl.a., at Henrik Billes enke ydede Axel Frederik Lassen understøttelse til hans studier.[9]
Efter endt skolegang blev præstesønnen fra Kværndrup i 1808 immatrikuleret ved universitetet i Kiel for dér at uddanne sig til læge. 1809-13 fungerede han tillige som prosektor ved universitetets anatomiske museum, men studierne blev aldrig afsluttet med nogen eksamen. Fra og med året 1813 — om ikke før — kom den unge medicinske student ud for oplevelser, som helt slog ham ud af kurs. Det kan være svært at følge ham gennem denne bevægede periode af hans liv, og de farverige beretninger, han som ældre selv gav til bedste herom, gør ikke opgaven lettere. Det står dog fast, at han i Napoleonskrigenes slutfase blev fængslet af de svensk-russiske tropper, som besatte Holsten, idet han mistænktes for spionage, og efter krigens ophør fulgte han – som bataillonskirurg – det danske auxiliærkorps til Frankrig. Hans Frankrigsophold har vel strakt sig over årene 1816-1818.
Hjemsendt fra tjenesten som bataillonskirurg slog den fallerede stud. med. sig ned i Kværndrup, hvor han begyndte at praktisere som læge. 1819 erhvervede han en såkaldt „licentia practicandi“, d.v.s. en begrænset tilladelse til at praktisere som læge, under tilsyn af en autoriseret læge. Og selv om denne tilladelse blev ham frataget igen, efter en uheldigt gennemført operation, fortsatte han resten af sine dage med at praktisere, vistnok stedse iagttaget med største mistillid af sine eksaminerede læge-kolleger.
Hvor interessant det end kunne være at følge A.F. Lassen som læge, må vi i denne sammenhæng lade emnet ligge og nøjes med at konstatere, at han i denne sin virksomhed var usædvanlig ambulant. Han levede alle sine dage i ugift stand og fæstede vistnok ikke egentlig bo nogetsteds. I mange år var hjemmet i Kværndrup hans faste tilholdssted, senere forlagde han residensen til det nordvestlige Fyn, til Vends herred, hvor han i de sidste mange år holdt til på en gård i Fjellerup.[10] Worsaae omtaler ham som „Bondelæge“,[5] og det er rigtigt, at hans patienter fortrinsvis skal søges i bondestanden. Imidlertid færdedes A.F. Lassen også i samfundets højeste lag. Ridende på sin hvide hest – deraf navnet „den hvide Doktor“ – kom han rundt overalt på Fyn, og han opholdt sig gerne i længere perioder i de hjem, hvor man havde søgt hans hjælp. Når dertil kommer, at han ofte tog imod oldsager som honorar for sine kure og behandlinger, må det indrømmes, at hans betingelser for at etablere en oldsagsamling var gunstige.
Tilsyneladende har „den hvide Doktor“ interesseret sig for og samlet på oldsager lige siden drengeårene. Det samme gjaldt hans jævnaldrende broder, den førnævnte apoteker og gæstgiver. Når to brødre begge fra barnsben udvikler sig til lidenskabelige oldsagsamlere, får man en mistanke om en påvirkning fra hjemmet. Der vides dog intet om, at den fromme Kværndrup-præst havde denne interesse; derimod vides det, at han samlede på kobberstik.[11] løvrigt var oldsager „på mode“ i dette det 19. århundredes og romantikkens første årti. Man samlede på oldsager, som man nu om dage samler på „antikviteter“, og de to præstesønner kunne via deres faders kaldsbroder og nabo, sognepræsten i Gislev, få adgang til dennes svogers, justitsråd Lindegaards oldsagsamling på Lykkesholm, vel nok den tids betydeligste samling på Fyn.[12] Det vides dog slet ikke, om justitsrådens indsamling har inspireret brødrene Lassen til egen indsamling.
Studentertiden i Kiel og de begivenhedsfyldte år i det sydlige udland har næppe fået den unge Lassens samling til at vokse i synderlig grad, men efter hjemkomsten fra Frankrig og bosættelsen på Fyn – så fast som den nu kunne blive med hans specielle livsform – har indsamlingsarbejdet nok taget stort opsving. Desværre er der ikke fra Lassens hånd bevaret det mindste kildemateriale, som kan belyse indsamlingsprocessen. Ingen protokoller eller fortegnelser over indkomne oldsager, ligeså lidt som breve eller andet kildemateriale. Udsagnene om hans indsamling skal tilvejebringes ad indirekte vej, via samtidiges udtalelser desangående.
Imidlertid er der også mange udsagn at sammenstille. „Doktoren var Samler af Oldsager. Rikkes Brødre solgte mange Stenkiler, Økser, Knive og forskelligt andet af gamle Stensager, som de fandt paa Øen. Doktoren betalte godt. Penge var han ikke saa knap med,“ berettes det med Rikke (Frederikke Larsen, f. 1832) som kilde.[13] Rikke levede sin barndom på Langø (nu inddæmmet) øst for Bogense. „Min Bedstefader . . . samlede en ikke ringe Del af Doktor Lassens Oldtidssager, og i en Aarrække havde Dr. Lassen et helt lille Museum i Bedstefaders Hjem,“ fortælles det af en sønnesøn til den nævnte bedstefader (f. 1814), der var bosat i Broskov,[14] og fra Kværndrup lyder det: „Hans Spørgsmaal til vi Børn var altid, om vi havde fundet nogle Tordenstene (Oldtidsflintkiler),“ i en meddelelse, som refererer til forhold sidst i 1840’erne eller først i 50’erne.[10] De citerede udtalelser viser alle Lassen som den ivrige indsamler og opkøber af oldsager, andre havde fremdraget. Om han også selv har fremdraget oldsager – ved udgravninger – ved vi ikke, men muligheden kan ikke udelukkes.
De bedste vidnesbyrd kan dog hentes hos Lassens vel nok farligste konkurrent og største medbejler til de fynske oldsager, historikeren Vedel Simonsen på Elvedgård (1780-1858).[15] Gennem Vedel Simonsens breve og dagbøger kan vi følge to samleres kamp om oldsagerne på nærmeste hold.[16]
Egentlig kan man dårligt tænke sig større modsætninger end Vedel Simonsen og A.F. Lassen. Begge var de læger. Den ene havde embedseksamen og medicinsk doktorgrad, men praktiserede aldrig nogensinde, den anden måtte – som vi har set – undvære eksamensbevis og autorisation, men praktiserede ikke des mindre i allerhøjeste grad som læge. Den ene var af natur indadvendt og næsten stavnsbundet til sin fædrene gård – siden 1840 kom Vedel Simonsen end ikke så langt bort som til Odense – den anden udadvendt og evig og altid på farten, overalt på øen. Som oldsagsamlere var de to jævnaldrende fynboer imidlertid lige ihærdige, lige lidenskabelige.
Vedel Simonsen var på et tidligt tidspunkt kommet i gang med antikvarisk arbejde. „Indvielsen“ til denne gerning fik han ved undersøgelsen af den store runesten ved Glavendrup i 1806, og allerede året efter begyndte han at sende oldsager ind til „ Antiqvitetscabinettet“ (forløberen for det senere Nationalmuseum). Få år senere kunne Rasmus Nyerup herom skrive: „Paa de fyenske Oldsagers Mark har den utrættelige og over min Ros ophøiede Oldgrandsker Professor Vedel Simonsen giort saa overvættes rig en Høst, og været saa omhyggelig med at bjerge Alt hvad bjerges kunne, at hans Efterkommere umulig kan andet end i det-høieste samle nogle faa Ax.“[17] I 1857 højtideligholder Vedel Simonsen sin „Jubelfest som Oldsag-Indsamler“ og gør status. Det fremgår heraf, at navnlig i det sidste tiår havde Vedel Simonsen befordret en mængde oldsager til museet i København. Det hænger sikkert sammen med Worsaaes udnævnelse til inspektør for de antikvariske mindesmærker (1847). Fra nu af besøgte Worsaae – som repræsentant for museet – hvert år
Vedel Simonsen på Elvedgård for dérfra at medtage de oldsager, som Vedel Simonsen havde indsamlet siden forrige besøg.
Så ivrig en indsamler Vedel Simonsen var, gik det ham på, når konkurrencen om oldsagerne blev for stærk. Der var andre end „den hvide Doktor“, hvis indsamling kom ham på tværs. Det fremgår af hans klagesuk til vennen Werlauff i februar 1853: „Hvad dernæst min Oldsagsamling angaar . . . , saa grunder dens Frugtbarhed sig . .. paa, at jeg af Interesse for samme ikke sparer paa Penge til Indkiøb og derhos lønner adskillige for at indkiøbe til mig i Landets forskiellige Egne, hvor jeg ikke selv kan komme, hvilket er nu saa meget meere nødvendigt, dersom vi ellers skulle redde disse Sager for Museet, da ikke blot den hvide Doctor, som uden Tvivl har Commission for Hamborg, i samme Anledning rider fra Huus til Huus, en Marskandiser i Odense indkiøber for en Juveleer i Kiøb., en Hr. Petersen for England og Landets Præster og Propheter for Stiftsbibliotekets Samling, men de fleeste af vore Stormænd f.Ex. Greven paa Gyldensteen, Baronen paa Dallund, Kammerherren paa Hvidkilde &c. nu ogsaa paa Engelsk Viis anlægge sig Antiqvitetssamlinger; ikke at tale om de mange andre Liebhavere, der ruge over en Snees Oldsager, som var det Guldægg, de skulde udklække; saa der ere mange og mangehaande Arbeidere paa vor lille bitte Høstager.“[18]
Værst af de mange konkurrenter var dog „den hvide Doktor“. Den dom, der lyder over ham i brevene til Werlauff og i dagbøgerne, er alt andet end gunstig. Det er ikke for stærkt sagt, at Vedel Simonsen betragtede sin antikvariske kollega og konkurrent med den inderligste mistillid, mistro og misundelse. Det harmede ham at høre om „Dr. Lassen eller den hvide Doctors Oldsags-Fabrik, idet han former, tilpikker og tilsliber alle Slags Steene paa den eventyrligste Maade og foregiver at de ere fundne i Jorden,“[18] og det ængstede ham, når han erfarede, at „den hvide Dr. lader i denne Tid giøre nye Kasser til sine Oldsager og kiøber Lærred til Seilene paa sin Jolle, saa at man venter, at han med det første vil bringe sine Olds. enten til Kiøb. eller til Hamborg eller til England.“[19] – Man forestille sig „den hvide Doktor“ ved roret i en jolle, der skulle bringe hans oldsager fra de fynske strande til fjerntliggende steder med villige og købedygtige aftagere!
Til harmen og ængstelsen over slig fremfærd kom desuden den inderligste ærgrelse, når det gang på gang lykkedes Lassen at lempe små fynske oldsagsamlinger over i sin egen samling, for næsen af Vedel Simonsen og det museum, han indsamlede til.
I foråret 1852 kom Vedel Simonsens forpagter tilbage fra Odense med den sørgelige efterretning, at „den hvide Dr. fik alle den gl. Steenbuchs Oldsager.“[20] Den i 1845 afdøde sognepræst ved Odense Vor Frue, Augustinus Herman Steenbuch, hvis samling der hér er tale om, var endda gift med en søster til Erich Werlauff, Vedel Simonsens nære ven. Man skulle tro, at Vedel Simonsen ved en mere resolut optræden kunne være kommet Lassen i forkøbet. Og omkring årsskiftet 1852-53 kom de to samlere til at krydse klinger om „alle Maler Dreiers efterladte Oldsager“. Der er hér tale om en samling oldsager, som maleren Dankvart Dreyer efterlod sig ved sin død i november 1852. Denne gang var Vedel Simonsen hurtigst på færde, naturligvis pr. korrespondance og kommissionær, og alligevel så det ud til, at „den hvide Doktor“ skulle fravriste ham byttet. 28/2 1853 måtte Vedel Simonsen betro sin dagbog, at han havde modtaget efterretning, at „den hvide Dr. havde stiaalet alle Maler Dreiers efterladte Oldsager i Gamtofte, som man af mig havde forlangt 100 rdl. for,“ og næste dag hedder det: „Det er forfærdeligt hvor den hvide Dr. Tyverie (see 28/2) (Gud skiænke mig Trøst i denne Anledning) ærgrer mig og dog er det formodentlig blot skeet for at ydmyge mig og at vise mig mine Samlingers Ubetydelighed mod hans … og Dreiers Oldsager havde jeg vel ikke faaet om endogsaa den hvide Dr. ikke havde stiaalet dem.“[21]
Således kunne der fra Vedel Simonsens dagbøger fremdrages mangt et træk til belysning af den allesteds nærværende hvide doktors virksomhed på oldsagsindsamlingens „lille bitte Høstager“. Man kan næsten ikke undlade at tænke sig, hvad der ville være kommet ud af det, om de to ihærdige samlere var gået i kompagniskab!
Sagen om Dankvart Dreyers oldsager bragte virkelig for en stund de to samlere sammen. I denne anledning opsøgte „den hvide Doktor“ 19/6 1853 konferensråden på Elvedgård, og resultatet af dette møde blev sandelig, at Vedel Simonsen afkøbte Lassen nogle oldsager. „Gud være lovet for hans Besøg“, er dagbogens kommentar til besøget, og næste dag rekapitulerer Vedel Simonsen i 12 punkter i dagbogen, hvad den hvide Dr. havde forevist og fortalt. Det var ikke småting. Næsten som en handelsrejsende i oldsager kunne han forevise et lille jernbundet skrin, for hvis indhold af oldsager han forlangte 2.000 rdl. Det var nok mere end Vedel Simonsen ville give, for om det lille skrin blev der ikke handlet.[22]
Ved samme lejlighed diskuterede de to samlere deres forhold til offentlige samlinger, d.v.s. Nationalmuseet. Herom havde Lassen – ifølge Vedel Simonsen – „den højest skadelige forunderlige Idé at det ikke kunde hjælpe at skienke noget til de offentlige Samlinger da de ved samme ansatte Embedsmænd selv havde private Saml. som de berigede ved at udskille de beste Sager af det man indsendte og derfor savnedes da ogsaa saa meget i de offentlige Saml. af det, Private havde indleveret til samme.“ – Det lykkedes dog ikke Lassen at så tvivl i Vedel Simonsens sind. Et par dage efter Lassens besøg kom Worsaae til Elvedgård, hvorfra han ved sin afrejse medbragte 500 nr. af Vedel Simonsens oldsager, og få måneder senere kunne selveste C.J. Thomsen afhente endnu 500 stk. oldsager, også til Nationalmuseet.
Samtidig med at Vedel Simonsens oldsagsindsamling – og liv – klinger ud, efter „Jubelfesten “i 1857, begynder resultaterne af den Lassenske indsamling at tage en sådan form, at han af sine oldsager kan danne et egentligt museum. Et museum, som rigtignok var hans private ejendom, men som dog var tilgængeligt for offentligheden. Museet fik plads i en gård i Sletterød, et par kilometer fra hans tilholdssted i Fjellerup.
I 1858 kunne man i „Berlingske Tidende“ under overskriften Dr. Lassens Samling af Oldsager (i Sletterup, i Nærheden af Gribsvad) læse følgende: „Efter at have hørt tale om en for kort Tid siden opstillet Samling af nordiske Oldsager – meest bestående af Stensager (fundne i Fyen), hvorpaa Eieren skal have samlet i over 50 Aar – fik jeg Leilighed til under en Forretningsrejse at tage den i Øiesyn, og skjøndt jeg vistnok i Henhold til Hr. Lassens bekjendte Iver i antiqvarisk Retning havde Grund til at nære interessante Forventninger, oversteg dog Virkeligheden disse Forventninger.
Det er ikke alene Samlingens Størrelse, der skal indeholde 16-17.000 Nummere, men meget mere ethvert enkelt Exemplars Fuldkommenhed og Renhed, og den videnskabelige Orden og Smag, hvormed det Hele er fremstillet, der overrasker Beskueren af denne Samling.
Omtrent Halvdelen af disse Levninger fra Oldtiden er imidlertid kun opstillet i et dertil alene opbygget og indrettet Cabinet, men denne Indretning er saa smagfuld og hensigtsmæssig, og Eierens Forklaringer over Gjenstandene saa lærerige og overbevisende – skjøndt vistnok ofte afvigende fra vore almindelige Anskuelser – saa Beskueren henrykkes og ofte næsten tvinges til nye Forestillinger om Oldtidens Færd og Sæder.
At Rygtet fortæller – om hvis begrundede Sandhed vi heller ikke tvivle – at denne Samling engang i Tiden er bestemt at offres det Almindelige, vedkommer ikke vore Betragtninger i denne Retning, men forresten troe vi nok at kunne love Enhver – selv indtil den strengeste Dommer i Faget – en behagelig og overraskende Nydelse ved at tage Dr. Lassens Samling af Oldsager i Øiesyn.“[23]
Regner man den oldsagsamling, der etableredes i tilknytning til Fyens Stiftsbibliothek i 1818, for øens første museum,[24] bliver det Lassenske museum i Sletterød Fyns museum nr. 2. Udelukkes kan det ikke, at „den hvide Doktor“ ved sin landlige museumsvirksomhed har været med til at fremprovokere „Nordisk Museum i Odense“ to år senere, i 1860.
Hvad der passerede i Sletterød, blev iagttaget opmærksomt fra fagligt hold. Allerede i 1858 fik Worsaae af C.J. Thomsen ordre til at besøge museet og bruge sine øjne godt: „Jeg behøver ikke at giøre Dem opmærksom paa, at man maae see skarpt til og ikke troe Dr. Fortællinger etc. Imidlertid er det sandsynligt, han har flere unique og vigtige Stykker; Broncer med ædel Rust lader sig ikke saa let fabriquere som Stensager, især naar de blot omgiøres.“[25] Worsaae har nok pareret ordre, men desværre kendes hans dom over museet og dets samling ikke. Den kan dog næppe have været for ugunstig, da man må formode, at han ellers – som Frederik VII’s arkæologiske rådgiver – ville have frarådet monarken at aflægge besøg dér.
I sommeren 1861, den store Jelling-sommer, hvor Worsaae gjorde sit bedste for at efterkomme Frederik VII’s ordre: „Find mig den gamle Konge“, aflagde kongen og grevinde Danner også besøg på Fyn og i Odense. På rejsen fra Strib til Odense blev der gjort holdt i Sletterød, „hvor Hs. Majestæt og Gemalinde behagede at tage Dr. Lassens bekjendte Samling af Oldsager i Øiesyn.“[26] Man havde gerne vidst, hvad de to oldsagsamlere, Frederik VII og „den hvide Doktor“, har underholdt hinanden med! I henseende til fantasi har den ene næppe stået tilbage for den anden.[27] løvrigt fik Lassen ikke større grund til at glæde sig over det fine besøg. Han fortalte senere, at „bag efter savnede jeg ogsaa 20 af de smukkeste Stenkiler, hans Kavalerer havde stukket dem til sig. Jeg skal i Fremtiden nok tage mig i Vare for Folk, der gaar i Uniform.“[28]
Trods almindelig mistillid til offentlige samlinger blev det dog enden på historien, at også Lassens samling kom til „at offres det Almindelige“, som det var blevet profeteret i 1858. Den „almindelige“ instans, til hvem samlingen blev overdraget, blev ikke staten og ikke Nationalmuseet, men Odense kommune og „Nordisk Museum i Odense“. Det har næppe været helt efter A.F. Lassens hoved, men det skal indrømmes, at han efter overdragelsen i 1871 viste storsind over for Odense-museet. Medvirkende hertil har det måske været, at han under sit første besøg i museumslokalerne på Odense Slot blev ikke så lidt imponeret over det indhold, det unge museum allerede havde tilvejebragt. Og det har nok også smigret og glædet ham at se, med hvilken fart museet i 1871 opstillede hans samling og sørgede for udarbejdelse og trykning af et tillæg til museumsvejledningen, omhandlende netop „Den Lassenske Samling“.[29]
I begyndelsen af 1880’erne påtog apoteker Lotze, som nu havde afløst adjunkt Faber som museets førstemand, sig at løse museets pladsproblem ved opførelse af en særlig museumsbygning. Erhvervelsen af den Lassenske samling havde unægtelig forøget behovet for mere plads, og andre samlinger var kommet til sidenhen. I denne sag måtte Lotze gøre en stor indsats for at skaffe midler til museumsbyggeriet fra forskellig side. Den første privatmand, der ydede sin skærv, var „den hvide Doktor“. I anledning af sin fødselsdag i 1882 udfærdigede han et nyt testamente, hvorved der tilsagdes museet i Odense 5.000 kr., idet dette også skulle arve „min Samling af Oldsager, min Bogsamling og den mig af Hs. Majestæt Kongen skjænkede Fortjenstmedaille i Guld.“[30]
Det var altså ikke alt der var blevet afleveret i 1871, og der var sikkert tilflydt Lassen oldsager også efter 1871. Odense-museet havde i 1871 frabedt sig at få de af Lassen selv fremstillede „oldsager“. Nu kom også de til Odense. Det blev til en større aflevering i 1882. Ligesom i 1871 dominerede stenoldsagerne så absolut. Deres antal gik i 1882 op i hundreder. Dertil kom en halv snes broncealders ting, samt endelig en yderst broget samling, der i accessionsprotokollen er indført således: „En Del ældre og nyere Daaser af Emaille, Perlemoer, Metal, 3 store Modeller i Sæbesteen af chinesiske eller japanesiske Taarne, Modeller i samme Materiale af Dyr og Djunker, Glas og Flasker fra Chr. V og Fr. IV, et complet Skelet af et Uroxehoved etc. etc. samt en betydelig Bogsamling af mest ældre Bøger, der ville blive indlemmede i Stiftsbiblioteket. De dertil hørende Skabe og Reoler medfulgte, endvidere en af Metal forfærdiget graveret og forgyldt Globus, formentlig af Lassens eget Arbejde.“ Hermed var der vist gjort rent bord i museet i Sletterød.
Om den hele aflevering fra 1882 hedder det: „Samtlige Genstande er uden Findested“, og det samme gælder den store samling fra 1871. Den så godt som totale mangel på oplysninger om oldsagernes proveniens er den største behæftelse ved den Lassenske samling. En behæftelse, som allerede samtiden erkendte, og som har fået eftertiden til at reducere samlingens betydning til, „at den dannede Basis for Kravet om at få nye Lokaler (til museet)“.[31]
Tager man i betragtning, på hvilken måde mangfoldige af oldsagerne er erhvervet, kan det ikke undre, at proveniensoplysningerne er forsvundet undervejs. Hvor indsatsen bestod i at erhverve oldsagsamlinger, der var etableret af andre, jfr. „gl. Steenbuch“ og „Maler Dreier“, vil selv den mest omhyggelige museumsmand og arkæolog som oftest komme til at stå med „tavse“ genstande. Og det skal indrømmes, at „den hvide Doktors“ ambulerende tilværelse vel på det nærmeste har umuliggjort et egentligt „bogholderi“ over de indsamlede genstande. Med små „depoter“ af indsamlede oldsager rundt omkring i hjem, hvor Lassen havde sit tilhold, må det have været såre vanskeligt at bevare et overblik og fastholde det væld af enkeltoplysninger, som den nuværende generation gerne havde set knyttet til genstandene. Ved en vurdering af Lassens indsats som indsamler af oldsager må det også erindres, at hans samtid kun i ringe grad havde øjnene åbne for betydningen af proveniensoplysninger og fundomstændigheder. Selve genstanden, tingen, oldsagen var for de fleste nok så vigtig som viden om, hvor og hvorledes oldsagen var fremdraget.
Fotografierne til denne artikels illustrationer (bortset fra fig. 1) er taget af fotograf Wermund Bendtsen, Odense. – Det engelske resumé er oversat af fru Mabel Dyrup, Odense.
