[1]Da H.C. Andersens Hus åbnede døren for publikum på digterens 103-års fødselsdag 1908, kunne gæsterne som finale på museumsbesøget tage Vilhelms Pedersens fremragende eventyrillustrationer i øjesyn – "maaske Museets største Pryd"[2], står der pudsigt nok i guiden, for i dag kan det undre én, at det ikke var digterens egne tegninger, der blev tildelt en så fremragende plads.
Den offentlige samling havde nemlig sikret sig H.C. Andersens egne tegninger i den hektiske tid årene forud, da museet indsamlede museumsgenstande. Tegningerne var ikke blevet doneret til museet, de var dyrekøbte. For 1500 kroner, i en tid, hvor en gennemsnitsløn for en københavnsk arbejdsmand var omkring 1000 kroner årligt, blev tegningerne fra etatsrådinde Benedicte Collin (1856-1940), hustru til den da afdøde Jonas Collin den yngre, erhvervet. Man kan forstå, at der ikke var tale om småpenge – det var bestemt en stor investering. Det var også etatsrådinden, der året forud solgte Vilhelm Pedersens tegninger til museet. Og skønt samlingen af Pedersens eventyrillustrationer var halvt så stor som digterens, stod prisen ikke tilbage i størrelse: Den var større, nemlig 2000 kr. At give et tilsvarende højt beløb for Andersens tegninger fandt man bestemt ikke, de var værd. Det lader til, at digterens tegninger ikke betragtedes som kunstfærdige, men snarere som sære og kuriøse. En holdning, som i et vist omfang findes den dag i dag. Dog fremstod de øjensynligt alligevel som særdeles attråværdige vidnesbyrd for en usædvanlig personlighed. Tegningsværket, som dengang var indklæbet i et album, udgjorde jo digterens Billedbog med Billeder.
Den dyrt købte erhvervelse til trods blev digterens tegninger ikke tildelt en vægtig plads i museets første tid. Man kunne ledes til at tro, at museumsledelsen kviede sig ved at tillægge denne erhvervelse den alvor, som en udstilling fordrer. Måske frygtede man i et anfald af forfængelighed, at en udstilling af tegningerne i al sin umiddelbare kejtethed snarere hos gæsterne ville fremprovokere et overbærende smil, end de ville mane til eftertanke. I og for sig var museumsledelsens bekymring heldig: Var tegningerne i stor stil blevet udstillet dengang, hvor man ikke havde tanke for sollysets ødelæggende virkninger, ville de ikke have været i den gode stand, som de er i dag. Størsteparten af tegningerne blev hengemt til eftertiden.
Gemt er ikke glemt, kunne man med digteren sige. H.C. Andersens tegninger havde gennem flere generationer en lille skare entusiasters bevågenhed. I generationers stafet for at gøre offentligheden opmærksom på det enestående kunstsprog, der ligger indlejret i tegningernes streger, skal nævnes tre: pioneren Poul Uttenreitter, der som den første i 1925 henledte opmærksomheden på tegningernes værdi. Kjeld Heltoft, der med sit epokegørende værk H.C. Andersen som billedkunstner (1969) kontroversielt slog hul igennem kunst-konformiteten og lancerede digteren som sand billedkunstner, og i nyeste tid Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, der i den velskrevne og læsværdige bog Jeg saae det Land (1990) sætter historiske og perspektiverende rammer for H.C. Andersens kunstudfoldelse.
Skønt tegningerne blev hengemt, er skaden desværre alligevel sket: Tiden har sat sit præg på det hengemte. Det album, som i sin tid blev erhvervet, led en hård skæbne. Det var selvsagt, at enkelte tegninger i albummet egnede sig til udstilling. Derfor blev alle tegningerne løsgjort fra albummet, dels udrevet, dels udklippet, og desværre blev der ikke tænkt på at notere sig den komposition, billederne var arrangeret efter i albummet. Tilbage var et afpillet album samt en mængde løsrevne stregtegninger i forskellige opbevaringer, hvoraf ganske enkelte i tidernes løb er bortkommet eller blevet stjålet. Til hjælp for en rekonstruktion findes dog H.C. Andersens egenhændigt skrevne billedindeks, der i nummerorden betitler tegningerne og arrangerer disse efter lokaliteterne "Italien", "Schweitz" og "Tyrol" – lokaliteter, der alle peger hen på digterens dannelsesrejse, som førte ham til Italien i årene 1833-34. I digterens almanak for året 1838 findes en optegnelse fra det dengang kolde forår, der lyder: "Storm og Snee holdt mig [i] hjemmet, klinet mine italienske Skizzer paa couleurt Papir".[3] Almanaknotatet vidner altså om, at digteren lavede sit tegningsalbum allerede i 1838, hvilket stemmer fint overens med billedindekset.
H.C. Andersens indeks synes dog ikke at stemme overens med de tegninger, som er bevaret. Blandt disse findes nemlig tegninger fra langt senere perioder. En plausibel forklaring på denne uoverensstemmelse er, at det album, som Benedicte Collin i 1906 solgte til H.C. Andersens Hus, faktisk selv var en rekonstruktion af digterens originale. På en del af de udklippede tegninger og på gamle glaspladenegativer kan man iagttage, at H.C. Andersens tegninger var fastgjort til op til to lag kartoner. Altså lader det til, at det originale tegningsalbum før salget i 1906 allerede var blevet klippet sønder og sammen og opklæbet i et nyere album, hvor også tegninger fra efter 1838 var klæbet ind. Det forklarer også fraværet af adskillige motiver, som H.C. Andersen indførte i sit billedindeks.
Man skal imidlertid ikke ærgre sig over, hvad der er tabt, men glæde sig over det, som er bevaret. Og det er ikke så lidt: Godt 230 tegninger spændende over fire årtier fra omkring 1831 til 1871! Det er gevaldig mange, også når man tænker på, at antallet kun dækker over egentlige tegningsværker, der er i museets eje, og altså ikke alle dem, der befinder sig andetsteds eller alle dem, der gerne blev flettet ind i digterens breve, personlige optegnelser eller billedbøger. Man forbløffes ganske enkelt over, at H.C. Andersen har dyrket tegnekunsten i så stor stil. På den anden side: Den geniale digter prøvede jo sine kunstneriske evner i alle kunstens genrer. H.C. Andersen havde dyrket skuespilkunsten, sunget og danset, mens han var elev uden fast gage på Det Kongelige Teater. Han syede som barn og teenager flittigt kostumer til sine teaterdukker. Han klippede i papiret med sin enorme saks og fremmanede de mest elegante scenerier og figurer. Han var kendt for at kunne binde de smukkeste og højst ualmindelige buketter af selv den simpleste flora. Ja, selv kort før sin død kunne han overraske og benove sine venner med det fire-fløjede skærmbræt, som han dekorerede med sine otte fantastiske collager. At han derfor også kunne bruge sin pen i tegningens tjeneste og ikke alene i digterkunstens, kan ved nærmere eftertanke næppe overraske. H.C. Andersens kreative udfoldelser og hans store skabertrang holdt sig ikke inden for det rent litterære felt.
Størsteparten af de mange tegninger har et fællespræg. De er generelt aftegnet på små lapper af papir. En af tegningerne, et skitseforlæg, er et ark papir foldet således, at det udgør 6 felter, hvoraf det ene felt er klippet ud. Dette manglende felt har sikkert været netop den tegning, som digteren fandt vellykket nok til et mere værdigt arrangement – enten i tegningsalbummet eller som gave. Hvorom alting er, har digteren ikke ødslet med sit papir, men derimod foldet sine papirark for at få størst udbytte af dem. Man får også et vink om, at digterens tegninger er blevet til over flere forsøg, at han først gennem flere øvelser har fanget et tilfredsstillende indtryk med sin streg.
Et andet fællespræg består i en optegning i blæk over blyantsstreger. H.C. Andersen har først ridset sit motiv op med blyant og senere optrukket det for ham karakteristiske med blæk. Ved visse tegninger giver blyantstregen motivet karakter i kraft af grafittens skygge- og dybdeskabende virkning, men ved langt de fleste tegninger pointerer blækstregen, hvad det var, digteren fandt væsentligst ved det motiv, han havde nedtegnet. Tegningerne blev altså bearbejdet. Den vellykkede skitse og det fuldbragte værk er forenet på et og samme stykke papir.
Et tredje karakteristika ved tegningerne er, at langt de fleste er tegnet undervejs på digterens mange rejser. Navnlig fra dannelsesrejsen 1833-34, hvorfra langt størsteparten af tegningerne stammer samt fra den store Orientrejse 1840-41.
Der tegner sig et billede, når man kombinerer de tre karakteristika. Man kan forestille sig, at H.C. Andersen på sine rejser har ønsket at fastholde de mangeartede og nye indtryk, han stadigt modtog. Til dette brug har han sammenfoldet papirarkene, så de let kunne rummes i den rejselystnes frakkelomme. Pen og blækhus har ikke været egnet til turistens vagabonderende tilværelse, det har derimod en blyant. Seværdighederne er således blevet aftegnet med denne for derefter – senere i logiet – at blive optrukket med blæk i ro og mag.
Sådanne overvejelser er i og for sig uvedkommende, tager man tegningerne i kunstnerisk øjesyn, men iagttagelserne kan hjælpe til med at tidsfæste dem. Ved en datering af de mange tegninger, som digteren udførte, kan man følgelig også påpege udviklingen – der er så påfaldende – i H.C. Andersens tegnekunst. Eksempelvis kan man eftervise, at det netop var det første indtryk af seværdighederne, der tilskyndte digteren til at gribe det og fastholde det med sin streg. Det kan forklare den ungdommelige friskhed og smittende entusiasme, der umiddelbart udtrykkes i tegningernes lidt kejtede strøg.
Det var udenlandsrejserne, der fik digteren til at tegne for alvor. Fra den første udenlandsrejse i 1831 finder vi i dagbøgerne de første tegninger; også i museets arkiver har vi en lille skitse, der stammer fra denne tid. Tysklandsrejsen i 1831 bar frugt i form af rejsebogen Skyggebilleder, hvor alene titlen signalerer digterens stærke interesse for det pittoreske. Fra bogen findes følgende "bekendelse": "Vi stege nu op ad Klippen, hvis øverste Top udgjør Ruinen af Slottet Regenstein; Muurværket er forsvundet, men Alt hvad der er hugget ind i Klippen selv, staaer som en mægtig Kjæmpe-Mumie og fortæller om gamle Tider, skjøndt det ikke kan sige et Ord. – Det var mig saa imponerende, saa stort, at jeg ikke selv ret vidste af det, før Blyanten bevægede sig i min Haand, og ridsede det kolossale Billede af i Dagbogen, jeg blev Tegner uden nogensinde at have faaet en Times Underviisning."[4]
Tegningen findes rigtignok i dagbogen (27. maj 1831) og ligeledes i Otto Zinks billedbog, der ulykkeligvis blev stjålet fra museet i 1992. Mødet med de store naturscener i Tyskland gjorde så stort et indtryk på digteren, at han fattedes ord. Det lader til at være en af bevæggrundene til, at han begyndte at tegne. Hvor H.C. Andersens dagbøger fokuserede på dagens dont og hændelser, fastholdt tegningerne de skønhedsindtryk, der var værd at skitsere, men svære og – måske – unødvendige at beskrive eller fordybe sig i i selve dagbogsnotitserne.
Under dannelsesrejsen i 1833-34 intensiveredes digterens tegnevirksomhed. Da H.C. Andersen trådte ind i Rom for første gang i oktober 1833, blev han tillige indlemmet i den tysk-skandinaviske kunstnerkreds, hvis nestor var Thorvaldsen. Kunstnerkredsen, der mestendels udgjordes af malere, virkede frugtbart ind på digterens skabertrang. Til veninden Henriette Wulff skrev H.C. Andersen den 8. januar 1834:
"… i Mai maa jeg alt forlade Italien for evig, den øvrige Deel af Reisen glæder jeg mig ikke til, jeg gaaer jo da mod Norden, mod Hjemmet, hvor kun een god Plads staaer mig aaben, nemlig den man forunder mig paa Kirkegaarden. Landsmændene opmuntre mig til at tegne, de sige alle, at jeg har Øie derfor, nu har jeg ogsaa begyndt."[5]
og brev til Ludvig Müller skrev H.C. Andersen måneden efter den 10. februar:
"Rom selv har jeg saaledes gjennemvandret og aftegnet, at det synes mig, som havde jeg levet her flere Aar. "Aftegnet?" spørger Du; ja, det er jo sandt, det er et Talent, Du aldeles frakjender mig; men her finde de Alle, at jeg har det i en Grad, saa man opmuntrer mig til at uddanne det, og det veed jeg, at Du vil selv engang blive mig takskyldig for de Contourer, jeg bringer hjem af en og anden Gjenstand, Du ellers ikke fik Begreb om. Seer jeg noget Smukt, kan jeg ikke lade være at tænke: "Hvorledes skal jeg nu beskrive de Kjære i Hjemmet dette?" Og saa løber Blyanten over Papiret, og min Phantasie siger: "Nu har jeg Skelettet, nu skal jeg nok illuminere og udvikle det!" – Den hele Kunstverden, jeg lever i, kan jeg ikke skildre Dig paa denne indskrænkede Plads, men kun sige, at Rom er sikkert Centrum for det Hele."[6]
H.C. Andersen overdrev ikke. I museets samling af digterens tegninger hører med bestemthed 141 tegninger til dannelsesrejsen.
Det var nu ikke udelukkende til privat fornøjelse, at H.C. Andersen tegnede eller så flittigt skrev i sin dagbog. De mange optegnelser og skitser gjorde digteren brug af i sit forfatterskab. Men der hører en kommentar med til citaterne: Da H.C. Andersen tiltrådte sin rejse i foråret 1833, var det hans store drøm at vinde hæder for et digterværk, han sendte hjem fra rejsen på oehlenschlägersk manér. Oehlenschläger, som H.C. Andersen beundrede stærkt, havde jo på sin dannelsesrejse i årene 1805-09 hjemsendt til trykken sine Nordiske Digte tillige med andre værker, der vakte henrykkelse. En sådan merit var værd at efterleve. Således var udgivelsen af H.C. Andersens Samlede Digte allerede iværksat, da digteren satte kurs mod syden. Digtene var tilegnet Oehlenschläger. Man studser over digtsamlingens titel, for hvorfor skulle en nyudsprunget digterblomst betitle sin digtsamling, som om han alt var hedengangen? Men H.C. Andersen var forhekset af den romantiske dødsidyl, han fantaserede om snarlig død i det udenlandske. Forestillingen var nu ikke hentet ud af det blå, for rejselivet var ikke uden farer. Som valfartende kom man jo i berøring med adskillige og nye smittekilder, for ikke at tale om den risiko for lungesygdom man var udsat for som dagvognspassager. Bysbroderen, maleren Wilhelm Bendz, var kort tid forinden i november 1832 under sin dannelsesrejse på tragisk vis bukket under for tyfus i Vicenza i Norditalien.
En sådan skæbne var ubærlig for den ambitiøse digter. Et mesterværk måtte sendes til Danmark fra udlandet, og H.C. Andersen havde allerede udtænkt emnet: Med udgangspunkt i Agnetevisen, den gamle folkevise, påbegyndte digteren sit store dramatiske digt Agnete og Havmanden. Allerede i Paris i august 1833 kunne han sende digtets første afdeling hjem. I brevet til Edvard Collin skriver han: "Dersom jeg døer før dette Arbeides Fuldendelse da ønsker jeg dette trykket med mine "Erindringer", Lev vel allesammen!"[7]. Med "Erindringer" sigtede H.C. Andersen til sin første selvbiografi, som han forfattede i efteråret 1832. Allerede måneden efter kunne digteren sende anden afdeling til det dramatiske digt om Agnete til Danmark fra den schweiziske by Le Locle.
At han var umådelig stolt over sit værk og satte stor lid til dets succes, giver han tydeligt udtryk for i dagbogen så vel som i sine breve. Men lige så tydelig var vennernes negative dom. I et brev fra Edvard Collin i december 1833 modtog digteren de ubehageligste nyheder fra hjemmet. Moderen var død, bogtrykkeren afslog at betale det forlangte honorar for Agnete og Havmanden, digterens muse havde ikke mange venner, han skrev for meget og fornyede sig for lidt, og hvad angik sprogfejl og "vanskabte" sprogkonstruktioner var der ingen bedring. Oven i købet kunne Edvard Collin ubarmhjertigt citere en unavngiven, men fælles ven, for ordene:
"Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Andersens Agnete, men kan ikke døie det! det piner mig at læse et saa maadeligt Product af ham og jeg beder Dem om Pardon, thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlæsningen at tænke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fraværende Ven, saa er der Intet andet at gjøre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening være et sandt Venskabsstykke imod ham! Ulykken er, at Øehlensehläger engang har sendt Mesterværker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuscriptet tilbage og vasker mine Hænder; gjør De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn."[9]
Det var en hård besked at få hjemmefra, og H.C. Andersen reagerede da også meget voldsomt – forståeligt nok – med vrede, forbitrelse og sorg. "For mig slutter "Agnete" og Opholdet i Le Locle et Afsnit af mit Digterliv", skrev digteren senere i Mit Livs Eventyr.[10] Det var sandt nok. Der skulle gå otte måneder, inden der indsneg sig et nyt litterært bidrag – et lille digt – i Kjøbenhavns-Posten, og knap halvandet år inden den næste bog af forfatteren kunne købes hos boghandlerne.
Hvad lavede H.C. Andersen da i mellemtiden? Han skrev flittigt i sin dagbog, korresponderede med hjemmet og – tegnede. I et brev til Edvard Collin den 23. februar 1834 skriver digteren:
"Alt var saa vildt, saa herligt at der ikke var Tid til at tænke paa andet. I Mola di Gaeta saae vi Ciceros Bade, som jeg tegnede af, thi jeg er blevet en heel Tegner, og Kunstnerne i Rom opmuntrer mig alle for mit gode Øie; i alle Tilfælde ere mine mange Skizzer (alt over 100,) mig en Skat, som jeg selv vil have megen Glæde af hjemme. Gid jeg havde lært at tegne! ”[11]
Det er netop i denne periode, vi finder den største koncentration af tegninger. Det italienske land, hvorfra over halvdelen af alle tegningerne fandt sit motiv, og den tysk-skandinaviske kunstnerkreds i Rom virkede stærkt ind på digteren. Det lader til, at digteren har taget en dyb indånding oven på de skuffende nyheder fra hjemlandet og taget sig et velfortjent pusterum i præstationsiveren. Kunstnerlivet i Rom trivedes han i og lod sig inspirere af, og ud af denne tilværelse voksede en selvstændighed og frihedsfølelse. Familiemæssigt stod han alene i verden, han var 28 år og på godt og ondt helt sin egen. Italiens sol modnede ham, og han besluttede sig for at gøre op med – eller i det mindste at kæmpe imod – det evige opdrageri i Danmark. Det lille digt, som jeg ovenfor nævnte blev til efter otte måneders pause, giver i de sidste to strofer et lille stemningsbillede af digterens mentale udbytte af rejsen:
Der Alt er Maleri ved Maleri,
Der klart Guds Skaber-Kjærlighed man skuer,
See Bondens Gjærde: Laurbær groer deri,
Den høie Cactus, Ranken tung med Druer!
Der blev mit Hjerte Barn, min Tanke Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende,
Du Farvernes og Formens skjønne Land,
Farvel! – Min smukke Drøm er nu tilende![12]
Ja, "Alt er Maleri" lyder det også i brevene hjem. Og det var dette, digteren søgte at fange med sine stregtegninger. Motiverne er naturscener, bylandskaber og mennesker. At han havde øje for motiver, kan man ved selvsyn konstatere. Motiverne er indfanget med en sjælden elegant evne for komposition. I dagbøgerne er der visse steder en uddybende kommentar til tegningerne, og man aner, hvorledes tegningerne og dagbogsnotitserne langsomt danner grundlag for digterens kommende bog, Improvisatoren. I det store hele er Improvisatoren, der udkom i april 1835, en biografisk nøgleroman henlagt i italienske scenerier. "De skal faae hvad jeg har seet, oplevet, følt og drømt paa de to interessanteste Steder i Italien, Rom og Neapel … Hver Characteer er taget af Livet, hver [!] ikke en er digtet, jeg kjender og har kjendt dem Alle", skriver digteren til Odense-veninden Henriette Hanck i november 1834.[13] Digterens interesse for at tegne havde båret frugt. Skønt Improvisatoren for den nutidige læser kan virke sødladen og svært fordøjelig, udmærker den sig stadigvæk ved sit beskrivende og malende sprog. Det gennem tegningerne trænede øje satte sit tydelige præg på romanen. Jeg vil bringe to eksempler på, hvorledes tegningerne kan tolkes som litterær stenografi. Det første er digterens tegning af Amalfi, som findes gengivet med ord i romanen:
"Den store Skjønheds Fylde overvældede mig. Gid at alle Jordens Slægter kunde skue denne Herlighed! Ingen Storm fra Nord eller Vest bringer Kulde og Vinter til denne blomstrende Have, paa hvis Terrasse Amalfi ligger. Kun fra Øst og Syd kommer Luftningen, den varme Luftning fra Orangernes og Palmernes Land henover det deilige Hav. Fra Bredden høit op af Bjergsiden hænger Byen med sine hvide Huse med de flade østerlandske Tage, høiere oppe stige Viinhaverne, en eensom Pinie løfter sin grønne Skjærm op i den blaa Luft, hvorpaa Bjergryggen, det gamle Castel med sin Ringmuur tjener Skyen til Leie. "[14]
Beskrivelsen af Amalfi, således som H.C. Andersen tegnede byen den 5. marts 1834, er akkurat, selv den ensomme pinje kan vi se på tegningen. Det andet eksempel er tegningen af klippehulen ved vejen mellem Terracina og Itos, som også finder anvendelse i Improvisatoren, hvor H.C. Andersen også giver et portræt af sig selv som den tegnende rejsende. Tegningen og romancitatet sammenstilles her med dagbogsnotitsen:
"Ved Grændsen saae vi to store Huler, i den ene var Gjeder, en lille Hyrdedreng kom, trak et Knippe Pinde-Riis bort og nu travede en uhyre Mængde Faar ud, da de vare paa Veien op ad Bjerget kom et gravetetisk Æsel, som Skolemesteren efter Børnene. – Bondedrengen, kastede gravitetisk Fliggen af sin brune Kappe om sig, oppe paa Fjeldet hvor vi saae ham ubevægelig stirre ud, lignede han en Røver paa Malerier. – Stedet hvor vore Pas bleve eftersete var særdeles romantisk, det laae tæt ved Hulerne, vare et Taarn og med uhyre Cactus."[15]
"Den Fremmede tog imidlertid en Bog frem med rene Blade og skizzerede sig det Parti, hvor vi stode: De to høie Taarne med Porten, som Landeveien gaaer igjennem, de maleriske Huler tæt ved, og i Baggrunden den lille By oppe paa Bjergene. Jeg traadte nærmere til, og han gjorde mig opmærksom paa, hvor smukt Gjederne stode grupperede inde i den største Hule. I samme Nu sprang de iveiret; et stort Riisknippe, der laa i en af de mindre Aabninger ned til Hulen og tjente som Dør for Nedgangen, blev trukket bort, og Par for Par hoppede Gjeder ud, som Dyrene, da de gik af Noahs Ark. En ganske lille Bondedreng sluttede Truppen; hans lille, spidse Hat med Seilgarnsbaandet om, de forrevne Strømper og Sandaler, dertil den korte, brune Kappe, han havde kastet om sig, gav ham et malerisk Udseende. Ovenover trippede Gjederne mellem de lave Hækker; Drengen stillede sig paa et Fjeldstykke, der ragede frem over Hulen og saae paa os og Maleren, der aftegnede ham og den hele Omgivelse." [16]
Man ser, hvorledes tegningen og dagbogsnotatet genanvendes i romanen, hvor H.C. Andersen i flere skikkelser træder frem, dels i fortæller-jeget, dels i den fremmede kunstner.
Med Improvisatoren vandt H.C. Andersen for alvor digterry i Europa, og i Danmark måtte selv de argeste modstandere kaste håndklædet i ringen. Denne digterens første roman bød på meget: Det var en samtidsroman, ja faktisk den første danske samtidsroman, den havde en handlingsgang med sans for det specielle og effektfulde, lidenskab og dæmoni, den kombinerede fortællingen og rejsebeskrivelsen – kort sagt: Den var aldeles moderne – og dertil uhørt malerisk! Reaktionerne fra den nærmeste kreds var da heller ikke til at tage fejl af. Filosoffen Sibbern skrev:
"De har været i Italien; De har levet i Italien, for at leve deri, ei for at male det. Maleriet kom siden af sig selv, og i stor Stil er det Malerie, De lader træde fremfor os."[18]
Til sin veninde Henriette Wulff kunne digteren med stolthed skrive:
"De skal i min Roman see den blaa Grotte beskrevet, Professor Kruse, der alt arbeider paa en Oversættelse af Bogen, siger at jeg er den største Maler og Ørsted siger at jeg skulde have Penselen tilligemed Pennen."[19]
og til vennen, maleren Fritz Petzholdt i Italien, skrev han muntert:
"Med Fregatten kommer en Ladning Bøger, mellem disse er en Roman i to Dele af mig: Improvisatoren. Der skal du see, jeg ogsaa kan male italienske Egne. Det er hele Italien og Folkelivet jeg har skildret. Fanden heller siger du nok! Ja nu kan du læse det og faae lidt Respect for mig, som Folk her hjemme har faaet det …"[20]
Digterens beskæftigelse med tegnekunsten virkede stærkt og gunstigt ind på hans litteratur. Den store udfoldelse kan man tolke som en form for sproglig øvelse, som sprogmesterens svendestykke.
I et interessant brev til Henriette Collin mange år efter – den 24. juli 1866 – dvæler H.C. Andersen ved det at tegne, og forklarer sin bevæggrund til denne beskæftigelse:
"De veed, at jeg aldrig har lært at tegne, heller ikke øver mig deri, men tidt faaer jeg dog Lyst til [at] ridse paa Papiret, hvad jeg ikke troer at kunne give i Ord. H.C. Ørsted, der rigtignok ikke var Maler, viiste jeg engang nogle af mine Skizzer fra Italien og han meente at var jeg ikke blevet Digter var jeg blevet Maler. Jerichau viiste jeg engang een af samme Tegninger og for at blive roest tilføiede jeg! "jeg har aldrig lært at tegne"! – "Ja det seer man sgu’ strax!" var hele hans Svar …”[23]
I citatet pointerer digteren sammenhængen mellem sit sprog og sine tegninger, at tegningerne råder bod på, hvad han frygter ikke at kunne gengive i ord. Derfor kan tegningerne ses som litterært forlæg, som om digteren udfordrede sit sprog. Og i videre konsekvens kan man lege med tanken om, at digterens måde at tegne på afspejler hans måde at skrive på. Stilen i tegningerne så vel som i forfatterskabet ændres nemlig med tiden. Fra H.C. Andersens rejse til Orienten i årene 1840-41, hvorfra den anden større afdeling af tegninger stammer, kan man iagttage en ændring i digterens streg. I modsætning til dannelsesrejsens indholdsrige tegninger er tegningerne fra orientrejsen mere præget af konturer. Detaljen træder tilbage for formen.
Det litterære resultat af rejsen til Orienten blev den fantastiske rejsebog En Digters Bazar. Skønt den blev rakket ned af anmelderne i 1842 og gjorde året til et helvede for digteren, som derved fandt inspiration til eventyret om den grimme ælling, indtager En Digters Bazar i dag en fremragende plads i dansk litteratur.
Bogen var dengang, ligesom romanen Improvisatoren, nyskabende og moderne. Bogen udgør en broget buket sammensat af kulturjournalistik, turistinformation, digte, anekdoter og fortællinger og er bestemt læsværdig den dag i dag. Men man kan ikke undgå at lægge mærke til den lettere stramme stil, der præger bogen. Beskrivelser af mennesker og lokaliteter er ikke overmættede i detaljer. Der hersker derimod en form for knaphed, der sjovt nok er med til at forstærke beskrivelsen. En enkelt gestus, et personlighedstræk kan skabe indtrykket af et menneske; et enkelt kontrafej af en lokalitet fremkalder et billede og en stemning. Et eksempel kan gives med digterens tegning af de græske hyrder:
Tegningen er smuk i al sin enkelhed. Hvad der ses er netop kun det karakteristiske, og således forholder det sig også i beskrivelsen af hyrderne i En Digters Bazar:
"Regnen faldt i store Draaber og kom snart i en Skylle. Tre forskjellige Faare-Hjorder stode paa den snevre Plads foran Kirken, de knugede sig tættere og tættere sammen. Hyrderne støttede sig til deres lange Stave; midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte trukne over Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere, end som vi tænke os Grækere; barbenede stode de i det gule Dynd."[24]
Det er en elegant måde at beskrive hyrderne på. Beskrivelsen er umiddelbart på ingen måde detaljeret, tværtimod: "tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte" er en meget vag beskrivelse, men når den sammenholdes med det stærke regnvejr og forestillingen om grønlændere, træder et billede præciseret frem for læseren, og man ser for sig klædedragternes beskaffenhed og tyngde.
Der sniger sig med årene en form for renhed ind i tegningerne. Det er en formbevidsthed, der kommer til udtryk og som bringer klarhed over motivet. Denne måde at beskrive på, ved hjælp af få streger i stedet for utallige, er meget modernistisk. Og skønt H.C. Andersens tegninger "blot" er private skitser, vidner de om en stærk kunstnerisk bevidsthed. Kunstneren er bevidst om sit materiale – blæk og papir – lige så meget som han er bevidst om det motiv, han vil nedfælde. Som tegner forlod H.C. Andersen ideen om den fotografiske nøjagtighed til fordel for det sanseindtryk, enkelhed i streger kan producere. Interessen for blækket forstærkes på radikal vis med årene. De sidste tegninger, som er bevaret af H.C. Andersen, er overraskende moderne. Her er al naturalisme forsvundet og det abstrakte trådt helt i forgrunden. Den sanseeffekt, som blækket kan skabe, fascinerede ham uhyre. Således skriver han i sin dagbog i 1871: "Besøgt Læssøe og viist ham, hvorledes man, efter at have slaaet en Klat paa Papiret, lægger dette sammen og trykker paa Klatten, saa kommer der en Figur som man skal ved sin Phantasie finde ud af hvad den ligner og da med et Par Streger understøtte og udmale samme."[25]
" man slaaer en Klat paa Papiret, lægger saa dette sammen og trykker fra alle Kanter, saa kommer der en Slags Figur frem, har man nu lidt Phantasie og noget Greb paa at Tegne, saa hjælper man paa Klatten Plamasien, hjælper Figuren tydelig frem og er man genial saa faaer man et genialt Billede, saaledes gaaer det ogsaa med Poeterne, Tilfældet slaaer en Klat paa deres Papir og saa klemme de den ud og hjælper paa den i Tegning, saa har man Historien." [26]
Igen laver digteren en sammenhæng mellem ordkunst og tegning, denne gang dog på en mere abstrakt måde. Ikke bare giver blækklatstegningerne et fascinerende indtryk af digterens kreative sind, de peger overraskende langt frem i tiden, for sådanne tegninger blev først meget senere – i 1921 – kendt og benyttet inden for psykologien under navnet Rorschach-billeder og -tests.
Afslutningsvis skal vises et billede, der demonstrer, hvor vidtspændende H.C. Andersens kreativitet var. Kan det være H.C. Andersen, spørger man sig selv, for tegningen ligner nærmest et moderne abstrakt billede, f.eks, af Mondrian. Men det er eventyrforfatteren, der har lavet tegningen. Den skal betragtes i en vinkel af ca. 80° for øjet. Herved synes de lodrette streger tykkere og ses nu som bogstaver. På den ene led står med blokbogstaver "H. C. ANDERSEN" og på den anden led "KIOBENHAVN". Mere konkret kan man vel ikke udtrykke sig som kunstner, hvis man vil understrege sammenhængen mellem ord og billede. "Jeg er ingen Tegnemester", skrev H.C. Andersen beskedent til Henriette Hanck[1]. Men dét var han i den forstand, at han gennem sin interesse for og udfoldelse i tegnekunsten udviklede et enestående billedskabende litterært sprog. For der findes vel næppe en forfatter, der som H.C. Andersen igennem sin litteratur har produceret så mange billeder i hovedet hos sine læsere, endsige fået så mange kunstnere til at illustrere sine værker.
Eller som en af de største billedkunstnere – Vincent van Gogh – formulerede det i et brev til sin ven Anthon van Rappard: "Synes du ikke, at Andersens eventyr er strålende? – Han er uden tvivl også illustrator!"[28]
