“Kort er et Jordlivs Fødselsdag, men langt og deiligt Aaret”, lyder det i H.C. Andersens fødselsdagshilsen til “oldemor” Drewsen i 1852. På dette sted skal de smukke ord hilse årets store fødselar – nemlig digteren selv. Med den megen omtale af H.C. Andersen i årene op til 2005 har festligholdelsen af digterens 200-år næppe forbigået de flestes opmærksomhed: Der har været fest og fyrværkeri, kondiløb og konditorkager, film, musik, scenestykker og bogudgivelser i alle afskygninger – i Andersens navn. Der har været noget for enhver smag, og alle festlighederne har siden den 2. april gjort året langt og dejligt.
Den store interesse for H.C. Andersen har dog også haft en skyggeside. Priserne på anderseniana – det er betegnelsen for memorabilia, der knytter sig til eventyrdigteren – har taget en himmelflugt. I auktionshusene faldt hammeren ofte tungt, og museet har måttet sande, at det ikke kunne stå sig i konkurrencen med private opkøbere fra ind- og udland. Et eksempel: I april 1999 blev eventyrmanuskriptet til “De Vises Steen” sat til salg på Bruun-Rasmussens Auktioner.
Vurderingen lød dengang på 250.000 kr., og overraskelsen var derfor stor, da manuskriptet blev solgt til hammerslagsprisen 520.000 kr. I år var manuskriptet til salg igen, men blev trukket tilbage, da budene ikke nåede vurderingen, der nu lød på 3 millioner kr.! Det er en ulykkelig situation at komme i, når man ikke kan stå sig økonomisk i konkurrencen med andre opkøbere. Man er jo som museumsmand meget opsat på, at H.C. Andersens manuskripter, tegninger og klip skal sikres dansk offentligt eje og tilgængelighed. Der er lykkeligvis bevaret utroligt meget fra digterens hånd, og kendskabet til hans tankeliv, gøren og laden tør derfor slet ikke lade sig sammenligne med kendskabet til andre kunstnere. Når der så dukker nye ting frem, som enten er ukendte, eller som man hidtil troede var gået tabt, er trangen til at sikre sig disse så meget desto større. Det føles nemlig som om, nogle af de sidste brikker i det store puslespil om H.C. Andersen dermed kan blive lagt. Da kan man med digterens ord “dvæle ved mindets mosaik”.
Trods den hårde konkurrence har museet i årets løb heldigvis alligevel kunnet berige dets samlinger dels gennem køb, dels gennem donationer, og på de følgende sider skal enkelte af disse brikker i mindets mosaik fremdrages.
Med støtte fra Kulturarvsstyrelsen lykkedes det museet i slutningen af sidste år at erhverve et seks sider langt brev fra H.C. Andersen til veninden Henriette Wulff fra den 18. juni 1857. Brevet var særdeles attraktivt, fordi det blev skrevet under digterens ophold hos Charles Dickens på dennes nyerhvervede landsted Gad’s Hill Place, beliggende ved hovedvejen mellem Rochester og Gravesend. Venskabet mellem de store forfattere Charles Dickens og H.C. Andersen er et særdeles interessant emne, derudover var en anden stærk grund til erhvervelsen også, at den mægtige og næsten komplette brevveksling mellem digteren og Henriette Wulff, der befinder sig i offentligt eje, manglede netop dette brev. Ordlyden var ikke ukendt. I den imponerende udgave af brevvekslingen mellem Henriette Wulff og H.C. Andersen, som den store H.C. Andersen forsker Helge Topsøe-Jensen stod for i 1959, findes brevet gengivet, men overraskende nok med den note, at brevet tilhørte H.C. Andersens Hus i Odense. Det hører i sandhed til sjældenhederne at finde en fejl i den uhyre grundige Topsøe-Jensens arbejder, her var der imidlertid en løjerlig én, men pudsigt nok også en fejl, som tiden kunne rette op på igen. For nu er brevet kommet i museets eje, Topsøe-Jensen fik efter 45 år alligevel ret, og vi er lykkelige over erhvervelsen. Men nu til selve brevet: I sommeren 1856 modtog H.C. Andersen et hjerteligt brev fra Charles Dickens, hvori han på det varmeste tilskyndede Andersen at komme til England igen: “You ought to come to me … and stay in my house. We would all do our best to make you happy.” Samtidig kunne Dickens berette, at han var i færd med at skrive Little Dorrit, og at dette arbejde nok ville fængsle ham for de næste ni til ti måneder. Nok derfor svarede H.C. Andersen først på Dickens’ brev i marts 1857 og takkede ja til invitationen. Rejseplaner blev lagt. I slutningen af maj forlod digteren Danmark og fra Brüssel lyder det i et brev til Dickens: “ … jeg længes som et Barn efter at række Dem Haanden, gjensee Dem Ansigt til Ansigt, være hos Dem og Deres en kort, lykkelig Tid … Mit Ophold i Engeland er for at see Dem, være meest hos Dem og jeg regner paa at De en 8te a 14 Dage vil beholde mig og at jeg ikke alfor meget generer; bær over mit ringe Sprogtalent ….”
Andersen havde på det tidspunkt mødt Dickens én gang tidligere – i 1847 – og han nærede den største hengivenhed og beundring for den engelske forfatter. Trods Dickens’ hjertelige breve til Andersen, synes det modsatte dog ikke helt at være tilfældet. I breve til kolleger i England skinner det igennem, at Dickens allerede før Andersens ankomst til Gad’s Hill Place var negativt forudindtaget og ikke imødeså den danske digters komme med nær så stor glæde som sin gæst. I disse breve mærkes ikke en hjertevarm, men snarede overlegen tone, samt en stupid påstand om, at den danske digter ikke mestrede fremmedsprog – og ikke engang beherskede sit eget modersmål. Denne ætsende forudindtagne irritabilitet kunne måske skyldes, at H.C. Andersens besøg kom ubelejligt. Dickens’ ven Douglas Jerrold var netop død kort forinden og havde efterladt sin kone og børn i fattigdom. Derfor var Dickens travlt beskæftiget med – via forskellige arrangementer – at rejse penge til den efterladte familie, og havde derfor svært ved at påtage sig en tilfredsstillende værtsrolle. I brevene mellem Dickens og Andersen fremgår det, at det planlagte ophold var beregnet til ca. to uger: Men H.C. Andersens ophold, skulle det vise sig, kom til at strække sig over fem uger, hvad i sig selv kunne sætte selv det bedste forhold på en særdeles hård prøve. Det mest ubehagelige ved hele situationen var dog, at det ægteskabelige forhold mellem Charles Dickens og hans kone var særdeles ulykkeligt på det tidspunkt, og det dramatiske brud de to imellem fandt sted blot måneden efter, at H.C. Andersen forlod England. Trods disse ulykkelige og opslidende omstændigheder bevarede Dickens dog en imponerende, upåvirket og hengiven værtsrolle, og lod ikke sin vanskelige gæst mærke med den mindste irritation. Det fremgår tydeligt af det erhvervede brev fra H.C. Andersen, hvor digteren beskriver den hjertelige modtagelse. Dickens, skriver han, så nok noget ældet ud, han havde fået anlagt fuldskæg, men var dog stadig livlig som før. Herefter beskrives den dickenske familie, den smukke hustru, de mange børn, der alle bar navne efter engelske digtere – og familieidyllen: “Familielivet synes saa inderligt; og en ung Miss Hogarth er her i Huset mange Aar, hun skjænker Theen og Kaffeen, spiller med de unge Frøkner Dickens og synes en høist elskværdig, dannet Dame. Dickens selv er som det Bedste i hans Bøger, hjertelig, livlig, glad og inderlig.” Sproget synes Andersen at komme efter: “[Dickens siger,] at jeg gjør forbausende Fremskridt i at tale Engelsk, hver Time er det bedre, men jeg taler ogsaa uden al Frygt og selv de Smaa begynde ret vel at forstaae mig.” Herefter beskrives de rigtig mange oplevelser, som digteren havde haft under de første otte dage af sit Englandsophold, og i det følgende lyder det formanende: “Blad-Udgivere maa De ikke lade see mit Brev, dog det føler De nok selv, da det er skrevet saa ganske privat og omtaler Familielivet her, det der er saa elskeligt at det skulde sættes anderledes i Stiil for den kolde Verden.” Der er ingen tvivl om, at H.C. Andersen nød sit lange ophold i Dickens’ hjem i fulde drag indtil afrejsen den 15. juli 1857. Fornøjelsen var – som det forståes – imidlertid ikke helt gensidig.
Naturligvis havde Charles Dickens også fornøjelse af sin danske vens besøg – Dickens selv nødede Andersen til at forlænge sit ophold – men fornøjelsen stækkedes af det store arbejdspres og de graverende personlige problemer, den engelske forfatter led under. Efter afrejsen skrev Dickens med sort humor til sin ven, som var det et ekko af den forudindtagne holdning, han nærede fra før Andersens besøg: “Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut. Min ældste søn vil aflægge ed på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk, og hans oversætterinde har overfor Bentley erklæret, at han ikke kan tale dansk!”. En lakonisk irritation kom også til udtryk i påskriften på et ark papir, som Dickens satte op i det gæsteværelse, hvor Andersen havde boet: “Hans Andersen slept in this room for five weeks – which seemed to the family AGES!”. Den næstældste datter Catherine (Kate) Dickens erindrede om den høje gæst: “He was a bony bore, and stayed on and on”, hvorimod sønnen Henry Fielding Dickens erindrede digteren med langt større veneration.
Når H.C. Andersen i sit brev til Henriette Wulff bad hende om ikke at lade bladudgiverne se brevet, hang det sammen med, at digteren havde planer om på poetisk vis at gengive sine indtryk af sit besøg. Dette arbejde blev dog først færdiggjort et par år senere, på herregården Basnæs, og lod sig læse som føljeton i Berlingske Tidende i januar 1860 under titlen Et Besøg hos Charles Dickens i Sommeren 1857. Samme år udkom rejseskildringen på tysk og derfra fandt skildringen vej til England, hvor den blev anmeldt med lange, delikate uddrag i tidsskriftet Bentley’s Miscellany. Tidsskriftet beklagede, at den danske digter “forrådte den private fortrolighed”, men udvalgte samtidig passager, der kunne pirre den nysgerrige engelske offentlighed. I England var Dickens’ skilsmisse bestemt en skandale, og H.C. Andersens højstemte lovprisning af Mrs. Dickens og det lykkelige familieliv var derfor en gave for sensationspressen. I Danmark var H.C. Andersen uanende om skilsmissen og om den upassende indgriben i privatlivets fred, hans lille arbejde gjorde. Efter sit besøg hos Charles Dickens havde Andersen sendt sin engelske ven takkebreve, og modtog da også umiddelbart efter et – skulle det vise sig – sidste brev fra den engelske digter. Siden hørte han intet – trods flere breve. Årsagen skyldes givet vis den ubelejlige rejseskildring. Da Dickens døde kun 58 år gammel i 1870, noterede digteren i sin dagbog: “Den 9de om Aftenen er Charles Dickens død læser jeg iaften i Avisen; altsaa sees vi aldrig mere paa Jorden, udtale os ikke for hinanden, jeg faaer ikke Forklaring af ham hvorfor han ikke besvarede mine senere Breve.”
Da Andersen forlod England i 1857, rejste han ikke mod Danmark. Udenlandsrejsen gik videre over Paris og Frankfurt til Dresden, hvorfra han tog ophold på Major Serres gods Maxen. Herhen skal tankerne også gå, for tre nye memorabilia, der knytter sig til familien og dette sted, er kommet i museets eje siden sidst. De to genstande blev doneret til museet i forbindelse med højtideligholdelsen af H.C. Andersens fødselsdag den 2. april 2005, hvorimod den tredje erhvervelse paradoksalt nok næppe kan betragtes som ny. Det kræver en forklaring. I perioden op til 200-års jubilæet modtog museet fra ind- og udland en stribe ansøgninger om udlån af genstande. En af ansøgningerne gjaldt, om man kunne låne en pung, der havde tilhørt digteren. Da museet ligger inde med flere forskellige af H.C. Andersens punge, lod det ikke til at være et problem at låne en af disse ud. Men pungene skulle naturligvis findes frem og undersøges, for et udlån afhænger jo også af bevaringstilstanden. En af pungene lod til at være mere interessant end de øvrige. Ikke blot var den velbevaret, det var også en usædvanlig souvenirpung i den forstand, at den, når man åbnede den, indeholdt et større religiøst stik, man kunne folde ud. Derudover havde H.C. Andersen med blæk skrevet: “H.C. Andersen Maxen 31 Juli 1856”. Denne pung, eller mappe om man vil, blev i sin tid i 1962 af kammersangerinde Else Schøtt foræret museet. Da jeg nu nærmere undersøgte pungen og med pincet åbnede en lille lomme i pungens ene fløj, opdagede jeg en fortykkelse. Skønt det ikke syntes af meget, viste det sig dog alligevel at være noget, der havde fastgjort sig til læderet og antaget dettes farve. Da det blev fisket ud, viste det sig at være et lille papirklip – et lille klip, der endnu ikke var foldet ud. Det var bestemt en fascinerende og stor oplevelse at gøre et sådant arkivfund: Her var et nyt H.C. Andersen-klip, og det var tilmed ikke foldet ud endnu. Motivet var to svaner. Svanen og Maxen synes umiddelbart ikke at rime, men der er dog en sammenhæng. Fru Serre havde i 1855 ført H.C. Andersen højt over Müglitzdalen ved Rabenhorst – til et fjeldparti, der tilhørte godset, hvor han nu skulle læse en af sine historier. Andersen læste “Svanereden”, og fru Serre lod da til erindring indhugge i klippen “Dem Dänischen Schwan d: 11 Juli 1855” og lod endda bogstaverne forgylde. Året efter – og dagen før digteren skrev på sin pung – vandrede han med Serres selskab til selvsamme sted -“Schwanennest”, som stedet nu blev kaldt, til en lille kunstnerisk højtidelighed. Måske har H.C. Andersen, inspireret af denne smigrende hændelse, klippet netop svanemotivet og puttet det i den særegne souvenirpung, – og dér har det så haft sin rede indtil sidste år. Med en gammel museumsmands ord: “De største fund gør man i museernes egne gemmer!”
H.C. Andersen til Grevinde Mimi Holstein den 28 Juni 1856
H.C. Andersens bekendtskab med familien Serre stammede helt tilbage til 1838, men det var først i sommeren 1844, at digteren kom til Maxen. Familien Serre var meget gæstfri, og deres hjem dannede hver sommer rammerne for prominente kunstnerkolonier. Venskabet med Serre blev et af H.C. Andersens stærkeste, tyske venskaber, og godset i Maxen blev et af digterens faste opholdssteder i Tyskland i årene 1844-1869. Fru Serre var en stor beundrer af H.C. Andersen, og bevæget af hans tragiske roman, Kun en Spillemand, havde hun taget to fattige drenge, der havde musikalsk geni, til sig for at understøtte deres uddannelse. Også fru Serres selskabsdame, den skotske Margareth Thomas, lærte H.C. Andersen at kende, og en af hendes Andersen-souvenirs er efter en lang og dramatisk provenienshistorie endt i museets samling. Her er der tale om noget så usædvanligt som en håndkoloreret tegning af H.C. Andersen. Den fine tegning blev af H.C. Andersen Samfundet i Odense med støtte fra Møllerens Fond opkøbt af en privat ejer i Berlin og overrakt museet som en gave i anledning af 200-års dagen for H.C. Andersens fødsel. Tegningen adskiller sig fra flertallet af de bevarede Andersen-tegninger – ja, faktisk er det den eneste kolorerede tegning fra Andersens hånd, museet besidder. Her er heller ikke tale om en skitse, men om en omhyggeligt og sirligt udarbejdet tegning, der driller øjet. “Trompe l’oeil” kaldes denne form for tegning, der gennem den naturtro efterligning giver et synsbedrag. I dette tilfælde er det en tegning, der giver sig ud for at være en kollage. Den tegnede kollage er sammenstykket af et Europakort, et nodepartitur, spillekort og små ark af ubeskrevet papir – på nær det i midten, der bærer digterens signatur. Tegningen er ikke dateret, men overraskende nok har museet skitsen til denne trompe l’oeil. På skitsen figurerer ikke alene digterens navn, men også Serres, med angivelse af ægteparrets fødselsdage, samt en dato – den 24. oktober 1860. Den dag befandt digterens sig i Amalienstrasse i Dresden, hvor familien Serre havde deres byejendom. Den kolorerede tegning lader sig derfor på denne måde omtrentlig datere, og endnu en brik i det næsten fuldendte fascinerende Andersen-puslespil kunne lægges.
H.C. Andersen i brev til Henriette Scavenius den 28. august 1857 Ved det første besøg på herregården Maxen, fandt H.C. Andersen under en tur med godsets frue et henkastet lille knækket lærketræ. Træet, som havde rod, bandt digteren sammen. “Man siger, jeg har en lykkelig hånd, måske gror det”, sagde han og gik ud til en skrænt, hvor der i klipperevnen var lidt jord, og plantede det. Årene gik, og træet levede og groede, og fru Serres besmykkede træet med en plade, hvorpå der stod: Des dänischen Dichters Baum altså Den danske Digters Træ. Ikke længe efter udbrød den ulykkelige krig mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten og Danmark. H.C. Andersen måtte bryde sine tyske forbindelser og vise nationalt sindelag. Men efter krigens – for Danmarks vedkommende – lykkelige udgang vovede digteren sig atter sydpå i det tyske og besøgte da igen det gæstfrie Maxen. I et brev til Henriette Wulff skrev H.C. Andersen den 24. september 1851: “Jeg var nogen Tid paa Landet, nogle Miil fra Dresden, hos en riig Familie, der holder af mig, da jeg for 7 Aar siden var der sidst, gik jeg med Fruen hen ad Fjeldveien; der laae henkastet et lille knækket Fyrretræ [i.e. Lærketræ], men det havde Rod, jeg bandt Træet sammen, gik ud paa en Skrænt, hvor der i Klipperevnen var lidt Jord, og plantede det. – Fruen har pleiet og opelsket dette Træ, i syv Aar er det skudt op og blevet tre Gange saa langt, som jeg, og har baaret en Plade med Indskrift: ’Den danske Digters Træ’. Under Krigen havde Mange spurgt ’hvad er det?’ – Forrige Aar var det imidlertid kommet til at mit Træ ved sin stærke Væxt kom i Berørelse med en stor kraftig Birk … mit Træ vilde blive forkuet, og tænk – da slaaer Lynilden ned, splintrer Birketræet, nu ses kun dets Stub, og det danske
Træ stod og staaer frit, svaiende for Vinden, høit over den bratte Afgrund. Tilfældet har virkelig sin Poesie.” Samme år ved juletid blev Hyldemoer opført på Casino i København. I dette fantasispil lyder sangen: “Det gamle Træ, o, lad det staae”, som rigtignok ikke har noget at gøre med den symbolske slagmark i Maxen; man kunne dog ønske sig, at det gamle træ i Maxen stadig levede og blomstrede. Det gør det ikke; det blev fældet kort efter Anden Verdenskrig. Vi kender kun træet fra en tegning og fra et litografi. Tegningen har H.C. Andersen selv gjort: Her ses digterens træ, lille men livskraftigt ved siden af stubben af det tyske træ, som himlens magter splintrede. Litografiet lod familien Serre gøre, og her ses også den danske digters træ. Men i år modtog museet noget så kuriøst som et stykke af stubben af H.C. Andersens lærketræ. Den blev overrakt af fru Tronicke, der selv bor ved Maxen og er engageret ved hjemstavnsmuseet dér. Hun kunne fortælle, at man i museet i Maxen har opbevaret et andet stykke af digtertræet i et lille udstillingsafsnit, der er viet til H.C. Andersens minde. Dér, hvor Andersens lærketræ tidligere voksede, er der nu plantet et nyt, en mindeplade er sat op, ligesom en lille bænk tilbyder den valfartende et hvil.
Fra Eventyret “Tante Tandpine”, december 1872
Da H.C. Andersen genså sit træ i Maxen og noterede sig tilfældets poesi, var en tandpine under opsejling. Ganske få dage efter lyder det i digterens dagbog: “Jeg var lidende i Tænderne”, “Sov ikke hele Natten for Smerte”, “Hele Natten sovet i afbrudte febrile Partier … det halve Ansigt svollent”, “stærk Hovedpine, mere svollen” osv. osv. Har man selv prøvet at lide af tandpine, er det intet mindre end rædselsvækkende at tænke på, at H.C. Andersen hele livet igennem døjede med tandpine. Man skal ikke læse mange sider af den tidligst bevarede dagbog, førend man støder på et notat fra 1. november 1825, hvor den 20-årige skoleelev skriver: “Lidt om Natten af Tandpine … ”, og i resten af dagbøgerne, som han førte til kort før sin død i 1875, indvies læseren jævnligt i H.C Andersens tandkvaler. Den vel nok mest berømte tandpine, digteren havde, var den, han selv omtalte i sin afsluttende fortsættelse til selvbiografien Mit Livs Eventyr. Den 4. december 1867 ankom H.C. Andersen med toget til Odense. Vejret var koldt, og digteren led både af stærk forkølelse og tandpine. Anledningen til Odensebesøget var, at bysbarnet skulle fejres som æresborger. “Mit Livs skjønneste Fest”, kaldte H.C. Andersen æresborgerfesten den 6. december, skønt den forstyrrende tandpine tog til i styrke. Digteren havde ligget søvnløs af smerte den hele nat, “det var som skulde jeg huskes paa: Du er i al Din Herlighed et Forkrænkelighedens Barn, en Orm i Støvet!”, skrev han i sine erindringer. På rådhuset blev festen afholdt med deltagelse af 250 gæster. Varmen løftede tandpinen til en ulidelig grad, som kulminerede, da fakkeltoget kom til rådhuspladsen. H.C. Andersen trådte hen til det åbne vindue og så nu, hvad den gamle spåkone i sin tid havde forudsagt om ham til hans moder – at Odense skulle blive illumineret til hans ære. Men netop dette højdepunkt af lykke under sang fra fakkeltoget blev det ikke digteren forundt at nyde. “Tandpinen var utaalelig, den iiskolde Luft, som strømmede mig imøde, lod den blusse op i heftig Smerte, og istedetfor ret at nyde Lyksaligheden af disse Minutter, som aldrig gjenkommer, saae jeg paa den trykte Sang, hvor mange Vers der var at synge, før jeg kunde slippe fra den Tortur, den kolde Luft lod mig lide gjennem mine Tænder. Dette var ogsaa Høidepunktet af Smerte; da Blusset af Faklerne, som vare lagt i Baal, slukkedes, slukkedes ogsaa Smerten. Hvor var jeg Gud taknemmelig!”, lyder det med digterens ord i Mit Livs Eventyr.
I et brev til fru Henriques fra juni 1871, da digteren endnu havde ganske få tænder i munden skrev han: “jeg skriver paa et Eventyr om “Tandpine.” Og jeg vil ønske at Alle som læse det maa slippe for den virkelige Tandpine og da faaer jeg mange Læsere.” Eventyret der er tale om, og som for øvrigt også voldte digteren mange kvaler, var “Tante Tandpine”, hvorfra de ovenstående bevingede ord stammer. Kort tid efter at det berømte eventyr blev udgivet – eventyret afsluttede det sidste eventyrhæfte fra digterens hånd -, blev den sidste tand trukket ud af H.C. Andersens mund, og et minde fra denne for digteren så store begivenhed, erhvervede museet i indeværende år. Det drejer sig om et brev skrevet søndag morgen den 19. januar 1873, som H.C. Andersen sendte til sin tandlæge Juan Voss angående denne sidste tand. “Siden De forlod mig har jeg flere Gange forsøgt paa selv at drage Tanden ud, men jeg synes næsten at den bliver fastere, den gjør ondt og betager mig ganske mit Humeur, jeg maa derfor bede Dem hjelpe mig, helst om det kan skee i Dag”, lyder det bønfaldende fra digteren. Bønnen blev da også hørt. I dagbogen erfarer man, hvad der siden hændte, og her støder man på en tydeligt lettet og lun digter: “Klokken henimod tre kom Dr Voss og trak min sidste Tand ud, den blev ætheriseret, men jeg mærkede dog godt Brydningen, han blev hos mig en god halv Time; jeg var let om Hjertet ved Tanken at nu var jeg fri for alle mine Tænder … Nu er jeg da aldeles Tandløs (Søndag 19 Januar 1873 mistede jeg den sidste, naar mon jeg mistede den første, var det ikke i Slagelse Skole under Dr: Hundrup.).” Måneden efter at H.C. Andersen var befriet for sin sidste tand, fik den gamle digter uventet besøg. I dagbogen skrev han: “Frøken Hallager kom styrtende ind: ’De faae meget fornem Visit: Kongen og Prinds Waldemar!’ jeg troede det ikke og bar ihast en Deel af Overtøiet, jeg skulde have paa ind i Soveværelset; da aabnedes Døren og Kongen med Valdemar traadte ind. ’Jeg har længe tænkt paa at vilde besøge Dem! sagde han, min Søn har været her nogle Gange!’ jeg blev bevæget, Taarerne kom i mine Øine, han trykkede venligt min Haand og udtalte at jeg saa mere vel ud end han havde troet, at det at jeg var uden Tænder, klædte mig langt bedre end de kunstige jeg havde baaret.”
Det var venlige ord, som digteren nok kunne tage til sig. De forskellige gebisser, digteren fik, i takt med at tænderne forsvandt, bød kun på nye pinsler for gane og gummer. Nu havde han kongens ord for, at han tandløs så bedre ud end med de kunstige tænder, og på de sidste billeder af den gamle digter havde han da heller ikke valgt at posere for fotografen med sine kunstige tænder.
Verselinie fra digtet ‘Jylland ”, 1860
Måneden efter at Berlingske Tidende havde bragt H.C. Andersens Et Besøg hos Charles Dickens i Sommeren 1857 kunne de danske læsere af Illustreret Tidende glæde sig over det mesterlige digt “Jylland” (“Jylland mellem tvende Have”). Digtet havde H.C. Andersen undfanget på sin store Jyllandrejse året forud. Nok havde han planer om at rejse mod Italiens lande, men den fransk-østrigske krig satte sig i vejen for rejseplanen, og H.C. Andersen besluttede sig for i stedet at besøge det danske hovedland. I et brev til den gamle Signe Læssøe skrev digteren: “Jeg haaber at denne Reise her til Vest- og Nord-Jylland, vil bringe sine Frugter, at fra Klitter og Hedestrækninger vil hjembæres et og andet Frøkorn for den aandelige Have; paa min Reise selv, veed jeg af Erfaring, springer disse aldrig frem, men først naar jeg er i Ro og hvad man kalder Hvile.” Jyllandsrejsen skulle komme til at inspirere digteren uhyre meget, og digteren havde for en gangs skyld ikke brug for ro og hvile til digtekunsten. På en 4 timer lang vognrejse fra Randers til Hjermind Præstegård ved Viborg, hvortil digteren var indbudt af pastor Hans Jørgen Swane, “sprang Sangen om Jylland frem”, som digteren skrev i Mit Livs Eventyr. Andersen blev modtaget med stor glæde af familien Swane. Digteren var i sit es og underholdt store som små med oplæsninger og papirklip – og naturligvis også med sin nye “Sang om Jylland”, som digteren formulerede det. Jyllandssangen havde nu ikke nogen melodi endnu. Den fik H.C. Andersen sin ven, komponisten Peter Heise, der var organist ved kirken og musiklærer ved akademiet i Sorø, til at komponere. Sangen med tekst og noder blev bragt, mod et honorar på 8 Rdlr., den 18. marts 1860 i Illustreret Tidende.
Den sidste erhvervelse, der skal nævnes her i Fynske Minder, er netop dette førstetryk af tekst og noder til digtet “Jylland”. Det blev købt ved auktionen over anderseniana fra Lerchenborg Slot ved Bruun-Rasmussens Auktioner i 2005. Desværre er der ikke knyttet en længere ejerhistorie til trykket; det er forfærdelig ærgerligt, da det er meget usædvanligt: Ovenpå trykket af jyllandssangen er der nemlig klistret to af Andersens klip. Det synes som to glade fantasifostre i dans på nodelinjerne med øjnene som nodehoveder. Dette klip – lige som trompe l’oielen – er et ganske atypisk Andersen-værk, ikke alene størrelsesmæssigt (31 × 24 cm), men også fordi det er en collage eller en montage af to af digterens forskelligartede kunstneriske udtryk: en sang og et klip.
Odense Bys Museer kom således begavet og beriget gennem det store jubilæum for H.C. Andersen. De omtalte erhvervelser udgør blot den del af de samlede erhvervelser, museet har gjort siden sidst. I artiklen er de fremhævet, fordi de hver især giver et billede af, hvor forskelligartet anderseniana kan være – skønt alle årets erhvervelser naturligvis er en nærmere omtale værd. Det har imidlertid ikke kunnet lade sig gøre på disse beskedne sider.
Men omtale og opmærksomhed vil alle erhvervelser få: I udstillinger, på museets hjemmeside osv. vil de finde deres plads i den store H.C. Andersen-mosaik, som alle har adgang til og mulighed for at dvæle ved. Som bemærket i det ovenstående er der mange, der deler museets bestræbelser. Fra offentlig og privat side – styrelser, fonde, foreninger og enkeltpersoner har museet modtaget en generøs støtte, der sætter os i stand til at holde liv i kulturhistorien og skabe H.C. Andersen et værdigt minde til tak for digtergaven.
