Mon i Klarhed jeg veed, Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde ?
Allerede i 1906 – to år før H.C. Andersens Hus åbnede sine døre for publikum – påbegyndtes registreringen af de mange forskellige genstande, som tilflød museet. Bladrer man i de gamle protokoller, kan man se, at man dengang forudså, at samlingernes enkeltdele kunne blive mangeartede. Derfor er de gamle protokoller opdelt i kategorier. Museumsgenstande, der blev tildelt romertal I, var eksempelvis digterens selvbiografiske værker; var de forsynet med romertal X, betød det, at der var tale om "Billedlige Fremstillinger af H.C. Andersen". Med knap 25 romertal håbede man på at have kategorier nok til at definere typen af erhvervede og tilkommende genstande. Men i 1931 måtte man opgive ideen, og i stedet indførte man et fortløbende nummersystem, hvor alle nyerhvervede genstande uanset type blev forsynet med et nummer, der ikke signalerede andet, end i hvilken tidslig rækkefølge genstanden var blevet erhvervet. Samlingerne var blevet for uoverskuelige. Nu opererede man med to systemer: protokol og kartotekskort.
I 1983 påbegyndte man i Odense Bys Museer "opbygningen af et dataanlæg til internt brug", som det blev formuleret i Fynske Minder 1985, og anlægget skulle "udelukkende blive anvendt til registrering af museumsgenstande". Det lidt sjovt klingende ord "dataanlæg" dækkede over tre beskedne og primitive computere, hvis funktion var at rationalisere registreringen af museumsgenstande gennem datalogi. Den elektroniske registrering bød på flere fordele. Den største var, at man med "dataanlægget" kunne søge på kryds og tværs i registranten: Man kunne søge på museumsnummer eller gennem et defineret sagregister. Den ene af de tre computere blev taget i brug i H.C. Andersens Hus, hvor den efterhånden overflødiggjorde behovet for arkivskabe og protokoller. Fordelen var til at få øje på.
I løbet af de næste ti år skete der en voldsom udvikling i datateknologien. I 1994 optrådte den første danske hjemmeside på det nye internet, og ideen om ikke blot at bruge computeren til "internt brug", men også at tage den i ekstern brug voksede. Heri lå også en rationaliseringsgevinst i andre dele af museumsarbejdet. På mange måder ligger vi i henseende til IT stadig i krydsfeltet mellem dén interne brug og dén eksterne servicering.
Man kan sammenligne museumsgenstandenes registreringshistorie med telefonbogens historie. Da telefonen kom i brug, fik de enkelte brugere et nummer, på samme vis som museumsgenstande blev nummereret i registreringsprotokollerne. Telefonnummeret dækkede over et navn, og med det stigende antal af brugere blev det nødvendigt at lave telefonbøger, således at man ud fra et specifikt navn kunne finde et specifikt nummer. Behovet for at finde en faggruppe snarere end et navn opstod hurtigt, og man lavede nu en supplerende type telefonbøger, nemlig fagbøger. Fagbøgernes gule sider kan man sammenligne med museernes arkivskabe med de blå registreringskort, hvorimod navnebogen kan sammenlignes med registrerings-protokollerne.
Med den elektroniske registrering af museumsgenstande, som påbegyndtes i 1983, kunne man med ét slå de "gule" og "hvide" sider sammen, hvilket også er tilfældet i dag med de elektroniske telefonbøger. Men som Holberg skriver i sine Moralske Tanker ved spørgsmålet om, hvorvidt verden forværres eller forbedres, så er "Materien den samme, skiønt Formen er forandret" – alt er forandret, men intet er sket. I vores unge it-verden har vi endnu ikke vænnet os til, hvilke muligheder der ligger i det nye medium, men bringer grådigt vores gamle vaner ind i den nye verden, og stædige som æsler er vi hvad angår at udforske det ukendte.
I 1990’erne skærpedes som nævnt interessen for at benytte computerteknologien udadtil. Odense Bys Museer lancerede sin hjemmeside i 1999; til at begynde med beskrev siden på meget formel vis museets ærinde og redegjorde for de mange museer, der skjulte sig bag betegnelsen, med angivelse af adresser, telefonnumre, entré og åbningstider. Det var, hvad man dengang kunne overkomme inden for den nye informationsteknologi, da man begyndte at fokusere på selve kommunikationen mellem bruger og maskine.
Man øjnede straks muligheden for at udvide kommunikationsområdet, og hjemmesiden bød gradvist de elektronisk besøgende gæster indenfor i museets gemakker ved at give smagsprøver på samlingerne og den vidensakkumulation, de havde genereret. Formidlingen kom i højsædet, skønt det var en træg proces: generelt kviede landets museer sig ved at åbne dørene til samlingerne på denne måde. Der herskede en konservatisme over for muligheden for at blotlægge samlingerne for almenheden. Hidtil havde landets offentlige samlinger været nidkært bevogtet i en sådan grad, at de i princippet kun var aldeles tilgængelige for den akademiske forsker. Landets offentlige arkiver syntes at have svært ved at åbne dørene uden større procedurer. For museerne lod problematikken sig også udmønte sig i ængstelse over, om man mistede pc-brugerne som potentielle gæster ved at vise sine rigdomme på internettet.
Ængstelse skaber forsigtighed, og konservatismen kom til udtryk i den måde, hvorpå arkiverne gradvist blev åbnet – i måden hvorpå man opfattede begrebet "tilgængelighed". Man tyede tilbage til arkivskabenes tid og begyndte nu at opbygge databaser, der i grunden var en elektronisk udgave af kartoteksskabenes sagregistrerede blå kort. Det var en naturlig, systematisk og overskuelig manøvre, der også var i overensstemmelse med teknologiens formåen. Ikke desto mindre var denne gamle vane fra skrivemaskinens tid også med til at forudbestemme den udadvendte adfærd på museets hjemmeside i computerverdenens helt anderledes, nye og fagre medielegeme. En gammeldags adfærd, skønt det ikke er lang tid siden. Det er ikke mere end ni år siden, at hjemmesiden kunne vise samtlige portrætter af H.C. Andersen, som museet havde i sine gemmer, og syv år siden samtlige klip og tegninger af digteren blev lagt på hjemmesiden i søgbar database-form.
Databaserne havde den fordel i forhold til "de blå kort", at de – i princippet – kunne rumme uendelig mange informationer og henvisninger. Det kunne registreringskortene ikke. Der var en rent fysisk begrænsning for, hvor meget man kunne skrive på dem. Databasernes store rummelighed gav mulighed for detaljerede beskrivelser, mangeartede tilføjelser og henvisninger til andre arkivalier. Man kunne oven i købet knytte et billede af høj kvalitet til registreringen – et digitalt farvefotografi. Alene denne del af registreringen havde sine stærke fordele: Man behøvede nu ikke længere at åbne arkivskabene og finde de skrøbelige, gamle originaldokumenter frem, hvis behovet for at se manuskripterne opstod. Når der var interesserede, som gerne ville studere H.C. Andersens manuskripter, tegninger eller breve, kunne de nu uden store sikkerhedsforanstaltninger få adgang til arkivalierne gennem det nye elektroniske medie og studere de fine, skarpe billeder af originalgenstandene. Lys og lup var fra da af overflødiggjort.
"Kategoriseringslogikken" har været kendetegnende for såvel museers som andre institutioners fremlægning af arkivalier og genstande på deres respektive hjemmesider. Hovedparten, af hvad H.C. Andersen efterlod sig af dokumenter og genstande, befinder sig enten i arkiverne på Det Kongelige Bibliotek eller i samlingerne i H.C. Andersens Hus, og begge steder har man valgt at præsentere de til digteren knyttede arkivalier på stort set samme facon.
Den elektroniske registrering af samlingerne i tilknytning til H.C. Andersens Hus indeholder p.t. omkring 30.000 poster. Indtil videre er der på grundlag af registreringerne skabt en række databaser, der er tilgængelige på Odense Bys Museers hjemmeside ("E-museet") og på berøringsskærme i H.C. Andersens Hus. Databaserne, der følger samme grundlæggende logik som de oprindelige blå registreringskort, dækker følgende kategorier:
Skønt disse databasers funktionalitet adskiller sig fra registreringsdatabasens og tilbyder enkelte andre søgefunktioner end denne, er det ikke desto mindre den samme selvrefererende logik, der hersker. Selvom det på mange måder kan give god mening at præsentere genstande såvel som viden om digteren på denne vis, må man også erkende, at brugeren af databaserne bliver tilbudt meget begrænsede og autonome systemer. Og denne begrænsning er egentlig mærkværdig og unødvendig, nu når man har at gøre med et medie, hvis styrke netop ligger i dets netværksskabende natur.
Tiden er inde til at forlade, hvad man kunne kalde "kategoriseringslogikken". Sammenkæder man alle de relevante H.C. Andersen-ressourcer – hvis man så at sige lader de eksisterende databaser kommunikere med hinanden – kan brugeren få mulighed for frit at søge viden på tværs af kategoriseringens snævre rammer. På denne måde ville man på hjemmesidens brugerflade kunne tilgodese og stimulere den intellektuelle adfærd, som gæsterne rent faktisk udviser i de fysiske museer, hvor lysten til at gå på opdagelse hersker og styrer museumsbesøget. Kategoriseringslogikken vil erstattes af association og nysgerrighed. Styret information vil blive fri.
Teknologien indbyder til det, det ligger i teknologiens natur, og de tekniske muligheder for at nå til en ikke-styret eller kontrolleret informationstilgang er mangeartede. Man kan f.eks, benytte sig af "deep og cross linking" mellem databaserne: på tværs af kategorier såvel som institutioner. På leksikal vis kan brugeren således umiddelbart tilfredsstille den nysgerrighed, som en søgning måtte afføde, med en ny søgning, der blot består af et enkelt klik frem for mange besværlige og uoverskuelige omveje.
For at illustrere hvordan sådan en tværgående søgning kunne udforme sig, kunne man gøre følgende tankeeksperiment:
En bruger har via indgangsportalen søgt og fundet en af H.C. Andersens tegninger fra Firenze, måske fordi vedkommende bor i byen eller skal besøge den eller af helt andre grunde. Brugeren bliver opmærksom på, at H.C. Andersen har lavet adskillige tegninger i byen, og kan umiddelbart undersøge, hvad det mon var for rejser, der bragte Andersen til Firenze. Ved hjælp af links i teksten, der går på tværs af databaserne, kan brugeren straks få svar på dette, simpelthen ved at klikke på et aktivt link på siden, der fører til den relevante rejse i rejsedatabasen; eksempelvis H.C. Andersens anden udenlandsrejse (183334), som bragte ham til Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig samt Italien. Ved at studere denne rejserute opdager brugeren, at digterens første besøg i Firenze fandt sted på hans vej til Rom – og at han besøgte byen endnu en gang på vej tilbage til Danmark i dagene fra den 5. til den 15. april 1834.
Nu kunne det måske være interessant at finde ud af, hvordan H.C. Andersen tilbragte sin tid i byen, hvad han så og bedrev. Igen skal det være muligt umiddelbart at aktivere digterens dagbog fra denne periode. Når man læser H.C. Andersens dagbog fra mandag den 7. april 1834, støder man på en sætning, der beskriver et "Metalsvin" nær Porta Rossa – her vil ordet "Metalsvin" linke såvel til et fotografi af denne bronzestatue (der står på Loggia del Mercata Nuovo) som til Arkiv for Dansk Litteraturs trykte udgave af H.C. Andersens eventyr "Metalsvinet" – og/eller, hvis man er engelsktalende, til "The Metal Pig"- i H.C. Andersen Centerets database over H.C. Andersens eventyr på engelsk. Skulle brugeren derefter få lyst til at se, hvordan originalmanuskriptet ser ud, vil et link føre ham eller hende direkte til Det Kongelige Biblioteks database over de af Andersens eventyrmanuskripter, der findes i deres samling. Eller et link fører én direkte til den relevante post i museets database over dedikationseksemplarer, hvis man skulle få lyst at vide, hvor og hvornår eventyret først blev udgivet. Her ser man en udgave af En Digters Bazar – rejseberetningen fra 1842, hvori eventyret første gang blev trykt. Udgaven er dedikeret til Henriette Hanck, og hvis man gerne vil vide mere om, hvem hun var, fungerer hendes navn også som inter-link til databasen med H.C. Andersen-relaterede personer.
Brugeren kunne måske også få lyst til at se, hvordan digteren selv så ud omkring det tidspunkt, hvor En Digters Bazar blev publiceret, og i så fald kan et andet link føre ham eller hende til et tegnet portræt – fra portræt-databasen – af H.C. Andersen iført en fez (udført af Christian Hansen i Athen 1841). Hvis portrættet udløser undren over det eksotiske hovedtøj, er det muligt at linke til en post i brevdatabasen: Et brev fra Andersens Orientrejse (1840-41), hvori der også er en lille tegning af nogle dansende dervisher, som han så på rejsen. Tegningen kan igen fungere som link til en anden af digterens visuelle gengivelser af en dervish, nemlig et papirklip fra databasen over disse. Ved herfra at klikke på et link til databasen over Andersen-relaterede personer kan man få at vide, hvem det var, digteren lavede dette klip til. Man bliver ført direkte til posten om Rigmor Stampe (1850-1923) – og så fremdeles. I princippet kunne vi fortsætte dette tankeeksperiment med at navigere igennem databaserne i en endeløs rute.
En anden mulighed for at nå til en ikke-styret informationstilgang er den såkaldte "Deep Zoom-teknologi". Den skaber en søgemulighed, der fungerer på billedmæssige frem for sproglige præmisser, og henvender sig derfor i særlig høj grad til unge netbrugere, der er vant til at navigere i rumlig og ikonografisk grafik frem for i tekst.
Deep Zoom er en gratis webteknologi, der skaber en visuel kobling mellem mangeartede data. Med Deep Zoom kan man give brugeren en unik visuel weboplevelse, der ved hjælp af sine simple navigationsmuligheder inviterer enhver på opdagelse i et potentielt meget righoldigt og komplekst materiale som netop H.C. Andersen-databaserne. Navigationsformen er mus + hjul (click, drag, zoom), mediet er visuelt og interaktivt, og datatyperne kan være billeder, tekst, video, lyd og hyperlinks.
Et oplagt eksempel på, hvordan denne teknologi med fordel kunne anvendes i forhold til det digitale H.C. Andersen-materiale, er de detaljerige collager, som digteren opklæbede på en 4-fløjet skærm i vinteren 1873/74, og som allerede findes i digitaliseret form på nettet. H.C. Andersens skærm, der er genstand for formidlingen, er i sig selv en billedflade, hvorfor en ikonografisk (frem for sproglig) søgning ville være fordelagtig og relevant.
Skærmen er til stadighed genstand for fascination. Hver af de otte collager på den synes at knytte sig til et tema. Man kan derfor stille sig mange spørgsmål, når man ser collagerne. Og mange af disse spørgsmål til collagerne kan faktisk besvares. Vi er så heldigt stillet, at 99 % af alle collagernes papirlapper allerede er identificeret. Ved hjælp af Deep Zoom kan vi tilgængeliggøre alle disse informationer om skærmens detaljer. Informationerne kan desuden forbindes til de allerede eksisterende databaser, som bidrager med supplerende informationer. Det ville være helt naturligt at knytte de righoldige informationer, der ligger i f.eks. brevdatabasen og databasen med H.C. Andersen-relaterede personer, til H.C. Andersens skærm.
For at give et indtryk af, hvordan sådan en billedbaseret søgning vil kunne tage sig ud, kan vi tænke os følgende brugerscenario – H.C. Andersens skærmbræt udsat for Deep Zoom:
En Googlesøgning sender brugeren ind på skærmbrætsiden. Siden indeholder ikke megen tekst, men derimod ét stort billede, nemlig af skærmbrættet. Et par links øverst antyder, at man kan få hjælp til at navigere og eventuelt lidt mere at vide om siden, men heller ikke mere.
Ikke just den velkendte form for kulturarvsdatabase, kunne brugeren måske tænke, mens hun eller han opdager, at man kan trække rundt i billedet, flytte det omkring, og med hjulet på musen zoome ind og ud i billedet. I takt med at man zoomer længere ind, opdager man, at billedet er uhyre righoldigt. Skærmbrættet er dekoreret med otte store collager, der er fuldstændig oversået med spændende portrætter af personer og billeder af lokaliteter. Zoomer man tilpas tæt på en person, træder et vindue frem i skærmens periferi. Zoomer man væk fra personens motiv, forsvinder boksen, og man kan tage et nyt dyk ned i billedet og møde nye infobokse. Disse infobokse kan indeholde oplysninger om personen i punktvis, faktuel form og i mere prosaagtige vendinger.
Den flyvende kommentering af detaljerne i billedet tilbyder samtidig en alternativ sortering og kan overføre brugeren til relevant metamateriale. Zoomer man eksempelvis ind på H.C. Ørsted, vil man ikke blot blive informeret om fysikerens biografi og CV, men også blive henvist til information om hans familie, se forskellige afbildninger af ham og blive henvist til de breve, der eksisterer mellem ham og H.C. Andersen. En anden valgmulighed kunne være at se alle de videnskabsmænd, der figurerer på skærmbrættet. Derefter kan man zoome ud igen og finde interesse i en ny detalje i billedet, der igen giver andre sorterings- og valgmuligheder i andet digitaliseret materiale. Og så fremdeles. Søgefunktionen er simpel og fungerer gennem udforskning og undersøgelse af websitet.
Som det fremgår, byder teknologien os indenfor i en verden med ubegrænset informationstilgang. Vi håber, at vi inden for en overskuelig fremtid får mulighed for at realisere et bud på, hvordan det kunne tage sig ud. Der kan ikke herske tvivl om, at man ved at bryde med den begrænsende kategoriseringslogik vil kunne tilbyde gæster og brugere langt mere interessante, lettilgængelige og selvstyrede muligheder for at gå på opdagelse i det store kontinent af data og viden, der ikke alene knytter sig til digteren, men også til det, han indgik i og afspejler – vores kulturarv.
