Spektakulære danefæ er produceret af Vores Tid – et mediesamarbejde, som Museum Odense er en del af.
En af de største opdagelser for mennesket var at kunne lave ild. Kontrol over ilden gjorde det muligt at forarbejde mad, få lys i de mørke timer og holde varmen. Bekvemmeligheder, vi i dag tager for givet.
Sammen med museumsinspektør Mogens Bo Henriksen fra Museum Odense afdækker Lisbeth Imer, seniorforsker og runolog, Nationalmuseet og journalist Frantz Howitz historien bag ildstålet fra Åsum på Fyn.
Ildstålet var oldtidens svar på tændstikker. Man slog på flindt med det, og gnisterne tændte gløder i tørt kvas, der kunne pustes til en flamme.
I 2017 fandt detektorfører Simon Gjørsing, på en mark ved Åsum på Fyn, et ildstål udformet som en båd, der kan afsløre mere om hvilken betydning området har haft i vikingetiden.
Det baltiske ildstål kaldes sådan, fordi det er en type, som har sin hovedudbredelse i det baltiske område – det nuværende Polen, Estland og landskabet deromkring.
Det er et område, som man ved, at vikingerne har haft kontakt med, fordi man på Nordøstfyn har enkelte fund af amuletter og ildstålsbeslag, som er kommet derfra ved Handel eller ran.
Der er også fundet mønter fra Frankerriget, så de har haft kontakter, der har strakt sig rigtig, rigtig langt omkring.
Landsbyen Åsum, som muligvis betyder asernes hjem, ligger lige ved udkanten af det nuværende Odense. Her har der været et parallelsamfund til Odense, hvor man har haft et værksteds- og handelsområde, som dækkede mange hektarer.
Det ligger lige op til det, der i jernalderen – fra engang omkring 550-600 e.kr. – og frem igennem vikingetiden og middelalderen, var hovedvejsforløbet tværs over Fyn.
Det var et sted, hvor man kunne tage afgifter af de handlende. Man kunne handle med dem – man kunne kontrollere, hvad de kom med. Og man kunne sikre sig, at der ikke kom fjendtlige tropper ned til det vigtige overfartssted ved åen.
– Så det kunne lige så godt have været her, Odense var vokset op.
Iflg. museumsinspektør Peter Vang Petersen, Nationalmuseet, er der tale om et bronzeildstål – men der er jern i, hvilket man kan se ved at ildstålet, der er formet som en båd, er magnetisk på kølen.
På skibet er der indlagt et stykke stål, et stykke særlig hårdt jern, som slår gnister når det bliver slået mod flinsten. Hvis man opfanger de gnister i et letantændeligt materiale, som f.eks. revet fyrresvamp, så er ilden hurtigt i gang.
Det var, indtil tændstikkerne blev opfundet, måden man lavede ild på. – Så fra omkring Kristi fødsel brugte man jern til at slå ild med.
På marken ved Åsum har Museum Odense fået grundig viden om det område, ildstålet er fundet i. Dels gennem udgravninger, men også gennem de mange fund, som de lokale detektorførere har fundet på området gennem årene.
Alene på komplekset ved fundstedet, har detektorfolk fundet et sted mellem 500-600 genstande – så det er mange, mange timers arbejde, der er investeret i at samle det store videnskabelige materiale sammen, som museerne nu kan høste udbyttet af.
Ud over udgravninger og detektorafsøgninger er der foretaget luft-rekognosering på marken, som viser aftegninger i kornet, fra nogle grubehuse – nedgravede arbejdshytter – hvor man typisk har vævet. Det er en parallelaktivitet til metalaktiviteterne, som støbning og hamring af forskellige former for metaller. Det er typisk det, man ser på de her værkstedspladser, som kommer forud for det, der kaldes de egentlige bysamfund i vikingetiden.
Ildstål har alle haft, for et fyrtøj har været fuldstændig afgørende nødvendigt for det daglige virke. Ilden har været et de vigtigste elementer i dagligdagen i vikingetiden. Og et ildstål, der kunne skabe ild, har været et nødvendighed for hver familie. Ilden gav vores forfædre varme, lys, forarbejdet mad, beskyttelse og samvær omkring bålet.
