Hvad er det nu for noget vrøvl? Alle ved at Titanics forlis var forfærdelig tragedie som tog hundredvis af passagerer og besætningsmedlemmer med sig i døden. Alligevel ligger der en avisartikel på museumsinspektørens skrivebord fra den 16. april 1912, som påstår noget andet.
Udklippet er en del af en mappe, hvori tidligere inspektører omhyggeligt har samlet artikler og omtaler af Titanic fra 1912 til slutningen af 1980’erne. En af de der mapper, som opstod før man kunne søge digitalt, en slags analog googlesøgning.
Selvom ingen længere gør det i tematisk organiserede udklipsmapper, så giver mappens lille univers et bud på, hvorfor historien om Titanic til stadighed fængsler fantasien, selvom det nu er 110 år siden, dampskibet forsvandt i bølgerne.
Avisartiklen fra den 16. april 1912 byggede på meddelelser som avisen havde fået ind pr telegram. De var tydeligvis mangelfulde og forvirrende, og brudstykkerne af information var undervejs til Danmark blevet tilsat gisninger og gætværk i kontakten med rederiet og de forskellige nyhedsbureauer. Og ingen havde tilsyneladende gættet rigtigt. Man kunne bl.a. læse, at
”Titanic langsomt sejler videre i Retning af Halifax ved hjælp af sine egne Maskiner. To Skibe ledsager den, og alle Passagerer er tagne fra Borde.”
Der var ingen tvivl om at historien var dramatisk og farlig, men sensationen og fascinationskraften i artiklen var i næsten lige så høj grad bygget op omkring Titanic som teknologisk vidundermaskine. På den måde byggede den på en af den moderne verdens stærke grundfortællinger om menneske versus natur og om teknologiens triumf, men også farlighed.
Ifølge avisen havde skibets trådløse teknologi ”fejret en ny, straalende Triumf”. Der var tale om ”Marconiapparatet”, den trådløse telegraf, som Titanic var udstyret med, og om som blev brugt til at slå alarm til skibe i nærheden.
Som avisen måtte sande i sit dementi den følgende dag, havde den trådløse teknologi langt fra reddet alle, men omvendt ville formentlig ingen af de 705 overlevende have klaret sig uden muligheden for at sende nødsignal.
Aviserne flød nu over med historier om menneskelig dårskab og hovmod. Skibet, der ikke kunne synke, sank. Som en havets Ikaros var kæmpeskibet sejlet for langt mod nord, for hurtigt, havde overhørt advarsler, havde for få redningsbåde og så videre.
Det eneste postkort, som vi kender fra en dansk passager på Titanic, blev sendt fra Jacob Milling til hans kone i Odense.
”Kære Augusta! Dette er det sidste du hører fra mig fra denne Side. Jeg sender maaske en Trådløs, der som det ikke er for dyrt. Jeg bor på Banens Hotel, det er ikke billigt men bekvemt. Fra mitt Vindue kan jeg se Skibet over i Dokken. Hvordan har de Gamle det? Hils dem og Børnene mange gange. Mange Hilsner til Eder alle. Fra Jacob”
Jacob var ikke blandt de overlevende, men nåede at benytte muligheden for at sende et trådløst telegram fra Titanic hjem til Odense den 14. april. Han fortalte, at det var en dejlig rejse.
Netop den blandede trådløse kommunikation, hvor passagerers hilsner til familien og vigtige varsler blev rodet sammen, blev efterfølgende kritiseret. Og allerede i sommeren 1912 blev skibes trådløse kommunikation reguleret og sat i system, så fremtidige nødsignaler ville kunne nå mere uhindret frem.
