I det store værk om Alverdens Byer fra 1590’erne, kan man fornøje sig med Georg Braun’s kort over Odense. Det er det ældste kort, vi kender over Odense.
Det store værk var i bedste public service-stil både oplysende og underholdende. Braunius, som boede i Köln, havde aldrig selv set Odense. Kortet byggede derfor på et eksisterende kort og lokale informationer fra Odense, men var også på mange måder en kunstnerisk fremstilling, som fremhævede de bedste træk ved byen.
Man kunne beundre byporte, kirker, Nonnebakken og slottet, gyse over de dinglende lig på galgebakken og se åen sno sig gennem landskabet. Og så var der møllerne. Intet mindre end fem vandmøller fik Braunius plads til på kortet.
Når Braunius fremhævede møllerne på sit kort over Odense, så var det fordi møllerne spillede en vigtig rolle i datidens økonomi. De store maskiner, som møllerne reelt var, malede mel ved hjælp af vandets kraft, og afløste mange timers hårdt slid for mennesker.
Den ældste mølle på kortet er Munke Mølle, som blev grundlagt i 1100-tallet. Den omtales første gang i 1175, da 12 engelske benediktinermunke blev hentet til Odense af Erik Ejegod. Munkene opførte Sct. Knuds Kloster og Munke Mølle ved Odense Å og fik møllerettigheder af kongen. Møllen lå på en holm i åen, omkring der hvor man finder nutidens Munkemøllestræde.
Den store mølle som kan ses yderst til venstre på kortet, er Dalum Mølle. Omkring 1200 flyttede nonnerne fra klosteret på Nonnebakken i Odense ud til Dalum. Her, ved Odense Å, anlagdes Dalum Kloster og en stor mølle. Dalum Mølle ophørte med møllevirksomhed sidst i 1800-tallet. Papirfabrikken blev etableret på stedet fra 1874.
Modsat på kortet, yderst til højre, finder man Ejby Vandmølle, som også blev grundlagt i middelalderen. Den findes omtalt som en driftig mølle i 1242.
Allerøverst på kortet har Braunius markeret Næsbyhoved Mølle med et lille f. og en forklaring på latin. Møllen blev grundlagt i midten af 1300-tallet under Valdemar Atterdag. På det tidspunkt fandtes, der en sø Næsbyhoved Sø, som tidligere havde haft forbindelse til fjorden. I forbindelsen med opførelsen af møllen blev der bygget en dæmning for at skaffe vand til mølledriften.
Den mindste af møllerne på kortet er Pjentemøllen fra 1400-tallet, som lå inde i selve byen, hvor den nuværende Pjentedamsgade ligger. Man finder pjentemøller i flere byer. Det lidt særlig navn stammer fra renæssancen og betyder egentlig pindemølle. Det henviser formentlig til de mange støttende pinde/pæle, der holdt jorden på plads, når vandløb blev opdæmmet.
I løbet af 1800-tallet og det tidlige 1900-tal blev vandkraften skiftet ud med en ny tids fossile maskinkraft og bjerge af kul. Odense blev en havneby i 1804, da kanalen blev gravet ud, og havnen blev udvidet flere gange siden. Hvor åen havde leveret vand til møllerne, blev havnen det helt afgørende knudepunkt for de fossile brændsler.
Selvom kul var dyrt (i forhold til vand som var gratis), tungt og besværligt kunne det betale sig først at supplere med dampmaskiner og siden gå helt over til kul. Vandkraften i Odense å var begrænset, men også ustabil, og der kunne både komme tørke eller oversvømmelser. Dampmaskinerne kunne køre nat og dag, sommer og vinter og producere en hidtil ukendt mængde energi. Dampende, bankende og osende i fuld fart frem.
