Den 6. oktober 1973 begyndte Yom Kippur krigen. Sammenslutningen af olieproducerende lande, OPEC, reagerede ved at begrænse olieproduktionen og hæve prisen på olie til det firedobbelte. Krigen medførte store bekymringer i Danmark, både for Mellemøsten, men også for energiforsyningens fremtid. Danmarks energiforbrug blev i 1973 90 % dækket af olie, og 90 % af denne olie kom fra Mellemøsten. På trods af de bekymrede miner gik der en rum tid før situationens alvor stod klart. Eksempelvis kunne man i Fyens Stiftstidende i løbet af oktober læse, at faren for en energikrise var begrænset. Der var dog ingen tvivl om at noget måtte gøres. Den 19. oktober blev Energispareudvalget nedsat af Handelsministeriet. Det skulle sørge for at ændre danskernes energivaner og kom derfor med flere restriktioner af samfundets energiforbrug.
En af de indvirkninger fra oliekrisen, der var mest mærkbar for odenseanerne, var de nye hastighedsbegrænsninger for biltrafikken. For at spare på den nu dyrebare olie blev der for første gang i Danmark sat fartgrænser for biler. Maksimumfarten var nu 80 kilometer i timen for kørsel på landeveje og motorveje og 60 kilometer i timen i byområder. Politiet var talstærkt til stede på Odenses og Fyns veje ved indførelsen, for at sikre at de nye fartgrænser blev overholdt. Det viste sig, at fynboerne i høj grad accepterede de nye begrænsninger for farten. Den 10. november, den første dag med de nye fartgrænser, kunne politiet i hvert fald kun berette at have fanget én enkelt for hurtig bilist. Dette var på trods af, at man havde suppleret patruljebilerne med helikoptere for at overvåge vejene. Man kan derfor undre sig over, hvorvidt energiomkostninger til det øgede politiopbud var retfærdiggjorte.
Da besparelsestiltagene den 25. november blev udvidet til at inkludere de berømte ”Bilfri søndage”, var der heller ikke mange sure miner eller forbudsovertrædelser. Den udsendte journalist fra Fyens Stiftstidende noterede sig, at odenseanerne holdt humøret højt trods ændringerne og det kolde novembervejr. Det skete dog mod forventning via hygge i de private hjem, ikke ved besøg på byens værtshuse, som ikke oplevede et større besøgstal end normalt. Det fynske politi noterede også kun seks mulige overtrædelser af kørselsforbuddet, hvilket antyder en høj grad af bevidsthed og respekt for forbuddet.
Det var dog ikke alle, der tog krisetiderne i stiv arm. Fyens Stiftstidende kunne rapportere om mange boligforeninger, hvis medlemmer var utilfredse med varmemestrenes tildeling af varmeolie til dem. I et enkelt tilfælde skulle medlemmerne af boligforeningen have søgt at fyre en varmemester af den grund. Andre odenseanere betragtede ikke ofrene som lige fordelt. Eksempelvis var et ægtepar i byen utilfredse med, at en nærliggende parkeringsplads med ganske få biler var unødvendigt velbelyst, samtidig med at de selv ”drak aftenkaffe i tusmørke”. Den 6. december var en læser af Fyens Stiftstidende også utilfreds med, at den indstillede søndagstrafik ikke også inkluderede knallertkørsel. Denne karakteriserede hun som en plage, der desuden spildte en substantiel mængde benzin. Odenseanerne var villige til selvopofrelse, så længe de følte at de ikke var alene om det. Samfundets ofre måtte kunne stå mål med deres egne.
For at spare på de knappe energireserver blev der gjort tiltag til at sænke temperaturen både på arbejdspladser og i hjemmene. Dette betød et opgør med hvad historikeren Mogens Rüdiger har kaldt 21 graders kultur – kutymen med at varme alle rum op til minimum 21 grader celsius. Denne temperatur var nu utroligt dyr at opretholde. En fabrik i Odense sænkede temperaturen i sine opholdsrum til 18 grader, og 16 grader i værkstederne. Fyens Stiftstidende greb sagen humoristisk an. Den 2. december bragte avisen en billedserie, der dokumenterede journalisternes uanmeldte besøg på diverse odenseanske arbejdspladser. Med termometer i hånden skulle de tjekke om kontorerne og værkstederne holdt temperaturerne passende langt nede. Avisen kunne tilfreds rapportere, at den højeste temperatur var på kun 21 grader, og det var i et lokale, hvor et møde lige havde fundet sted. De fleste af de besøgte lokationer havde temperaturer på 20 grader, og de fleste havde gjort yderligere tiltag. Eksempelvis skar det daværende Odense Universitet ned på pladsbelysningen med en tredjedel. Fynsværkets maskinhaller var kun opvarmet af den varme, som maskinerne selv frembragte, og omkring dem frøs man derfor ved 15 grader. Flere af medarbejderne imødekom dette med varme striktrøjer. På Fyens Stiftsmuseum (I dag Museum Odense) målte man kun 18 grader celsius i et lokale. Der var dog heller ingen klager at høre derfra, da den eneste faste tilstedeværende var et udstillet skelet. Avisen noterede sig kækt at ”På Fyens Stiftsmuseum går kulden gennem marv og ben”.
Fyens Stiftstidendes artikler giver et indtryk af et Odense, der ikke blev fortvivlet over oliekrisen i 1973, men derimod frivilligt iførte sig striktrøjer, skruede ned for oliefyret, og kørte deres biler langsommere til arbejde. Dette hænger højst sandsynligt også sammen med, at de danske tiltag var designet til at være så lidt til ulempe for danskerne som muligt. I Danmark var der ikke demonstrationer imod prisændringerne som i USA. Til gengæld var de reelle energibesparelser, som Mogens Rüdiger har vist, relativt beskedne. Uanset hvad gjorde oliekrisen et kæmpe indtryk på Odense, der sent vil blive glemt.
Mogens Rüdigers bog Oliekrisen i 1973, fra serien 100 Danmarkshistorier, giver et glimrende indblik i oliekrisens kulturhistorie.
De fossile brændslers hverdagshistorie udforskes i projektet Bylivets sorte omstilling ved Museum Odense.
