For at give denne novelle, der indgik i „En Digters Bazar“ (1842), og som senere blev optaget blandt eventyrene (1862), rigtig græsk kolorit, har H.C. Andersen indlagt forskellige elementer. I første række har han således anvendt den smukke græske allegoriske folkesang „Den gamle hjort“ (side 227 i H. Topsøe-Jensens udgave af „En Digters Bazar, Kbh. 1943). Da vi fra et brev til Hauch (C. Bille og N. Bøgh, II, s. 30, ed. 1878) ved, at H.C. Andersen havde modtaget en anden græsk folkesang fra Ulrichs – tysk professor ved Athens universitet, der på sine rejser indsamlede sange – er det jo overvejende sandsynligt, at han skulle have hørt også denne af Ulrichs, således som det formodes af G. Engberg („Anderseniana”, 2 rk. bd. V,4 (1965), p. 362-63): „En anden folkesang, som genfortælles i novellen „Venskabspagten”, har han vel også fået af Ulrichs, som endvidere fortalte ham om græsk overtros spøgelser”. Formodningen kan bekræftes, idet „Den gamle hjort” forefindes i Η. N. Ulrichs „Reisen und Forschungen in Griechenland (Bind I, side 142, Bremen 1840). Oversættelsen er næsten ordret. Derimod må det afvises som urigtigt, at Ulrichs skulle være Andersens kilde til viden om græske spøgelser.
For det første foreligger der ikke i H.C. Andersens dagbøger i tiden for Grækenlandsopholdet noget, der kunne antyde dette. For det andet mener jeg at have fundet H.C. Andersens kilde.
På Det kongelige Bibliothek haves der således en skitse (Collinske Samling 31,4), der rummer følgende notater:
Græsk Overtro: Nereiderne): Elverpiger, de dandse, tale[1] med de forbigaaende, som maa døe hvis man svarer Dem. – De have en anden Slags der deles i de tamme og de vilde, de sidste er kun paa Marken og der er af hver Slags onde og gode, Et Spøgels kaldes Smidraki, det bliver til ved at et faar slagtes og man ei opskærer den del af Maven hvori det Grønne er faaret har spiist; nogle siger (overstreget af H.C. Andersen) det ligner en Ulv eller en Hund af hvis Mund der gaar Ild, det æder faaer, – Ondt Øie siges den, som med sit blotte Blik kan skade, der er Ulykke ved hvad han roser og han maa spyte derpaa. –
Geistlighed. En Bonde som kan læse kan blive Præst, passer Plougen om Hverdagen, men gjør Tjeneste i Kirken om Søndagen. Præsterne kaldes Hellige Herre, allerhelligste Herre, tre Gange kysser tidt Bonden Jorden for ham.
Tyrkerne tro om Khristus at han var en Guds Prophet, der ikke døde paa Korset men et Phantom i hans Sted; Kh: spurgte sine Disciple om nogen vilde døe for ham, een sagde ja og i samme Øieblik foer Khristus til Himlen, men Disciplen fik Hans Skikkelse og leed Døden.
Sammenstiller vi hermed følgende passager fra Ferdinand Fengers bog „Om det nygræske Folk og Sprog,” der udkom i København 1832, synes der mig ikke at være nogen tvivl om, hvorfra H.C. Andersen hentede sit materiale.
p. 18) Νεράιδες, en Benævnelse, som jo ganske bestemt gjenkalder de Gamles Nereider, skønt de nu i Grækenland saa almindelig frygtede Nereider mere nærme sig til de i Norden bekjendte Elverpiger end til Havfruerne. – De … dandse, indlade sig i Snak med den Forbigaaende, som maa døe, hvis han svarer dem.
p. 25) Det almindelige Navn for Spøgelser er στοιχεία, og disse inddeles i 2 Klasser … de tamme og de vilde: —, anden slags opholde (p.26) sig ikke i Huset men paa Marken. Der gives af begge onde og gode.
Et Utyske, som Hyrderne godt kjende og ere meget bange for, kaldes σμιδράκι. Det fremstaaer naar man slagter et Faar og skjærer det op, men glemmer at opskære den indre Mave (κοιλία) hvori de Urter findes, som Faaret har spiist. – . Nogle sige, at det seer ud som en Hund eller Ulv, af hvis Mund der udgaar Ild.
p. 27) Όμμα κακόν eller μάτι κακόν (ondt Øie) siges den at have, som ved sit blotte Blik kan skade Ting eller Personer. -. Det menneske, som har det onde Øie siger det Modsatte af hvad han mener: naar han derfor roser eller beundrer en Ting, saa siger han det Modsatte i sit Hjerte, og saa er man vis paa at Tingen gaaer til Grunde, hvis man ikke i Tide faaer ham til at spytte paa det, han har roest.
p. 57). En Bonde, som kunde læse – blev ved Leilighed ordineret. Fordi han blev Præst, forlod han ingenlunde sine Mark-Arbeider, men liturgerede om Søndagen, og gik bag Plougen om Hverdagen. p. 59). Men naar man tiltaler en Geistlig, saa maa man endnu bedre op; αίδεσιμώτατος (Høiærværdighed) er neppe nok til den simpleste Geistlige, nei der maa Superlativerne af ϊερος, άγιος, δσιος til, og endda maa, naar den Geistlige er ret fornem, πάν sættes foran Superlativet, -. Jeg har selv været Vidne til, i den constantinopolitanske Patriarchs Forgemak, at dennes πρωτυσιγπέλος (Vicar) forligede et Par stridige Ægtefolk, og at Manden derpaa kastede sig ned, og 3 Gange kyssede Jorden, uden at Prælaten gjorde Mine til at afværge denne slaviske Ceremonie.
Udover ovenstående har H.C. Andersen noteret en bemærkning om tyrkernes Kristusopfattelse. Forlægget findes side 129 i Fengers lille bog.
To af disse notater er blevet benyttet i „Venskabspagten”, hvori de indgår som fodnoter (side 231 i Topsøe-Jensens udgave af „En Digters Bazar,” Kbh. 1943).
Endelig forekommer der (side 229) i novellen et udtryk, lagt i munden på en af de to albanesere: „spytter jeg opad”, sagde han, „saa falder det i mit Ansigt, spytter jeg nedad, saa falder det i mit Skjæg!” Forklaringen til det her benyttede ordsprog, der ikke benyttes meget i dag i Grækenland, giver atter Fenger os (s. 114): „Naar En befinder sig i en vanskelig Stilling, saaledes, at han maa skade sig selv, hvad han saa gjør, siger han med Ordsproget: νά σθίσω έπάνω, σθίνω σ τήν μοίρα μοι -νά σκίσω κάτω στίνω σ’τα γένεια μοι ο: spytter jeg opad, saa spytter jeg mig i Ansigtet; spytter jeg nedad, saa spytter jeg mig i Skjæget.
Udover disse tydelige exempler er det vanskeligt at finde andre direkte spor af Fenger som kilde.
Hvornår H.C. Andersen har læst Fengers bog kan man naturligvis kun gætte om. Men man har vel lov at antage, at han først læste den efter sin hjemkomst i 1841. Ellers ville han vel i sin dagbog (den 26/3 – 41) næppe have skrevet, at der midt i Parthenon på Akropolis lå en kirke på tværs – han korrigerer iøvrigt sig selv den følgende dag – da det hos Fenger nævnes, at det er en tyrkisk moske (s. 124).
