en

CARL NIELSEN MUSEET

Mærk Musikken Carl Nielsen Museet

Moderne museum med musikken i centrum

Carl Nielsen Museet er en kontrastfyldt oplevelse, hvor du møder den fynske komponist, der både skrev store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange rundet af den danske kultur og folkesjæl. Danmarks mest berømte komponist kom fra simple kår på Fyn og spillede sig ind i de store koncertsale i København.

Som komponist og menneske udfordrede Carl Nielsen hele tiden grænserne. Komponisten Carl Nielsen nægtede at blive sat i bås. Han har skrevet musik i alle tænkelige genrer – symfonier, operaer, musik til skuespil, kammermusik, korværker og sange – og det musikalske udtryk stritter i mange retninger.

KONCERTER & EVENTS
RABATORDNINGER

Overraskende og uforudsigelig.

Det er Carl Nielsens musik, der gør ham til noget ganske særligt, og derfor bliver netop musikken selvfølgelig udgangspunkt for din oplevelse, når du besøger Carl Nielsen Museet. Nielsen Museet møder du komponistens kontrastfyldte og vidtfavnende musikalske univers på en måde, der fornyer billedet af Carl Nielsen og hans plads i verden. Nøglen til at lære Carl Nielsen at kende er netop hans musik: Dualiteten i kompositionerne, som viser en komponist med forståelse for både det komplekse og det folkelige. Kontrasterne mellem det stille og det vilde, det legende og det regelrette, tradition overfor modernitet. Netop dét er tanken bag Carl Nielsen Museet og grunden til, at han er mere aktuel end nogensinde.

På museet kan du gå på opdagelse i Carl Nielsens musikverden. Oplev hans musikalske opvågnen, modstand mod konventioner, krisestunder og den forsoning, han fandt i de senere år. Den vigtigste genstand på museet er musikken. Hvert udstillingsemne formidler musik og fortæller en historie fra komponistens liv. Nogle steder skal du selv hjælpe til – løfte, dreje, trykke og åbne for at aktivere musikken.

I Carl Nielsen Museet arbejder vi med musik som et universelt sprog – det kan være legende, passioneret og nysgerrigt. Det kan være svært at putte i boks. Alt sammen ligesom Carl Nielsen selv. Udforsk Carl Nielsen på din egen måde og i dit eget tempo. Opdag frem for alt hvem, komponisten var. Lyt til de lyde, der fyldte Nielsens verden. Se glimt af steder og mennesker, der inspirerede hans kreativitet. Følg pulsen på hans musik som lyset, der strømmer gennem udstillingen og gå herfra fyldt af det uventede og med en ny forståelse af, hvad Carl Nielsens musik kan.

Udstillingens indhold er kurateret af Carl Nielsen Museet i tæt samarbejde med forskningsprojektet Carl Nielsen – European Composer, Københavns Universitet under inddragelse af den nyeste viden på området. Samarbejdet omfatter valg af temaer, musik og genstande samt udstillingsdesign. Projektets fire forskere, professor Michael Fjeldsøe, Katarina Smitt Engberg, Bjarke Moe og Peter Hauge har arbejdet parallelt med udformningen af museet og publiceringen af bogen Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi, der supplerer udstillingen på Carl Nielsen Museet.

ÅRSKORT
MUSEUMSBUTIK
INTRODUKTION TIL Carl Nielsen Museet
Carl Nielsen Undervisning
Carl Nielsens Barndomshjem
Følg os på Facebook