I efteråret 2017 var Stephanie Christensen på søgetur på Nordfyn med sin nyanskaffede metaldetektor. Afsøgningen foregik på et lavtliggende sted i landskabet, hvor jorden var mørk og fedtet – tydeligvis et drænet vådområde. Detektoren gav et godt signal, og inden længe stod den unge nybegynder udi metaldetektorarkæologien med et af sine allerførste fund i hånden. En bronzeøkse af den type, som arkæologer betegner en celt – et stykke danefæ, havde set dagens lys! Heldigvis lod Stephanie sig ikke friste til at rengøre øksen, for mere end 2500 års ophold i jorden har betydet, at overfladen er ganske porøs. Øksen blev pakket i en lukket plastpose og hurtigt overdraget til Odense Bys Museer.
Da øksehovedet kom ind på museet og konservatoren gik i gang med en forsigtig afrensning under mikroskop, blev der gjort et nyt fund, for nu viste det sig for alvor at være heldigt, at stykket ikke var blevet rengjort af finderen. Inde i det hule øksehoved sad rester af det træskaft, som har gjort det muligt for bronzealdermanden at svinge øksen ved tømrerarbejde eller for den sags skyld i kamp.
Hele økseskafter fra bronzealderen er uhyre sjældne, for med mindre økserne er endt i et fugtigt og iltfattigt miljø som en mose, er de hurtigt rådnet op. I celtenes hule hoveder er der i flere tilfælde fundet rester af skaftet, også selv om øksen ikke er fundet i en mose. Mange vil nok sige ”og hvad så – selvfølgelig havde økserne skafter”. Og hvad interessant kan der være i en få cm lang og ca. 1 cm tyk, koniske træprop, som er bevaret her, fordi giftige kobbersalte har konserveret træfibrene? Den kan såmænd indeholde masser af information, for hvis man udtager få milligram af træfibrene og får dem dateret med den såkaldte AMS-dateringsmetode, kan man komme meget tæt på skaftets fremstillingstidspunkt – og dermed på øksens brugstid. Det er nu ikke det vigtigste, for ofte fortæller øksens form og udsmykning mere præcist, hvornår øksen er fremstillet. Mere interessant er det, at valget af træsort kan fortælle noget om den viden, datidens folk havde om forskellige vedtypers egenskaber til bestemte formål. I et eller andet omfang kan det også vise også noget om, hvad der var tilgængeligt på fremstillingsstedet. Ja, måske kan man ligefrem være heldig, at skaftet er lavet af en ”fremmed” træsort, og så får vi måske tillige oplysninger om oldtidens handelsruter.
Ved Tåruplund på Østfyn er der fundet en fantastisk flot celt med et indpunslet skibsmotiv; også i denne er der bevaret rester af skaftet. Træsorten er bestemt som benved (Euonymus europaeus), der har fået sit danske navn fra den meget lyse farve, som veddet har i tør tilstand. Ved Voldtofte på Sydvestfyn er der fundet en bronzemejsel, i hvis indre også er bevaret rester af et skaft af benved. Da denne busk næppe var vidt udbredt i bronzealderen, må det antages, at man er gået specifikt efter denne træsort til disse to redskaber. Det er meget sandsynligt, at man har valgt benved, fordi det havde en farve, der stod i skarp kontrast til bronzen, som i friskstøbt tilstand har fremstået helt gylden.
Trods det, at de to redskabers fundsteder ligger ca. 45 km fra hinanden, har redskaberne nogle fællestræk, der indikerer, at de kan komme fra samme værksted eller håndværker. På samme gravhøj, som mejslen er fundet, er der også fundet tre celte, hvoraf to har indpunslede skibsmotiver i stil med stykket fra Tåruplunde. Disse har også bevarede skaftrester, som afventer bestemmelse, og det samme er tilfældet med skaftresterne i endnu en celt, som er fundet i en grav få hundrede meter fra mejslen og de tre celte. Det bliver spændende, om fremtidige analyser af skaftresterne i de fire sydvestfynske celte kan vise, om de også er lavet af benved, for der er i alle tilfælde tale om pragtredskaber, der må have haft en særlig funktion. Den nordfynske økse er, trods sin lidenhed, derimod et mere enkelt arbejdsredskab.
Kunne man forestille sig, at man ved valget af skaft til arbejdsredskaberne havde fokuseret mere på træets funktionelle kvaliteter end på udseendet? Dette spørgsmål kan kun fremtidige analyser besvare, og i den forbindelse skal der lyde en stor ros til Stephanie for at modstå fristelsen til at rense celten og kradse døllens indhold ud. Nu har vi nemlig mulighed for at finde ud af, om også nordfynboerne valgte benved til deres økseskafter i tiden omkring 800 f.Kr. og dermed få indsigt i, om et skaft nu også bare var et skaft!
Vil du vide mere?
Henriksen, M.B. 2011: Nye fund fra Sydvestfyns gyldne bronzealder. Fynske Årbøger 2011, s. 27-40.
Henriksen, M.B. 2014: Guldhøjen. Skalk 2014:5, s. 3-9.
Nygaard, J.K. 1993: Rekonstruktion og forsøg med bronze- og jerncelte. LAG 4, s. 7-36.
Thrane om Thrane, H. 1965: Nye mosefundne celtskafter af træ fra Danmarks Oldtid. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1964, s. 72-81.
