Skydebjergfundet

I juli 1951 var man syd for Ladegårds mose i Skydebjerg sogn, 3-4 km sydvest for Bred station, i færd med at udrette et sving på sognevejen på det sted, hvor den passerer kommunens grusgrav mellem Skydebjerg og Orte. Vejbanen skulde desuden sænkes lidt, og i den anledning blev noget jord afgravet. Under arbejdet opdagede vejmand Hans Hansen noget grønt skinne frem i sandjorden. Han så nærmere efter og kunde nu med omhu pille de bronzegenstande frem, hvorom der skal fortælles i det følgende. Sagerne skal have ligget alle samlede på ét sted, og eftersøgning i den opgravede jord gav intet resultat. Hans Hansen fortalte herefter om sit fund til købmand Georg Hansen i Skydebjerg, som sørgede for, at Stiftsmuseet blev underrettet. Museumsdirektør Svend Larsen besigtigede findestedet og hjembragte oldsagerne til museet, idet der udbetaltes Hans Hansen en velfortjent dusør. I museet er oldsagerne siden blevet rensede og konserverede og vil efter den hårdt tiltrængte modernisering, som Stiftsmuseets lokaler og inventar i øjeblikket underkastes, komme til at pryde de nyopstillede samlinger som dets smukkeste samlede fund fra den yngre bronzealder.

Fundet, afbildet i sin helhed på fig. 1, omfatter både fuldstændige sager og genstande, der i sin tid er nedlagt som brudstykker. Et stykke tiltrækker straks øjet ved sin størrelse og sine nydelige linier. Det er det store bronzekar, som er særskilt gengivet på fig. 2c. Dets største tværmål er knap 23 cm. En lav hals rejser sig fra skulderen, der atter i en skarp vinkel afgrænses fra den hvælvede underdel. Overfladen er dækket af den smukkeste, dybgrønne patina, og lysspillet over de glatte flader brydes livfuldt af den fineste, nøjagtigt indpunslede linieornamentik, som lægger sig om siderne i tre bælter eller zoner indbyrdes adskilte af to- eller tredobbelte ornamentvulster. De enkelte motiver er flerliniede båndslyng, som rytmisk løber i hinandens forlængelse, tunges ud i voluter og smelter sammen i strømmende bølgebånd. Alt i alt en ornamentik, som sammen med selve karformen klart og skarpt afgrænser stykkets tidsmæssige stilling til det midterste afsnit af den yngre bronzealder (Montelius periode V). Det vil udtrykt i årstal sige tiden mellem ca. 800 og 700 f. Kr.

Fig. 1. Det samlede fund.

Men hvad har karret været brugt til? Som det ses, er der på randen anbragt to modstående, aflange øskener. Efter den almindelige antagelse har kar af denne art ikke fungeret som hængekar, men blev båret på kvindens bælte, således at den rigt prydede »underdel« vendte udad mod beskueren, åbenbart en beholder, en »torvetaske«, hvori kvinden havde de ting, som skulde medbringes. Men hvor på bæltet sad da bæltedåsen? Hertil vender vi tilbage om lidt.

Først ser vi på to af fundets andre genstande, som også let falder i øjnene. Det er de to mærkelige, halvkugleformede stykker fig. 2 a-b, fra hvis midte en hul, cylindrisk top skyder frem øverst afsluttet af en cirkelrund skive. Som det ses, er også disse to smykker prydet med rig linieornamentik i datidens stil. Indvendigt er de hule, idet siderne består af sværtstøbt bronzeblik. Faststøbt på indersiden i den ene side findes rester af den knap, på hvilken bæltets ene ende fæstnedes, mens den anden ende fastgjordes i en øsken overfor. Måske har da denne hvælvede »bælteplade«, som er en typologisk udvikling af den ældre bronzealders flade bælteplade (se den foregående artikel) siddet foran på bæltet ved midiemidten.

Og hermed vender vi tilbage til den store bæltedåse. Har det mindre bæltelukke, fig. 2 a-b, siddet foran, kan bæltedåsen på grund af sin størrelse neppe have været anbragt dér også. Ja, så er der én mulighed til: den kan have siddet bagpå, på lænden! Det er dr. H.C. Broholm, som i Årbøger for nordisk oldkyndighed 1950 har begrundet denne formodning, idet han viser, at der på en lille, samtidig kvindestatuette fundet ved Itzehoe i Holsten ses et lille knoplignende fremspring på figurens bagside over lænden, en knop, som måske har tilsigtet at gengive bæltedåsens placering på bæltet. Ved siden af den større knop sidder også en mindre, som efter dr. Broholms mening kan gengive det hvælvede bæltelukke.



Fig. 2. Øverst de to bæltesmykker. Nederst den store bæltedåse.

Dette skulde altså også have siddet bagpå ligesom bæltedåsen og ved siden af den. I virkeligheden er det dog endnu umuligt at sige noget afgørende, fordi den i yngre bronzealder rådende ligbrændingsskik hindrer os i at gøre iagttagelser om brugssagernes anbringelse på klædedragten, således som vi kan det for den ældre bronzealders vedkommende.

Fig. 3. Halsring.

Fundet omfatter tillige ringpynt, både hals- og armringe. Den største og smukkeste er halsringen, fig. 3, gjort af en kraftigt snoet bronzestang, der ved begge ender er støbt ud i lancetformede plader med en fremspringende midtvulst kantet på begge sider med flerdobbelte prydbuer. Pladerne tyndes ud i svær bronzetråd, der er rullet op i store dekorative spiraler, således at de to ringender kan danne et lukke ved at gribe ind over hinanden. Ringen må engang være brækket på dette skrøbelige sted, og man har da repareret den ved at støbe en kappe ind over brudstedet. På fig. 3 ses det, at man har pyntet på stedet med lodrette felter af indpunslede linier. En anden halsring, til højre på fig. 1, er af samme hovedtype, men fattes det smukke spirallukke. Af en tredie ring foreligger kun fire brudstykker, det ene er ringenden, hvis plade er gengivet på fig. 4; den er prydet med skibsfigurer i den yngre bronzealders stil. Endelig er af en armring bevaret det lille, spinkle stykke, som ses på fig. 1 mellem den store ring til venstre og bæltekarret.


Fig. 4. Brudstykke af halsring og af et bæltebeslag af uddrevet bronzeblik.
Fig. 5. Brudstykke af et drevet bronzeskjold.

For at læseren kan få et klart billede af alle de genstande, som fundet rummer, skal i det følgende ganske kort opregnes de øvrige hele sager og brudstykker, idet der henvises til fig. 1: 4 buede kornsegle med rygtappe til anbringelse i det buede skæfte, 1 »brillebøjlenål« og 1 pincet (begge inden i ringen til højre), 1 lille økse af sjælden form, 2 små hule ringe og endnu et brudstykke af en snoet halsring (mellem bæltekarret og ringen til højre), 1 fra Mellemeuropa indført stykke beslagblik til et bælte med linier af udrevne bukler, fig. 4, samt 2 støbeknolde og brudstykket af en ornamenteret dopsko til en spydstage (længst til højre på billedet). Efter finderens opgivende lå alle småsagerne under den store bæltedåse, som lå i omvendt stilling med mundingen nedad, mens de to store halsringe skal have ligget oven på bæltedåsen. Det forekom ham, at tingene under bæltedåsen var pakkede ind i græs. Af dette græs, som har kunnet bevares, fordi det er gennemtrukket af bronzeir, er der medtaget en prøve til museet.

Endnu er ikke nævnt et brudstykke, som påkalder en særlig opmærksomhed. Det er den på fig. 5 gengivne del af et bronzeskjold. Bevaret er et udsnit fra midten ud til randen. Skjoldet har ikke været støbt, men er som de fleste af de tilsvarende få eksemplarer, der kendes fra Danmark, fremstillet i drivningsteknik, og man ser da også tydeligt på bagsiden arrene af hammerslagene. Det tynde bronzeblik er opdelt i koncentriske bælter adskilte ved uddrevne lister og rækker af bukler. Randpartiet har været bøjet om en tyk bronzetråd til styrkelse af kanten. Af de otte lignende skjolde, som kendes fra Danmark, er nogle cirkelrunde, andre ovale, men vort stykke tillader på grund af bevaringstilstanden ingen sikker slutning om dets oprindelige form. Dog tør det formodes, ud fra forløbet af den inderste vulst, at det nærmest er et eksemplar af den ovale type.

De øvrige danske skjolde er altid optaget som enkeltfund i moser, og man har derfor kun i almindelighed, ud fra deres stilpræg, kunnet datere dem til yngre bronzealder. På grund af drivningsteknikken, som praktisk talt ikke anvendtes her i Norden, må de være importstykker, uvist hvorfra, men antagelig etsteds fra det vide begreb Mellemeuropa. En ikke ringe videnskabelig betydning har i alle fald Skydebjergfundet derved, at i det for første gang et af de drevne bronzeskjolde er fundet sammen med nordiske sager, som klart kan dateres til bronzealderens femte periode.

Hvorfor er engang i den fjerne bronzealder, for 2600 år siden, disse kostelige smykker blevet nedlagt i jorden? Når fundene har et helhedspræg og omfatter et sæt af mandens våben eller kvindens smykker, hele og velbevarede eksemplarer, er der adskilligt, som tyder på, at de kan være nedlagte som ofre til guderne. Til hvilke guder? Vi ved det ikke med sikkerhed, allermindst deres navne, men tør dog begrundet formode, at nedlægningerne, enten de er gemt i vand eller under en stor sten i marken, er udtryk for det agerbrugende bondefolks ønske om at påberåbe sig gudernes hjælp for at skaffe vækst på agrene og trivsel for kvæget.

Anderledes måske, når mands- og kvindesager som i vort fund forekommer sammen og tillige opblandet med mange brudstykker. Så udviskes fundets karakter som offerfund, og den tanke melder sig, at det jo også kunde være et depot dels af kostbare færdigprodukter, dels af brudstykker, råmetal, værdifuldt emne til senere støbefremstilling. Skydebjergfundet kan derfor også opfattes som et værdigem midlertidigt overladt til jorden. Men noget afgørende svar giver Skydebjergfundet og andre lignende ikke på dette punkt.

- Arkæologi - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...