Et gensyn med Faaborgs livsnerve gennem tre århundreder.
Fra slutningen af middelalderen og frem til 1800-tallet udgjordes Faaborgs havn af Skibbroen ud for Strandgade. Den strakte sig som en lang let bøjet finger ud fra stranden neden for byen. Siden da er havnen vokset til ukendelighed, men det er sket ved tilbygninger ud fra den oprindelige skibbro, som stadig udgør inderhavnens østkaj samt den korte mole med Marineforeningens bygning. Den nye havnekanal skærer sig i bogstaveligste forstand på tværs af denne knopskydning og føjer dermed en nyt kapitel til havnens historie.
Samtidig har museet grebet den enestående mulighed for at se nærmere på den gamle skibbro, hvis tømmer og sten nu ligger blotlagt i kanalen. Det drejer om forbavsende mængder af både tømmer og sten, der er anvendt, men skibbroens vedligehold og nybygning taltes også blandt de største offentlige arbejder i byen samtidig med, at dens konstruktion udgjorde en udfordring for datidens ingeniører.
De dele af skibbroen, der nu er blotlagt viser, at den bestod af to grundelementer: bolværket og stenkarret. Bolværket af træ udgjorde den ydre beklædning af skibbroen og bestod af en nedrammet række af pæle, der kan have været forstærket med en vandret bjælke på langs, en hammer, der har stabiliseret bolværket.
Tæller man den nuværende betonkaj med, kan man tælle fire bolværksforløb bag hinanden, idet hvert nyt bolværk er blevet sat en smule længere ude i havnebassinet end det foregående. Bag betonkajen ses dens forgænger; en spunsvæg af lodrette planker. Både betonkajen og spunsvæggen har været forankret med ankre af jern eller træ i en stor betonkonstruktion, som løber parallelt med bolværket fire -fem meter bag bolværket.
Et ældre bolværksforløb udgøres af fuldkantede pæle på ca. 21×21 cm, mens det ældste forløb har været betydeligt mere spinkelt med en dobbelt række af runde pæle ca. 15 cm i diameter. En kraftig hammer af eg mellem pælerækkerne har formentlig skulle holde sammen på det hele.
Stenkarrene udgør kernen i skibbroen. Det er store kasser af tømmerstokke med en sidelængde svarende til længden af tømmeret. I hjørnerne er der udskæringer, så de to siders tømmerstokke skiftevis kan lappe over hinanden. For at holde dem på plads har man formentlig styret dem mellem lodrette pæle.
Til slut har man vejet hele konstruktionen ned med flere tons sten. Hermed har man skabt en massiv platform, som man har rettet af med grus og brolægge, således at vogne kunne køre helt ud på skibbroen. Sådan fremtræder skibbroen på den ældste opmåling af den fra 1797.
Betænker man, at den har strakt sig fra toldboden, ud til Marineforeningen i 20 m bredde forstår man, hvilke enorme mængder af sten, tømmer og menneskelig arbejdskraft, der er gået til at vedligeholde denne skibbro i mere end 300 år.