På arkæologiske udgravninger dukker en genstand af og til op i en helt uventet sammenhæng. Det skete eksempelvis i forbindelse med Odense Bys Museers udgravning af en jernalderboplads i Seden nordøst for Odense, hvor en tand af en spækhugger er fundet i en brønd fra 5. årh. e.Kr. (ældre germansk jernalder).
Arkæologerne er her stødt på noget af en gåde, for spørgsmålet er, hvad tanden laver i en brønd flere kilometer fra havet? For at finde en løsning på gåden må arkæologen virkelig tage fantasien til hjælp.
Spækhuggeren er en tandhval, der kan blive op til 9 m lang, og den optræder i nutiden en sjælden gang som gæst i danske farvande på jagt efter bl.a. sæler. Det er tænkeligt, at en sulten spækhugger for mere end 1500 år siden har dristet sig så langt ind i de indre farvande – ja måske ligefrem ind i Odense Fjord – at den til sidst er gået på grund og har lidt sultedøden.
Jernalderfolkene i Seden har hentet en ikke ubetydelig del af føden fra fjorden; det viser fund af knogler fra fisk og havfugle, som er fundet i bopladsens møddinger. Men det må have været en helt usædvanlig oplevelse for de fiskere, som sikkert jævnligt mødte sæler og marsvin i fjorden, at støde på den strandede kæmpe med de karakteristiske sorte og hvide aftegninger på kroppen. Man har imidlertid ikke været sene til at udnytte situationen; dyrets spæk kunne bruges som brændsel i olielamper, kødet måske som mad – og tænderne som smykker og eksotiske statussymboler. Det er meget sandsynligt, at det er i den forbindelse, at tanden er hjembragt til bopladsen. Tanden blev et trofæ, der i lang tid – måske i generationer – kunne frembringe erindringen om “den gang den store fisk svømmede i land”. Det er lige præcis på denne måde, at sagn opstår.
