I takt med udbygningen af det store erhvervsområde Tietgen Byen i Odenses sydøstlige udkant udbygges også arkæologernes kendskab til områdets forhistorie.
I sommeren 2006 frembragte dette samspil et par usædvanlige fund – to meget store og specielle gravpladser fra hhv. sen bronzealder og sen vikingetid (fig. 1). Lokaliteten er placeret på en større moræneflade, der mod øst afgrænses af engområder (fig. 2).
Mens man i første halvdel af bronzealderen oftest begraver folk ubrændte og til tider i de meget imponerende gravhøje, som også i dag præger vort landskab, er alle gravlagte i bronzealderens sidste halvdel kremerede. Brandgravene er ofte nedsat i ældre storhøje, men kan i sjældnere tilfælde være anlagt under flad mark.
Nærværende undersøgelse frembragte et usædvanligt eksempel på sidstnævnte, nemlig en af landets største fladmarksgravpladser fra yngre bronzealder. Gravpladsen synes i sin struktur og også i dele af gravinventaret at have flere ligheder med det nordtyske område, og måske skal man forestille sig et kontaktnet mellem bronzealderfolket i Tietgen Byen og Nordtyskland? Gravpladsen dateres til seneste del af bronzealderen, tiden ca. 700-500 f.Kr.
Gravpladsens struktur er meget usædvanlig og indeholder en række elementer, som alle må have spillet en rolle i forbindelse med de mangeartede ritualer, der formodes at have indgået i bronzealderens gravkult (fig. 3).
Gravpladsen rummer 42 brandgrave, der så godt som alle er anlagt i et ca. nord-syd-orienteret bælte mellem to ældre gravhøje. Den nordlige gravhøj er repræsenteret ved en delvist bevaret randstenskæde, mens den sydlige tilkendegiver sig ved en omkransende cirkelgrøft. Ingen af højene indeholder spor af primære gravlæggelser. I den nordlige gravhøj kan centralgraven være plyndret; her på tyder et forstyrret stentæppe indenfor randstenene. I den sydlige høj er der derimod ingen spor af plyndringer, hvorfor den primære begravelse måske er bortpløjet i nyere tid. En anden forklaring kan være, at der er tale om en kenotaf, altså et gravmonument for, men uden den døde.
Udgående fra nordvest-hjørnet af den sydlige høj udgår to rækker af kogegruber. Rækkerne peger mod den nordlige høj og angiver en omtrent vestlig afgrænsning af gravpladsen. Kogegruberne er en form for jordovne, hvor man kan forestille sig, at måltider i forbindelse med gravlæggelserne er blevet tilberedt (fig. 4).
Endelig ses umiddelbart syd for den sydlige gravhøj et omtrent kvadratisk anlæg med en diameter på ca. 4 m. Anlægget er ca. 1,5 m dybt og har langs bunden en stenlægning af hoved- til kropsstore sten (fig. 5). I anlægget er endvidere registreret en brandgrav. Fra bl.a. Thy kender man fra bronzealderen mindre bygninger med en tilsvarende placering. Disse anlæg benævnes kultbygninger og ses som en del af ritualer tilknyttet gravlæggelser i gravhøjen. Det er sandsynligt, at anlægget i Tietgen Byen udgør en parallel til kultbygningerne fra Thy.
De 42 grave er som sagt alle brandgrave og alle formentlig anlagt under flad mark eller evt. mindre tuer. De døde er brændt på et ligbål og dele af det kremerede lig nedlagt i graven sammen med de ubrændte gravgaver. Ligdele og gravgaver kan være placeret i en urne i form af et lerkar, der i flere tilfælde er smukt udformet og dekoreret (fig. 6). I andre tilfælde består urnen af organisk, nu bortrådnet materiale, mens ligbålet i andre tilfælde igen blot er skrabet sammen og puttet i en større nedgravning (fig. 7). Alle gængse brandgravstyper er således repræsenteret uden, at der i øvrigt ses nogen form for gruppering efter type.
Gravene er, som vanligt for perioden, generelt relativt sparsomt udstyrede. Enkelte er helt uden (bevarede) gravgaver. Andre indeholder en bronzenål, enkelte to eller tre bronzenåle (fig. 8). Tre grave markerer sig ved et særligt gravinventar. Én grav indeholder således et unikt smykkesæt bestående af tre jernringe, en med diameter på ca. 4 cm samt to med diameter på ca. 3 cm. Omkring hver af jernringene har siddet et bronzebånd og i dette har i et par tilfælde siddet nogle ganske tynde bronzeringe. De tre jernringe har endelig været sammenknyttet af en spinkel bronzekæde (fig. 9). To grave udmærker sig ved at indeholde dele af en snoet bronzehalsring, såkaldte Wendelringe (fig. 10). Wendelringene findes oftest nedlagt i offerfund, mens de kun undtagelsesvis er anvendt som gravgave. Det er bemærkelsesværdigt, at de to grave med wendelringe ligger ganske nær hinanden og umiddelbart syd for den nordlige gravhøj. Om dette skal opfattes som en form for tilknytning mellem de to gravlagte, er vanskeligt at sige, men er en mulighed. Gravenes indhold af gravgods ses på fig. 11.
Fra Tietgen Byen kendes en række bopladser, som kan være samtidige med gravpladsen. Også ved den her behandlede udgravning fremkom bebyggelsesspor fra yngre bronzealder i form af en række affaldsgruber med bl.a. udtjent husholdningskeramik, madaffald mv. samt kogegruber. Egenlige huse fandt arkæologerne ikke spor efter. Årsagen her til er antagelig, at periodens bygninger kun er ganske svagt funderet i jorden og derfor kan være bortpløjet i nyere tid. De relativt mange grave, gravpladsens usædvanlige layout samt de specielle gravgaver, antyder dog, at de gravlagte må være tilknyttet en boplads af en vis størrelse og betydning, måske et mindre center?
Ca. 50 m vest for gravpladsen fra yngre bronzealder fremkom endnu en stor gravplads. Denne gravplads består udelukkende af jordfæstegrave, altså grave, hvor den døde er begravet uden at være kremeret. Gravpladsen dateres ud fra enkelte gravgaver samt gravenes og gravpladsens udseende til 900-tallet, svarende til anden halvdel af vikingetiden.
Der fremkom i alt 49 grave. Én grav ligger helt isoleret, 30-40 m øst for de øvrige grave. Et tilsvarende billede ses på andre samtidige gravpladser og betydningen heraf er usikker. At isolationen markerer, at den døde har haft en særlig position i samfundet, synes dog sikkert. Om denne position har været negativ eller positiv, er til gengæld uvist. Resten af gravene ligger alle indenfor et omtrent rektangulært, nord-syd-orienteret område, der måler ca. 50×100 m. Alle grave er øst-vest-orienterede og i de tilfælde, hvor skelletter er bevaret, ses, at hovedet ligger i vest med ansigtet mod øst. Gravene ligger i rækker øst-vest og nord-syd. Der ses ingen afgrænsning af gravpladsen, men dens meget regelmæssige udseende antyder, at en sådan kan have været til stede, evt. i form af et nu bortpløjet dige e.l. Gravenes indbyrdes meget regelmæssige placering og det forhold, at der ikke ses skæringer mellem gravene, antyder, at der kan have været en form for markering af gravene på overfladen, måske i form af en oprejst sten e.l. (fig. 12).
Hovedparten af gravene er simple, badekarformede nedgravninger, hvor den døde kan være placeret svøbt i et klæde e.l. 10 grave er derimod såkaldte kammergrave. Dvs., at den døde er placeret i et rektangulært, træbygget kammer. Kammergravene kan være af en ganske anseelig størrelse på op til 2×3 m. Kamrene er opført af brede, tilspidsede og tætstillede planker, der er hamret i jorden (fig. 13). I en kammergrav ses spor af et skind e.l., hvor i den døde har været svøbt. Kammergrave kan ofte sammenknyttes med personer af en vis rang og er relativt sjældne. De mange kammergrave på gravpladsen i Tietgen Byen indeholder dog både personer med et forholdsvis fint udstyr såvel som personer helt uden (bevarede) gravgaver. Selv om det at blive begravet i en kammergrav i sig selv kan være tegn på en vis status, er det – med de mange kammergrave in mente – muligt, at man på denne gravplads blot har opfattet kammerkonstruktionen som en af flere almindelige gravformer?
Med de kristne tendenser i vikingetiden som nu præger landet, bliver også gravinventaret mere og mere sparsomt. Således er de fleste grave helt uden (bevarede) gravgaver, og en række andre indeholder kun en jernkniv, et bæltespænde i jern e.l. (fig. 14). Et par grave indeholdt desuden en glas-/ravperle og et par grave op til 5-6 glasperler (fig. 15).
Et par gravgaver skal fremhæves: Fra en grav stammer en lille Thorshammer i jern (fig. 16). Thorshammeren har hængt i en tynd bronzetråd som en lille amulet, antagelig i et bælte om livet. En anden grav skiller sig ud fra mængden ved et fint bæltespænde i bronze og ornamenteret i vikingetidens typiske dyrestil (fig. 17). Fra en tredje grav stammer en hvæssesten af glimmerskifer, importeret fra Norge. Endelig ses i to grave spor af træspande. Den ene spand har antagelig været ganske lille og er bevaret ved et ca. 3×5 cm stort, let krummet stykke af randen. Stykket har på bagsiden et smalt bronzebånd og på ydersiden et smalt jernbånd. Båndene har antagelig holdt sammen på spanden, som har været opbygget af en række stave. Spandens mundingsdiameter har anslået været ca. 10 cm. Den anden træspand var bevaret ved en snoet jernhank, hvor på er bevaret en smule træ fra spanden. Spanden har haft en diameter på 23 cm (fig. 18).
Det fine bronzespænde og spandene kan opfattes som en vis markering af status. Ingen af genstandene er dog markante statussymboler og gravpladsen må mht. rigdom generelt set opfattes som værende ganske ordinær, også selv om de kristne tendenser i udvælgelsen af gravgods påvirker billedet (fig. 19). Thorshammeren er interessant set i lyset af de mange kristne påvirkninger, som gravpladsen udviser. Mere her om senere.
Skeletter er bevaret i godt en håndfuld grave. I de fleste tilfælde i form af enkelte knogler, tandemalje e.l., men i et par tilfælde ved næsten hele skelettet (fig. 20). Knoglerne vil i den nærmeste fremtid blive analyseret på Panum Instituttet og vil sammen med gravgaverne kunne give et indblik i gravpladsens demografi, altså de dødes alder, køn mv.
I 965 bekendtgør Harald Blåtand på den store Jellinge-sten, at danerne er kristnede. Selvom dette til at begynde med måske reelt kun omfatter samfundets top, er de kristne impulser en realitet og allerede mange år tidligere begynder kristendommens impulser at strømme til Danmark.
I arkæologien er spørgsmålet om kristendommens indførelse et centralt og stadig omdiskuteret emne og undersøgelsen i Tietgen Byen udgør en væsentlig brik her i. Gravpladsen synes som nævnt herover på mange måder at udvise kristne træk, såsom jordfæstegravenes stringente øst-vest-orientering, ligets placering med hovedet i vest og ansigtet vendt mod øst, de få gravgaver osv. Modsat peger forekomsten af enkelte grave med flere gravgaver, kammergravene og ikke mindst Thorshammeren på, at man ikke uden videre har villet give afkald på sin gamle tro. Det er et billede, som også ses andre steder i landet. Bl.a. et fund fra Himmerland af én og samme støbeform til både kristne kors og en Thorshammer viser, at man har stået i en brydningstid, hvor de to trosretninger har fungeret side om side. Også fundet i Tietgen Byen indikerer, at overgangen til kristendommen har været glidende.
Umiddelbart nord for gravpladsen er udgravet et stort område, hvor man i middelalder og nyere tid har taget ler mv. til mergling, husbygning og andet. Området skal formentlig opfattes som tilhørende en nærliggende bebyggelse og dermed en bebyggelse, som kan være efterfølger til den boplads, som vikingetidsgravpladsen har hørt til. Bebyggelsen udgør en udflytterbebyggelse, en torp, fra moderbebyggelsen Fraugde.
