H.C. Andersen korresponderede som bekendt med et stort antal mennesker både inden- og udenlands. En af Andersens brevvenner var frøken Anna Bjerring i Aalborg. Den unge frøken var født i 1832 og døde i 1902 i en alder af 69 år. Andersen sendte i alt 83 breve til Anna Bjerring, mens hun sendte 94 breve til ham. Anna Bjerring sendte også mange fine håndarbejder til digteren til jul og fødselsdage, og Andersen kvitterede for hengivenheden med dedikerede eksemplarer af sine bøger. Desværre er næsten alt gået tabt, og af breve er der kun bevaret to.
Den 5. juli 1857 modtog H.C. Andersen det første brev fra Anna Bjerring. Han var på det tidspunkt på besøg hos sin digterkollega Charles Dickens på dennes landsted, Gad’s Hill, i Kent i England. Andersen skrev den samme dag i dagbogen: “Fandt Brev fra Faderen Collin, Jette Wulff og Anna i Aalborg ( …)”[1]. At han blot skrev Anna må betyde, at han kendte hende i forvejen.
Det har været diskuteret, hvor Andersen kendte Anna Bjerring fra. Det lader til, at det var den otte år ældre lærerinde og oversætter Mathilde Ørsted, der etablerede kontakten. Hun var datter af fysikeren H.C. Ørsted, og hendes storesøster, Sophie Ørsted, blev den 23. maj 1843 i en alder af 22 år gift med Frederik Dahlstrøm (1815-1894), der blev stiftamtmand over Aalborg Stift i 1856. For Anna Bjerring var også lærerinde.
At der må have været et venskab mellem de to lærerinder kan forklares ved, at Andersen, når han skrev brev til Anna Bjerring i Aalborg, vedlagde brev til Mathilde Ørsted, når hun var på besøg der. Eller omvendt: Når han skrev til Mathilde Ørsted i Aalborg vedlagde han brev til Anna Bjerring. Man kan forestille sig, at H.C. Andersens bekendtskab med Anna Bjerring blev gjort i 1856, da Frederik Dahlstrøm blev stiftamtmand i Aalborg, og at bekendtskabet voksede til venskab, for allerede året efter i 1857 modtog Andersen jo brev i England fra Anna Bjerring.
De to lærerinder og frøkener, Mathilde Ørsted og Anna Bjerring, må have knyttet et godt venskabsbånd og besøgt hinanden jævnligt. Andersen skrev fx den 1. august 1860 fra Schweiz til Mathilde: “Da De er i Aalborg, lægger jeg et Par Ord til Frøken Bjerring ind i dette Brev, jeg tænker det vil fornøie hende at høre lidt fra mig(…)”. Eller i brev den 31. juli 1863: “Seer De tilfældig Frøken Bjerring, Frøken Knudsen eller andre af mine Veninder i Aalborg da hils fra mig!”. Andersen hilste også Anna Bjerring på mere direkte vis, som fx den 23. marts 1859, da han sendte hende tredje samling af sine Nye Eventyr og Historier med dedikationen: “Frøken Anna Bjerring i Aalborg en venlig Foraarshilsen fra H.C. Andersen”[2]
Da Andersen fire måneder senere, den 23. juli 1859, nåede til Aalborg på sin store Jyllandsrejse, blev han ved dampskibet blandt andre modtaget af Mathilde Ørsted og Sophie Dahlstrøm-og fru og frøken Bjerring. Det er muligt, at de fire damer havde aftalt at modtage Andersen sammen. Et brev fra den 3. august 1873 til Mathilde Ørsted viser ligeledes en venskabsforbindelse. Andersen skrev: “I Torsdags fik jeg Brev fra Frøken Bjerring; hun ar saa glad ved al den Venlighed, Deres Søster, Svoger, Moder og særligt De havde viist hednde (…)”[3].
Men hvem var egentlig denne Anna Bjerring?
Hun blev født i Aalborg den 19. oktober 1832 og døbt Ane Margarethe Ejering i Budolfi Kirke, domkirken i Aalborg. Forældrene var premierløjtnant Frederik V. Ejering (1796-1846) og hustru Mariane Kirstine født Bøggild (1798-1882). Faderen, der var indvandret fra Norge, blev senere stabskaptajn ved 3. Jyske Infanteriregiment i Aalborg og modtog sin afsked i 1842. Familien boede først i Store Vestergade nr. 55, 2. sal, men efter Frederik Ejerings død, den 5. august 1846, flyttede mor og datter til 55 og 56a i stuen.
I folketællingen for Aalborg by i 1860 fremgår det, at Anna Bjerring “informerer” i et pigeinstitut. Det er sandsynligt, at frøken Bjerring har informeret i Frøknerne Garben og Holbechs Pigeinstitut i Aalborg. Ifølge bogen Aalborg Skolevæsen gennem 200 Aar. Et Bidrag til den danske Købstadsskoles Historie af H. Østergaard henvendte dette større pigeinstitut sig til de mere velstilledes børn, og pigeinstituttet gav undervisning i 1860’erne og cirka 10 år frem. Blandt de navne, der optræder sammen med frøken Bjerrings på indsamlingslisten til en statue af H.C. Andersen (22 januar 1875 i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis), findes også institutbestyrerinden Frøken S. Holbecks. I 1870 underviste Anna Bjerring ifølge folketællingen på en skole og endelig i folketællingen for 1880 står hun anført som lærerinde.
Andersen kom som nævnt til Aalborg den 23. juli 1859 og boede under opholdet hos stiftamtmand Frederik Dahlstrøm på Aalborghus Slot. Om søndagen, dagen efter ankomsten, spadserede han trods en ordentlig forkølelse til Store Vestergade for at besøge fru og frøken Bjerring. I dagbogen noterer H.C. Andersen sig blot mødet, men skriver desværre intet videre derom. Om aftenen var der stort selskab på slottet, og man må fra dagbogen slutte, at Bjerrings ikke var blandt de inviterede, da Andersen da ville have noteret sig deres tilstedeværelse. Han nævner derimod en frøken Knudsen, som han kendte fra Bournonvilles.[4] Frøken Karen Marie Emilie Knudsen var da 40 år og havde førhen været sypige i bispindens barndomshjem i København. Nu var barndomsveninden selskabskvinde for bispinden, Sophie Henriette “Jette” født Glahn, der var gift med biskop over Aalborg Stift (1857-75) P.C. Kierkegaard. Bispinden var psykisk syg og næsten altid sengeliggende. Mandag den 25. juli besøgte Andersen igen Bjerrings. De ville invitere ham på en køretur; det takkede han nej til og gik i stedet på besøg hos biskoppen, storebroren til filosoffen Søren Kierkegaard. Andersen skrev i dagbogen: “(…) Frøken Knudsen fortalte Bysladder om B[jerring]s.”. Også om tirsdagen besøgte Andersen mor og datter og læste højt for selskabets unge damer. Om eftermiddagen besøgte han frøken Knudsen. Resten af ugen aflagde han visitter hos byens honoratiores, men han aflagde ikke flere besøg hos Bjerrings. Lørdag den 30. juli forlod han Aalborg for via Børglum Kloster at tage på tur til Skagen med indlagte besøg undervejs.
Efter Skagensbesøget vendte Andersen tilbage til Aalborg den 23. august, og han skrev i dagbogen: “Jeg hører at Folk vil forlove mig med Frøken Bjerring”. Der mangler imidlertid blade i dagbogen fra den 19. til den 23. august, som kunne forklare sagen nøjere. Venskabeligheden mellem de to ugifte har tydeligvis givet anledning til snak og morsomheder. Efter et todages ophold forlod Andersen Aalborg fra byens posthus. Her var der forsamlet en mængde mennesker for at tage afsked med digteren. Blandt de navne, han opremser i dagbogen, ses bl.a. frøken Knudsen og biskoppen, men han nævner dog ikke fru og frøken Bjerring.
Kontakten ophørte ikke med dette besøg. Fra dagbogen ses det, at Andersen den 2. marts 1861 sendte sine nye eventyr og historier til frøken Bjerring. Brevvekslingen fortsatte, og H.C. Andersen forsømte heller ikke at besøge Anna Bjerring, når hun kom til hovedstaden, fx den 21. maj 1863, hvor det lyder i dagbogen: “Besøgt Frøken Bjerring”. Den 3. april året efter modtog digteren i anledning af sin fødselsdag den 2. april: “et smukt strikket uldent Schawl (…)”. Og samme år, den 31. maj, kvitterede H.C. Andersen for gaven ved at tilsende frøkenen sit lystspil Han er ikke født.[5]
I maj 1865 var fru og frøken Bjerring på et længere ophold i København. Andersen noterede i dagbogen den 7. maj 1865: “I Kongens Theater var jeg et Øieblik og troede at see Fru Bjerring og hendes Datter men var dog uvis (…)”. Han fortsatte til byens andet teater, Casino, og dagen efter skrev han: “Besøgt Fru og Frøken Bjerring som jeg saae rigtig igaar i Theatret”. Den 10. maj lyder det i dagbogen:”(…) besøger i denne Tid hver Dag Fru og Frøken Bjerring fra Aalborg, de bede mig altid kom dog i morgen vi vente paa Dem, og saa maa jeg og det er saa nær.” Andersen boede på det tidspunkt tilleje i Nyhavn 67 hos madam Anholm; det vides derimod ikke, hvor fru og frøken Bjerring boede, men i nærheden må det dog have været. Dagen efter mødte digteren igen Bjerrings i Det Kongelige Teater: “I Theatret Faust, Bjerrings i første Etage jeg gik op at hilse paa dem”. De daglige besøg fortsatte, og den 14. maj noterede Andersen i dagbogen: “Besøger daglig Fru Bjerring fra Aalborg, hun viiste mig et Lommetørklæde Datteren har broderet til Dronningen som de skulle præsenteres for”. Og to dage efter hedder det: “Før jeg blev paaklædt kom Frøken Bjerring og bankede paa, jeg kunde ikke byde hende ind da jeg ikke var paaklædt; hun og Moderen vare kaldte i Dag til Dronningen i Fredensborg men vilde dog gjerne i Theatret iaften; jeg tog to Billetter til dem og forærede dem; de kom ogsaa til: Da Spanierne var her[6]. Ikke videre godt Huus.” Det vides ikke, hvorledes fru og frøken Bjerring har fået adgang til kongehuset. Dronningen, Bjerrings var kaldt til, var dronning Louise (1817-1898), der var gift med Christian 9., som regerede fra 1863 til 1906. Ifølge Rigsarkivet figurerer Bjerrings ikke i dronning Louises gæstebog fra 1865, ej heller i 1868, hvor Andersen skrev, “[Anna Bjerring] havde i Formiddag været hos Dronningen paa Bernstorf”[7] eller i 1874, hvor hun på Andersens fødselsdag havde været hos dronningen.
Da Andersen tidligt om morgenen den 24. maj påbegyndte sin sommerrejse til Jylland, mødte han sin trofaste veninde på hovedbanegården: “(…) der ventede Frøken B jerring mig med en Bouquet og vilde sige mig Lev vel.”
I juni måned 1865 opholdt Andersen sig på herregården Frijsenborg i Østjylland. Han skrev i dagbogen den 17. juni: “Fik i Dag, da jeg photographeredes, Brev fra Frøken Bjerring og lod mig tage af med det i Haanden”. På billedet er han flankeret af komtesse Agnes Frijs, datter af godsejer og greve C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs samt den ældste af ritmester Haffners småpiger, Andrea Haffner. Billedet sendte Andersen efterfølgende til Anna Bjerring, og skrev i dagbogen den 28. juni: “Brev til Anna Bjerring med Photographkort hvor jeg læser hendes Brev”.
Efter sommerrejsen i Danmark foretog digteren en Sverigesrejse og hjemvendt fra denne lyder det i dagbogen:”(…) kjørte med Sporvogn til fru Kock[8] og derfra til Ørsteds, der er mig lidt for megen Sladder, denne Gang var det fra Aalborg om fru Bjerring; jeg er bange at Fru Sophie er lidt af Bagtalelsens Skole.”[9] Det har ikke været en smigrende omtale af frøken Bjerring, Andersen fik fra Sophie, som jo var gift med stiftamtmand Dahlstrøm i Aalborg. Sladderen har dog ikke påvirket digteren. I 1867 indledte H.C. Andersen året med at sende et brev til fru og fru Bjerring fra herregården Holsteinborg. Dette brev er det første af de to bevarede breve og skal derfor gengives i sin helhed:
Holsteinborg den 4 Jan. 1866 [fejlskrivning for 1867]
Kjære Fru og Frøken Bjerringl
Ja jeg skriver her Brev til Dem begge to, De ere dog som Eet! et glædelig Nytaar og Tak for Deres vedvarende Venskab for Digteren. De skrev saa venligt og smukt om mine seneste nye Eventyr og Historier, der blev trykt 7000 Exemplarer og jeg hører at de ret flyve om og modtages med milde Øine. Det var et rigt afvexlende Aar for mig 1866; jeg fløi gjennem Landene, saae meget Nyt og Smukt og kom i god Behold tilbage; fik mig dertil en smuk Bolig paa Kongens Nytorv, hvor de to smaa Stuer ret see pyntelige ud ved Tæpper, Malerier, Statuer og Blomster. Jeg faaer mange Besøg og man finder mit lille Hjem nydeligt og digteriskt. Er jeg i Byen naar De og Deres Moder kommer der, maa De endelig besøge mig. Den sidste Uge mod Juul var derimod enstræng Uge for mig; jeg fik en voldsom Tandpine der ikke undte mig Ro, Nat eller Dag. Jeg tog varme Omslag, saa Huden gik af den ene Kind, jeg prøvede spanske Fluer, lod Lægen skjære mig i Munden, men den raa nordiske Luft sad nu engang derinde i Hovedet og ruskede i Tænderne; nær var jeg ved at opgive Julen paa Landet; men Dagen før Juleaften gik Smerterne over og næste Morgen klokken 6 foer jeg afsted over Slagelse og Skjelskjør til det venlige Basnæs hvor jeg feirede Juleaften; et Par Dage efter var her stort Bal, der var jeg da med, men tillignende Festligheder paa Nabogaarden vovede jeg mig ikke, og for da ikke at sidde alene paa Gaarden medens de Andre var borte tog jeg Nytaarsaften her til Halsteinborg hvor der iaar er mere stille og her er jeg blevet til i Dag; hen imod Middagstiden kjører jeg imidlertid over til Basnæs og bliver der endnu 6 a 8 Dage. Skulde De vilde glæde mig med Brev da sendes det til Basnæs ved Skjelskjør.Hvorledes har nu Fru og Frøken B jerring tilbragt Julen, i Byen eller paa Landet?, hjemme i Huset eller hos Familien? Vinteren er nok ret traadt op med Sneestorm ovre hos Dem, det har hos os i Nord-Sjælland været strengt Veir; her nede ved store Belt have vi nogen Snee men aabent Vand med mange Svaner, der synge som de kunne. Jeg har faaet en Deel Breve skrevne, jeg var i en uhyre Brevgjæld, ellers har jeg intet skrevet. Fra lille Prinds Waldemar, som jeg havde sendt alle de nyere Eventyr fik jeg forleden et Brev som jeg skal gjemme, det er et velsignet Barn, Gud holde sin Haand over ham. Vor kjære Kronprinds har jeg ikke seet siden han kom hjem fra Petersborg, men til mine kjæreste Julegaver hører et velsignet, hjerteligt Brev jeg fik forleden fra ham. Jeg holder særdeles meget af ham og hele hans elskelige, høie Familie; det gjør ogsaa De og Deres Fru Moder veed jeg, og derfor ligger det saa nær at jeg udtaler det; har jeg Venner og Veninder i Deres Kreds i Aalborg da hils.
Deres meget hengivne, ærbødige
H.C. Andersen.[10]
Samme år sendte Anna Bjerring til Andersens fødselsdag et brev og en broderet avisholder, og erkendtlighederne blev der kvitteret for. I januar 1868 sendte Andersen tidsskriftet Figaro[11] med eventyret “Peiter Peter og Peer” til Anna Bjerring. Andersen rejste dette år til Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Schweiz, og hjemvendt fra rejsen skrev han mandag den 28. september i sin dagbog: “Brev fra frøken Bjerring at hun var kommet her igaar, og ventede mig; jeg sendte hende Brev at jeg kom imorgen eller overmorgen”. Dagen efter lyder det: “Besøg af Frøken Anna Bjerring, hun havde i Formiddag været hos Dronningen paa Bernstorf; hun reiser paa Torsdag og bad mig besøge sig imorgen, hun boer paa Vesterbro forbi Jernporten, jeg undskyldte mig med at jeg var syg og min Tid saa optaget, hun klynkede og plagede jeg maatte da love at gjøre Vesit”. Anna boede hos sin onkel, kancelliråd C.C. Brorsen (1798-1876), på Vesterbrogade 93. Digteren kunne ikke undslå at gøre genvisit, og dagen efter skulle det være: “Kjørt med Sporvogn ud tilJernporten og gik derfra til Frøken Bjerring, kjedelig gnaven over hendes Forlangende at jeg skulle trave den lange Vei, maatte gaae tilbage til Frihedsstøtten”[12].
Først i 1869 genoptoges kontakten- i det mindste i følge dagbogen. Da sendte Anna Bjerring brev samt en broderet pude til Andersen på hans fødselsdag, og fra den resterende del af året udvekslede de to venner et dusin breve, der alle er gået tabt. Julen tilbragte Andersen i Nizza i Frankrig, og herfra sendte han den 5. januar 1870 et brev til Anna Bjerring- det andet af de to bevarede breve:
Nice, pension Suisse, 5 Januar 1870.
Frøken Anna Bjerring i Aalborg!
Den fjerde December sendte jeg til Dem her fra Nizza et Brev, et saadant naaer i fem Dage til Danmark. De har tilvisse ikke modtaget det, ellers havde De glædet mig med en Skrivelse. Jeg har senere overdraget Boghandler Reitzel at sende Dem før Juul min seneste lille Bog, er den naaet til Dem? Jeg lægger dette Par Ord i et Brev til een af mine Venner i Kjøbenhavn for at være forvisset om at De erholder disse, og at De og Deres Fru Moder kunne vide at de vanligt have været i min Tanke i det gamle Aar; de bedste Ønsker for Dem ind i det nye!H.C. Andersen.[13]
Den 22. marts, da Andersen hjemvendt igen opholdt sig i København, sendte han “Foraarssang i Krydsbaand”[14] til Anna Bjerring. “Foraarssang” var netop trykt i Dagens Nyheder, og senere brugte Andersen digtet i sin sidste roman Lykke-Peer fra 1870.[15]
Vanen tro modtog Andersen på sin fødselsdag brev og gave fra Anna Bjerring. Denne gang en “smuk Pung”, som det hedder i dagbogen. Den 22. juni fik Andersen brev fra Frøken Bjerring og overdraget det hverv, “at skaffe en engelsk Forlægger til Provst Glahns Prædikener, disse, i to Hefter, fulgte med” [16] Her var tale om bogen Tolv Prædikener af Egede Glahn, Stiftsprovst og Sognepræst[17], med trykt dedikation “Budolphi Menighed i Aalborg i Kjærlighed tilegnet”. Provsten var Hans Egede Glahn (1814-98), som i 1859 var blevet stiftsprovst i Aalborg Stift og sognepræst ved Budolfi Kirke, indtil han 1871 blev sognepræst i Store Heddinge. Han var bror til bispinden Sophie Henriette, og mens hans svoger, biskop P.C. Kierkegaard, var kulturminister i en kort periode i 1867-68, varetog han bispeembedet i Aalborg. Pastor Glahns prædikener var kendte for at være korte men indholdsrige. Om det lykkedes Andersen at skaffe prædikenerne en engelsk forlægger vides ikke, digteren arbejdede i hvert fald ihærdigt med et svarbrev til frøken Bjerring dagen efter. Sidst på året i november udkom Lykke-Peer, og et eksemplar af denne bog har Andersen sendt til Aalborg, for den 23. november fik han Anna Bjerrings takkeskrivelse: “Et varmt begeistret Brev fra hende med Tak for ‘Lykke Peer”‘.
Venskabets sidste år var præget af stor hengivenhed fra Anna Bjerrings side, men af større anstrengelse fra Andersens side. Den 28. maj 1871 noterede Andersen i dagbogen: “Det er Pintse deilig Veir. Daarligt Humeur, tildeels vakt ved lidt løst Ondskab henkastet i Frøken Bjerrings Brev mod Jomfru Christensen, der har hilset Pastor Gad[18] fra mig og Collins”. Senere på året var digteren på rejse i Sverige og Norge. I slutningen af juli var han nået til Gøteborg, hvor der netop var en stor landbrugsudstilling kombineret med en kunstudstilling. Og her i Gøteborg mødte H.C. Andersen minsandten frøken Bjerring, “hun var kommet her i Dag fra Frederikshavn og havde været meget søsyg, jeg skyldte hende Brev sagde hun; hendes Personlighed tildrog mig ikke”[19] Alligevel fortsatte digteren med at tilsende frøkenen fine boggaver. I december 1871 modtog hun den netop udkomne 336-sider omfangsrige Nye Eventyr og Historier, illustreret af Lorenz Frølich og kort herefter Illustreret Tidende med nutids-eventyret “Den store Søslange”.
Tre måneder senere modtog hun digterens seneste samling af Nye Eventyr og Historier. Naturligvis blev den smukke gestus gengældt med breve og fødselsdagsgave til den 67-årige digter:”(…) et smukt Teppe til at lægge over en Stol”.[20] Også dette år var Andersen ude at rejse, og umiddelbart efter hjemkomsten skrev han den 14. august i dagbogen: “Graat Veir kjørt hen paa Vesterbro 93 til Cancelliraad Brorsen Onkel til Anna B jerring og besøgt hende. Hun var indtruffet iaftes og meget glad ved at see mig. Jeg læste for hende ‘Eventyrbogen'”. “Eventyrbogen” var arbejdstitlen til eventyret “Krøblingen”, der blev udgivet i digterens sidste eventyrhæfte, Nye Eventyr og Historier (Tredje række, anden samling). Dette eventyrhæfte udkom den 23. november 1872 og blev sendt til Anna Bjerring to dage efter. Med Andersen gode helbred var det imidlertid forbi, og digteren måtte lægge sig syg: “Frøken Bjerring har skrevet Brev til Frøken Hallager[21] om at erfare hvorledes jeg har det, et Par Ord laae deri til mig. Med Anstrengelse besvarede jeg [det] selv og sendte iaften Brev [til] Frøken Bjerring” [22]. Den bekymrede frøken sendte digteren en julegave “et broderet Stykke til at hænge mit Uhr paa” og i hendes nytårshilsen var for den svækkede Andersen en “Plage om, i min Sygdom, snart at skrive hende til.”[23]
Måneden efter sendte Anna Bjerring endnu en gave til sin digter- “en lille, af Uld, lavet Kanariefugl”. Den lille, hjertevarme gave gav allusion til eventyret “Krøblingen”. I eventyret får Krøbling-Hans en lille fugl, der jo bliver årsagen til hans helbredelse. Men digteren var svag, og man kan fornemme det ved, at han fx sendte Anna Bjerring en fødselsdagshilsen til den 17. marts, selv om det var hendes moder, der kunne fejre fødselsdag denne dag. Fødselsdagsgaven til Andersen dette år var en fodpose fra frøkenen, og også i 1873 rejste Andersen udenlands kort efter sin fødselsdag, denne gang med sin unge ven Nicolai Bøgh. I Schweiz skriver den svagelige digter: “I Dag har jeg endnu slet ikke været ude at spadsere men skrevet Brev til Anna Bjerring i Aalborg og til Fru Melchior, i dette lagte Eøgh et Brev og i begge Breve lagde jeg Alperoser fra ‘Frohnalp’ (…)”.[24]
Det for Andersen anstrengende ved venskabsforholdet, kommer til udtryk i dagbogen måneden efter, hvor der står: “Brev fra Anna Bjerring, som plagede mig med at skrive strax og selv at skrive om hvorledes jeg havde det, hun ventede bestemt Brev Lørdag. Jeg blev ærgerlig over denne Paatrængenhed men skrev dog nogle faae Ord (…)”.[25] Men alligevel er det det smukke i venskabet, der vinder. Anden juledag lyder det: “Fra Frøken Bjerri[n]g en smuk Hækling til at hænge over Ryggen paa een af mine Lehnstole”, og dagen efter noterede han: “Sendte igaar mine Eventyr til Frøken Bjerring (…)”. Nytårshilsen pr. telegram modtog digteren endog fra mor og datter i Aalborg. Dagen før fødselsdagen”overraskedes jeg ved et Besøg, Frøken Anna Bjerring traadte ind i Stuen; hun var imorges kommet til Byen og boede i Uttenreiters Hotel[26], hun var meest kommet for at hilse paa mig [paa] min Fødselsdag, sagde hun. Hos Dronning[en] havde hun allerede været, Hendes Majestæt havde talt særdeles venligt om mig, ligesaa Comtesse Reventlau.[27] Frøken Bjerring bragte mig en lille Bouquet fra Vendsyssel. Jeg blev træt ved at tale saameget og følte Smerter.” Og på selve fødselsdagen bragte frøken Bjerring digteren et lille broderet termometer, som i dag kan ses i H.C. Andersens Hus. Frøken Bjerring blev i København og besøgte digteren flere gange, inden hun den 13. april tog dampskibet til Aalborg.
Fra Aalborg kunne den ivrige veninde holde digteren til ilden: “Brev fra Frøken Bjerring, ogsaa det var klagende, at hun ikke faaet Brev fra mig i mange Uger. Sendte hende i Krydsbaand, den illustrerede Tidende hvor Theatret er afbildet udenpaa, samt en Photografi af mit Værelse”, lyder det i dagbogen den 24. oktober, og to måneder efter modtog H.C. Andersen “Muffediser og Skrivetøi” fra Anna Bjerring.
I Andersens sidste leveår fortsatte korrespondancen. Digteren sendte frøkenen sit portræt og huskede moderens fødselsdag. Anna Bjerring sendte digteren prologen til latinskolens diciples forestilling i Aalborg, der havde til formål at indsamle penge til det påtænkte monument for H.C. Andersen i Kongens Have. Hun underrettede også digteren “om et storartet Børnehjem i Tydskland, der skal bære mit Navn; det er vist en Misforstaaelse”, som der står i dagbogen den 20. marts. Der var derimod tale om en indsamling til Digteren Hans Christian Andersens Børnehjem, som skulle være en udvidelse af Københavns kommunes børnehjem i Ryesgade 28. Det lader ikke til, at digteren modtog besøg af frøken Bjerring på sin sidste fødselsdag, men han sendte hende Chr. Richardts sang til fødselsdagsfesten (“Et Leve for Helten af anden April”) samt sit eget digt “Mit Barndomshjem”, der var offentliggjort i Søndags-Posten den 4. april 1875. Nu var digterens kræfter ved at rinde ud. Den 12. juni 1875 blev Andersen hentet ud til Dorothea Og Moritz Melchiors landsted “Rolighed”, der lå ved Kalkbrænderierne på Østerbro. Fra dette landsted skrev H.C. Andersen sin sidste hilsen til Anna Bjerring eller rettere: Den svækkede digter fik en af døtrene i huset, frøken Harriet Melchior, til at skrive for sig. H.C. Andersen modtog den sidste hilsen fra Anna Bjerring den 12. juli. Hvordan Frøken Bjerring har fået besked om Andersens død den 4. august vides ikke, men det er nærliggende at tro, at hun har fået meddelelsen fra Mathilde Ørsted.
Anna Bjerrings mor, Mariane Bjerring døde den 25.december 1882 som 84-årig. Den 27. december 1882 kunne man i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende læse følgende:
“Min elskede, velsignede Moder, Fru M.K. Bjering, født Bøggild, Enke efter Capitain F. Bjering, hensov blidt og stille Julemorgen efter otte Ugers Sygeleie.
Aalborg, den 25de December 1882.
Anna Bjerring”.
Året efter moderens død flyttede Anna Bjerring til København. Hun var da 51 år og havde bopæl i Nørrevoldgade 29, 1. sal i 1886, hvor hun tre år senere flyttede til2. sal. I folketællingen for 1901 ses hun også i Nørrevoldgade 29, 2. sal, med tilføjelsen, at hun havde taget ophold i kommunen i 1883, og at hendes sidste bopæl før tilflytningen var Kongens Nytorv. Anna Bjerring benævner stedet, hvor hun bor, som et pensionat i sit testamente.
Det er muligt, at Anna Bjerring flyttede til København for at være i nærheden af sine slægtninge. Hun havde blandt andet et par fætre her. Hendes moster Vilhelmine Bøggild (1796-1868) var gift med regimentskirurg Henrik Vahl (1789-1837). Parret boede først i København, men flyttede senere til Aalborg. Et af børnene hed Johannes Vahl (1831-1901). Johannes Vahl var leder af den danske afdeling på Det kongelige Bibliotek, men var oprindeligt uddannet læge. En anden fætter var grosserer Anthony Worm (1839-1911). Han var søn af Dorthea Bøggild (1799-1861)- en anden søster til Anna Bjerrings mor- og cand.pharm., rådmand og købmand i Aalborg August Worm (1794-1864).
Den 28. januar 1902 døde Anna Bjerring 69 år gammel af tarmkræft. I Politiken den 1. februar 1902 stod følgende under “begravelser”: “Lørdag d. 1. Februar, Nordre Kapel, Vestre Kirkeg.: Frk. Anna Margrethe Bjerring 11½.”.
I Anna Bjerrings testamente, dateret den 17. juni 1901 skrev hun: “Jeg ønsker at begraves paa Vestre Kirkegaard paa det Stykke Jord, jeg der har kjøbt sammen med min Fætter, Bibliothekar ved det store Kongelige Bibliothek, Johannes Vahl, Hustru og Søster, Frøken Elise Vahl”.[28] Anna Bjerrings fætter Johannes Vahl, der var død den 22. marts året før, var blevet begravet i samme gravsted. Gravstedet blev købt i 1901 og hjemfaldt den 31. december 1937 uden at blive fornyet.[29] Det var Anna Bjerrings anden fætter, Anthony Worm, der tog boet under skiftebehandling.
I H.C. Andersen-biografien H.C. Andersens liv. Dag for dag, refererer Johan de Mylius til Jørgen Skjerk, idet han skriver: “Ifølge Jørgen Skjerk fik Anna Bjerring efter testamentarisk ønske HCAs breve til hende med sig i graven, da hun døde i 1902.”[30] Det er imidlertid ikke korrekt. Testamentet nævner intet om H.C. Andersens breve ej heller de breve, som hun sendte digteren, og som hun fik tilbage efter behandlingen af H.C. Andersen bo i 1875. Anna Bjerring døde 27 år efter H.C. Andersen. Ingen tvivl om, at det var et stort tab for hende, da Andersen døde. Deres venskab havde strakt sig over næsten 20 år, mindst 177 breve havde været udvekslet, mange forskellige slags fine håndarbejder havde hun sendt til ham, og talrige besøg havde de gjort hinanden både i Aalborg og i København. Man mærker tydeligt igennem årene, hvordan Andersens interesse for frøken Bjerring svækkes. Fx da han mødte hende i Gøteborg og i dagbogen noterede: “hendes Personlighed tildrog mig ikke”. Ligeledes vidner dagbogen om, at han til tider fandt sin veninde påtrængende, klagende og plagende. Man kan derfor undre sig over, at Andersen vedligeholdt venskabet med sin anstrengende veninde, Anna Bjerring. De bortkomne breve ville måske have kastet lys over denne problematik.
