At være på arkæologisk udgravning er en spændende opdagerfærd. Dér ligger nu en frigravet stenlægning. Hvad gemmer den under sig? Bliver det som så mange gange før spildt møje, skuffede forventninger, en grav, hvor den døde er blevet jordfæstet uden gravgaver? Men er der så noget at finde, glemmes alt udenom, stive fingre, en bidende martsvind over den åbne mark, altfor ivrigt spørgende tilskuere. Dér dukker nu en flage grøntskinnende ir frem – måske det prægtigt prydede fæste på et sværd fra bronzealderen. Hvad kan graven mere gemme? Og ved den fortsatte afdækning arbejder udgraveren under en opladet spænding, hvis poler er grå teoretisk viden og glansen over det, som virkelig findes.
I efteråret 1951 ringede husmand Hans Egon Nicolaysen i Havreballe ved Bårdesø til Stiftsmuseet og fortalte, at der på hans mark lå en udpløjet gravhøj, som museet gerne måtte undersøge, hvis man ønskede det. Et besøg på stedet viste snart, at den lave, næsten udjævnede højning, der bestod af mørk, tørveagtig jord, måtte være resterne af en gravhøj. På grund af udgravningsarbejder andetsteds, som museet først måtte have fra hånden, blev undersøgelsen udskudt til foråret 1952 inden såtid. Lidt ind i marts ringede hr. Nicolaysen, at nu var det høje tid, om vi da vilde til i år, og så blev, trods koldt og blæsende martsvejr, udgravningskassen pakket.
En tynd frostskorpe dækkede jorden. Den kunde dog let brydes, og da den mørke overjord var fjernet i et par spadeslags dybde, begyndte nogle stenrækker at komme for dagen, fig. 1. I nord og syd antog disse rækker af sten, som hver enkelt var under mands byrde, form af buer, og det var klart nok, at de udgjorde resterne af en dobbelt, cirkelrund stenring, som har omgivet den 13 m brede høj ved dens fod. Når der i en høj er mere end én kreds af randsten, betyder dette, at højens tilblivelse falder i flere stadier. Den inderste ring viser den ældste højs ydergrænse, mens den yderste angiver, at højens jordmasse ved anlægget af en yngre grav er blevet øget ud over de oprindelige grænser.
Og der var to grave i højen. Allerede på et tidligt stadium af gravningen kom der ved høj midten sten til syne af en 2 m lang stensætning, som strakte sig i øst-vest. Vi lod den foreløbig ligge for først at søge fjernet endnu et lag jord udenom. Men pludselig, uden noget varsel, blottede en spade en lille stump grøn bronzeir, som lå i jorden et par meter nord for stensætningen. Nu blev vi forsigtige. Stedet blev omgående erklæret afspærret område, og de små graveskeer blev hentet frem, for at jorden forsigtigt kunde fjernes om stedet, hvor metalsporene var kommet for dagen.
Ved et stort held havde spaden ikke synderlig skadet den lille skrøbelige bronzegenstand, vi var stødt på. Da vi penslede jorden bort fra den bevarede del, sås det, at det var en lille tynd, kredsrund plade, 6 cm i tværmål med en lille, fremspringende top eller tap på midten. Det var en af de små smykkeplader, som kvinden i midten af den ældre bronzealder (Montelius periode II) plejede at anbringe i kreds uden om den store, dekorative plade af samme form, som sad foran på bæltet. Altså, en kvindegrav fra den ældre bronzealder, 3500 år. Havde vi nu fundet én smykkeplade, måtte der rimeligvis også være flere, og måske, hvis heldet da var ude, vi også kunde afdække den store bælteplade.
Det gik lidt anderledes. Til en begyndelse stødte vi på to andre af de små smykkeplader, men umiddelbart vest for dem blottede gravespatelen randen af et stykke sværere bronze, og til vor undren kom nu en buet metalplade til syne smykket på forsiden med parallelle, fremstående lister og ved enderne med indpunslede spiralslyng. Der var ingen tvivl, det måtte være et eksemplar af den smukke og mærkelige, bagtil åbne krave, som kvinden dengang bar om halsen. Mærkeligt var det blot, at de små smykkeplader var anbragt her øverst på brystet under halssmykket, et vistnok enestående tilfælde. Under det videre arbejde fandt vi i en bue om kraven yderligere seks af de små plader, i alt ni. De har formentlig været fastsyet til tøjet ved en lille øsken, som sidder på bagsiden. Bag kraven, ved dens ene ende, fandtes endnu en mærkelig lille ting, en 2 cm lang og kun 5 mm tyk perle af bronzetråd oprullet i en spiral. Det er muligt, at den har siddet som smykke i håret. Den skimtes længst til højre på fig. 2.
Ved afdækningen af alle disse bronzesager var det også lykkedes at finde spor af den kiste, hvori kvinden var blevet jordet. Lige under bronzesagerne iagttoges nemlig et kun 2-3 mm tykt lag af muldnet træ, som yderligere af højens jordtryk i tidens løb er blevet presset tæt sammen. Det er derfor sandsynligt, at kisten, som i mange lignende tilfælde, f. eks. i Egtvedgraven, har været en udhulet egestamme. I Jylland var det almindeligt, at egekisten for ikke at vælte, når den stod på markfladen, før højen hvælvedes, understøttedes og afstivedes med en pakning af mindre sten. Men her var, på samme måde som det er iagttaget ved udgravning af andre fynske egekistegrave, ingen stenpakning lagt om kisten, og i sådanne tilfælde kan det ske, at graven først opdages, når redskaberne støder på oldsagerne.
Imidlertid var det endnu ikke slut med fundene. Da vi arbejdede os mod øst, idet vi fjernede jorden i tynde lag, afdækkedes en spinkel arm- eller håndledsring, hvis yderside var prydet med fint indpunslede furer og trekantlinier, og tæt ved denne stødte vi til sidst på bæltepladen. Den målte 15 cm i tværmål og var på midten udstyret med en kraftig, fremspringende spids, om hvis fod der kunde skimtes ornamenter.
Men hvorledes skulde den optages? Den tynde bronzeskive lå i yderst ringe forfatning, itutrykt af jorden i mange brudstykker, næsten i pulver ligesom de små smykkeplader om halskraven. Det var ganske umuligt at optage oldsagerne uden i små brudstykker og stumper. Skulde dette værdifulde fund bevares, stod ingen anden mulighed tilbage end et forsøg på at udskære den jordblok, hvorpå oldsagerne lå, og siden kunde vi så prøve at præparere dem i museet. Derfor blev fundets overflade dækket af et papirlag, og herover blev støbt en solid gipskappe. Derefter blev en stålplade banket ind under blokken og pladen faststøbt til gipskappen, så at blokken siden kunde transporteres bort.
Men forinden skulde vi se, hvad stenlægningen i højens midte gemte. Nu efter den fine kvindegrav ventede vi at finde en mand gravlagt ved siden af. Men her blev det til – en lang næse. Bortset fra en simpel flintflække var stenlægningen helt tom. En lille trøst oven på denne skuffelse fik vi dog, da vi undersøgte den sydlige del af højens stenkreds. Umiddelbart uden for den fandtes nemlig to 50 cm brede gruber, der tegnede sig som sorte pletter imod den lysere undergrund. I gruberne var der bålaske med brændte ben og nogle lerkarskår. Disse skår viste, at de to sidste grave var meget yngre end den 3500-årige bronzealdergrav. De er fra den ældre jernalder, tiden lige før Kristi fødsel, da ligbrænding var enerådende, og fra denne tid stammer »brandpletter« som de to sidst fundne. Den døde lagdes på bålet og fik med som gave et lerkar med levnedsmidler. Efter bålfærden samledes asken og lerkarskårene sammen og nedlagdes i en lille grube.
I museet er det lykkedes nogenlunde at redde bronzealdergravens skrøbelige oldsager. Først vendtes blokken med undersiden øverst, og stålpladen toges af. Derpå blev bundlaget af jord fjernet, til undersiden af bronzesagerne var blottet. Der påstøbtes herefter et tykt gipslag som fundets fremtidige bund. Blokken vendtes igen, den øvre gipskappe skilte smukt fra papirlaget, og da således bronzegenstandenes overflade atter kunde blottes, blev de forsigtigt rensede. Det var et vanskeligt arbejde på grund af bronzeoxydens pulveragtige tilstand. Nogle steder er da også fremkommet beskadigelser, men disse er udfyldt med farvet gips, og metaldelene præpareret med et styrkende overtræk. Under arbejdet havde vi den glæde, at endnu en smykkegenstand af bronze kunde fremdrages af den dækkende jord: en nydelig lille dragtnål, en fibula, med en båndformet bøjle, der på ydersiden er prydet med fine ornamenter. Det færdige præparat ses på fig. 2. Museet er blevet et interessant udstillingsstykke rigere og frembærer sin skyldige tak til hr. Nicolaysen for den iver og imødekommenhed, hvormed han deltog i udgravningen og sikringen af fundet på hans mark.
