Skal vi dømme efter de mange værdifulde jordfund har Fyn i bronzealderen, ikke mindst i dens yngre halvdel, været en rig og blomstrende provins med bebyggelsen udbredt over øens forskellige egne. Neppe noget område af Danmark kan præstere et fundkort, hvor findestederne for kostbare depotnedlægninger ligger så tæt som just her, og gennem dr. H.C. Broholms artikel i Fynske Minder 1955, Pragtfund fra Fyns Bronzealder, så man, at også periodens forunderlige blæseinstrumenter, de vidtberømte lurer, og prægtigt dekorerede guldskåle som de fra Mariesmindes mose ved Langeskov og fra Midskov yder deres bidrag til den glans, med hvilken bronzealderen i Danmark lyser fra forskningens første dage.
Fra periodens slutfase, den, som i den lærde sprogbrug kaldes periode VI, er fundene på Fyn dog forholdsvis sparsomme. Der kendes herfra, således som det fremgår af listerne i H.C. Broholms store værk om Danmarks bronzealder[1], 25 gravfund samt 12 depot- og støbefund, der kan henføres til bronzealderens slutning. Hertil kommer otte urnegrave, som siden er fundet i en overpløjet gravhøj ved Håstrup, og som er beskrevet i Fynske Minder 1951.
Når gravfundene fra bronzealderens slutperiode er så forholdsvis fåtallige på Fyn, skyldes det vel, at tidens gravhøje gennemgående var små, og at de her på øen, hvor opdyrkningen har været særlig intensiv, efterhånden er udjævnede af ploven. En del gemmer sig endnu i skovene, hvor de nu henligger fredede. Skal nye fund øge vor viden, vil det da blive mere præget af tilfældet, ved gravning i forlængst sløjfede høje. Sådan skete det, da den nævnte højtomt i Håstrup blev genstand for undersøgelse, og det var en lignende tilfældig gravning i en højruin, der bragte de fund for dagen, som i det følgende skal beskrives.
I september 1957 stødte gårdejer Rasmus Jørgensen, Pilegård i Høed, den lille landsby i Flemløse sogn, ved efterårspløjningen på nogle sten. For at kunne tage dem op — store sten er plovjernenes fjende — gravede han jorden fri om dem og så, at de, på det stykke han fulgte dem, var anbragt i række. Han sluttede heraf, og af stenenes beliggenhed i en lille terrænhøjning, at de måtte stamme fra en oldtidsgrav og meddelte derfor Fyns Stiftsmuseum sin iagttagelse. I samme måned foretog museet ved forfatteren, med assistance af kustode H. Skov Hansen, en undersøgelse på findestedet, og herunder lod hr. Jørgensen på enhver måde vort arbejde nyde fremme.
Det var ganske rigtigt et oldtidsanlæg, hr. Jørgensen var truffet på. Den omtalte højning var ikke en naturlig terrænfold, men åbenbart kastet af menneskehånd, nu ca. 22 m i tværmål og 1 m høj. Oprindelig var den en del højere, men har ved pløjning og andet landbrugsarbejde lidt den samme kranke skæbne som de talrige andre mindesmærker, der engang prægede det sydvestfynske landskab om Frederiksgave og på de store bakkedrag ved Ebberup og Høed. Nu er de næsten alle sløjfede og ses kun i terrænet som svage, udjævnede rundinger, forsåvidt de ikke er helt forsvundne.
Men her var højens bundlag dog bevaret. Det gjaldt nu om at sikre, hvad der ved forholdenes gunst kunde have undgået ødelæggelse. Den mest effektive fremgangsmåde vilde være en fuldstændig afgravning af det cirkelformede område med bortkørsel af jorden, så at alle nedgravninger og andre aftegninger kunde stå klart frem af grunden. Imidlertid måtte bekostningen herved blive stor, samtidig med at udbyttet, i betragtning af højens tilstand, neppe vilde kunne svare regning, og derfor valgtes en simplere metode: Højfylden afgravedes i bænke til undergrunden, idet jorden hermed kastedes fra bænk til bænk.
Først blev dog den stenrække, som ejeren havde blotlagt, og området øst for den, frigravet. Den buede stenrække ses til højre på udgravningsplanen fig. 1. Det vil bemærkes, at den ligger i højens østlige fod, men ejendommeligt nok vender dens åbne ender mod øst, bort fra højcentret. At rækken dog har skullet afmærke et særligt område inden for højen, fremgår af, at der tæt østfor fandtes tre grave, nr. 1-3. Gravene nr. 1 og 2 var optaget før undersøgelsen og er ikke bevarede. De var afpløjede, så at kun bundpartiet stod tilbage med lidt brændte ben. Åbenbart har det været urnegrave, der i lighed med højens øvrige fund stammer fra bronzealderens slutning, periode VI. Afvigende var dog den tredie: Grav 3, der undersøgtes af museet. Den tegnede sig i undergrunden som en mørk, oval plet, 1,10 m lang, og bestod af kulsort aske opblandet med hvide smuler af brændte ben. Graven hører til den gruppe, man kalder brandpletter, og som kendes fra bronzealderens slutning frem gennem jernalderen. En nøje datering er dog ikke mulig, da pletten ingen oldsager afgav.
Over højmidten afgravedes herefter i retning vest-øst en 2 m bred grøft. Næsten nøjagtigt i højens centrum blev afdækket en stenlægning:
Grav 4. Denne stenlægning var rund, 1 m i tværmål, og lå på undergrundsleret. Den omsluttede ikke et egentligt stenkammer, men ved midten fandtes et rundt, stenfrit parti, i hvilket gravurnen havde plads. Over urnen hvilede som dække eller låg en skål i omvendt stilling. Både dækskålen og urnen var af jorden og de omgivende sten trykket i talrige skår, fig. 2, men ved kustode Skov Hansens fingerfærdighed er de blevet samlede til de to kønne kar på fig. 3.
Urnen var fyldt med brændte ben, hvide og befriede for aske, og på benene lå en hel række oldsager: To små arm- eller håndledsringe af bronze, 6 og 5 cm i tværmål, den mindste spændt ind i den større, fig. 3 e, f. De er af den art, som efter ringens form kaldes »nyreringe«. De åbne ringender afsluttes i en skålformet fortykkelse. Endvidere fandtes et sæt af småsager til det personlige toilette, fig. 3 a, b, bestående af så udpræget praktiske ting som en øreske og en neglerenser, nu sammenrustede, sidstnævnte af bronze, skeen af jern, begge noget beskadigede. Det samme gælder den herhenhørende pincet af jern. Til det personlige udstyr har også hørt den lille jernkniv fig. 3 c, 9 cm lang. Endelig er der et lille antal smykkegenstande: syv ravperler og tre ganske små bronzespiraler, fig. 3 d, g, alt i alt et karakteristisk gravudstyr fra bronzealderens slutning[2], med sager af bronze, ligesom nu også det nye brugsmetal, jernet, dukker op i fundene.
Tæt ved denne henlægning, 4 m sydfor, ramte spaden atter på lerkarskår:
Grav 5. Denne var som den foregående en urnegrav og dækkedes på samme måde af en skål som fig. 3 i med vinkelornamenter på skulderen. Om graven fandtes ingen beskyttende stensætning, og de to lerkar var da også ilde medtagne af jordtrykket. Af skålen er kun skårflager forhånden, mens det er lykkedes at genopbygge urnen fig. 4d, en vase eller krukke med keglehals og lav skulder. Også den var fyldt med brændte, rensede ben, og mellem dem lå brudstykkerne af en ragekniv af bronze, fig. 4 a, af den buede form, som er karakteristisk for periode VI. Tillige fandtes dele af en jernpincet, fig. 4 c, og en kugleformet ravperle[3].
Ganske tilsvarende var fundforholdene for de sidste tre urnegrave, nr. 6-8, som var omsatte med henholdsvis tre, to og to sten, rudimenter af en ældre tids velbyggede små stensætninger med flisekamre, hvori urnen stod. Disse grave, der alle indeholdt rensede brændte ben, var følgende:
Grav 6. En lille urne med cylinderformet hals, fig. 4 f. På de brændte ben lå en »nyrering«, fig. 4 g, 5 cm i tværmål, og en lille ravring. Der var også et par skår af et lille lerkar, sandsynligvis rester af en dækskål[4].
Grav 7. En bred krukke med lav cylinderformet hals, fig. 5. Karret dækkedes af et låg, der bestod af en simpel bundflade af et større lerkar. Urnen var fyldt til randen af brændte ben, og oven på disse lå en simpel ragekniv og en trådfingerring, begge af bronze[5], se fig. 5, 6.
Grav 8. Rester af en næsten bortpløjet urnegrav, der stod højere i fylden end de øvrige grave. Tilbage var kun bundfladen med lidt brændte ben[6].
Af de foregående vil være set, at gravhøjen i Høed ikke, således som det kunde være tilfældet i den ældre bronzealder, har været en stormandshøj rejst til minde om den enkelte fremtrædende bygdemand eller hans hustru, men at den tværtimod har fungeret som fælles begravelsesplads for et lille sluttet samfund og kun gennem en kort tid. Efter brændingen er den dødes aske lagt i en urne, og oven på benene anbragtes dernæst personlige småsager, gaver, som vi må tro var beregnede til brug i det hinsidige. En vis afmærkning inden for højens område synes de enkelte grave at have haft, for i den retning må man vist tyde de korte rækker af sten, som på to steder i højens vestlige del, foruden den allerede omtalte stenbue i øst, ses indtegnede på planen fig. 1. Hvor stort et antal mennesker, den enkelte bygd omfattede, tør man ikke engang gisne om. Bygden kan jo have rejst flere gravhøje, og unægtelig må det også tages i betragtning, at det arkæologiske materiale ofte er såre brudstykkeagtigt bevaret, og at meget endnu gemmes i jorden. Til udfyldning af løkkerne er derfor nye fund som de ovenfor beskrevne velkomne. Jo rigeligere de arkæologiske kilder rinder, jo bedre bliver mulighederne for i fremtiden at tegne fortidens kulturhistorie.
Fyns Stiftsmuseum er gårdejer Rasmus Jørgensen megen tak skyldig, fordi han har skænket de fremkomne fund til museet, i hvilket de nu er udstillede.
