Nutidens landbrugsmaskiner klemmer ved deres vægt markernes muldlag og grunden lige under tættere og tættere sammen. Dermed spærres adgangen for fugt og luft til vækstlagene, og avlingen nedsættes mærkbart. Et middel mod dette er dybpløjning. Man har kunnet bemærke, vist særlig tydeligt i efteråret 1968, at landmændene har ladet plovskærene gå dybere i end sædvanlig. Ellers var det jo gammel lov på landet ikke at pløje under muldlaget. Men nu ser man det alle vegne i markerne kigge lyst frem; det er den jomfruelige undergrund fra Danmarks tilblivelse, som nu vendes op i det sene efterårs grålys sammen med den dækkende muld.
Dybpløjningen er et alvorligt problem for den arkæologiske forskning. Grunden hertil er, at de spor, menneskene gennem de lange tidsrum har efterladt i jorden, gerne ikke når ned til en dybde af stort mere end én meter, og de fleste fund ligger endda langt højere oppe. Det gælder ikke mindst en stor fundgruppe fra Fyns ældre jernalder, brandgravene, dem vi på side 180 foran betegnede urnegrave og brandpletter.
Når nu et år bonden af de ovennævnte årsager pløjer et par tommer, altså 4-5 cm, dybere, sker der det, at de kulsorte, hidtil urørte askelag fra brandpletten vendes op i muldlaget, let synlige, og på samme måde skæres, ve og ak, et stykke mere af den urne, hvori bålresterne engang blev nedlagt. Altså ødelægges de ubeskyttede grave mere og mere, jo dybere der pløjes.
Intet er dog så galt, uden at det jo er godt for noget.
Igennem flere år har postbud Anders Jæger, som bor i Bogense, bemærket sorte pletter i jorden, når gårdejer H.P. Petersen i Skåstrup, hans fader, havde pløjet om efteråret. Ved enkelte lejligheder undersøgte Jæger selv nogle berørte pletter, men de fundne oldsager afgav han hver gang til Fyns Stiftsmuseum, ligesom han holdt museet underrettet om de passende tidspunkter for mere omfattende undersøgelser. Som „amatørarkæolog“ besidder han skarp iagttagelsesevne med et fint blik i terrænet og for enkeltheder i dette, der for ham kan antyde, hvor mennesker i fortiden færdedes. Ved Anders Jægers hjælp har Fyns Stiftsmuseum ved flere lejligheder kunnet foretage større og mindre fladeafdækninger, hvorved mange grave er blotlagte. I 1966 afdækkedes således gravene nr. 1-16, mens 17-23 er lejlighedsvis udgravede af Anders Jæger. De nævnte grave er omtalte i Fynske Minder 1966, s. 11. I 1967 undersøgtes gravene nr. 24-29 af Stiftsmuseet. Sidst er gravene nr. 30-80 optaget, idet jeg sammen med kustode H. Skov Hansen undersøgte disse for Stiftsmuseet i august og september 1968. Pladsens beliggenhed er angivet under punkt 10 på kortet side 7 i Fynske Minder 1966.
Der afgravedes i det nævnte tidsrum ca. 818 m2. Afdækningsfladen er i virkeligheden topfladen af en lille højning, hvis sider falder svagt til alle verdenshjørner, og hvis grund skifter mellem stift rødler og sand.
Nedlægningerne på denne anselige gravplads, der er den største fra Fyns førromerske jernalder, fremtræder udelukkende som brandpletter. Eneste undtagelse herfra er graven nr. 75, som var en nedlægning af den art, arkæologerne kalder en urnebrandgrube: I en ovaltformet plet, 65 cm lang, stod de afpløjede rester af et stort lerkar med brændte ben på bunden. Ned i det var i omvendt stilling sat en hankekop med bunden vendende opad. Den ovale plet var fyldt i øvrigt med rester fra ligbålet, kulsort båljord med spredte brændte ben og en del skår af et tredie lerkar, endvidere en lille buet jernkniv. Denne grav må som pladsens yngste være nedsat måske i tiåret lige efter Kristi fødsel, hvormed skal antydes, at vi med dette fund nok lige er passeret grænsen fra førromersk til ældre romersk jernalder.
Alle øvrige grave er, som nævnt, brandpletter, cirkelrunde eller ovale småhuller i jorden, sjældent nedgravet dybere end 40 cm under markfladen. Deraf følger, at pletternes øvre del i vidt omfang er blevet afpløjet i tidens løb. Indholdet er altid kulsort aske blandet med muld, spredte hvidbrændte benstumper, en del lerkarskår, og nu og da en genstand af jern eller bronze. Alt er hærget af ligbålenes hede. Lerkarrene, der hensattes på det opstablede bålved og ved siden af den døde, og de små ved dragten fæstede brugsgenstande, er mærkede af ilden. Af karrene er kun sværtede og opblærede skår tilbage. Når endvidere betænkes, at ploven har taget sin del af brandplettens indhold, ses det let, at det efter udgravningen er vanskeligt at restaurere fundene. Det gælder navnlig lerkarrene. Alt for mange skår mangler, og rekonstruktion kan i de fleste tilfælde kun ske i tegning. Dog har et lille antal kar kunnet samles af skårene.
Et godt eksempel på de lidt bedre bevarede brandpletter er graven nr. 26. Når oldsagerne i denne var forholdsvis velbevarede, skyldes det, at gruben, der var nedgravet i jorden til optagelse af ligbålets rester, var dybere sænket end sædvanligt på pladsen. Den tegnede sig som en cirkelrund, sort plet, godt 50 cm bred i den lyse sandgrund og var 34 cm nedgravet i sandet. Bunden lå da 55 cm under markfladen, tilstrækkelig dybt til, at ploven havde skånet det meste af plettens indhold. Fylden bestod af den sædvanlige kulsorte båljord opblandet med mange spredtliggende stumper af hvidbrændte ben. Især i den nedre del fandtes en ret stor mængde lerkarskår. De stammer fra tre lerkar, hvoraf de to har kunnet fuldt sammensættes. Vi vil se på disse tre.
Bedst formet af dem er den 31 cm høje krukke eller vase afbildet fig. 2a, et udtryk for den dygtighed, hvormed pottemageren i århundredet før Kristi fødsel formåede at fremstille lerkar. Karret er formet frit i hånden uden anvendelse af pottemagerskive, en opfindelse, som først flere århundreder senere blev kendt i Norden. Den temmelig høje halskrave hæver sig karakterfuldt fra en let, vandret afsats, som skiller halsen fra den rundede skulder. Fra sidstnævnte snævrer karsiden sig nedad en kende ind mod bunden. På skulderen sidder et stort, tyndt øre med udvidede fæsteflader, så at ørets profil nærmer sig X-form. Endvidere er hankens yderside tagrygformet afglattet, en form, som sammen med en afglatning, facettering, af mundingsrandens inderkant tydeligt viser, at dette kar er fremstillet ca. 100 f. Kr., i en senere del af førromersk jernalder, det afsnit, som med tør arkæologisk sprogbrug betegnes som periode IIIa.
Til dette kar svarer i formen de to andre, hvoraf det ene, fig. 2b, kun er 10.5 cm højt, et bæger eller en kop, men i enkeltheder lidt plumpere udført. Hertil kommer en del skår af det tredie kar, som i streg har kunnet gengives på fig. 2c og har været 21-22 cm højt. Vi ser også på dette kar den samme karakterfulde halsbræmme og det karakteristiske X-formede øre med tagrygdannet yderside, som henviser fundet til førromersk jernalders periode IIIa.
Endelig lå i bunden af brandplet 26 nogle stærkt forrustede jernklumper, blandt hvilke brudstykket af et knivsblad. I den største klump var indesluttet et sammenbøjet enegget jernsværd, fig. 2 øverst. I udrettet stand har dets længde været 39 cm, altså en meget begrænset størrelse, men svarende til de korte, kraftige hugknive, som man i århundredet før Kristi fødsel jævnligt nedlagde i mandsgravene.
Fra brandpletten grav 29 kan nævnes skårene af et 15.5 cm højt fad, fig. 3 b, som over mundingen har målt lige ved 30 cm. Det synes at være lidt ældre end karrene i de foregående grave, idet fade af denne type i flere tilfælde er optagne på gravpladsen ved Hygindtorp[1], hvor de i gravene stammer fra periode II svarende til det 2. århundrede f. Kr.
På planen fig. 1 er indtegnet de 50 grave, som undersøgtes i 1968, og her ses også flere af de tidligere optagne fund.[2] Det vil ses, at gravene fordeler sig temmelig jævnt over den udgravede flade. Grænserne for pladsen synes at være nået, selv om det ikke kan udelukkes, at afsides placerede pletter endnu kan ligge uden for det afgravede område.
Det vil være umuligt i denne korte oversigt at beskrive alle pladsens anlæg, men enkelte skal dog fremdrages til belysning af brandpletternes almene karakter og deres indbyrdes aldersforhold. Ser vi på grav 32, en oval brandplet, 75 cm lang i nord-syd, lidt smallere, og grydeformet nedgravet i den lerede undergrund, så var den på vanlig vis fyldt med sort båljord isat mange stumper af brændte ben. På fig. 4 ses en rekonstruktion af de tre lerkar, hvis skår lå fordelt i pletten. Det øverste kar til venstre viser den samme hals og leddeling af profilen som på karrene i grav 26. Derimod gengiver figuren forneden til højre en tohanket vase med højt, snævert halsparti afgrænset fra bugen ved en afsats, og på nedre del af halsen sidder to svære modstillede ører af X-form. Vi har her en lerkartype, som bliver meget almindelig lidt senere, i den ældre romerske tid lige efter tidsregningens begyndelse.[8] Dette synes at vise, at graven er blevet anlagt i den seneste førromerske jernalder. Herfor taler også, at mundingsranden er fortykket og på indersiden afglattet i tre klart tegnede facetter. Også det tredie kar, nr. 4 b på figuren, en temmelig grov hankekande, er af en type, som bliver almindelig i ældre romersk jernalder, men som dog også har aner tilbage i periode II.[3] I det hele taget kan man for adskillige serier af lerkar vise en jævn, kontinuerlig udvikling gennem århundrederne fra slutningen af bronzealderen over førromersk jernalder og ind i romersk tid. Nogle af formerne er længelevende.
Dette ser man ikke mindst i den kartype, som er mest udbredt på Fyn i førromersk tid, og af hvilken et karakteristisk eksemplar er gengivet fig. 5a. Karret er optaget i grav 50. Denne var temmelig dyb og indeholdt skår af fire lerkar. Det største var en 29 cm høj tohanket krukke, temmelig bred i opbygning. Mundingskraven er tynd ligesom de to båndformede hanke, der er karakteristiske for periode II, hvori netop sådanne krukker forekommer i stort tal.[4] At de fortsætter ned i III, er dog åbenbart af fundene, og en sådan datering er også sandsynlig for grav 50. Den lille grove hankekop fig. 5b understøtter ganske vist ikke mulighederne for en tidsfæstelse; derimod er det temmelig klart, at skårene af krukken fig. 5c, fra samme plet, med sin fortykkede og facetterede munding, hvortil kommer store vinkelflader, hveranden udfyldt med punktprydelser, er senere end periode II og vistnok bør henføres til IIIa.
Som det tidligere blev bemærket, er lerkarskårene den væsentlige del af brandpletternes indhold, og kun i ret få tilfælde er bevaret rester af det spartanske udstyr, de døde iøvrigt fik med på ligbålet. Af interesse er her tre grave, som blev afdækket på et fremrykket stadium af udgravningen. I gravene nr. 61, 69 og 79 fandtes tre fibulaer af bronze, hver af dem i den udformning, som er typisk for den førromerske jernalders dragtnåle. Ved en tidligere lejlighed har forfatteren af disse linier forsøgt at udrede aldersforholdene for den førromerske jernalders „kuglefibulaer“, således som de måtte tegne sig ud fra det fynske fundmateriale.[5] Det fremgik her, at nogle fibler er ældre, fra periode II, mens andre hører til i den yngre IIIa.
Et smukt og velbevaret eksemplar, 5.4 cm langt, er optaget i grav 61. Som det fremgår af fig. 7 til højre er fibulaens bøjle prydet med to svære kugler sammenstøbte med bøjlen; flere steder på hver kugle er indslået små ringfigurer om et midtpunkt. Kuglerne adskilles af et profileret parti med en skarp kam ragende frem i midten. Desuden fandtes her et ringformet rembeslag af bronze og en del lerkarskår, som har hørt til en hankekande, der desværre ikke kan sammensættes, men dog snarest må henføres til sen periode II eller til IIIa, fig. 6 til højre.
En anden kuglefibula stammer fra grav 69, men har lidt skade i ligbålets hede. Fodpartiet er smeltet, og smykket synes kun at have været udstyret med én kugle, fig. 7 t. venstre. Der er i pletten desuden fundet skår af fire lerkar, hvoraf de tre, fig. 8a, b, d, snarest må henføres til periode IIIa, mens det fjerde, 8c, typologisk er yngre, en hankevase af den art som foran, under behandlingen af grav 32, blev henført til IIIb.
Den tredie fibula er gengivet fig. 6 til venstre og er fundet i grav 79. Den er plumpere formet end de foregående, med grove støbefejl og neppe efterbehandlet og færdiggjort. Sammenstøbte med fibulaens bøjle er tre kugler som på den i grav 61. Den er fundet sammen med skår af en krukke, hvis lave mundingskrave er en kende fortykket, af hvilken grund graven snarest er anlagt i periode IIIa.
Også disse tre fibler peger da hen mod, at fibeltypen forekommer i periode III og fortsætter en linie fra II. Som helhed begrundes en datering af gravpladsen til førromersk jernalders periode III af den ret store mængde lerkar, som optoges. Kun ganske få af dem synes at være fremstillet i den tidligere periode II. De fleste stammer fra IIIa og enkelte fra IIIb. Kun én grav er nedsænket i det følgende hovedafsnit, Ældre romersk jernalder.
Gravpladsen ved Skåstrup giver os således adskillige oplysninger af kulturhistorisk art. Den har været anvendt gennem et tidsrum af ca. 100 år og rummer muligheder for at iagttage en udvikling, visse brugsformer som lerkar og dragtnåle har gennemgået inden for et begrænset tidsrum. Kulturbilledet, som denne gravplads tegner for os, kan siges at være ensidigt og uden vide aspekter: enkle gravformer og jævnt, for ikke at sige fattigt, udstyr. Men sådan var tidens gravskik. Ad anden vej ved vi, at den førromerske jernalder i århundrederne før Kristi fødsel ikke var en fattig periode.[6] Rige mark- og mosefund som Gundestrup-kedelen, Dejbjerg-vognene, Hjortspring-båden viser, at jernalderbønderne i Danmark stod i handelskontakt med det europæiske kontinent, at de mestrede et højt udviklet tømrer- og snedkerhåndværk. Jorden dyrkedes i vid udstrækning, selv om ploven, den simple „ard“ af træ, ikke skar så dybt som vore dages plovjern, der nu vender de gamle grave op i dagens lys.
