H.C. Andersen kom i sit liv i forbindelse med mange mennesker hjemme i Danmark og ude i den store verden, og der kan fremdrages mange helt uafhængige episoder, kastes lys over mange forskellige venskaber, når vi gransker hans selvbiografier, hans dagbøger eller hans meget omfattende korrespondancer. Hans forhold til herskabet på det prægtige Augustenborg Slot er kun et lille kapitel af hans livseventyr, men der er dog et pust af tidshistorien over det, som gør det værd at studere. Ikke mindst fordi Andersen, da han 1855 skrev sin afsluttende selvbiografi, havde oplevet et 1848, som for hans vedkommende betød den barske epilog til de to idylliske feriebesøg hos hertug Christian August og hertuginde Louise Sophie. Han var for ærlig til at ville lægge skjul på, at opholdet hos de høje herskaber på Augustenborg og Gråsten Slotte havde været en yderst behagelig oplevelse. Men når han så tænkte på, hvad der siden skete, var han alligevel tilbøjelig til at ty til et par undskyldende forklaringer til læseren. Som de to besøg nu skildres i Mit Livs Eventyr, får man næsten indtrykket af, at den naivt-troskyldige digter intetanende har vovet sig ind i løvens hule. Det er næppe hele sandheden. En lille pakke breve og digte, der 1935 blev erhvervet til H.C. Andersens Hus i Odense fra det augustenborgske familiearkiv på Primkenau, digterens udførlige rejsedagbøger samt nogle samtidige skriftlige udtalelser til fortrolige venner vil kunne levere et fyldigt materiale til at supplere og berigtige selvbiografiens fremstilling.
Bekendtskabet stammer fra Gisselfeld. Den gamle enkegrevinde Henriette Danneskiold-Samsøe var moster til baron Stampe på Nysø, hos hvem Andersen i årene 1838-45 flere gange var gæst, og gennem baronesse Stampe havde grevinden lært vor digter personligt at kende. I sommeren 1842 havde hun indbudt ham til Gisselfeld, og her var han fire dage, 11.-14. juli, sammen med hendes datter og svigersøn hertuginde Louise Sophie og Hertug Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, som deres fulde titel lyder. Hertugparret havde deres børn med, prinsesserne Louise Augusta og Caroline Amalie, prinserne Frederik (senere bekendt som Friedrich der Achte) og Christian. Andersen udfoldede alle sine selskabelige talenter: Lavede blomsterlotteri, fortalte historier, spadserede med damerne; han var året før vendt tilbage fra sin bekendte rejse til Orienten og lærte nu „Prindsesse Caroline Amalie at synge tyrkisk og fik Hilsen, da de var gaaet ombord og det stormede, at hun skulde øve sig i Sangen vist nok den hele Reise”, skriver han 24.7.1842 til Henriette Collin[1]. Vittigheden blev husket; han bruger den senere selv i sit første brev til Hertuginden: „vi fik fra Svendborg en Storm, saa at Skibet fløi tre Mile i Timen, de Fleste sang tyrkisk – jeg, ja jeg var aldeles ikke Sanger”. Hertugparret og digteren har åbenbart fundet behag i hinandens selskab; Hertuginden indbød ham til at tilbringe en jul på Augustenborg; Hertugen inviterede på et sommerbesøg. Men derved blev det foreløbig. Og da den gamle Grevinde Danneskiold døde i 1843, ophørte Andersen med at komme på Gisselfeld.
To år efter dette første samvær blev forbindelsen med Augustenborgerne uventet genoptaget. H.C. Andersen var netop kommet hjem fra sit første besøg i Weimar i sommeren 1844 og tilbragte nu nogle stille dage på Glorup hos den gamle Grev Gebhard Moltke-Hvitfeldt, da han den 25. august modtog et brev fra sin velynder, Statsministeren Grev Conrad Rantzau-Breitenburg med en indbydelse fra Dronning Caroline Amalie til som kongeparrets gæst at tilbringe en halv snes dage i Wyk, det bekendte Vesterhavsbad på Før. Skønt rejsen var både dyr og besværlig, måtte digteren afsted, og efter en drøj tur ad de forfærdelige veje nåede han over Flensborg og Dagebøl dertil 29. august; Rejsen til Før er „den meest ubehagelige, jeg paa mine mange Farter har prøvet”, skrev han til Jonas Collin.[2] Og det hedder videre i samme brev om ankomsten til Wyk: „endelig stod jeg her – udaset, sjusket, fæl – og da raabte to unge Damer paa mig: Andersen! Hr. Andersen! jeg hilsede! de raabte „Moder, her er Hr. Andersen!” og en Dame kigede ud af et Giestkammer, det var Hertuginden af Augustenborg, Damerne de unge Prindsesser, jeg var gruelig kjed af at de saae mig i Reisehabit, træt og udaset”.[3]
Hertuginden og hendes døtre blev imidlertid kun til den 2. september om morgenen, men inden deres afrejse havde Andersen måttet love, at han vilde lægge hjemvejen fra Før over Augustenborg, og Dronningen, som jo var Hertugens søster, holdt ham yderligere fast ved dette løfte.
Om opholdet på Før, hvor Andersen dagligt spiste ved Kongens taffel, blev inviteret på udflugter til Amrum og Oland, læste eventyr hver aften og i øvrigt gjorde nyttige forstudier til sin fortræffelige roman De to Baronesser, har han udførligt fortalt i Mit Livs Eventyr. Højdepunktet var 5. september, da han (for øvrigt en dag for tidligt, som han flere år senere opdagede) fejrede 25 årsdagen for sin ankomst som fattig dreng til København; nu modtog han gratulationer fra selve Kong Christian VIII – med nådigt tilsagn om forbedringer af sin økonomiske situation; han tog det følgende forår Kongen på ordet og fik sin digtergage sat op fra 400 til 600 Rdlr. om året. Mellem de Andersenske papirer fra Primkenau er der bevaret et par erindringer fra dagene på Før. Andersen havde et lille talent for improvisationer; Gennemgående tåler hans små lejlighedsvers ganske vist ikke at vejes på nogen guldvægt, men de morede i al fald hans omgivelser, og han var forsigtig nok til kun at lade trykke nogle få af de heldigste. I pakken finder vi dels et par improvisationer, åbenbart nedskrevet samme dag, de blev til, dels et ark med tre beskrevne kvartsider, sikkert ført i pennen på Augustenborg, men indeholdende smådigte fra Før. To dage efter ankomsten var digteren med Kongens dampskib Kiel på udflugt til Oland. Om aftenen var der på tilbageturen bal ombord. Andersen havde på hofmarskal Levetzaus opfordring afleveret et impromptu til Kongeparret; nu kom Dronningen til; de talte om improvisationer; han fortalte, at han havde gjort flere på Bregentved, hvor han „var ugeneert som hjemme”. „Men det vil jeg haabe, De ogsaa er hos os”, sagde Dronningen. Da månen stod op, pegede digteren på den og sagde:
See hist et glødende Hjerte staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben,
Men her de levende Hjerter slaae:
Hjerter i Danmarks Vaaben.
Fra den følgende aften stammer to galante vers til de unge prinsesser:
Til Prindsesse Augusta
lmorgen naar de røde Skyer blaane,
Og Skibet flyver over Bølgen hen,
En Ædelsteen er tabt af Glædens Krone,
Kan vel Erindringen erstatte den!Til Prindsesse Amalia
Som Dandsens Toner svinder Livets Lykke,
Et Rosenblad paa Tidens raske Strøm;
Imorgen Dandsen mindes med dens Psyche,
Men borte er hun – som en deilig Drøm!
Så rejste digteren da den 9. september fra Før sammen med violoncellisten Kellermann. Først d. 11. nåede de Augustenborg. Modtagelsen var venlig, og Andersen fik anvist værelse i Kavallerfløjen. Han havde tænkt sig et kort besøg, men værtsfolkene slap ham ikke så hurtigt; først den 29. – Dagbogen ender denne dag – er han begyndt på tilbagerejsen til København. Hovedbegivenheden under opholdet var festlighederne omkring Hertugindens fødselsdag 22. september. Som bekendt var Hertugen en stor hippolog, især interesseret i avl af fuldblodsheste; årlig fandt der væddeløb sted ved Augustenborg, der samlede deltagere både fra Hertugdømmerne og fra Kongeriget, og disse væddeløb begyndte altid på Hertugindens fødselsdag. Als’ dejlighed fik Andersen et levende indtryk af på en stor køretur med Prinsen af Nør, som han kvitterede for med dette impromptu:
O Als er ret en Perle fiin,
Man ei for høit den priiste!
Et Hoch, og i den bedste Viin,
Ham, som os Perlen viiste!
Der kan ikke være tvivl om, at han var i sit es. „Jeg lever ganske og aldeles Familie-Liv med Hertugens”, skriver han i breve hjem; „Statholderen [Prinsen af Nør] er her med sin Kone [Søster til Hertuginden], han vil have, jeg skal komme og see Gottorp Slot, de ere mig virkeligt Alle saa velsignede, jeg begriber det slet ikke” (Til Jonas Collin 23.9.1844).[4] Hertugen overtaler ham til at udsætte afrejsen – „han . . . bad mig saa smukt, saa jeg ret følte, at jeg var ham velkommen, han tilføiede at det var ham saa kjært at have mig”. Hele tiden vises der ham stor opmærksomhed; han fører Hertuginden og siden prinsesserne tilbords ved taflet; Hertuginden læser nyankomne breve fra Kongeparret højt, der indeholder for Andersen smigrende udtalelser; Prinsen af Nør drikker glas med ham; på sidste væddeløbsdag „udbragte Hertugen her en Skaal for de Danske, her vare tilstede, og [sagde] at i hans Huus vare de hjerteligt velkomne, at her taltes begge Sprog, og ved denne Skaal vilde han især fremhæve den, som havde hædret dette Sprog, og som var ham en kjær Gjæst, og som han haabede at see igjen næste Aar til sit Sølvbryllup, han, som havde glædet ham og hans [ved] i sit Sprog at læse sine smukke Digtninger etc. – Digteren Andersen, og at han ønskede, at han maatte sige sine Landsmænd, hvorledes hans Huus og dets Følelser var i denne Brændings Tid etc. Jeg følte Taarerne løbe mig nedaf Kinderne” (Dagbogen 24. september).[5]
Og alligevel – denne sommer 1844, som er præget af opmarchen i den store nationalitetsstrid mellem dansk og tysk, har dens spænding ikke gennem al familieidyl, al feteren og al hyldest nået H.C. Andersen? Umiddelbart forud for hans besøg ligger begivenheder på dansk side som skamlingsbankemødet 4. juli,
Debatten i Viborg Stændersal om det slesvigske spørgsmål og de 20.000’s adresse til Kongen om sprogenes ligeberettigelse i den slesvigske stænderforsamling. På Slesvig-Holstensk side kan mindes om det store sangerstævne 23.-25. juli i Slesvig By, hvor den trefarvede separatistfane for første gang udfoldedes, og hvor for første gang Slesvig-Holsten-Visen lød. Luften var altså ladet med elektricitet. Og digteren kunde ikke være uvidende om, at hans gæstfri vært just ikke var elsket i København.
I Mit Livs Eventyr hedder det: „Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, fandt et smukt Familieliv; der taltes kun Dansk og det med dansk Tunge, ikke en Tanke om de kommende onde, mørke Tider, der skulde opgaae, vaktes hos mig”.[6] Senere fremhæver han påny, at han „fandt Alt saa dansk og syntes her hvilede en Fredens Aand over dette smukke Sted”. Men en udtalelse i et brev 23. september 1844 til Jonas Collin[7] kommer sandheden adskilligt nærmere: „Jeg føler ellers saa godt, som slet ikke til disse ulykkelige Brændinger mellem Danmark og Hertugdømmerne; her hos Hertugens tales ligesaa meget Dansk som Tydsk; danske Blade og Bøger er her nok af. Schleswigholstenerne ere mig meget venlige og gode”. Ja! det er netop det sidste punkt, der er det afgørende! Det er betegnende for Andersen, at han nødigt opererede med sager, men helst med personer; at hans dom dernæst så let påavirkedes af de samme personers velvillige (eller mindre velvillige) holdning overfor ham selv, og at han især overfor fyrstelige personer var tilbøjelig til ganske at suspendere sin ellers ikke ringe kritiske sans. Det virker forstemmende at se digteren i hyggeligt selskab med den, som han selv skriver, „meget antidanske” borgmester fra Sønderborg, når han i samme åndedræt tilføjer i sin dagbog: „Jeg gjælder for den eneste fornuftige Danske”.[8] Og dagbogen viser, at han faktisk ved flere lejligheder har været vidne til Slesvig-Holstensk animositet imod Danmark; også Hertugen „talte Politik; jeg følte mig ikke glad”, og Andersen så det trefarvede flag vaje over hans telt på væddeløbsbanen. Men det alvorligste bevis på, i hvilken grad vor digter er blevet inficeret af den augustenborgske atmosfære, er måden, hvorpå han reagerer overfor den eneste ubetydelige nationalpolitiske begivenhed, som indtræffer under besøget. 20. september skriver han i dagbogen: „i Ribe skal være pebet efter Statholderen, jeg haaber, at det kun er en Spads, han selv siger! – uhyggelig derved”.
Historien var i korthed denne: [9] Prinsen af Nør, Hertugdømmernes statholder, havde ledsaget Kongeparret til Ribe. Ved afrejsen herfra kom det til demonstrationer. Folk råbte: „Pereat den tyske Statholder! Leve gamle Danmark!” Og da han kørte ud af byen gennem en æreport med vajende Dannebrogsflag, lød endnu et skingrende: „Pereat den tyske Statholder! Pereat Grev Gert!”
To dage efter kom Prinsen til Augustenborg, og den sørgelige efterretning havde bekræftet sig. Indigneret hedder det i dagbogen: „Ripenserne have pebet af Statholderen; det er pøbelagtigt! Hvad har han gjort, udtalt sin Mening i Stænderforsamlingen, ellers intet, og nu piber de ad Kongens Gjæst, her er i Slesvig ingen Antipathi mod det danske Sprog, men de føler i denne Sympathiernes Tid, Drift til at slutte sig til Tydskland, som vi at slutte os til Skandinavien; lad hver følge sit”. – Og så den følgende dag: „Ved Frokostbordet fik jeg Plads ved Siden af Statholderen: „tør De sidde ved Siden af mig, som de Danske have pebet ad!” – det var mig en pinlig Conversation der udspandtes!” Intet under, at damerne i Ulkebøl Præstegaard hos den gode patriot pastor Krog-Meyer ikke var tilfreds med Andersen: „de kaldte mig en Schleswig-holstener”.[10] Og Hertugen, der med utrættelig energi i småt som i stort forfulgte sine ærgerrige politiske planer, har nok vidst, hvad han gjorde, når han i sin tale for Andersen bad denne „sige mine Landsmænd, hvorledes hans Huus og dets Følelser var i denne Brændings Tid”. Den naive digter havde allerede dagen før skrevet til Jonas Collin: „Jeg troer virkeligt ikke, at de Mennesker hjemme, som skrige og skrive, ret kjende Forholdene herovre og Stemningen; naturligviis bevirker Overdrivelse hos de Enkelte i hvert Partie at det Onde bliver værre! Men der kommer vel fredeligere Tider!”[11]
Alt dette er besøgets hemmelige historie, og den sætter naturligvis ikke sine spor i den lille manuskriptpakke, som stammer fra Augustenborg-opholdet. Foruden at læse op af sine eventyr og andre af sine nyere skrifter, fortælle rejseoplevelser og anekdoter, hvori han var en mester, og klippe billeder, diverterede H.C. Andersen herskaberne her som på Før med impromptuer, smådigte – han skulde ved taflet udbringe Prinsessernes skål – og versificerede selskabslege, de såkaldte bouts rimées eller enderim: at skrive et digt over et bestemt emne på i forvejen opgivne rim. Spøgen var meget yndet – Andersen-samlingerne i København og Odense rummer adskillige prøver på denne genre, men i vore øjne er resultaterne naturligvis hverken morsomme eller værdifulde. I sine ledige stunder arbejdede han på sin smukke operatekst Liden Kirsten. Og så slog afskedens time 29. september. Hjemrejsen foregik med damperen fra Flensborg Fjord over Svendborg til Kallehave; derfra, da vejret var alt for slet, og han helst vilde slippe for søsyge i Køge Bugt, med vogn til København. Om hjemrejsen fortælles i et langt og livligt takkebrev 6. oktober til Hertuginden: „en kuriøs Dame, jeg troer næsten fra Als, man sagde hun skrev Vers, var saa forfærdet, at det blev originalt, mig lod hun kalde ned til sig i Dame-Kahytten og spurgte mig om jeg turde gjøre Eed paa at vi kom levende i Land, hun vilde endelig have at vide, hvor dybt der var, og da jeg sagde, at der var dybt nok til at drukne, hvinede hun høit, bad mig lade Skipperen seile nærmere Landet, rimeligviis haabede hun da at kunne bunde; hun var virkelig alfor komisk frygtsom”. Iøvrigt ser han i brevet tilbage på den svundne dejlige sommer, hvor han har været gæst ved hele tre fyrstehoffer: I Weimar, på Før og på Augustenborg. Og han gør resultatet op: „Paa Augustenborg … har jeg kunnet leve ind i Familielivet. – O naadigste Hertuginde – man bliver forædlet og god ved at see elskelige, herlige Mennesker om sig. De og alle Deres glemte saa ganske at jeg var fattig, borgerlig, ene i Verden, – men tro, jeg glemte det aldrig, naar Hertugen havde den Naade at lade mig føres til Taffelet af Deres Durchlauchtighed, eller af Prindsesserne, naar han gav mig Plads ved sin Side, naar jeg modtog, tusinde smaa Opmærksomheder, som jeg ret dybt har følt, da var jeg indvendig ydmyg, blød i Sjælen, og min nærmeste Tanke var først Gud og dernæst de Ædle, der i mig skattede det ædle Metal han maaskee i en enkelt Retning har nedlagt hos mig.
… tryk Hertugens Haand og siig ham hvor taknemlig jeg er ham, hvor dybt bevæget hans Naade mod mig tidt gjorte mig; da han udbragte min Skaal, kunde jeg ikke holde mine Taarer tilbage, mit hele Liv rullede mig i de faae Minutter giennem Tanken. Siig Prindsesserne at jeg aldrig vil glemme hvor velsignede de have været mod mig. At de kom endnu ud paa Trappen og Alle viftede med Tørklæderne, var saa elskeligt! – hver Førstelig stiger just, ved, som det rige Korn at bøie sig; den Naade og Mildhed – ja jeg har ikke Ordet for det – de alle have viist mig vil en god Gud opskrive i sin Bog”. I så stærke ord er det ikke enhver givet at sige tak for en sommerferie.
Brevet blev indledning til en lille korrespondance mellem digteren og hertuginden. Han takker 23. november for en tønde æbler fra Augustenborg – det har vel været gravenstener – og fortæller teaternyt; der kommer også et lille afsnit, som har stor litteraturhistorisk interesse, fordi det giver en oplysning om hans roman De to Baronesser, der først blev færdig 1848: „Vil Deres Durch-lauchtighed underrette Prindsesserne om, at den ene af Heltene i min Roman, Holsteneren Morits, som han blev døbt paa Augustenborg, er nu i Flensborg og begiver sig over til Dagebøl, hvor han med den lille Heltinde maa prøve en Deel, dog, som jeg haaber, vil deres Nød være os til en stor Fornøielse, naar vi engang læse derom”. Hertuginden svarer 20. marts 1845 på et senere, nu tabt brev, og skriver bl.a.: „Ikke behøver jeg at tilføie Forsikringen om, hvor meget det, til enhver Tid, vil glæde Hertugen, mine Børn og mig at see Dem hos os; Alle mindes vi med saa megen Glæde de Dage De, under Deres Ophold her, vidste paa saa mange Maader at giøre saa behagelige for os”. Andersen takker 14. april med at fortælle bl.a. at Kongen har forhøjet hans digtergage; han minder om Hertugens mundtlige indbydelse til sølvbrylluppet og spørger, når han i september tør komme til Augustenborg. 13. juli gentog han denne forespørgsel i et nu tabt brev, og Hertuginden svarede ganske kort, at han, til hvilken dag i september han måtte bestemme sit komme her, er dem hjertelig velkommen.
Men så sker der noget mærkeligt. 9. september skriver han igen og melder afbud, samtidig med at han sender sit nyeste eventyrhæfte (Elverhøi, De røde Sko, Springfyrene, Hyrdinden og Skorstensfeieren og Holger Danske) og et lille digt i dagens anledning som sølvbryllupsgave. I brevet, der kun kendes fra en kladde, hedder det: „Nu var det min Plan hele Sommeren, at jeg midt i September vilde begynde min Reise og begynde den saa smukt med Augustenborg, hvor jeg, som Deres Durchlauchtighed saa naadigt har sagt, til hver Tid skulde være velkommen; efter Festen vilde jeg da reise til Tydskland og der overvintre, og da, hvis Omstændighederne tillode det, gaae til Spanien eller atter besøge Italien. Min Plan lader sig nu imidlertid ved flere Forhindringer ikke sætte i Udførelse saa tidligt, som jeg, endogsaa til den sidste Tid, havde haabet; jeg maa reise noget senere; at gaae til Augustenborg og da efter et Par Dage ud igjen, det er – Deres Durchlauchtighed vil let have Indblik i en Poets oeconomiske, store Reiseplan – det er ikke saa let at gjøre; men jeg veed jo ogsaa vist og har den sikkre Fortrøstning, at Deres Durchlauchtighed selv, at Hertugen og alle Deres ligesaa venligt ville see mig senere som nu, og denne Naade vover jeg at udbede mig”.[12]
Samme grund til at blive borte fra Hertugens sølvbryllup anfører Andersen også i et lidt senere brev til Ingemann. Mit Livs Eventyr giver derimod en helt anden forklaring, som sikkert er nok så korrekt, og som viser, at digteren forsigtigere gav agt paa tidernes tegn nu end året forud: „Hertugen af Augustenborg havde holdt sit Sølvbryllup, mellem de flere Danske, man hædrede med Indbydelse, var ogsaa jeg; der havde imidlertid da tydeligt viist sig en Gjæring, en Spænding, der stillede det hertugelige Huus i en Slags vaklende Stilling til dansk Interesse; uagtet min hele Virken laae og er udenfor det politiske Liv, vilde jeg dog helst undgaae at være Vidne til mulige Ord eller Yttringer, der kunde komme i Collision med min Danskhed, det laae mig ogsaa beqvemmere paa min Reise-Udflugt senere at tage over Gravensteen og udtale min Tak for den venlige Indbydelse, end at reise hen, atter tilbage og senere ud igjen”.[13]
På Gråsten, hvor Hertugen som sædvanligt tilbragte de sene efteraarsmåneder, tog man iøvrigt heller ikke digterens undskyldning med reiseruten for gode varer. „Hertugen talte om, at mine Landsmænd havde nok skræmmet mig fra at komme til Sølvbrylluppet”, siger dagbogen.[14]
Den 31. oktober 1843 tog H.C. Andersen fra København på en stor rejse, der skulde vare det allermeste af et år. Den begyndte med et besøg på en halv snes dage på Glorup på Fyn; derfra kørte digteren til Odense og kom så over Assens-Aarøsund og Aabenraa til Gråsten. Det er betegnende for det ringe kendskab til sprogforholdene i Nordslesvig, der herskede selv i de kredse i rigets hovedstad, hvori H.C. Andersen færdedes, at han fra Aabenraa-kanten overrasket betror sin dagbog: „i Kroerne laae „Corsaren”, overalt taltes Dansk”.[15] Og så kom han da i småregn og tåget vejr den 12. november kl. 2 til Gråsten.
Besøget varede til 22. november; det var altså betydeligt kortere og i det hele mindre interessant end opholdet på Augustenborg året før.
Andersen er på en køretur til Augustenborg Slot for at se på sølvbryllupsgaver; han spadserer ellers små ture i Gråstens dejlige omegn, mest ned til Flensborg Fjord eller rundt til de smukke udsigtspunkter i slottets nærhed. Når han er i ro på sine værelser, syr han på sit tøj – som Kammerjunkeren i De to Baronesser. Atter under dette besøg glæder han sig over den hjertelige opmærksomhed, hvormed han bliver behandlet; og han bliver derfor uhyggelig tilmode, da Hertugen en hel aften ikke siger et ord til ham. Han får også varme indbydelser til at komme igen på hjemturen. Overfor politik er han mere på vagt end forrige gang; „politisk Tale ved Frokosten, ikke tilfreds” (Dagbogen 16. november); han noterer også, at Hertugen igjen spørger, „om Cosaren var godt stemt for ham”.[16] Derimod synes han ikke at reagere overfor den gevaltige taktløshed, at Hertugen lader en lille musikalsk protegé, en dreng fra Christianshavn, spille Schleswig-Holstein meerumschlungen for sin danske gæst.[17] I Mit Livs Eventyr hedder det: „Intet mærkede jeg, der kunde støde dansk Sind og Hjerte, at de om Aftenen mellem andre Sange istemte „Schleswig-Holstein meerumschlungen”, antog jeg betydningsløst; i Familielivet taltes kun Dansk og der udtaltes og fremhævedes for mig, hvor dansk just Hertugen var, hvilken Uret Kjøbenhavnerne i deres feilagtige Dom gjorde ham”.[18]
Afskedsmorgenen den 22. november skildres i dagbogen således: „Begge Prindserne kom op til mig paa mit Værelse før de toge paa Jagt og sagde mig Farvel; de vare saa hjertelige. Jeg sad længe nede hos Hertuginden, der talte om de danske Forhold og Hertugdømmerne, om Hertugens Fader, der skulde have været Konge i Sverrig. Fortalte mig, at hun til Morgen havde skrevet til Dronningen om, hvor behagelig jeg havde gjort dem Aftenen igaar [hvor Andersen havde improviseret, sunget og lavet Papirklip]. Prindsesserne kom ogsaa og sagde Farvel; Caroline Amalie spillede i Spøg: Lott’ ist todt! hvormed jeg var qvælt igaar af Fru von Ahle-feldt. Hertuginden bad mig skrive, komme igjen, blive en gammel Ven af dem, var hjertelig og god”.
En tysk maler og raderer Carl Hartmann, der samtidig med Andersen opholdt sig på slottet for at portrættere hertugfamilien, har både tegnet Andersen som oplæser i familiekredsen og har gjort flere enkeltportrætter og nogle festlige karikaturer af ham. De findes nu på Frederiksborgmusæet; 5 af dem er gengivet i det store Odense-festskrift fra 1955: H.C. Andersen. Mennesket og Digteren.[19] Det smukkeste minde om H.C. Andersen på Gråsten Slot er dog eventyret Den lille Pige med Svovlstikkerne.[20] H.C. Andersen havde lovet et bidrag til Frølunds Dansk Folkekalender for 1846 og modtog nu 18. november fra xylograf Flinch tre billeder med bøn om, at han til eet af dem vilde skrive en historie. Han valgte Lundbyes tegning af en lille pige med et svovlstikkebundt i hånden, og samme dag blev det berømte eventyr til, som vi alle kender. Dets stemning var forberedt Mortensaften, som Andersen på vej til Gråsten tilbragte i sin fødeby Odense, hvor hele byen, skriver han til sin ven Edvard Collin, „lugter af Gaasesteg, jeg har ordenlig faaet Barndoms Erindringer derved. Poeten [d.v.s. Oehlenschlæger] siger jo ogsaa at der til Duft og Melodier knøtter sig mange Erindringer, men han tænkte vel ikke paa Gaasesteg”.[21] Men har digteren den dag mindedes sin fattige barndom, så er billedet blevet endnu mere levende for ham ved kontrasten mellem dengang og nu – mellem den snævre stue i Munkemøllestræde og de rige sale på Hertugens Slot. Lundbyes tegning har hos ham fremkaldt en bekendelse til den fattigdom, som han aldrig glemte, og som han selv i de fornemme kredse ikke skyede at tale om.
Sammenlignet med denne udødelige digtning falder de småvers naturligvis noget matte ud, der i vor manuskriptpakke stammer fra Gråstendagene. De har opfyldt deres bestemmelse: At underholde selskabet. Her skal vi blot høre to af de bedre:
Erindring
Erindring Dig min bedste Sang jeg vier,
De friske Blomster i en Krands jeg snoer.
I Blomster-Duft og gamle Melodier,
De bittersøde, kjære Minder groer.
Uhrets Banken
Hør Uhrets Slag, forstaaer Du, hvor det banker,
Eens Melodie, der føder dybe Tanker,
Hør, det er Evighedens Pulse-Slag,
I dette Nu oprinder der en Dag,
Et Liv for Een, forstaaer Du Moder-Glæden,
I dette Nu – o hører Du en Græden,
Et Smertens Suk, der brast et Hjerte vist!
Hør Uhrets Røst om Livet her og hist.
Den fylder os med dybe Alvors Tanker,
Dog stærkere end det Guds Hjerte banker!
Og så kørte han altså den 22. november 1845 om formiddagen, glad og tilfreds, ud af Gråsten Slotsgård med huslæreren, dr. Karl Steffensen i vognen. „Prindsesserne kom ned til os og da jeg kom paa Vognen sendte de endnu Frugt ud til mig og da Hertuginden syntes jeg ikke var godt nok pakket ind, sendte hun mig een af sine Silkekaaber, som skulde gaae med Vognen tilbage” (Til Henriette Collin 24.11.1845).[22] Det var det sidste farvel. Han skulde aldrig se de venlige mennesker mere.
Forbindelsen blev dog på ingen måde straks afbrudt. Andersens store rejse gik gennem Tyskland og Østrig til Italien, derfra med skib fra Neapel til Marseille og så gennem Sydfrankrig til badestedet Vernet i Pyrenæerne ved den spanske grænse. Hjemturen tog han gennem Schweiz og Tyskland. Fem lange breve til Hertuginden er bevaret fra denne triumfrejse, hvor han gæstede hofferne i Oldenburg, Berlin, Weimar, Dresden og Wien, tilbragte nytårsaften sammen med Jenny Lind og kom for tredje gang til Rom; de skildrer oplagt og begejstret den strålende modtagelse, som den nu over hele Tyskland berømte digter fik overalt: „Jeg begriber ikke selv,” hedder det 30. november i et af brevene, „hvorfor jeg skal have saa megen Glæde, saa megen Lykke, medens tusinde Andre have det mindre godt. Gud er mig altfor god – og alle Mennesker komme mig saa forunderligt kjærlige imøde”. Men disse rejseoplevelser hører til hans almindelige biografi og har mindre interesse fra vort synspunkt. Brevene er fyldt med taknemlige forsikringer om hans hengivenhed overfor hertugens familie, og i slutningshilsener husker han hele kredsen: Hofdamerne, huslæreren, maleren Hartmann o.s.v. Endnu 12. januar 1846, i et brev fra Weimar, hvor han blev særlig feteret, hedder det: „jeg glæder mig til, maaskee om 10-11 Maaneder at kunde mundtlig udtale mig, jeg veed jo at man gjerne seer mig”. Hertuginden takkede omgående for brevet, lovede at fortælle Dronningen om Andersens rejse og tilføjede: „Hertugen, alle mine Børn, ja, hele min Omgivelse, paaskjønner meget Deres venlige Hilsener og gjengjelde disse ret hjertelig. Vi ere, Gud skee Tak, Alle ret vel og føre, som De veed, et usigelig lykkelig huslig Liv. Den gode Gud bevare os fremdeles dette!” Og Andersen forsikrer 25. august 1846 fra jagtslottet Ettersburg i hertugdømmet Sachsen-Weimar: „Jeg tænker saa tidt paa de velsignede Dage jeg har nydt i den hertugelige Familie, jeg tænker der paa med stor Taknemlighed og gjenkalder mig hvert venligt Smil, hvert hjerteligt Ord; jeg tør ogsaa haabe og troe, man Alle er mig god!”
8. september kom vor digter til Leipzig, og den 14. lå der et brev til ham fra Augustenborg. Hertuginden selv var syg, men hun havde bedt hofchefen von Cossel takke for den lange skrivelse fra Ettersburg; Andersens brev havde glædet både hende og Dronningen at læse. Hvis Andersen vilde besøge herskaberne på hjemvejen, vilde især væddeløbstiden 19.-24. september være belejlig.
Men vilde han nu det? H.C. Andersen havde selv fremkaldt denne invitation, men det er et meget stort spørgsmål, om den har været ham synderlig kærkommen. Der var sket afgørende ting i nationalitetskampen, mens han var i udlandet. 8. juli 1846 udstedte Christian VIII det berømte åbne brev om arvefølgen i Hertugdømmerne; Det fulgtes næsten omgående af Hertug Christian Augusts protest, og det fremkaldte en sand storm af harme imod Danmark overalt i Tyskland. Straks på rhindamperen fra Strassburg – det var 5. august – fik Andersen et yderst ubehageligt indtryk af den antidanske stemning. At han nu måtte være forsigtig, når det gjaldt de høje velyndere på Als, og at han var klar over det, fremgår tydeligt af manuskriptet til den selvbiografi, som han netop skrev på under denne store rejse, og som, bestemt for hans tyske publikum, udkom i Leipzig i januar 1847: Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, først udgivet efter hans danske manuskript 1942 som Mit eget Eventyr uden Digtning. Det er kun småting, der næsten må ses gennem lup, men de tæller dog.[23] Andersen havde to gange nydt gæstfrihed hos Hertugparret, og simpel høflighed krævede, at han i sit levned gav udtryk for sin taknemlighed; Hertugen var tilmed broder til den regerende Dronning. På den anden side var han allerede, som vi har set, i tiden mellem de to besøg tydeligt påvirket af københavnske synspunkter og havde under et ret intetsigende påskud holdt sig borte fra sølvbrylluppet. Han omtaler altså sine to besøg med ærbødig varme, men gør det ret kort. Et par forkortelser i manuskriptet viser, at han ikke ønsker at fortælle mere, end hvad der er absolut nødvendigt. Midt i beretningen om ankomsten til før stryges: „jeg hørte mit Navn: det var Prindsesserne af Augustenborg, der naadigst hilsede”. Om en udflugt til Amrum fortælles: „fra een af de høie Klitter saae jeg ud over Nordsøen”, men denne sætning begyndte oprindelig med ordene: „med Statholderen” – altså den i Danmark i særlig høj grad upopulære Prins af Nør. En kraftig overstregning viser, hvorledes han er lige ved at vove sig ind på et farligt område, men tager sig i det. „Jeg maa dog”, sagde Hertugen en dag, „præsentere for Dem en Landsmand”. Mere fik han ikke skrevet, før han slettede det hele ud. Fortsættelsen skulde jo have handlet om den føromtalte dreng Peter Larsen, der spillede Schleswig-Holstein-Visen. Allerede 1846 var det umuligt for en dansk forfatter at give et velvilligt referat af denne episode.
Alligevel – Andersens ven og censor Edvard Collin, der gennemlæste hans manuskript og i afskrift sendte det til den tyske oversætter Julius Reuscher, har tilrådet endnu større forsigtighed og knaphed. Af et mærke i manuskriptet kan vi se, at beretningen om besøget 1844 har været drøftet mellem de to venner. Digteren har først skrevet: „Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, det behageligste Hjem, det elskeligste Familie-Liv i den Hertugelige Kreds; hele 14 Dage blev jeg der, begyndte paa en ny Roman, som jeg haaber snart at fuldende, arbeidede paa den under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur; hyggelige Aftener, hvor Kunstneren Kellermann spillede sine bløde vuggende Phantasier; Hertugindens Fødselsdag feiredes; „Liedertaffel” bragte under Fakkeltog deres Sang; paa Slottet var Bal og Festlighed; de augustenborgske Veddeløb, der ere henlagt til denne Fest, varede tre Dage, By og Slot var opfyldt med Mennesker. Ved Taffelet overraskedes jeg ved Hertugen naadigst udbragte min: den danske Digters Skaal, ligesaa smukt, som hjerteligt, og Viva lød gjennem Salen [om dette særlig kriminelle punktum har Collin i ms. sat en parentes]. I et lykkeligt Familieliv er man, som i en smuk Sommeraften, man opfyldes af dens Fred og Alt rundt om faaer en egen Glands, man siger af fuldt Hjerte: her er godt at være! og det følte jeg paa Augustenborg”.
Oversætter vi nu Reuschers tysk tilbage til Andersens dansk, ser vi, hvor kraftigt skildringen er beskåret: „Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, det elskeligste Familie-Liv i den Hertugelige Kreds; 14 Dage blev jeg der og overværede Hertugindens Fødselsdag og de ved den Lejlighed stedfindende Forlystelser, herunder Veddeløbene, som varede tre Dage; By og Slot var opfyldt med Mennesker. I et lykkeligt Familieliv er man, som i en smuk Sommeraften, man opfyldes af dens Fred og Alt rundt om faaer en egen Glands: man siger af fuldt Hjerte: her er godt at være! og det følte jeg paa Augustenborg”.
Se, det var en længere digression. Men den bidrager til at forklare Andersens svar 15. september 1846 på den venlige indbydelse. Han er kommet til Leipzig for at træffe aftale om den samlede tyske udgave af sine skrifter, kan ikke tænke på hjemrejsen før i begyndelsen af næste måned; „jeg skriver derfor strax i Dag for dog saaledes at kunne være med til Deres Durchlauchtigheds Fødselsfest og bringe til denne min hjerteligste Lykønskning; jeg troer og haaber at De veed hvor taknemlig jeg er for al den Naade – ja Hjertelighed maa jeg kalde det – jeg har mødt paa Augustenborg og Gravensteen”. Brevet indeholder intet løfte om at komme senere på året; han håber blot, at man nådigt og mildt seer ham et følgende år.
Så går han over til at tale om sit helbred, den skrækkelige varme i sommeren 1846, sine skrifters skæbne o.s.v. Modtageren måtte forstå, at lysten til et nyt besøg just ikke var brændende hos den store digter.
Resten er en kort epilog. Andersen kom hjem 14. oktober 1846 til København og herefter er der ingen breve før 26. marts 1847. Da sender han Hertuginden den før omtalte selvbiografi Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung med et ganske kort brev, hvori han beder hende „venlig modtage denne lille Bog, der opruller et Menneske-Liv for Dem; der afspeiler sig ogsaa de smukke Dage jeg levede paa Augustenborg og Gravensteen; med dyb Taknemlighed erindrer jeg al den Naade og Godhed, som er viist mig; det vil glæde mig særdeles at høre, at Deres Durchlauchtighed, som ogsaa Hertugen, har læst det lille Livsmalerie, som jeg ønsker maa bringe min Taknemlighed i Erindring hos Dem Alle”.
Sommeren 1847 rejste Andersen til Holland og England, hvor han var genstand for endnu mere hyldest end i Tyskland og fik et levende indtryk af sin verdensberømmelse. På udturen havde han i Hamborg en lille oplevelse, som han 4. juni har betroet dagbogen:
„Der kom en Vogn, en beskjægget Mand, nikkede bekjendt til mig, jeg troede at det var [Overbibliotekar] Falkenstein fra Dresden, sprang til Vognen, der holdt, greb hans Haand, og sagde: „hvad skulde vi træffes her”, han trykkede min Haand, og jeg saae nu at det var Prindsen fra Nøer, Dronningens Broder, jeg blev flau!”
Tilbagerejsen fra London lagde han over Weimar, hvor han blev i fem dage, 7.-12. september. Her fik han igen gennem von Cossel indbydelse til at komme til Augustenborg 22. september, Hertugindens fødselsdag. Men nu havde han taget sit parti. I sit svarbrev fra Ettersburg 12. september kvitterer han for rigtig modtagelse af indbydelsen til festen: „Tak og atter Tak, jeg føler uendelig dybt hvor god man er mig!” Så fortæller han, hvor stor lykke han gjorde i England og Skotland, og at besøget har taget i den grad på hans kræfter, at han først hos Arvestorhertugen af Weimar har kunnet hvile lidt ud.
„Et Par Dage endnu maa jeg blive her, og da skal jeg til Jena og Leipzig for at arangere mine lyriske Digte i den tydske Udgave af mine Skrifter; jeg skal med Oversætteren gjennemgaae Resten, som er nødvendig kommer ud iaar og der vil altsaa gaae flere Dage hen, saa at det ikke bliver mig mueligt at naae Augustenborg den 21. eller 22. September; jeg vilde vel ikke have kunnet taale det bevægede festlige Liv, men jeg havde saa gjerne, om kun een Dag, bragt min dybærbødigste Lykønskning, saa gjerne seet de milde Ansigter, der hvor jeg veed og seer man er mig god, men jeg haaber at De naadigste Hertuginde og Hans Høifyrstelige Durchlauchtighed ville det følgende Aar have mig i naadig og venlig Tanke! Jeg husker saa tidt paa de smukke Dage paa Augustenborg og Gravenstein, hører endnu Melodien „Lotte ist todt”, som Prindsesserne for Spøg spillede den sidste Morgen. Tør jeg haabe at blive bragt i Erindring! „Das Märchen meines Lebens” vovede jeg i Foraaret at sende til Dem naadigste Hertuginde, De har maaskee seet deri, seet hvor smukt Augustenborger Hjemmet afspeiler sig i mit Hjerte. Nu, Gud glæde og velsigne Deres Høifyrstelige Durchlauchtighed.
Med taknemligt Sind og Hjerte
i dybeste Ærbødighed
H.C. Andersen.
Hans undskyldninger sættes i det rette lys, når vi følger hans rejserute videre. Forretningerne i Leipzig var allerede afsluttet den 16. september. Dagen efter forlod han byen og allerede den 18. var han i Hamborg. Her gav han sig udmærket god tid og rejste først den 21. til Kiel. På Hertugindens fødselsdag gik han ombord i damperen „Kopenhagen” for at sejle hjem til København. Havde han ønsket det, havde han altså rigeligt kunnet nå at indfinde sig til festlighederne på Augustenborg.
Hertuginde Louise Sophie forstod åbenbart at læse mellem linierne. Og man sporer tydeligt bitterheden i hendes sidste brev til digteren:
Gravenstein d: 18de Oct. 1847.
Skjøndt jeg nu først bringer Dem, Herr Andersen, min Tak for Deres saa interessante, mig saa godhedsfuld oversendte Bog, som og for det med den følgende og det mig nylig ihændekommende Brev, maae De derfor dog ei troe min Tak mindre velmeent; jeg har tvert imod hjertelig glædet mig over disse Beviser paa, at De endnu erindrer Dem os. Da jeg modtog Deres Bog leed jeg saa meget af Øinene, at jeg ei kunde skrive og da jeg senere var saa vel at jeg kunde følge mit Ønske selv at bringe Dem min Tak, var De i Udlandet, jeg vidste altsaa ei hvor mit Brev skulde søge Dem.Med megen Glæde har jeg af Aviserne og senere af Deres Brev Herr Andersen, seet hvor behagelig Deres Reise i alle Henseender maa have været for Dem; men hvor langt mere vilde det have glædet mig – og vores hele af Dem bekjendte Kreds, om vi mundtlig, af Dem selv, kunde have hørt Deres, om denne Reise, vist saa yderst interessante Meddelelser. –
At det ret har gjort os Alle ondt, at De, skjønt Deres Løvte ifior Efteraar at besøge os, nu flere Gange har været os saa nær uden at glæde os med Deres Komme behøver jeg vist ei at forsikkre Dem. Vi ere i dette Efteraar, som sædvanlig paa denne Tiid, her paa det mig saa kjære Gravenstein; vores Selskab er, med Undtagelse at min Svoger, min Søster, Deres Børn og Prinds Waldemar ogsaa ere her omtrent det Samme, som da vi for to Aar siden havde den Fornøielse at see Dem her. –
I det jeg fra Hertugen, mine Børn, Frøken Krogh, Dr. Steffensen, etc. etc. tilføjer de venligste Hilsener, gjentager jeg for Dem, Herr Andersen, Forsikkringen om min fuldkomneste Agtelse.
Louise Sophie H: til Sles: Hol:
På dette brev svarede H.C. Andersen aldrig. Og et halvt år senere, i de bevægede martsdage 1848, afgjordes Hertug Christian Augusts skæbne. Begivenhederne kender de alle. 23. marts dannedes den provisoriske regering i Kiel. 24. marts var militærkuppet i Rendsborg under Prinsen af Nørs ledelse signalet til opstanden overalt i Hertugdømmerne. Hertugen var på hjemvejen fra Berlin, hvor han havde talt sin sag hos den preussiske konge; fra Rendsborg sendte han den 25. ilbud efter sin familie. Det var i sidste øjeblik, for på Als rejste den dansksindede bondebefolkning sig mod oprørerne. 26. marts forlod Hertuginden og hendes døtre i største hast Augustenborg Slot; man fandt siden værelserne, som de skyndsomt havde forladt dem: „Noder paa Klaveret, halvfuldendte Malerier, paa hvilke Penslerne laae henkastede, paa Skrivebordene opskaarne og uopskaarne Bøger, Regninger, Optegnelser o.s.v. af alle Slags imellem hverandre”.[24] Dagen efter kom det første danske krigsskib til Sønderborg, 30. marts besatte et dansk troppekorps under oberst Schleppegrell Als, og Dannebrog hejstes over Augustenborg Slot.
Men endnu to gange forekommer Hertuginde Louise Sophies navn i H.C. Andersens dagbøger. To gange endnu var deres veje ved at mødes.
14. juli 1852 var digteren i Frankfurt, hvor hans nære ven fra Oldenburg Eisendecher var gesandt ved Forbundsdagen. Dagbogen fortæller:
„Ja De maa ud med os til Homburg”, sagde han. – Hvad der? Spurgte jeg. Hertuginden af Augustenborg og Prindsesserne have bedet os at føre Dem derud naar De kom”. Det er Deres Spøg! Mit Alvor, De maae, man venter Dem sikkert. Det kan jeg ikke, det er umuligt! jeg kan ikke besøge den Augustenborgske Familie! – Derover har jeg ikke tænkt. Jeg kan kun sige, det er min Følelse imod! det er mig umuelig, selv at møde dem vilde være mig piinlig! De have engang været venlige og gode mod mig, men der ligger en ulykkelig Tid imellem, de have bragt Ulykke over mit Fædreland, jeg dømmer dem ikke, men jeg kan ikke udholde at møde dem. – Jeg gjør det ikke. Hvad skal jeg da svare! sagde Fru Eisendecher; at jeg er reist, eller selv det, at jeg ikke kunde, umueligt kunde!” – Næste Dag fortalte hans unge Rejsefælle Viggo Drewsen ham, at Fru Eisendecher om Eftermiddagen var gaaet til den danske Gesandt Bülow „for at bede denne sige mig at det Hele med Indbydelsen af Hertuginden havde været en Spøg, men det er Løgn og daarlig Komedie-Spil”.
30. Juni 1854 besøgte han Carl Alexander, som året forud var blevet storhertug af Sachsen-Weimar efter sin fars død; Det var på slottet Wilhelmsthal syd for Eisenach. „Hertugen vilde at jeg i Gotha skulde besøge Hertuginden af Augustenborg, jeg sagde at det ikke kunde være nogen Glæde for hende og jeg vidste det var ingen for mig; han meente at man ikke maatte bære Nag og at Damer var udenfor Politik. Samtalen generede mig, men han meente det godt”.
At Andersen i Wildbad 12. august 1855 holdt sig langt borte fra Prinsen af Nør, som gæstede badestedet, tjener ham kun til ære som dansk mand.
Treårskrigen havde vakt den kosmopolitiske digter nationalt. 5. marts 1850 stod i „Fædrelandet” hans afgørende bekendelse herom: I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme -. Historiens gang havde rejst et uoverstigeligt skel mellem ham og hans fordums velyndere fra sommerferien på Augustenborg og efterårsdagene på Gråsten Slot.
I 1935 erhvervede H.C. Andersens Hus fra det tidligere augustenborgske familiearkiv på slottet Primkenau i Schlesien 10 breve fra H.C. Andersen til hertuginde Louise Sophie samt 16 mindre manuskripter til smådigte, der stammede fra hans besøg 1844 på Augustenborg Slot og 1845 på Gråsten. Hele dette materiale – hertil kom hertugindens breve til digteren i den Collinske Manuskriptsamling på Det kgl. Bibliotek – blev med en indledning og en forbindende tekst offentliggjort af mig samme år i fem numre af „Berlingske Søndag”: 10., 17., 24. november, 1. og 8. december 1935, og det er ikke senere optrykt. På grundlag af denne artikelrække og med enkelte tilføjelser er nærværende foredrag udarbejdet, der blev holdt 4. oktober 1956 i Folkeligt Oplysnings-Forbund, Sønderborg.
