Fyrstehjemmet i Thüringerskoven, „hvor Luther talte og Goethe sang“, var i et årti og mere målet for H.C. Andersens vandre-længsler på hans mange og lange trækfugleveje. Det inderlige og prøvede venskab, der forbandt digteren, som så verdens lys i den trange gyde i Odense, med storhertug Carl Alexander, slotsherren på Wartburg, den tro vogter af Weimars stolte traditioner fra Goethe-tiden, er i sig selv et eventyr i digterens liv.
Som den præsumtive arving til det lille suveræne fyrstendømme havde Carl Alexander fra sin fødsel og indtil sit 14. år været overvåget af Goethes Omsorg. Digterens sønnesønner, Wolfgang og Walther, blev hans legekammerater, og trods deres velkendte særheder var han dem tro hengiven til begges død. Deres søster, den tidligt afdøde, yndefulde Alma, havde på sit første hofbal trådt dansen med ham til tonerne af den indsmigrende Kaiserwalzer. Titanidernes moder, Goethes svigerdatter, fru Ottilie, vedblev uanset alle sine uregelmæssigheder at være hans usvigelige veninde.
For Carl Alexander var Goethe hele livet igennem hans faste ledestjerne, og endnu i sine sidste dage bekendte han, at alt kunde han undvære, blot ikke Goethe. Alt hvad der stod i forbindelse med digtning, kunst og videnskab besjælede ham fra tidlig ungdom af. Hans livsmål var at gøre Weimar, „Musernes Enkesæde“, til et efterklassisk kulturcentrum. Det blev en passion hos ham at ville drage kendte personligheder og vågnende talenter i tysk åndsliv til Weimar, hvilket ofte strandede på, at hans chatolkasse ikke tillod ham at sikre deres økonomiske existens, og han forstod sig grumme lidt på penge. Adskillige af Tysklands fremtrædende litterære navne, som Paul Heyse, Ernst von Wildenbruch og Richard Voss, er dog uadskilleligt knyttede til Carl Alexanders Weimar. På musiklivets område er det tilstrækkeligt blot at nævne Liszt og Wagner.
De romantiske og historiske storhedsdrømme, der opfyldte ætlingen af de kunstelskende Thüringske landgrever, satte det synligste minde i storhertugens rekonstruktion af Wartburg, som han gennem et mangeårigt målbevidst arbejde lod føre tilbage til dets formodede ydre og indre på den tid, da landgreve Herman, minnesangernes beskytter, og Elisabeth den Hellige boede på det sagnrige skovslot. Da alt stod færdigt, også det hus, hvori Luther som Junker Jørgen havde fundet tilflugt, afholdtes der strålende fester i middelalderlige kostumer i belysning af begfakler og vokskærter. Hvad man end vil indvende mod restavreringen og det indre udstyr, navnlig mod Moritz von Schwinds sødladne vægmalerier og de mange, tit persiflerede tankesprog rundt om i salene, er og bliver genrejsningen af Wartburgs klipperede en bedrift af rang.
De hidtil offentliggjorte brevskifter, storhertugen førte, såsom med H.C. Andersen og Fanny Lewald, vidner om hans entusiasme, hans finsans overfor fænomener og mennesker, hans idérigdom og ikke mindst om hans trofaste sind og hjertets hukommelse. I den almindelige bevidsthed, der ikke havde et umiddelbart kendskab til disse hans værdifulde egenskaber, skosede man over hans ceremonielle væsen, hans maniererede skønlitterære sprog, og utallige er de serenissimus-anekdoter, man har hæftet på ham. Hvem der af genlevende vidner fra hans tid nu om dage gæster Weimars klassike steder, vil finde, at en genius loci er bortflygtet, og at hans minde, om det end aldrig kan udslettes helt, dog er stærkt blegnet.
I alle sine bestræbelser for påny at gøre Weimar til et kulturcentrum mødtes Carl Alexander med sin gemalinde storhertuginde Sophie født prinsesse af Nederlandene, hans kødelige kusine, idet begge var børnebørn af den myrdede kejser Paul af Rusland. Hans farfader var storhertug Carl August, Goethes ven, hans moder den af Schiller fejrede storfyrstinde Marie Paulovna og hans onkel Kejser Alexander, efter hvem han er opkaldt.
Mænd som Carlyle og Hebbel har berømmet storhertuginde Sophies åndelige betydelighed, hendes dybe natur og vidtspændende forståelse både for reelle og ideelle værdier, dog var hun hovedsageligt anlagt for det praktiske. Selv administrerede hun sin store hollandske formue og anvendte den til fordel for sit land ved oprettelsen af undervisningsinstitutter (Sophienstift), skoler for husflid og sløjd, organisation af syge- og fattigpleje. Hun bekostede, indsat af den sidste af Goethes sønnesønner til arving af Goethehuset i Weimar, dettes istandsættelse, betryggede dets fremtid og gjorde det almen tilgængeligt. For sine egne midler lod hun opføre den slotslignende bygning ved Ilm, bestemt til at rumme Goethes og Schillers og andre tyske digteres litterære efterladenskaber. Endelig bekostede hun også i hovedsagen den monumentale, efter hende opkaldte udgave af Goethes værker. Med sine repræsentationsevner og sin storstilede tænkemåde vilde hun værdig have beklædt et større riges trone.
Som jeg husker storhertuginden, virkede hun trods sin lille skikkelse imponerende ved sin ranke holdning og fornem kølige ro. Hendes udprægede hofsprog var isprængt med mange franske ord, og organet præget af hollandske gutturallyde.
Således havde dette enestående ejendommelige fyrstepar gennem et halvt århundrede præget deres residensstad, og de efterlod et blivende indtryk hos alle fremmede, der gæstede Weimar på Goethe-selskabets årlige festdage og fik foretræde for storhertugen og hans gemalinde, som modtog dem med udsøgt artighed. Dette har også jeg erfaret, da jeg i 1896 som Schiller-forsker og H.C. Andersens landsmand havde den oplevelse at overvære højtidelighederne ved indvielsen af Goethe-Schiller Arkivet.
Den gang var så meget endnu uforandret bevaret fra den tid, da H.C. Andersen færdedes i Weimar. Der levede af den ældste generation ikke helt få, der ikke alene mindedes ham, men endog fra deres tidligste ungdom erindrede Goethe, og hvis navne forekommer i „Mit Livs Eventyr“. Da Eduard Lassen, Liszts efterfølger som kapelmester i Weimar og barnefødt i København, på hin festdag for 44 år siden dirigerede Beethovens 9. symfoni, Schillers „Lied an die Freude“ og der fra sangerkoret lød ordene om venskabets store lykke, måtte man som dansk tænke på H.C. Andersens ven storhertug Carl Alexander, der højtbedaget, men ukuet af årene, ved sin indtræden i salen opfyldte forsamlingen, sikkert den sidste store festlige i hans tid, med en uforglemmelig stemning.
Storhertugen var den gang 78 år gammel, men endnu åndeligt bevæget. Skønt i civil galla, med det gyldne Vlies’ halsdekoration og den Weimarske Falkeordens Stjerne på brystet, som man kender den fra Goethe-portræter, mindede han mest om officerstypen fra 1848. Hans træk var uskønne, og tankefuren over næsen gav ham et strengt udtryk, som dog mildnedes, når han talte. For alle havde han et venligt ord.
På sin første rejse til Tyskland 1831, året før Goethes død, havde Andersen til hensigt at hilse på digteren af „Faust“, men da denne var skildret ham som fornem og afvisende, opgav han tanken.
Da Andersen første Gang gæstede Weimar, var han nær ved de fyrretyve Aar, havde sin store Udenlandsrejse bag sig og var kendt i den tyske Læseverden gennem vidt udbredte Oversættelser af hans Eventyr, Billedbog uden Billeder, Improvisatoren, O.T., Kun en Spillemand og En Digters Basar.
H.C. Andersen kom første gang til Weimar Skt. Hansdag 1844. Han boede hos friherre von Beaulieu-Marconnay, hvem han havde lært at kende under et besøg i Oldenburg. Gennem ham blev Andersen ført sammen med veteranerne fra Goethetiden, Eckermann og kansler Müller, hvilken sidste kørte med ham ud til skovslottet Ettersburg. Det var netop Carl Alexanders fødselsdag, der af omegnens bønder fejredes med en folkefest. Andersen blev præsenteret for det regerende fyrstepar, arvestorhertugen og hans gemalinde. Alle modtog ham venligt. Med Carl AIexander gik han i skær-sommernatten under de duftende linde i lampernes brogede skær. De to fandt straks hinanden. Hertugen kendte Andersens eventyr, læste selv et op af dem, ligesom digteren til alles bifald læste flere højt. Eckermann, hvis store godmodighed og barnlige sind Andersen fremhæver, mente, at arvestorhertugen, når han kom til regeringen, vilde indkalde Liszt og ham, hvem han begge syntes at ynde særdeles. Andersen kunde da tænke sig at dele sin tilværelse mellem København og Weimar. Afskeden mellem Carl Alexander og H.C. Andersen formede sig hjerteligt, og et påfølgende brevskifte banede vejen for en nærmere forståelse mellem de i mangt og meget ånds-beslægtede naturer.
I et brev, skrevet i slutningen af august 1844 på Glorup, genkaldte Andersen minderne fra dagene på Ettersburg, som han kaldte et smukt kapitel af sit livs eventyr. Han undså sig for at lade en kyndig hånd fjerne de utallige, grove forsyndelser mod det tyske sprogs simpleste regler, men netop i sin umiddelbare form, sin troskyldige og hjertelige tone efterlader dette hans første brev som også de følgende til Carl Alexander et ejendommeligt velgørende, ægte indtryk på læseren. I sit udførlige, venlige svar bad hertugen vor digter om for fremtiden at betragte Weimar og særlig hans bolig som sit hjem. „Naar min Søn“, skriver han, „en Gang er naaet til at begribe, at der udover hans lille Seng, hans Ammes Bryst og Barnestuen endnu findes en anden Verden, vil Deres Navn være blandt de første, som han vil lære at elske. Jeg selv tænker hver Dag paa Dem.“
I oktober sendte Andersen sin fyrstelige velynder en detailleret beretning om sit ophold på før, sit samvær med Kong Christian VIII og hans dronning på denne idylliske ø og sit besøg på Augustenborg. Fra København sendte han i januar 1845 en oversættelse af første kapitel af sit nye eventyr „Snedronningen“. „Gid jeg var Prins“, skriver han på sin troskyldige vis, „for at turde elske Dem med en Broders Hjerte.“ I marts giver han hertugen en livlig beskrivelse af den strenge vinter i København, da sundet var lagt til. Fra Landskrona kom en omnibus med 22 mennesker over den to alen tykke isflade til hovedstaden. Mellem Helsingør og Helsingborg var der ustandselig færdsel, og den mørke nat oplystes af et fakkeltog, der gik fra kyst til kyst.
I januar 1846 fulgte Andersen hertugens gentagne opfordringer om at komme til Weimar, hvor han blev en hel måned, og samværet udviklede sig til et virkelig venskabeligt forhold. Carl Alexander trykkede ham atter og atter til sit bryst, bad ham betragte Weimar som sit hjem og, om han vilde, blive her til stadighed. Om aftenen kom hertugen ind i hans stue, og de talte sammen til langt ud på natten. Denne gang indførtes Andersen i det selskabelige liv, mødte ved taflet, hvor han sad ved hertugens venstre side, i hofdragt med trekantet hat og kårde, og tiltaltes af lakajen med „Gnädiger Herr“. Hertuginden kom ikke til stede, da hun var i barnsnød, men bad ham hilse og sige, at hun skulde holde sig som Den Standhaftige Tinsoldat. Andersen legede med hertugens førstefødte lille søn, som moderen kaldte „Klumpe Dumpe“, og han digtede til barnet det bekendte vers: Pandeben-Øjesten, som blev oversat på tysk. Også Carl Alexanders moder, storhertuginde Maria Paulovna, viste Andersen megen venlighed. Hun kunde tale med ham om sit ophold i Danmark og Slesvig, da hun i årene 1806—7 efter slaget ved Jena sammen med sin gemal Carl Friedrich og sin svoger Prins Bernhard af Weimar havde boet først i Constantin Bruns gård i København og senere i det Bjelkeske Palæ i Slesvig, hvor landgreve Carl af Hessen havde taget sig af den landflygtige familie. Besøget i Weimar blev yderligere begivenhedsrigt for Andersen, idet Jenny Lind optrådte her på theatret og gjorde stormende lykke i „Norma“. Forrige gang, de to mødtes, var i København ved Thorvaldsens grav, nu ved Schillers og Goethes kister. Da Andersen drog syd på, tog Carl Alexander en bevæget afsked med ham, idet han sagde: „Vi er Venner for hele Livet“.
I Rom modtog Andersen flere breve fra Carl Alexander og skrev selv til denne: „Andre Fyrster har givet mig Ære og Ærestegn. De har givet mig en Plads i Deres Hjerte. Italien har ingen bedre Sol end den, der lyser for mig ud af Deres Sjæl. Hvis hele Verden, som jeg, kendte Deres Hjerte, vilde den elske Dem.“
På hjemvejen fra Italien tilbragte Andersen samme år fjorten dage i Weimar i august og begyndelsen af september. Det fortrolige forhold mellem hertugen og digteren befæstedes og uddybedes ved denne lejlighed meget, særlig på deres lange spadsereture i Belvederes og Tiefurts skønne parkanlæg. Også i morgentimerne var han alene med Carl Alexander, hvis huslige liv tiltalte ham så meget. Arvestorhertuginden red fedtelam med sin lille søn og sang dertil Andersens børnerim „Pandeben-Øjesten“ i tysk oversættelse.
Der foreligger særlig for årene 1846—47 en fyldig række breve fra Carl Alexander til hans danske ven, der giver et højst tiltalende billede af den åndeligt rigt interesserede, gavnelystne og idealt anlagte unge fyrste. Naturlig, ægte og varm i sin tone bandlyser han de banale godtkøbsfraser og tillærte høfligheder, hvormed fornemme menneskers breve som regel er udstyrede. Hans udtalelser om Andersens forfatterskab og individualitet røber ofte en fin og sund forståelse og et poetisk blik. På sine jagtudflugter og spadsereture i omegnen af Weimar og Eisenach søgte han ved at fæste sin opmærksomhed på livet i naturen motiver til eventyr, som han på en fordringsløs og elskværdig måde foreslog sin ven til benyttelse. Det samme var tilfældet med de historiske minder i slottenes sale, der satte hans fantasi i bevægelse. Der er flugt og farve over hans gengivelse af de stemninger og syner, der gæstede ham både i Wartburgs højtidsfulde rum og i Ilmenaus skovensomhed; der er overbevisende varme i fortællingen om hans store planer til påny at gøre Weimar til et midtpunkt for de åndelige strømninger i Tyskland og til et hjemsted for alle sangens trækfugle, hvorfra de end monne komme. „Jeg gad eje den indiske Guddoms tusind Arme for at kunne kryste al den Herlighed i Naturen, som jeg hverken har Sanser, Kræfter eller Ledemod nok til at favne“, siger han i et af sine natursværmende breve.
Vi forstår derfor også Andersens følelser, når han i et brev fra efteråret 1846 skriver til hertugen: „Jeg kan ikke undvære Dem. Gennem Dem elsker og ærer jeg Fyrsterne, der i vor Tid bedømmes altfor strengt. De forstaar mig, jeg elsker faa Mennesker som Dem, og jeg kan ikke andet.“
I året 1847 var hertugen og Andersen to gange sammen, først ved Skt. Hansdags tid i London og derpå om efteråret i Weimar, hvor deres samvær havde en mere hjertelig og inderlig karakter end nogensinde før. De kørte ud daglig på længere udflugter, og hertugen fulgte ham til banen.
Den i slutningen af året 1847 udkomne tyske oversættelse af Andersens episke digtning „Ahasverus“, der rummes i 29. og 30. bind af hans i Leipzig udgivne „Gesammelte Werke“, er tilegnet hertugen. „Naar jeg er død,“ ytrer digteren, „skal denne Bog for Dem og for Verden vidne om min trofaste Kærlighed til Dem.“
I februar 1848 sendte Carl Alexanders fader, storhertug Carl Friedrich, Andersen Den Weimarske Hvide Falks Orden. I sin takkeskrivelse gav digteren sit hjerte luft over sorgen ved Kong Christian VIIIs død. „Hans Død,“ svarede fyrsten, „betyder en ny Epoke for Danmark, ja for hele Tyskland. Ved hans Bortgang bliver den alvorlige Tid endnu mere alvorsfuld.“
Krigens udbrud 1848 medførte en længere adskillelse, og det skal siges, at Andersen, så tungt det end faldt ham, i ret skarpe ord, hævdede sit danske sind. „Naar skulle vi mødes igen, min ædle høje Ven!“ skriver Andersen og fik til svar et godt og hjerteligt, trøstende brev fra hertugen, hvori det hedder: „Har de Følelser, vi nære for hinanden, nogetsomhelst at skaffe med Kampen om politiske Meninger? Har vi sluttet Venskab for vore politiske Anskuelsers Skyld? Nej, vist ikke.“
I oktober 1848 sendte Andersen Carl Alexander en smuk skildring af de på Glorup indkvarterede svenske troppers daglige liv. De sang i slotsgården de samme sange, som deres forfædre havde sunget, da de kæmpede på Lützens sletter.
I foråret 1849 tilskrev han atter Carl Alexander et brev, men det gik tabt. Senere hørte han til sin store sorg, at weimarske tropper og med dem arvestorhertugen var marcheret mod Danmark. I september 1849 bad han indtrængende fyrsten om at læse de af Wegener udgivne augustenborgske breve. „Deres ædle Hjerte og alle tyske Hjerter som elske Sandheden, vil føle, at Danmark er uskyldigt og har lidt uretfærdigt.“
Af et langt brev fra Carl Alexander, dateret fra Belvedere 17. september 1849, fortjener et brudstykke at anføres: „Hvor skulde jeg have betraadt Hertugdømmerne, dansk Jord, uden at tænke paa Dem! Dette var navnlig Tilfældet paa Graasten. I Slesvig stod jeg af ved det bjelkeske Palæ. En ældre Herre og to kønne unge Damer stod ved Havelaagen. Han spurgte mig, om jeg vilde træde ind. Da jeg tog imod hans Opfordring, tiltalte han mig ved Navn. Det var Hertugen af Augustenborg og hans Døtre. Han førte mig ind i det Hus, han viste mig de Værelser, som mine Forældre i Aaret 1806 i Krigens Angst og Nød saa længe havde beboet, og som jeg, deres Søn, nu ogsaa i Krigens Nød betraadte. Hvilket Eventyr er dog saa eventyrligt som Livet selv! Hertuginden modtog mig. Vi satte os i en Vinduesfordybning. Jeg spurgte efter hendes Sønner. De var begge i Krig. Den stakkels Kvinde græd stille og klagede mig sin Nød. Sønnerne i Felten, de selv paa Flugt, berøvet deres Besiddelser og Ejendom stod de ved Afslutningen af en glimrende Fortid foran Fremtidens dunkle Port. Denne grædende Kvinde, denne Familie paa Flugt, disse mørke, høje, øde Værelser med deres smuldrende, falmende Pragt, der talte til mig om mine Forældres egne Lidelser og Nød, — aldrig i mit Liv vil jeg glemme dette Billede! Jeg er ikke Dommer over denne hjemløse Families Handlinger, men det forsikrer jeg Dem, at hvem der saa dem i dette Øjeblik, maatte have Medlidenhed med dem. Jeg kom til Graasten, fra hvilket Slot De en Gang skrev til mig, og hvor jeg, og under hvilke Forhold, nu laa i Kvarter! I Gaarden laa der Halm, stod der Vogne, og Soldater drev omkring. Fløjen, hvori Kongeværelserne ligger, var omdannet til Lasaret, ogsaa i den anden Fløj laa der saarede Officerer. Ovenover stod nogle Stuer tomme. Det var Hertugens og hans Sønners Værelser; her indkvarterede jeg mig med min Adjutant. Jeg tænkte meget paa Dem. Nær ved Slottet var der friske Grave. Jeg stod her for første Gang Ansigt til Ansigt med Krigen.“
Et følgende brev fra Andersen, svaret på nogle af hertugen fra Holland tilskrevne linier, omhandler førsteopførelsen af „Mer end Perler og Guld“. Oehlenschlägers død og højtidelige jordefærd danner indholdet af et brev fra januar 1850. Carl Alexander bevidnede i hjertelige ord sin sorg over den store digters død og det tab, Danmark herved havde lidt, og kom derefter ind på sit personlige forhold til Andersen: „At De i hvert Brev truer mig med aldrig mere at ville komme igen, og at Deres Breve for Fremtiden vil blive færre og sjældnere, gør mig virkelig ondt. Hvormed har jeg forskyldt det? Skal jeg da allevegne, selv hos mine Venner støde Hovedet mod den usalige Politik! “
Fredsbudskabet i juli 1851 kom over Andersens hjerte som en søndagsfest. Nu kunde han atter håbe at gense sin fyrstelige ven. Jublende glad sendte han hertugen et brev, og denne svarede, at han istemmede Andersens jubel over freden, særlig fordi den atter førte hans hjerte tilbage til Tyskland, til Weimar.
Et julebrev fra Andersen beretter om H.C. Ørsteds værk „Aanden i Naturen“, som han bad Carl Alexander om at læse. „Jeg tror“, skriver han, „at jeg som Digter endnu har flere Stadier at gennemløbe og at jeg gennem Ørsteds Skrift er naaet til et nyt. Det har hos mig opvakt en Længsel efter Videnskaben, og jeg har i saa Henseende i den sidste Tid lært meget, der har bragt Uro i min Produktion og i Brevvexlingen med mine Venner. Ørsted har i mange Aar været min trofaste Ven, men nu staar han mig nærmere, da han har forstaaet min oprigtige Stræben. Som Følge af denne Udviklingsproces er min sidste Bog „I Sverrig“ atter og atter bleven omarbejdet. De behøver dog ikke at blive bange for, at jeg skulde sige Poesiens friske Liv Farvel for at stige ned i Filosofiens Regioner eller endog for at skrive didaktiske Digte. Jeg staar som Aladdin med Vidunderlampen i Videnskabernes straalende Hule.“
Hertugen viste levende interesse for Andersens meddelelser, men tilføjede spøgende: „Er det for at gøre mig Indflydelsen af Ørsteds Værker paa Dem selv tydelig, at De lader en hel Jordomdrejning gaa hen mellem hvert af Deres Breve? Naturen er god og kærlig, men det er De ikke, naar De lig Ægypternes hemmelighedsfulde Billeder indhyller Dem i Tavshed for Deres Venner.“
I marts 1851 stillede Andersen hertugen en gibsafstøbning af sin af Jerichau modellerede buste i udsigt. Glæden over soldaternes hjemkomst, som Andersen havde fejret i et smukt digt, lod han i rigt mål komme til orde overfor Carl Alexander, der naturligvis ikke kunde dele hans følelser, men tav dertil. Efter fem års adskillelse kom H.C. Andersen atter i maj 1852 til Weimar og blev her i tre uger, men skønt hertugen kom ham i møde med vanlig hjertelighed, var stemningen dog betydelig afdæmpet. Andersen led under den uvilje, flere i hoffets kreds udviste mod ham som dansk. Grevinde Julie Egloffstein skriver, at hun har tilbragt et par stille, behagelige timer sammen med ham, og „hans Individualitet har behaget mig bedre, end jeg havde tænkt, fordi han er from og mild og viser sig barnlig god og interesserer mig til Trods for sin barnagtige Egenkærlighed“.
At Carl Alexander i 1853 havde tiltrådt regeringen, forandrede vel ikke hans følelser overfor digteren, men ved dennes besøg i midtsommeren året efter synes dog det stive og ceremonielle i storhertugens væsen at have ytret sig. I september 1855 kom Andersen atter til Weimar, og overbragte Liszt Hartmanns musik til „Liden Kirsten“, der fandt nåde hos mesteren, og ved hjælp af en ung digter lykkedes det Andersen at tilvejebringe en versificeret tysk oversættelse af hans tekst. Året efter fulgte han storhertugens indbydelse til dennes fødselsdag, men blev her trods gentagne opfordringer kun få dage. Han bivånede opførelsen af „Faust“ og gjorde bekendtskab med digteren Gutzkow, hvis væsen mishagede ham. Det var Andersen en særlig tilfredsstillelse at se sin buste opstillet på Ettersburg mellem den sidst afdøde storhertugs og Wielands. I dagbogen omtaler han udførligt Liszts forhold til fyrstinde Wittgenstein, der vakte megen forargelse i Weimar. De mange festligheder, theatret, tafler og koncerter trættede ham. I sept. 1857 var han sidste gang i Weimar, hvor han, indbudt af Carl Alexander, overværede afsløringen af Goethes og Schillers mindesmærke og grundstennedlæggelsen til Carl Augusts rytterstatue. Ved afskeden trykkede hertugen ham, som så ofte før, i sine arme og kyssede ham på begge kinder.
Efter sin hjemkomst til Danmark sendte Andersen under et ophold hos Ingemann et takkebrev til storhertugen. Et brev fra oktober er opfyldt af klager over hans vaklende helbred og sorg over fru Heibergs bortgang fra scenen. Skønt kejserne af Østrigs og Ruslands sammenkomst under storhertugens tag havde lagt stærkt beslag på dennes tid, fik Carl Alexander dog stunder til at sende sin syge ven nogle trøstende og opmuntrende linier.
I juletiden nedskrev Andersen sit eventyr „Pebersvendens Nathue“ med motiver fra Wartburg og Eisenach og sendte det til Carl Alexander i en god tysk oversættelse, hvilket glædede fyrsten meget.
Fra året 1859 foreligger endnu 5 breve fra storhertugen til Andersen, et længere som svar på digterens udførlige beretning om festlighederne i anledning af Ingemanns 70 års fødselsdag. Til det i anledning af Schillers 100 års dødsdag udkommende festalbum skrev Andersen sit eventyr „Den gamle Kirkeklokke“ som en hyldest til tysk sang og tyske minder.
I årene 1860—61 skrumpede den før så livlige brevveksling ind til små billetter og gik derefter i stå endnu inden krigens udbrud.
Først i april 1874 genoptoges forbindelsen, idet Carl Alexander, på efterretningen om Andersens sygdom, lod forespørge telegrafisk til hans befindende. „Min inderlige uafbrudte Deltagelse i Deres Ve og Vel, bevæger mig til at bede Dem om Efterretning“, hedder det i telegrammet. Herpå svarede Andersen i et taknemligt bevæget brev.
Heri skrev han bl.a.: „Jeg er endnu saa venligt i Deres Erindring, som i tidligere, uforglemmelige Dage. Mange vexlende og tunge Tider ligger mellem den Tid og nu, men trofast og taknemmeligt bar jeg altid i mit Hjærte Erindringen om al den Naade og Hjærtens-godhed, De har forundt mig. Under de mange store, nu snart historiske Begivenheder skrev jeg ikke, Aar fulgte paa Aar, og jeg vidste snart ikke, om jeg igjen turde forny en Brevvexling, der en Gang gjorde mig saa lykkelig. Nu fornemmer jeg, at jeg tør og kan det.“ Fra Holsteinborg sendte han atter 2. juni et brev, ledsaget af en tysk oversættelse af „Lykkepeer“, for hvilken hertugen takkede ham hjerteligt. Året efter sendte storhertugen en lykønskning til Andersens 70-årige fødselsdag, ledsaget af patentet som Komtur af Falkeordenen. I takkeskrivelsen slutter Andersen i forudfølelsen af sit nære endeligt med ønsket om lykke og velsignelse over det land, hvorfra der var strømmet så megen solskin ind i hans digterliv.
To måneder senere — den 11. august, blev H.C. Andersen båren til graven. Storhertug Carl Alexander overlevede ham i et kvart århundrede og nåede at fejre sit guldbryllup med sin gemalinde.
Edvard Collin hævder, vel ikke med urette, at Andersens ophold i Weimar voldte den bratteste overgang i hans væsen. Livet i de fyrstelige sale, al den overvældende venlighed, Carl Alexander viste ham, „denne Jagen fra Fest til Fest, omgivet af Smiger gjorde ham ubillig overfor de hjemlige Forhold.“ Selv skriver H.C. Andersen i 1846: „Jeg rejser i Tyskland og modtages som en Fyrste, hvorimod hjemme er jeg behandlet som en Tigger“, men ærlig og umiddelbar som Andersen var, bekender han, at han er bleven „fordærvet ved Hyldest af Fyrster og Aandens Stormænd“.
Selv om tid og rum end nok sålænge havde skilt digteren fra hans fyrstelige ven, gemte Carl Alexander gennem mange år trofast mindet om H.C. Andersen. I sin samtale med mig fremkom storhertugen med følgende udtalelser, som har indprentet sig i min erindring.
„Det er nu et halvt Aarhundrede siden jeg og Andersen mødtes første Gang, og han har nu været død i tyve Aar. Tiden skilte os, men jeg har aldrig glemt ham. Kort før hans Død vekslede vi hjertelige Breve. Han skrev et kønt lille Digt til min afdøde Søn. Jeg har fortalt mine Børnebørn hans herlige Eventyr. Er war ein grosser Dichter, ein lieber Mensch und mein guter Freund.“ Også storhertuginden udtalte sig i venlige ord om H.C. Andersen, og beklagede, at den lede politik havde skilt dem ad, fordi han havde hævdet sig som en brav patriot.
Danske, der nu om dage gæster Weimar for at hylde Goethes og Schillers Manes, bør ikke glemme, at her var det også, hvor H.C. Andersens digtergenius er bleven hyldet og æret og han selv med dyb forståelse af hans individualitet toges i favn som næppe noget andet sted i den store verden, og hvor han engang selv har følt sig lykkelig som en prins i eventyrets rige.
