Bøger uden personregister har ofte tilbageholdt oplysninger af vigtighed. Dette er vel grunden til, at ingen hidtil har bemærket, at der i Lauritz Swendsens alfabetiske fortegnelse over De københavnske Privatteatres Repertoire (1847-1906), Kbh. 1907, Side 80-81 står at læse:
I Maaneskin, Alpescener fra de tyrolske Bjærge i 2 Afdelinger af H.C. Andersen. Motivet efter Kobells og Seidel’s ,,’s letzste Fensterl’n oder Der Abschied von der Sennerin“ og „Drei Jahre nach dem letzsten Fensterl’n oder Die Rückkehr aus dem Krieg“. Musikken af Lachner. C(asino): 2 Juni 1855. – Opført 1 Gang.
Stykket synes ukendt. I udgaven af H.C. Andersens samlede skrifter findes hverken det hele eller brudstykker deraf trykt, heller ikke omtales det i litteraturen om digteren. Dr. Topsøe-Jensen har venligst meddelt, at det ikke er nævnt i de sparsomme almanakoptegnelser fra disse år eller andre steder. Spørgsmålet om et eventuelt manuskripts eksistens kan, når det drejer sig om de offentlige biblioteker, bedst besvares gennem Lauritz Nielsens Katalog over danske og norske Digteres Originalmanuskripter i Det kongelige Bibliotek, Kbh. 1941.
I denne fortegnelse er under H.C. Andersens navn (s. 18-19) og med henvisning til Collinske Samling (21, 4°) optegnet en samling dramatiske arbejder, og herunder blandt de mindre (IV. 6,4): „I Maaneskin. Alpe-Scener fra de tyrolske Bjerge efter Kobell og Seidl’s „’s letzti Fensterln“. Musik af Lachner“. Rettet Renskrift. Ufuldstændig. (10 Bl.) – Dette Manuskript slutter med Titelbladet til anden Scene.
Teaterprogrammet fra opførelsen på Casino – plakat findes ifølge Det kgl. Biblioteks danske afdeling ikke på dette tidspunkt – giver nye oplysninger, idet det bl.a. afslører, at aftenen blev givet til benefice for skuespilleren Hr. Edvard Hansen, en af teatrets talentfulde kræfter, og at stykket gik anonymt over scenen. Beneficeforestillingerne på Casino var en årligt tilbagevendende begivenhed og tiltrækker sig ikke opmærksomheden af den grund. Publikum var behørigt adviseret om underholdningen i tidens aviser gennem annoncer og forhåndsomtaler, uden at H.C. Andersen dog nævnes. I Flyve-Posten kunde man den 2. juni 1855 (11. årg., nr. 124) læse følgende notits under rubrikken Casino:
Den første af de aarlige Beneficeforestillinger for Theaterpersonalet finder Sted iaften til Fordeel for Hr. Edv. Hansen. Programmet er meget lovende, da der ikke blot gives to dramatiske Nyheder, „En Børneforlovelse“ og „I Maaneskin“, samt Lystspillet „De borgerlige Stevnemøder“, men tillige en ny Romancecyclus „En Kanetour“ af A. R., componeret af Lumbye, der foredrages af Beneficiantens Broder, kgl. Kammersanger Chr. Hansen…
Derimod svigter Pressen – Aviser som Berlingske Tidende, Dagbladet og Kjøbenhavns-Posten — naar det gælder Anmeldelser af Aftenens Program. Kun Flyve-Posten giver en nærmere Omtale deraf den 5. Juni (Nr. 126) med Overskriften Casinos Theater:
Hr. Edvard Flansens Beneficeforestilling i løverdags Aftes blev givet for saa godt som udsolgt Huus. Sikkert forlode kun Faa Theatret utilfredsstillede, thi Forestillingen — hvilket just ikke altid er Tilfældet med Beneficer — var af et interessant og meget tiltalende Indhold . . . Idyllen „I Maaneskin“, der er bearbeidet efter Kobell og Seidels „s letzti Fensterln“ er en i og for sig meget simpel Situation, men vækker ved sin naive Tone og poetiske Indklædning, i Forbindelse med de udmærket smukke Romancer og Folkesange, en behagelig Stemning, der vedligeholdtes ved Mad. Rosenkildes og Hr. Edvard Hansens varme og følelsesfulde Spil, hvorvel den Sidste ikke altid var ganske sikker i sin Rolle. . .
Kjøbenhavns-Posten nævner overhovedet ikke „I Maaneskin“ i sin diminutive omtale af aftenen, trykt den 8. juni.
Imidlertid, det er lidet sandsynligt, at Lauritz Swendsen har skænket fragmentet i den Collinske Manuskriptsamling sin opmærksomhed og gennem det fundet frem til, at H.C. Andersen er stykkets ophavsmand. Han har uden tvivl haft adgang til materialet på Casino, inden teatret ophørte at eksistere; men da dette skete, deltes dets arkiver mellem Det kgl. Bibliotek, hvor musikafdelingen overtog partiturerne, og Universitetsbibliotekets 1. afdeling, hvor teksthefterne nu er tilgængelige i Dramatisk Bibliotek. Og dog findes ingen af disse steder hverken partituret – det kunde have bragt musiknumrenes tekst tilveje – eller rollehefter og suffløreksemplarer. – En henvendelse til teatermuseet gav negativt resultat.
Men i grosserer Holger Laage-Petersens H.C. Andersen-samling, der nu er testamenteret Det kgl. Bibliotek, fandtes endelig det forsvundne, komplette Casino-eksemplar af teksten til „I Maaneskin“ i afskrift, oven i købet med enkelte rettelser fra H.C. Andersens hånd! (Ms 646). På titelbladet læses øverst til højre: Edv. Hansen; her foreligger altså selveste den mandlige hovedkrafts rollehefte! Desuden har Digteren efter titlen egenhændigt tilføjet, at Stykker er gjengivet i Originalens Vers af H.C. Andersen. Disse ord læses ikke i originalmanuskriptet, afskriveren har ikke givet denne ellers så naturlige oplysning, og de er altså af ukendte årsager blevet opgivet i det officielle program samt alle andre trykte meddelelser om opførelsen.
Det er naturligt, at H.C. Andersen har stået til disposition ved oversættelsen eller bearbejdelsen af stykket. Han havde fra Casinos åbning som teater været fast knyttet til denne scene som en slags husdigter – han var dertil medlem af teatrets repræsentantskab – og hvad han havde tabt på Det kgl. Teater, vandt han til gengæld her, hvor især hans eventyr-komedier opførtes med stort held. På Casino fandt første-opførelserne sted af En Nat i Roeskilde (6. maj 1849), Meer end Perler og Guld (3. okt. 1849), Ole Lukøie (1. marts 1850), Hyldemoer (1. dec. 1851) og En Landsbyhistorie (17. jan. 1855), hvortil kommer genoptagelser af bl.a. En Comedie i det Grønne, Fuglen i Pæretræet og Den Usynlige paa Sprogø. Endelig benyttede man, som tilfældet var også på Det kgl. Teater, hans tekster ved andre lejligheder, såvel i beneficeforestillinger som aftenunderholdninger og koncerter, f.eks. ved oplæsning af eventyr som To Jomfruer og Sneemanden, samt foredrag af romancer som Gurre.
I det folkelige repertoire, der var Casinos speciale, indgik H.C. Andersens originale arbejder, oversættelser og bearbejdelser som et naturligt element. Og „I Maaneskin“ danner hverken heri eller i hans dramatiske produktion nogen undtagelse.
Sammenligner man oversættelsen af „de udmærket smukke Romancer og Folkesange“, som Flyve-Postens anmelder udtrykte det, med originalens tekst (i klaverudtoget fra Jos. Aibl i Leipzig: Zwei Alpenscenen: „’s letzti Fensterln“ und „Drei Jahrln nach’m letzten Fensterln“. Texte von F. v. Kobell und J. G. Seidl. Musik von Ignaz Lachner. Neue Ausgabe. (Bühnen gegenüber Manuscript.). . . Wien, Universal-Edition A. G. 1826 a. b., der ikke findes i Danmark, men er fremskaffet gennem Det kgl. Bibliotek fra National-Bibliothek, Wien), vil man ikke opdage store forskelle. H.C. Andersen har, hvis der ikke er tale om et, måske tysk, mellemled, på beundringsværdig vis formået at følge den specielle dialekt, „weanerisch“, som originalen er affattet i, da han omsatte den til dansk, omend der gives visse uoverensstemmelser mellem det foreliggende partitur og manuskriptet; enkelte af de musikalske numre er udgået, et par er tilføjet, og nogle strofer er ikke oversat. Desværre har det ikke været muligt at opspore den samlede tekst, så at det har kunnet fastslås, hvor meget af dialogerne der er originalt, og hvor meget der eventuelt er bearbejdet eller omdigtet. At genfortælle den naive historie er uden betydning, hele handlingen kan på en måde læses ud af de to titler, blot må det bemærkes, at efter nutidige synspunkter virker de berømmede sange meget nær det parodiske.
Når Casino valgte at lade „I Maaneskin“ opføre, skete det i overensstemmelse med tidens smag for slige stykker. Repertoiret på de københavnske teatre viser flere eksempler på „Alpescener“ både i skuespillet og balletten, dertil havde man i det foreliggende tilfælde valgt et arbejde af en kendt komponist som Ignaz Lachner (1807-1895), medlem af den komponistfamilie, hvis berømteste navn var broderen Franz. Han var i årene 1842-1853 ansat som 2. kapelmester ved hofoper i München og skrev da, foruden flere operaer, ganske særligt „Alpenscenen“.
At H.C. Andersen ikke nævnes på programmet kan have flere årsager. Muligvis har han ikke fundet denne bagatel tilstrækkelig betydelig at sammenknytte sit navn med – selv om det ligner ham dårligt at fortie det – eller han har villet, som i tidligere tilfælde, afvente kritikkens reaktion, før han gav sig til kende. Det må erindres, at stykker som Lykkens Blomst, Kongen drømmer, Den nye Barselstue og Hr. Rasmussen, alle fra årene omkring 1845, fremkom anonymt. Det sidstnævnte delte skæbne med „I Maaneskin“ ved kun at blive opført een gang (på Det kgl. Teater), men til forskel fra dette er det i dag dels velkendt gennem udgivelsen ved Edvard Agerholm for selskabet for dansk teaterhistorie i 1913, dels faldt det på grund af dårlige anmeldelser, hvad der ikke er tilfældet med Casino-stykket. Og når det ikke findes trykt i H.C. Andersens produktion, bør der ikke lægges for meget deri – han har måske ikke tillagt det større betydning; det samme gælder andre af de mere lejlighedsprægede arbejder, selv om disse måske i affattelsestiden var tiltænkt et liv udover det øjebliksprægede som f.eks. den dramatiske scene Sangerinden, der opførtes på Det kgl. Teater d. 7. nov. 1841 med scenisk arrangement af Aug. Bournonville ved en concert for mad. Simonsen; det blev udmærket anmeldt i Figaro d. 14. nov. s. a. (2. bd., 7. hft., omslaget). Ifølge Andersens almanak gentoges forestillingen 28. og 30. november.
I meget er de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med „I Maaneskin“, ret almindelige. Anonymiteten var en foreteelse, kendt i andre tilfælde, og fænomenet en første- og samtidig sidste-opførelse var ikke nyt.
Det usædvanlige er, at det har været muligt at føje en flis til den bygning, der i stadig vækst søger at give et tydeligere billede af H.C. Andersen, nemlig kendskabet til og bekræftelsen af en hidtil upåagtet meddelelse, skjult i en registrants vildnis, at man på et københavnsk teater engang opførte et stykke, der skyldte selve eventyrdigteren sin fremkomst – uden at nogen dengang, med undtagelse af de få implicerede, eller nu tilsyneladende har anet noget derom.
Tilbage står et par uløste spørgsmål.
Det ene må blive: Hvorfor opførtes stykket kun denne første og eneste gang?
Læser man manuskriptet igennem, ses det, at det hverken var værre eller bedre end saa meget andet af hin art, der så lyset i samtiden. Og skønt kritikken var det gunstigt, blev det ikke, som andre af aftenens førsteopførelser, gentaget. Det blev ikke efter ferien indlemmet i repertoiret trods de få krav til personale og sceneeffekter. Muligvis skyldes det enten, at Edvard Hansen i saisonen 1855-1856 overgik til Hofteatret, hvor han spillede sammen med Høedt og Wiehe; men da han derefter påny optrådte på Casino, var „I Maaneskin“ dog for bestandig forsvundet fra scenen; eller man har anset det for at være en uvigtig bagatel, let spillet og hurtigt glemt.
Det andet spørgsmål forekommer vigtigere: Hvorfor har H.C. Andersen, der minutiøst har nedtegnet sit livs detailler i breve og dagbøger indtil de mest personlige intimiteter, undladt selv at nævne dette stykke noget sted?
Man ved det ikke. På titelbladet til manuskriptet i Laage-Petersen-samlingen står tilføjet med fremmet hånd: Opført paa „Casino“ 2. Juni 1855. Forbindelsen til Lauritz Swendsens registrant er sluttet.
