Langt det vigtigste af de arbejder, der i de seneste år lægger beslag på Fyns Stiftsmuseums kræfter i felten, er undersøgelsen af den store jernaldergravplads på Møllegårdsmarken ved Broholm. Arbejdet blev påbegyndt i 1959. Siden er der gravet i fire kampagner, sidst i september og oktober 1961. Undersøgelserne fortsætter den afdækning, som kammerherre F. Sehested til Broholm gennemførte i årene 1875-81, hvorved 381 grave blev lagt for dagen. Resultaterne under de nye gravninger har været næsten overvældende. Ved afslutningen i 1961 kunne man registrere grav nr. 1109 som den sidst optagne, og endnu gemmer den store fynske nekropol vel flere hundrede nedlægninger. Det er skønnet rigtigst at gennemføre en fuldstændig undersøgelse af pladsen. Af to grunde. For det første vilde den moderne dybpløjning i løbet af få år tilintetgøre de tilbageværende urner, som står højt i jorden. For det andet vil det være af særlig forskningsmæssig værdi, at man får hele det store materiale til rådighed for den videnskabelige bearbejdelse.
I de to foregående årgange af Fynske Minder er gjort rede for fremgangsmåden ved optagelsen: Arbejdet udføres i store fladeafdækninger, der i nogle tilfælde blottede indtil 30 urner og brandpletter, således som de ledsagende billeder kunde vise det. Trælsomt og rutinemæssigt kan dette arbejde forme sig, men hver gang et mærkeligt eller særlig smukt lerkar arbejdes frem af jorden, melder spændingen sig alligevel, som var just denne urne det første kar, der blev udgravet på pladsen.
Men også nye typer begynder efterhånden at dukke frem. Alt som feltbænkene forskydes mod nord og øst på pladsen – i år blev der lagt 1770 m2 til det hidtil afgravede – begynder nu også jordfæstegrave at komme for dagens lys. Endnu kun få i tal, men velkomne, fordi oldsagerne, når den døde er jordet ubrændt, er langt bedre bevaret end i brandgravene. I de sidstnævnte blev jo smykker og brugsting lagt på bålet med den døde, og de gik til grunde i ilden. Ved sidste års undersøgelse er nu fire jordfæstegrave blevet afdækket, og dem vil vi se på i det følgende.
To af gravene, nr. 1108 og 1001, er der dog kun grund til at ofre en kort omtale på, da de var ret jævnt udstyret i lighed med et antal jordfæstegrave, som for en god snes år siden blev undersøgt på en stor gravplads på bakken Lundehøj ved Espe, mens andre optoges på en lignende plads ved Fravde i 1890’erne. Begge de nyfundne anlæg tegnede sig som ovale fordybninger i undergrunden, ca. 2 m lange. Grav 1108 var omsat med en oval stenramme, der lå i nord-syd. Gravgaverne bestod af en lille fin lerkop og to sølvbelagte dragtnåle, fibulaer, af bronze. Intet spor af skelettet var tilbage, men den døde har sikkert hvilet med hovedet i nord. Oldsagerne daterer graven til det 2. århundrede e. Kr., altså ældre romersk jernalder. Lidt yngre var grav 1001. Den lå i retning nordvest-sydøst. Også her var alle spor af den døde tæret bort, men at den gravlagte har hvilet med hovedet mod syd, liggende på højre side, kunde ses af oldsagerne, der bestod af to små lerkar ved gravens syd-østkant, samt af en jernkniv, alt åbenbart nedlagt foran den dødes ansigt. Lerkarrene er typiske for det tidlige 3. århundrede, begyndelsen af yngre romersk jernalder.
Adskilligt rigere var to andre grave, nr. 1109 og 788. Grav 1109 nåede vi, kustode H. Skov Hansen og forfatteren, at afdække på udgravningens to sidste dage, da novemberregnen for alvor begyndte at sætte ind. Længe havde vi bemærket en række sten i kanten af det østligste felt, men afdækningen af urnegravene havde krævet vor fulde arbejdsindsats en tid lang. Men endelig kunde vi da udvide feltet ved stenrækken, og snart lå en anselig stendynge blot, 2.40 m lang i retning nord-syd, 1.0 m bred. Mellem stenene var fyldt grus på, som skarpt skilte mod den omgivende lerbund. Stendyngen dækkede over det 2 m lange gravleje, hvis bunddybde kunde måles til 1.25 m under markfladen. Ved randen sporedes rester af formuldet træ. Den døde har da hvilet i en tømret kiste, som var afstivet udenom med sten. Alle spor af den døde var svundet bort, og kun af oldsagernes beliggenhed i gravens nordlige halvdel tør sluttes, at den døde har hvilet på højre side med hovedet mod nord.
I tidens løb var trækisten sunket sammen. Pakstenene var styrtet ind i gravrummet, og det havde afstedkommet nogen ravage. En stor sten havde således knust lerkarret fig. 11 a i skår og havde bragt gravens to største genstande ud af leje, nemlig de to sammenhørende bronzekar, øsen og sien på fig. 3. Ca. 30 cm nord for bronzekarrene lå med en halv snes centimeters indbyrdes mellemrum tre prægtige fibulaer af sølv, fig. 3b-d. De har siddet på den døde kvindes skuldre og bryst. At det er en kvinde, som er jordet, fremgår til fulde af udstyrets sidste genstande, fig. 3 a: fem perler anbragt på en snor som prydelse om halsen eller på brystet. Den lille nydelige hængeprydelse, 3 a, en berlok af guld, er det centrale stykke, lydefrit bevaret, fremstillet af flettede guldtråde loddede på en indre kapsel. Smykket hænger i en lille øsken og ender nedad i en klase af 5 kugler, hver med 4 påloddede småkugler. På hver side af berlokken har siddet en lille guldperle. Begge perlerne er ringformede og udført i fin trådfletning. Mod det lysende guld glimtede ved afdækningen to andre småbitte perler frem, men af glas, stærkt røde og gule i den våde jord.
Det rige udstyr viser, at en fornem kvinde er jordet i denne grav. Et udtryk for velstand er ikke mindst de to bronzekar, importstykker fra det rigsromerske område langs vestre Rhinbred. I romerriget brugtes det sammenhørende sæt af øse og si ved opskænkning af vin og til frasining af grums og bundfald i drikken. I stort tal udførtes øser, sier, spande, fade og glaskar til de germanske områder. Til Danmark og dele af det øvrige Norden er de kommet i mængde. I adskillige af Møllegårdsmarkens urnegrave er fremdraget rester af sådanne importkar, men altid i ynkelig smeltet tilstand. Nu har vi da også på denne gravplads endelig et par fra en jordfæstegrav, desværre ikke fuldt bevarede, men dog så vel, at de langskaftede, finvæggede kar har kunnet istandsættes under en møjefuld restaurering. Også de to små glasperler er provinsial-romerske produkter. Sølvfibulaerne og guldperlerne er derimod, ligesom naturligvis lerkarret, fremstillet på Fyn af stedlige folk. De nævnte hjemlige produkter kender vi i mange danske gravfund fra den senere del af ældre romersk jernalder eller 2. århundrede e. Kr. Interessante for dateringen af grav 1109 er i særdeleshed øse og si, begge af sen type med flad, næsten urundet bund, en type, som ellers først forekommer i yngre romersk jernalder, og som, så vidt vides, kun i denne ene grav er optaget i et fundmilieu fra ældre romertid. Grav 1109 må derfor sikkert dateres til slutningen af det 2. århundrede, den ældre romertids sidste årtier.
En del yngre var det andet veludstyrede fund, vi skal se på, grav 788. Den blev afdækket i april 1961. Som sædvanlig gravede arbejdsfol-kene et spid jord af i bunden af felterne, og der afskovledes til den rene undergrund. I den gule bundjord vil nemlig alle dyberegående nedgravninger aftegne sig som mørkerefarvede fyldskifter. Netop sådan kom grav 788 for dagen, som et lidt uregelmæssigt formet fyldskifte, 2.75 m langt, 1.35 m bredt. Der var ingen omgivende sten og ingen spor af trækiste. Af den døde var kun tandemaillen bevaret. Disse tandrester lå lidt syd for gravmidten, og den døde synes da at have hvilet med hovedet i syd. Gravbunden lå kun 90 cm under markfladen.
Under afdækningen stødte vi først på oldsager ved midten, idet der her lå et lag ituslåede skår af flere lerkar, som er ødelagte ved en forstyrrelse i oldtiden allerede. Snart efter stødte gravespatelerne på skår af et glaskar. Også det var knust, men i museet er det lykkedes at samle skårene til det lille bæger på fig. 6 c, det første „hele“ oldtidsglas i Stiftsmuseets eje! Det er af klart, svagt vandgrønt glas og prydes med en bort af 5 vandrette pålagte tråde. Lignende glas er fundne i Köln, og det fynske er uden tvivl at betragte som importgods fra det kendte rhinske centrum for glasfremstilling. Glaskarrene af denne type er i Köln daterede til 300-tallet. Det svarer meget godt til en gruppe lerkar, som stod lige syd for glasset (skårgruppe 2 på fig. 4). Eller rettere: De lå som en skårbunke, men af skårene har dog kunnet samles de tre fig. 5 a-c. To af dem er smykkede med bredt indstrøgne riller, som ligger vandrette om halsen, lodrette ned over skulderen, og den største har tillige fremspringende kamprydelser ned over bugens runding. Et fjerde lerkar, der stod sydligt i graven, er mærkeligt ved sin indbøjede munding. Det har haft en bred, nu næsten helt afbrudt bæretap, fig. 5d.
Endelig fandtes omtrent ved midten af graven to spinkle fibulaer af sølv, den ene helt bevaret, fig. 6a-b, en spiralsnoet fingerring af tyk guldtråd ombøjet i 2½ vindinger, desuden et lille remspænde og en lille kniv, begge af jern.
Ikke mindst lerkarrene fig. 5 giver gode fingerpeg for dateringen af grav 788. De stammer fra midten eller måske også slutningen af det 4. århundrede.
At imidlertid ikke blot jordfæstegravene, men også de uanselige brandgrave kan gemme importsager, ses af to meget interessante nedlægninger, som også blev fremdraget på Møllegårdsmarken i det begivenhedsrige år 1961.
Det første fund, vi stødte på ved undersøgelsen i efteråret, var brandpletten grav 834. I en lille uregelmæssigt formet nedgravning, der var ca. 70 cm i tværmål og 35-40 cm dyb i undergrunden, kunde følgende iagttages. Gruben var fuld af kulsort askejord fra ligbålet. Heri var der en del trækul, men kun få finbrændte smuler af ben kunde anes. På bunden lå dele af en stor bronzekedel af den type, man kalder østlandskar i den arkæologiske sprogbrug, fordi mange af den art kedler er fundet i den østlige del af Sydnorge, især om Oslofjorden. Men kedelen var næsten helt ødelagt af ilden, og kun lidt af siden samt den tykt udhamrede bundplade var tilbage. Nær dette stykke importgods lå i plettens østrand den lille velbevarede hankekop fig. 11b. Spredt rundtom i fylden lå fundets vigtigste dele: en mængde stærkt forbrændte skår, mørnede af ilden og medtagne i overfladen, men dog ikke mere, end at de har kunnet sammensættes til den lille fodskål på fig. 7 og 8. Højden er 8.5 cm, tværmålet over randen 17.6 cm. Skålen står på en ringfod.
Dette kar er af en særlig interesse, da det hører til den i Norden meget sjældne fundgruppe, som med en latinsk betegnelse kaldes terra sigillata.
Et vigtigt centrum for fremstillingen af disse ejendommelige lerkar var i det 1. århundrede Arezzo i Norditalien. Herfra bredte fabrikationen sig til Frankrig og havde i 2. og 3. århundrede fået fæste i det sydvestlige Tyskland. Navnlig fra Rheinzabern i Pfalz bredte disse blanke, smukt rødbrændte lerprodukter med klassiske figurrelieffer på siden sig ud over det nærmeste germanske aftagerområde med svage udstrålinger også til Norden.
Karret fra grav 834 er, som det ses på tegningen fig. 8, forsynet med en frise af romerske bogstaver, versaler, desuden med et antal figurer stærkt udviskede af ilden. Da det var af vigtighed at få klaret figurfremstillingens begrebsindhold og ansættelsen i tid, henvendte jeg mig til den fine kender af sydtyske sigillata, hr. dr. H. Schönberger, direktør for Saalburgmuseet i Bad Homburg ved Frankfurt. Efter at dr. Schönberger havde fået stillet en gipsafstøbning og fotografier til rådighed, har han haft den velvilje at foretage en bestemmelse af karret. Resultatet af undersøgelsen blev den redegørelse, som er aftrykt i sin fulde ordlyd i resuméet nedenfor, på tysk, af hensyn til den kreds af sigillata-forskere, som i Tyskland vil have særlig interesse af at få kendskab til dette kar. Samtidig viste dr. Schönberger den imødekommenhed at lade Saalburgmuseets tegnerske, frk. A.L. Busch, udfærdige den fuldt oprullede figur- og indskriftfrise i streg, fig. 8.
Af redegørelsen fremgår følgende: Øverst ses dele af en dobbelt æggestav. Derunder er med lodrette stave afgrænset tre personfelter med henholdsvis to, tre og fire kvindefigurer bag et gitter eller stakit. Grupperne brydes af versalerne BIVIE (for Biviae), TRIV[IE] (for Triviae), QVADRV[IE] (for Quadruviae), og til højre for sidstnævnte ses pottemagerstemplet CERIALIS næsten udvisket. I den nedre billedzone kan følgende figurer skelnes: en nøgen drengefigur med stok, en lille hare, endnu en drengefigur med stok og to dansende drenge.
Fremstillingsstedet er det kendte sigillata-værksted i Rheinzabern, Pfalz, og skålen er forfærdiget i 2. halvdel af det 2. århundrede af pottemageren „Cerialis V“. Motiverne samler sig i en både hos denne mester og hos hans kollega, Cerialis IV, forekommende fremstilling af vejgudinderne, hvis navne er de ovenstående. Dette er den første fuldstændigt bevarede fremstilling med vejgudinderne, korsvejenes guddomme, som motiv, om hvilke dr. Schönberger i øvrigt skriver: „Dyrkelsen af Biviae, Triviae og Quadruviae er i 2. og 3. århundrede e. Kr. især udbredt i de romerske rhinprovinser Øvre- og Nedregermanien, hvor den sandsynligvis hviler på et oprindelig keltisk grundlag“[1].
Når man tænker på, at der her i Danmark efter halvandet hundrede års arkæologisk virksomhed med spaden kun er fremkommet fem sigil-latakar,[2] er det morsomt, at ét års gravning på Møllegårdsmarken har kunnet øge tallet med to, til syv, for allerede ved undersøgelserne i april 1961 var der fundet endnu et sigillatakar. Det skete i „urnebrand-gruben“ grav 797. Her stod et meget smukt „fynsk“ hankekar, fig. 11 c, indeholdende brændte ben i et lag på bunden. Karret var omgivet af en bræmme med sort båljord isat en del hvidbrændte benstumper. Mellem de brændte ben i urnen lå kun en stump af en benkam med nagler, men udenfor, ved karrets nordside, fandtes forbrændte stumper af en bronzekedel som den før omtalte i grav 834, og ved det forbukkede blik af denne østlandskedel sås også lidt smuld af et grønligt glasbæger, desværre helt ødelagt på bålet. Uden for karrets sydside lå desuden en del rødlige og gråbrændte skår. Af dem er det lykkedes at sammensætte bægeret fig. 9-10.
Mens alle danske sigillatakar ellers hører til skåltypen fig. 7, har vi her en ny form, et bæger. Da skårene havde trukket sig noget skæve i bålets hede, har det voldt nogen vanskelighed at samle dem. Lidt skævhed er da også til stede efter restaureringen, men formen står dog klar: et kugleformet legeme, som hviler på en lille ringfod. Højden er 13.5 cm. Et frygteligt uhyre med åbent gab stormer i løb frem til venstre. Det så ud som en panter, men dr. Schönberger, som optog også dette kar til bestemmelse, skriver herom:
„Det drejer sig om et sigillatabæger med barbotinedekoration.[3] Stykker som dette kan ikke tidsbestemmes nøje. Men også dette er sandsynligvis fremstillet i Rheinzabern, i 2. halvdel af 2. århundrede eller i begyndelsen af 3. århundrede. Midt i en dekoration af ranker og efeublade ses en stor hund, der springer til venstre, og derunder åbenbart en mindre, der springer til højre, „påmalet“ med ler. På den modsatte side ses muligvis også to dyr, det ene over det andet, men da denne side er stærkt ødelagt, kan de ikke bedømmes med sikkerhed.“
Til denne beskrivelse kan føjes, at man på originalen, der jo står en del skarpere i omridset end en gipskopis gengivelser, ikke ser det anførte motiv: mindre hund i bevægelse mod højre. På den modsatte side, gengivet fig. 10, skelnes derimod tydeligt forpartiet af en springende hjort, så at billedgruppen rimeligvis forestiller en jagtscene. Til bladmotiverne føjer sig endvidere nogle slyngede figurer, som vist må være stiliserede springende delfiner.
Denne mønstring af gravfund har vist, hvor broget en blanding udgravningerne ved Broholm har kunnet bringe til veje af hjemlige og importerede sager. Og den har vist, at den østfynske bygd har stået i nær handelskontakt med rhinegnene gennem flere århundreder. Den har på samme måde kastet lys over gravpladsens varighed. Vi kender kun en lille række fund fra det 1. århundrede. I det 2. århundrede tager fundene til i tal og lader sig belyse helt vel gennem nedlægninger som de ovenfor skildrede grave nr. 1108 og 1109. I det 3. og 4. århundrede må stedets befolkning være vokset stærkt i antal, for gravene kan nu tælles i hundredvis. Efter de sidste undersøgelser ser det endvidere ud til – og det er en af de vigtigste iagttagelser – at mange af urnegravene fortsætter ud over år 400 og dermed hører germansk jernalder til.
