At området omkring Odense kan have haft en særlig betydning i dyrkelsen af de nordiske guder, ses bl.a. i stednavnene (fig. 1). Helt centralt er det, at stednavnet Odense er sammensat af forleddet Odin, navnet på overhovedet for de nordiske guder, og efterleddet vi, en offerlund. Navnet refererer formentlig til, at der i området har været et hedensk kultcenter tilegnet Odin, uden at vi i øvrigt kan udpege den præcise placering. Området, hvor vikingeborgen Nonnebakken kom til at ligge, har været foreslået.
Her kan et kulturlag, et lag med ophobet og formuldet affald mv., umiddelbart nord for borgbanken måske udgøre en pendant til de såkaldte hørge, som skal omtales herunder (fig. 2). Fundet af en dragtnål med motiver fra den nordiske mytologi, en valkyriefibel, kan måske også pege i den retning.1 En alternativ placering kunne være nær det sted, hvor man senere opførte Odenses første domkirke, den Skt. Albani Kirke, hvor kong Knud i 1086 blev dræbt.2 Endelig har hele området omkring den sydlige del af Odense Fjord – et område med mange rige fund – været bragt i spil.3 Odins centrale betydning indikerer, at det hellige sted også kan have haft en væsentlig position, ja måske været medvirkende til, at det var Odense, der – af en række mulige kandidater –blev den centrale by på Fyn.4
Et andet stednavn med relation til den hedenske kult er Thorslund, der var knyttet til en ø i den udtørrede Næsbyhoved Sø umiddelbart nord for Odense og kan referere til en offerlund, tilegnet en anden af de centrale nordiske guder, Thor. Stednavnet kendes fra 1245 som betegnelse for et skovområde.5 Endelig kan stednavnet Åsum, en landsby øst for Odense, hentyde til asernes, de nordiske guders hjem.6
Heller ikke de to sidstnævnte mulige kultsteder er sikkert lokaliserede. Det er da også usikkert, hvilke arkæologiske spor sådanne typer af lokaliteter vil efterlade. Ofte kan der formentlig have været tale om ganske lette konstruktioner eller aktiviteter på overfladen, i træer mv.; alt sammen ting, som kun i helt særlige tilfælde vil efterlade sig spor til arkæologerne. Spor efter den sene jernalder og vikingetidens førkristne kultpladser kendes dog fra forskellige dele af landet. Her kan de have form af store gruber, hørge, fyldt med ildskørnede sten med store mængder dyreknogler.7 Andre steder er dele af dyr, ofte heste, eller mennesker placeret i gruber eller brønde, der kan optræde i kombination med eller være omkranset af cirkulære grøfter (fig. 3). Knoglerne fra dyr og mennesker kan være del af festmåltider eller egentlige ofringer i forbindelse med religiøse aktiviteter, som det også er beskrevet i samtidige historiske kilder.8
Selv om de konkrete kultsteder for dyrkelsen af de nordiske guder omkring Odense ikke er fundet, er stednavnene vidnesbyrd om, at den nordiske mytologi har spillet en markant rolle for området. Det er derfor oplagt at kigge nærmere på, hvad de var for nogle størrelser, disse nordiske guder, og desuden, hvordan og i hvilket omfang de var til stede i vikingernes verden.
Myterne om de nordiske guder kendes især fra de såkaldte eddadigte, som er gengivet i islandske håndskrifter, nedskrevet i 1200-tallet. Digtene menes at afspejle traditioner med rødder tilbage i vikingetiden flere hundrede år tidligere, ja formentlig helt tilbage til yngre jernalders start omkring 400 e.Kr. Mest kendt er aserne med Thor, Odin, Heimdal, Loke m.fl., mens en delvist ældre gruppe af frugtbarhedsguder, vanerne, med bl.a. Njord, Frej og Freja er mindre kendt. Ifølge mytologien lå de to grupper af guder i indbyrdes kamp, før de endelig sluttede fred, og flere vaner blev optaget blandt aserne.9
Odin er asernes overhoved og alfader og den vigtigste af de nordiske guder. Således er Odin del af skabelsen af verden og menneskene, ligesom han er far til flere af de andre guder (fig.4). Odin betyder ”den rasende eller den ekstatiske”, hvilket passer fint med, at han er krigs-, kamp- og dødsgud. Odin er dog også elitens samt visdommens, magiens og digtekunstens gud.10 Hans kendetegn er bl.a. spydet Gungner, der viser herskerstatus, og som aldrig taber sin fjende af syne. Når det bliver sendt ind over fjenden, sikrer spyddet sejr.11
Tilknyttet Odin er også en række dyr, der symboliserer Odins evne til at skifte skikkelse, og som hver især har særlige evner. Ravnene Hugin og Munin, hvis navne betyder ”tanken” og ”erindringen”, sidder på Odins skuldre, men sendes også ud i verden for at bringe nyt til Odin.12 Ulvene Gere og Freke, ”den grådige” og ”den glubske”, ligger ved Odins fødder og er bl.a. ligædere på slagmarkerne.13 Den ottebenede hest Sleipner flyver gennem luften og kan fragte Odin, hvorhen han vil. Odin ses af og til placeret i sin trone, Hjildskjalv, hvorfra han kan overskue hele verden og se alt.14 Odin afbildes traditionelt som blind på det ene øje, hvilket skyldes, at han ofrede sit ene øje i Mimers brønd (visdommens brønd) for at opnå visdom.15 Odin bestemmer kriges udfald og sørger for, at de faldne krigere bliver fragtet til Valhal, de faldne krigeres – og Odins – bolig. Til at fragte krigerne og i øvrigt sørge for, at krigerne får rigelig mad og drikke i tiden hinsides, anvender Odin valkyrierne, en gruppe af kvindelige guddomme.
Odins søn Thor er en anden væsentlig gud, og mens Odin var tilknyttet samfundets elite, var Thor snarere folkets gud. Thor har i modsætning til Odin en mere entydig profil som kampens gud og bekæmper af alle trusler mod verden, ikke mindst de onde jætter. Thor har stort temperament, og det passer fint med rollen som tordengud, hvor han kører over himlen i sin vogn, trukket af gederne Tandgisner og Tandgnost, svingende med sin hammer, Mjølner. Mjølner frembringer torden og lyn og fungerer i øvrigt som en boomerang, der altid vender tilbage. Hammeren kan desuden bruges til at vie og genoplive, hvormed den også får en religiøs betydning. Ud over som kampgud har Thor formentlig også været dyrket som frugtbarhedsgud; ikke fordi han selv skaber frugtbarhed, men fordi han beskytter mod alle udefrakommende anslag mod samfundet og dermed sikrer frugtbarheden.16
En tredje gud, som skal nævnes, er den tvetydige Loke. Loke er delvist af jætteslægt, men har blandet blod med Odin og opholder sig derfor ved aserne og regnes af aserne som en af dem. Loke kan som Odin skifte skikkelse og er yderst intelligent. Ofte roder han sig ud i ulykker på egne og de andre guders vegne, men får samtidig oftest selv redet trådene ud. Lokes negative egenskaber skal måske forstås som, at det er ham, der er skæbnens redskab, også i de triste sider af livet. Traditionelt har man ment, at Loke – modsat f.eks. Odin og Thor – ikke har været dyrket. En nytolkning af maskeformede smykker og afbildninger, som vi skal vende tilbage til, har dog betydet, at man måske alligevel kan spore en dyrkelse af Loke og i så fald som værnegud, netop fordi han oftest får viklet sig ud af problemerne.17 Under alle omstændigheder har Loke med sin tvetydighed og sin funktion som skæbnens redskab haft en central placering i mytologien.18
Andre centrale guder i den nordiske mytologi er bl.a. den regelbundne Tyr, den milde Balder og de omtalte frugtbarhedsguder Freja og Frej.19 Sidstnævnte har som Thor og Odin et særligt kendetegn, nemlig skibet Skidbladner, som formentlig skal oversættes til ”noget sammensat af tynde træstykker”, en plankebåd. Frej er tilknyttet havet og sørger for god fangst og sikker sejlads. Skidbladner – der også af og til knyttes sammen med Odin – er et lykkeskib, der altid har medvind og på den ene side kan rumme alle guder i krigsudrustning og på den anden side pakkes sammen, så det kan være i lommen.20
Myterne om de nordiske guder er altså i høj grad til stede i datidens
digte og sagaer og har haft en reel betydning i folks liv. At vi kan sige det, skyldes, at den nordiske mytologi i høj grad også er til stede i de arkæologiske kilder – de genstande og afbildninger, som er de historiske kilder, før skriftsproget for alvor vinder indpas i Norden i middelalderen. I det følgende skal nogle af de fynske fund med tråde til mytologien omtales.
Thorshammeren – Thors særlige kendetegn – er en af de mest almindelige genstande med forbindelse til den nordiske mytologi. Hamrene findes i sølv, rav, bronze, kobber og bly, men mest almindeligt i jern. De findes enkeltvis, i grupper eller sammen med f.eks. små stave, ophængt i en ring, og findes på bopladser, i grave og i skatte. Thorshamrene optræder næsten udelukkende i vikingetidens anden halvdel, men enkelte fund kendes også tidligere, og meget peger på, at symbolet har været kendt fra vikingetidens start. Thorshammeren synes at vinde særligt frem, samtidig med at den kristne tro bliver mere almindelig, og den kan derfor ses som et modsvar mod den nye trosretning.21 Hammeren kan også have fungeret som et frugtbarhedssymbol og som værn mod onde magter.22 Thorshamrene synes langt overvejende knyttet til kvindebegravelser.23
Fra det fynske område kendes flere eksemplarer af Thorshamre, spændende fra de simple jernstykker som fra gravpladsen Kildehuse II sydøst for Odense og anløbspladsen Strandby på Sydvestfyn til pragteksemplarer i sølv, som det kendes fra en fragmenteret hammer, der sammen med øvrige smykker og mønter, ligeledes af sølv, var nedlagt nær landsbyen Herringe på Midtfyn og et løsfund fra Føns på Vestfyn (fig. 5a,b).24 Selv om det ovenfor er beskrevet, at Thor var en folkelig gud, tyder Thorshamrene i sølv på, at også de finere slægter – de, der havde råd til at bære amuletter i sølv – tilbad Thor. Jerngenstandene kan i højere grad have været anvendt af mere ordinære samfundslag. Et enkeltfund af en klæberstensstøbeform til en Thorshammer i sølv er i øvrigt fundet på Fænø i Lillebælt.25
En anden almindelig genstandstype i sen jernalder er dyreformede smykker (fig. 6, 7, 8). Smykkerne kan være udformet som landsslanger, forskellige slags fugle, f.eks. svaner, ravne og ænder samt heste. De ravneformede smykker afspejler formentlig Odins ravne Hugin og Munin, mens svanerne i mytologien er knyttet til valkyrierne. De rytterløse heste kan have fragtet de afdøde til dødsriget, og de slangeformede smykker kan afspejle et af Odins ofte anvendte hamskifter.26 De dyreformede smykker er fundet i ganske stort tal på de mange metalrige lokaliteter, de såkaldte detektorlokaliteter, bl.a. i området omkring Odense Fjord.27
Som nævnt har en nytolkning af en lille gruppe smykker og afbildninger af mandsmasker ført til en mulig påvisning af dyrkelsen af Loke. Maskerne er kendetegnede ved øjne, næse, skæg og ikke mindst en mund, hvorover ses en række lodrette streger. Stregerne er væsentlige for tolkningen, da de kan afspejle en sammensyet mund; dette træk kan således afspejle en myte, hvor Loke har bedraget to dværge, der som konsekvens syr Lokes mund sammen for at undgå, at Loke snyder i fremtiden.28 Fra Ejby Mølle i Odenses østlige del har vi netop et fund af en sådan mulig Loke-maske (fig. 9 samt artiklens titelbillede). Stykket er i forgyldt bronze og udmærker sig ved at være en fixérmaske, hvilket vil sige, at man kan se et mandsansigt fra begge smalsider.29
Et af de seneste års mest fantastiske detektorfund fra Fyn er et bronzesmykke fra sen jernalder fra en værkstedsplads nær Hårby på Sydvestfyn. Smykket er udformet som et skib og har stævne af hestehoveder og i midten en mast, hvis top er udformet som et mandshoved (fig. 10). Langs skibets sider er en stribe cirkler, der formentlig skal opfattes som skjolde.30 Det er muligt, at skibet kan vise det mytologiske lykkeskib, Skidbladner, som er omtalt herover.
Fra samme lokalitet som skibet fremkom et mindst lige så fantastisk detektorfund, nemlig en lille tredimensionel kvindefigur i forgyldt sølv fra tidlig vikingetid (fig. 11). Genstandens funktion er uvis. Fundet er specielt på flere måder. For det første er det usædvanligt med tredimensionelle figurer fra vikingetiden, og for det andet har genstanden en meget detaljerig dragt, frisure, skjold og sværd. Figuren skal formentlig opfattes som en af de omtalte valkyrier, der fragtede de faldne krigere til Valhal. Valkyrierne optræder også på andre typer af genstande. Således er der inden for de seneste år fundet enkelte såkaldte valkyriefibler, dragtnåle, fra forskellige lokaliteter på Fyn. Lokaliteterne har alle haft en særlig position i datidens samfund og udgøres af en stor metalrig lokalitet øst for Odense, Vester Kærby, en central landsby ved Rynkeby på Midtfyn og vikingeborgen Nonnebakken i Odense (fig. 12).31 Smykketypen dateres til 800-tallet. På forsiden ses til højre en såkaldt skjoldmø med skjold og sværd – også en mytologisk figur, der hjalp krigerne på slagmarken – og til venstre valkyrien med lanse på sin hest. Under hesten ses et firkantet, ternet klæde, der opfattes som et skæbneklæde, som ifølge mytologien er vævet af de faldne krigeres tarme.32
Og lad os da slutte denne rundgang i jernalderens og vikingetidens mytologiske univers med et tilbageblik til de nedskrevne beretninger. Historierne er ofte drabelige og passer faktisk godt ind i det billede af datiden, som i dag ofte fremføres i mere kulørte historiefortællinger. I indledningen af den såkaldte spydsang i Njals Saga lyder det således om netop vævningen af det skæbnetæppe, som ses på valkyriefiblerne33.
