Under den stærke tørvegravning, som i krigen og årene nærmest efter foregik i tørvemoserne, blev der i juli 1945 gjort et mærkeligt fund i den lille Ørbæk Mose ved hovedvejen ca. halvanden kilometer nordvest for Vissenbjerg by mellem Odense og Middelfart. Det blev meddelt Stiftsmuseet, at nogle tørvearbejdere var truffet på en udhulet trægenstand i mosen, og at man formodede, det var en båd. Da træsager, som findes i moserne, erfaringsmæssigt hurtigt går til grunde, når de udsættes for solens og vindens indtørrende påvirkning, tog jeg omgående ud til findestedet. Fornuftigt nok havde arbejderne ladet den fundne trægenstand stå urørt i tørvebænken. Den havde ikke lidt ringeste skade, og forholdene formede sig tillige så heldigt, at der også kunde anstilles undersøgelser over tørvelagenes rækkefølge i et parti, der var urørt af tørvegravningen, og som lå i umiddelbar forbindelse med den fundne trægenstand. Der blev hurtigt fremstillet en let bærebør, og indhyllet i mos og våd tørvemasse kunde fundet uskadt føres ind til Stiftsmuseet.
På fig. 1 er den fundne genstand gengivet i fotografi fra siden og ovenfra. Der er tydeligt nok tale om et trug. Bunden er flad, og fra denne skråner siderne op, tykkest for enderne, mens de lange sidepartier er noget tyndere. Truget har været beregnet til ophængning, for i den ene ende var der i træet udskåret en bred og tyk, nærmest ruderformet tap, der inderst i to hak ved karrets ende bærer tydelige slidspor af rebet, hvori truget hang, når det ikke brugtes. Dets fulde længde måltes til knap 169 cm, men siden er træet ved konserveringen skrumpet en kende ind, så længden nu er 166, bredden 56, højden 23 til 28 cm. Materialet er egetræ, og både på ydersiden og indvendigt ses lange regelmæssige ar efter tømrerøksens egg. Såvel formen som tilhugningsteknikken vidner om en ikke ringe håndværksmæssig dygtighed hos fremstilleren.
Kun et par meter fra truget og i samme dybde som dette, havde arbejderne fundet endnu en ting, nemlig en 26 cm lang øseske, som er afbildet på fig. 2.
Den er af en lys, blød træsort, antagelig pil eller ahorn. Som det ses, minder den meget om de øseskeer, hvormed man endnu i dag lænser både for bundvand. Den var brudt i to stykker, men ellers fuldstændig, kun er den under konserveringsprocessen svundet lidt i den ene side. Konserveringen af begge stykker er i øvrigt foregået ved kogning i allun og glycerin.
Spørgsmålet er nu, hvor gamle disse to sjældne trægenstande er. Desværre fandtes der ikke andre oldsager, lerkar eller lignende, som kunde hjælpe ved dateringen, så lidt som der ved den tidligere tørvegravning var gjort fund. Helt uden muligheder for at svare er vi dog ikke. Ved Nørre Smedeby i Bov sogn, nogle få kilometer nord for grænsen, fandt man i 1943 ved tørvegravning et par øseskeer og to store trug, 156 og 140 cm lange, som bortset fra nogle afvigende enkeltheder ret nøje svarer til truget fra Ørbæk Mose i form og teknik. Disse kar optoges i gruber, der var nedgravede i tørven, og i gruberne fandtes også lerkarskår fra den førromerske jernalder, de fem århundreder før vor tidregnings begyndelse.
Men også lagfølgen i tørven synes i Ørbæk Mose at tale for, at de to sønderjyske trug er samtidige, eller nogenlunde samtidige, med vort. Som foran berørt, blev der lejlighed til at tage en række prøver af lagfølgen i mosen, og disse indsendtes til Nationalmuseets mosegeologiske laboratorium. Desværre er der dog ikke modtaget nogen redegørelse herfra. Men måske vi alligevel tør nærme os problemet ved at se lidt på trugets beliggenhed i tørven. Det stod i vandret stilling med bunden nedad og bæretappen vendt mod nord. Ovenover var der skiftende lag af grovfaset, snart lysere, snart mørkere tørv til en dybde af 1.65 m. Disse grovfasede, åbenbart uforstyrrede lag skiftede nedad brat over i en fin, meget blød tørvemasse, i hvis øvre del karret var indkapslet, således at dets overrand lå 2 cm under den grove tørv, mens bunden lå i et niveau af 1.95 m under mosefladen.
Disse forhold burde i almindelighed ikke friste en i mosegeologi ikke velbevandret iagttager til at drage slutninger. Når det alligevel voves her, skyldes det, at jeg ved en udgravning 1943-44 af en række offerfund i Bukkerup Langmose ved Glamsbjerg forefandt en ganske tilsvarende følge af tørvelag som i Ørbæk Mose. Ved hver af henlægningerne i Langmosen (se Fynske Årbøger 1944-45) var der stillet et lerkar fra den ældre romerske jernalder, 0-200 e. Kr. Alle fundene lå tydeligt og klart i overgangszonen mellem den øvre grove tørv og den findelte, bløde nedenunder, og dette skarpe skel må da i Langmosen hidrøre fra ældre romertid eller dens begyndelse. Hvis skellet er identisk i de to moser – kun en mosegeolog kan fagligt begrunde dette – så bliver det sandsynligt, at truget i Ørbæk Mose, som jo lå kun i det nedre findelte lag uden at rage op i den grove tørv, er lidt ældre end fundene i Langmosen. Det vil altså sige, at vort trug er ældre end romersk jernalder og derfor med stor sandsynlighed kan tidfæstes til førromersk jernalder, netop den periode, til hvilken jo de keramikdaterede trug fra Nørre Smedeby hørte, altså århundrederne lige før tidsregningens begyndelse.
Har vi nu vundet frem til en rimelig datering af truget, så volder det sidste spørgsmål ulige større vanskeligheder. Hvad har det været brugt til? Det er ikke muligt at give noget afgørende svar herpå. Hvorfor er det kommet ud midt i mosen? Er det et slagtetrug eller måske et dejgtrug? Vi ved det ikke. I sin afhandling i Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1948 om tørvegravning i ældre jernalder nærmer C.J. Becker sig forsigtigt spørgsmålet. I Nørre Smedeby Mose fandtes forskellige tørvegravningsredskaber og, forunderligt nok, bevarede og formede æltetørv, som Becker efter deres høje brændstofværdi mener har været råmateriale til fremstilling af tørvekul, der tit i nyere tid har været foretrukket af landsbysmedene for trækul. Becker nævner ikke direkte trugene i den forbindelse. Men man kunde jo tilføje den foreliggende mulighed, at store trug som de to fra Nørre Smedeby og det fra Ørbæk Mose kan have tjent som kar, hvori tørvemassen æltedes, og at øseskeerne har været de redskaber, hvormed man befordrede tørven op i »æltemaskinen«.
