Fra jernalderens centrale områder til middelalderens byer
Projektet, som var støttet af Velux Fonden, blev ledet af forskningscenterleder Mads Runge og udført i samarbejde med Østfyns Museer, Nordjyllands Historiske Museum, Moesgaard Museum, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Tilknyttet projektet var en faglig referencegruppe med specialister fra universiteterne i Lund, Oslo, Bergen, København og Aarhus, herunder grundforskningscentret Centre for Urban Network Evolutions. Projektet blev afviklet i perioden 2017-2021.
Projektet gav med Odense og Aalborg som cases et nyt bud på den tidligste urbaniseringsproces i Sydskandinavien. Midlet var at undersøge udviklingen fra jernalderens centrale områder (spaces), defineret som koncentrationer af lokaliteter præget af velstand samt funktioner som handel, håndværk, kult og forsvar, til middelalderens byer (places), hvor magtstrukturerne er samlet på ét sted. Den kronologiske ramme var ca. 400-1100 e.Kr. og undersøgelsesområderne dækkede arealerne omkring Odense Fjord samt den centrale og østlige del af Limfjorden. Etableringen af Odense og Aalborg rummer en række fællestræk, men også variationer, hvilket gør dem til velegnede undersøgelsesobjekter for en analyse af den tidlige bydannelse i Sydskandinavien.
Undersøgelserne kombinerede en overordnet landskabsanalytisk og kontekstbaseret tilgang med detailanalyser af såvel genstandsmateriale som anlægs- og bebyggelsesstrukturer. Datamaterialet omfattede arkæologi, stednavne, topografi, geologi, udvalgte historiske kildetyper samt en række naturvidenskabelige analyser. Teoretisk blev der hentet inspiration fra socialvidenskaberne samt fra geografi og økonomi. Forskningsdelen var tæt forbundet med en innovativ formidlings- og læringsdel med fokus på 1:1-præsentation af arkæologiske landskaber og lokaliteter on location med kunst som katalysator.