– historisk-geografiske kilder fra middelalder til ca. 1770 i et tværfagligt perspektiv.
”Lige børn leger bedst” siger et gammelt ordsprog. I dag har vi en tendens til at bosætte os i nærheden af folk, som minder om os selv. I hverdagen omgås vi især med kulturelt, økonomisk, erhvervsmæssigt og socialt ligesindede. I hvor høj grad var det også sådan i gamle dage?
Med dette projekt, som er finansieret af Kulturstyrelsens Forskningsudvalg (KFU), vil vi besvare dette spørgsmål for de danske byer, købstæderne, i perioden fra middelalderen og ind i 1700-tallet. Det vil ske med Odense som eksempel. Ved at placere mange tusind registreringer af folk ind på kort over byen igennem perioden vil vi undersøge, hvor folk boede og virkede: Var der bestemte kvarterer for henholdsvis de rige og de fattige? Eller var billedet mere blandet, så de dårligt stillede folk f.eks. boede i baghuse og højest i bygningerne, mens de velstillede boede i husene ud mod de centrale gader og pladser og i husenes nederste etager?