At finde en skat må være enhver detektormands drøm. Der er da heller ingen tvivl om, at Alex Johansen var ovenud begejstret, da han kontaktede Odense Bys Museer for at oplyse, at han med sin detektor havde lokaliseret en sølvskat fra vikingetiden på en mark nær Søndersø på Nordfyn. I første omgang havde han fundet spredte stumper af sølvmønter i markoverfladen – og ved systematisk afsøgning lykkedes det at lokalisere en samlet nedlægning, som de spredtliggende stumper var pløjet ud fra. Da amatørarkæologer selvfølgelig ikke selv må foretage en udgravning, blev museet kontaktet – og vi rykkede ud næste dag.
Herefter fulgte to hektiske dage i marken, for når man er så heldig at lokalisere en uforstyrret skat, er det vigtigt at få så mange oplysninger ud af fundet som muligt. Kan der ses spor af stolper, sten eller andre former for markering omkring nedlægningsstedet? Kan det afgøres, om skatten har været nedlagt i en beholder, f.eks. et lerkar eller et træskrin? Ingen af disse ting kunne iagttages i marken, og derfor kunne arbejdet koncentreres om at tage skatten op. En sådan udgravning kræver virkelig tålmodighed og at man ikke fristes til bare at ”flå” tingene op fra jorden, for så kan værdifulde oplysninger også gå tabt.
Koncentrationen af sølvgenstande er afgrænset. Jordvæggen i baggrunden viser, at toppen af nedlægningen er lige under bunden af pløjelaget.
Stump af snoet sølvhalsring i toppen af skatten.
Udgravningen viste, at der under et niveau, hvor plovjernet har rodet rundt, lå sølvgenstande over et areal på ca. 75×35 cm. Stumper af ringe og mønter strittede op fra den afrensede flade, og vi kunne hurtigt se, at det var nødvendigt at tage skatten op i en blok – et præparat, som arkæologerne betegner det – for at undersøge detaljer under mere beskyttede forhold på museet.
Klumpen med skatten er viklet ind i gips og klar til optagning.
Omkring 75 kg jord, gips – og sølv! – løftes op fra udgravningsfeltet.
Jordklumpen med skatten blev derfor omviklet med plastfolie og støbt ind i gips, og dernæst kunne en plade skubbes ind under præparatet. Så kunne pladen løftes op, sættes ind i museumsbilen og køres tilbage til museet. Her vil præparatet i første omgang blive røntgenfotograferet, så det kan afsløres, hvor meget der skjuler sig i jorden – og dernæst følger en forsigtig udgravning under beskyttede forhold. Indtil dette sker, kender vi selvfølgelig ikke skattens samlede indhold, men de først fremkomne genstande giver dog mulighed for at give en kort præsentation.
Armring med påsiddende fingerring – en såkaldt løkkeknudering. Løkkeknuden er antagelig et symbol på samhørighed og troskab.
Armring med to fingerringe af løkkeknude-typen. Ringen er bevidst trykket sammen før nedlægning i jorden.
Indtil nu er optaget to hele armringe, hvorpå sidder henholdsvis en og to fingerringe. De store ringe er trykket sammen som man ofte ser det i vikingetidens sølvskatte. Mindst en tilsvarende ring sidder endnu i jorden. Flere små, afhuggede sølvstykker stammer fra halsringe, der er lavet af valsede sølvstænger, mens andre stumper stammer fra tynde, snoede ringe. Et enkelt afklippet stykke stammer fra en halskæde, der er lavet af flettede sølvtråde. Skatten omfatter også enkelte stykker ornamenteret sølvblik, der kan stamme fra hængesmykker – men det kan først afklares, når de er afrenset.
Arabisk sølvmønt, såkaldt dirhem. Flere af mønterne var klippet i mindre stykker – datidens ”skillemønt”.
Væsentligt for dateringen af skatten er hele og fragmenterede mønter, og kan optælles minimum 25 mønter, men det samlede tal er snarest en del flere. Så vidt det kan ses, er der i alle tilfælde tale om arabiske mønter, såkaldte dirhems, der er kommet her til Skandinavien i forbindelse med vikingernes omfattende handel via de russiske flodsystemer.
Dirhem med små hak i kanten. Vikingerne var bange for at blive snydt, så de skar lige i kanten af sølvmønterne for at sikre, at de var massive og ægte.
Mønterne og smykkernes udformning viser, at skatten er sammensat og antagelig nedlagt i tiden omkring 900. Fra denne tid kender vi en del skatte, også fra Fyn, men mange af dem er fremkommet for lang tid siden ved markarbejde. Derfor mangler vi detaljerede oplysninger om omstændighederne ved nedlægningen. Det er derfor en stor videnskabelig gevinst med det nye nordfynske fund, der kan give en masse ny viden om disse forhold.
Ituklippede halsringe og andre smykker kunne også fungere som ”småpenge” i vikingetidens handel.
Der er dog ingen tvivl om, at skatten må have repræsenteret en formue i vikingetiden. Måske er der tale om en storbondes opsparing fra et slidsomt liv i mark og stald – eller måske stammer sølvet fra handels- og plyndringstogter – vi ved det ikke. Nok så påtrængende er spørgsmålet om, hvorfor man har gravet skatten ned – og især hvorfor man ikke har hentet den igen!
Under udgravningen blev det klart, at der ca. 25 fra nedlægningsstedet findes en ikke tidligere registreret, men helt nedpløjet storstensgrav, sikkert en dysse. Den er ganske vist 4500 år ældre end sølvskatten, og som sådan er der ingen direkte sammenhæng mellem de to fortidsminder. Det er alligevel nærliggende at tro, at man har gravet sølvet ned på netop dette sted, fordi storstensgraven lå her i forvejen. Var det mon fordi der lå et vikingehus ved siden af den allerede dengang oldgamle gravhøj, var det fordi man tilbad dem, der var begravet i højen, eller skyldes det, at højen gjorde det let at genfinde nedlægningsstedet?
Disse og mange, mange andre spørgsmål kan vi først få svar på, når præparatet er udgravet og forskellige analyser tilendebragt. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed. At beherske den disciplin er for en arkæolog lige så vigtigt som at kunne håndtere en skovl og en graveske!
