Der er krig i Europa og derfor brug for flere penge til det danske forsvar. Det har i december 2022 fået den nye S-V-M regering til at gribe meget dybt i den politiske værktøjskasse med et forslag om at afskaffe en helligdag for at gavne samfundsøkonomien og statsfinanserne. At reducere i helligdagene for at få danskerne til at arbejde mere lyder som en helt ny idé udtænkt i konkurrencestatens æra, men det er det ikke. For 252 år siden gjorde statsmagten det samme, ændrede helligdage til arbejdsdage, og dengang gik det mere voldsomt for sig for i alt 11 helligdage måtte lade livet. Dengang var det også en krig i Europa og ikke mindst den militære trussel fra Rusland, der var årsagen.
Danmarks problemer med Rusland var dengang endnu større og meget tættere på – for grænsen gik i Sønderjylland. Det lyder mærkeligt og er det egentlig også. Tilbage i 1500-tallet havde Christian den 3. efter tysk skik delt hertugdømmerne Slesvig og Holsten med sine brødre, så der opstod en ny hertugslægt ved navn Gottorp med landområder indimellem den danske kongens sønderjyske besiddelser. Det voldte Danmark mange problemer i 1600-tallet, men med freden efter Store Nordiske Krig i 1720 havde Danmark fået overhånden og de europæiske stormagter anerkendte de gottorpske områder i Slesvig som en del af Danmark. Men magtforholdet mellem den danske konge den gottorpske hertug blev vendt fuldstændig på hovedet den 5. januar 1762, da hertugen af Gottorp på grund af et dynastisk tilfælde besteg den russiske zartrone og nu regerede over Europas største land.
Alvoren stod med det samme klar i København. Den nye zar ville utvivlsomt kræve Gottorps besiddelser i Slesvig tilbage og sikkert meget mere end det. En efter en løb de europæiske stormagter fra deres garantier og traktater, så Danmark stod fuldstændig diplomatisk isoleret på tærsklen til en krig mod Rusland. Panikken bredte sig og lynhurtigt rekrutterede man den erfarne franske hærfører Saint-Germain, samlede alle hærstyrker ved sydgrænsen i Holsten og gik i gang med at klargøre alle flådens skibe midt i vinterkulden. Danmark skulle på rekordtid rejse en militær styrke stor nok til at forsvare landet mod Rusland.
Efter et halvt års oprustning, troppebevægelser uden træfninger og hektisk diplomati forsvandt den russiske trussel lige så pludseligt, som den var opstået. I Rusland, krigstræt af flere års europæiske konflikter, var udsigten til en krig med Danmark om den nye zars små, fjernt beliggende landområder meget upopulær. Overraskende nok greb zarens hustru Katarina – senere kendt som den store – øjeblikket og tog magten fra sin mand ved et statskup for kort tid efter at få ham slået ihjel.
Danmark kunne ånde lettet op, men forsvarsudgifterne havde slået et enormt hul i statskassen, så statsgælden var 17 gange større end få år tidligere. De første tiltag var en ekstraskat, der stødte på stor modstand i Norge, og massivt udsalg af statens værdier, først og fremmest krongodset. I Odense resulterede det i, at gammel klosterjord nord for byen blev til de privatejede herregårdene Åløkkegård og Marienlund. Men det var langtfra nok og i 1767 oprettede kongen Statsbalancekommissionen, der skulle gennemgå alle statens udgifter med en tættekam og finde måder at øge indtægterne. Efter flere års arbejde på at få nedbragt statsunderskuddet fik kommissionen øje på helligdagene, som årene før var blevet reduceret i flere tyske stater såsom Hannover og Preussen. Landets ledende økonomiske embedsmænd mente at færre helligdage ville ”sætte i bedre drift den almindelige arbejds- og næringsvej” og sendte sagen til Danske Kancelli, der stod for at forvalte den protestantiske statskirke, med besked om at se på hvor mange helligdage kunne afskaffes.
På det tidspunkt havde Danmark 20 helligdage, der ikke lå fast på en søndag, spredt over hele året. De tre store højtider jul, påske og pinse, havde tre helligdage og derudover var en række helligdage knyttet til Jesu liv og jomfru Maria såsom Helligtrekonger (6. januar), Marias renselsesdag eller Kyndelmisse (2. februar) og Marias besøgelsesdag (2. juli). Årstidernes skiften var markeret ved solhverv og jævndøgn af Maria bebudelsesdag (25. marts), Skt. Hansdag (24. juni), Mikkelsdag (29. september) foruden julen. Allehelgensdag (1. november) var en helligdag ligesom der på årsdagen for slukningen af Københavns brand i 1728 (23. oktober) blev holdt takkegudstjenester. Alle disse helligdage blev strøget med den helligdagsreform, som fik kong Christian 6.’s underskrift i oktober 1770. I alt 11 ud af 20 helligdage forsvandt og antallet af årlige arbejdsdage blev øget med lidt over 3 %. I en førindustriel økonomi uden moderne tiders vækstrater var det en enorm forøgelse af produktiviteten.
Mere end en halvering af helligdagene var ikke nogen simpel sag i et land, hvor der var pligt til at gå i kirke og vankede straffe for dem, der forstyrrede gudstjenesten. Ikke siden Reformationen omtrent 250 år tidligere var der sket så store ændringer af kirkeåret. Helligdagsreformen kom derfor også grundigt overvejet og forberedt i forvaltningsorganet kaldet Generalkirkeinspektionskollegiet, der tog sig for kirkelige sager. Her sad to erfarne embedsmænd fra centralforvaltningen samt Københavns biskop og den kongelige hofpræst, og de diskuterede sagen livligt. I kollegiets arkiv ses det, at helligdagsreformen blev motiveret med tre typer argumenter, nemlig økonomiske, religiøse og moralske.
De kirkelige embedsmænd godtog argumentationen fra Statsbalancekommissionens økonomer om at flere arbejdsdage ville øge samfundets velstand. Den fik endda en af embedsmændene til at anbefale sløjfning af så mange helligdage som muligt om sommeren og efteråret, hvor der var travlest i tidens største erhverv, landbruget. Med til det økonomiske argument hørte også det vi i dag vil kalde konkurrenceevnen, for der gik en veritabel bølge af helligdagsreformer gennem Europa på denne tid. Som nævnt var der i 1760’erne helligdagsreduktioner i flere tyske stater og efter reduktionen i Danmark og Norge kom turen til Sverige, Østrig, Bayern, og Polen.
Der var også religiøse argumenter for at reducere i helligdagene. Gennem hele 1700-tallet havde statsmagten, særligt under de pietistiske konger, brugt mange ressourcer på at indskærpe helligholdelsen af alle helligdage, så de ikke blev forstyrret af druk, kortspil og anden ugudelighed. Lediggangen førte i sig selv til synd. Hvis der var færre helligdage, ville det måske være nemmere at få befolkningen til at helligholde dem. For det andet var nogle af helligdagene en rest fra den katolske tids dyrkelse af jomfru Maria og helgener, nemlig helligdagene knyttet til Marias renselse, bebudelse og besøgelse foruden Skt. Hansdag og Allehelgensdag. Den augsburgske bekendelse, der lå til grund for den protestantiske kirkeordning fastslog, at helligdagene ikke var gudgivne, men op til kirkens ledelse, dvs. kongen, at fastsætte. Det fik den kongelige hofpræst til at indtage det rabiate standpunkt, at når Biblen i de ti bud kun kræver en ugentlig hviledag holdt hellig var det tilstrækkeligt – der var ikke brug for helligdage, blot den ugentlige søndag, dagen for Jesu opstandelse. Omvendt advarede kollegiets mere sindige medlemmer, biskoppen og den ledende embedsmand i Danske Kancelli om at fare for voldsomt frem og fremhævede at to helligdage ved de store højtider var nødvendigt, så alle i husstanden kunne komme i kirke, da det på gårdene landet over var nødvendigt at nogle så til dyrene.
Den moralske argumentation knyttede an til en central modsætning hos flere toneangivende oplysningstænkere som Voltaire, Diderot og Adam Smith, nemlig lediggang over for arbejde. Lediggangen var spild af tiden og førte til moralske laster, hvorimod arbejde var nyttig gerning. For tidens religiøse var det en modstilling mellem synd og opfylde sit kald, mens det hos filosofferne var laster over for det nyttige arbejde. Arbejdets overlegenhed kunne altså formuleres i moralske termer.
Tidsånden i slutningen af 1700-tallet var præget af en sekularisering, hvor det religiøse rykkede fra det fælles og offentlige rum til det personlig og private. Selv tiden blev sekulariseret. Tilsammen gav de økonomiske, religiøse og moralske argumenter centraladministrationen tilstrækkelig selvtillid til at gennemføre mere end en halvering af helligdagene. Mens regeringen i Hannover forsynede sin helligdagsreduktion med en to sider lang argumenterende fortale og samtidig skrev ud til samtlige landets præster fandt den danske centraladministration det kun nødvendigt med to linjers forklaring: ”Skiønt deres Anordning kan have havt et gudeligt Øiemerke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Guds Dyrkelse; hvorfore det er bedre, at de efter andre Protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gierning.”
Og den danske regering havde styr på landet, for der var blot lidt brok i nogle fjerntliggende norske sogne og fra enlige teologiske studenter. Til gengæld var helligdage politisk hellige i 252 år, hvor helligdagsreformen fik lov at stå urørt. Indtil december 2022.
