Lundsgårdkomplekset har siden arkæologen Erling Albrechtsens undersøgelser i tiden før anden verdenskrig været betragtet som en ganske særlig og rig bebyggelse i yngre romertid og ældre germanertid, tiden ca. 3.-5. årh. e.Kr. Endelig har vi fundet en gravplads, der både tidsmæssigt og geografisk kan tilknyttes dette bebyggelseskompleks. Pladsen bidrager væsentligt til forståelsen af hele udviklingen og strukturen af det flere hektar store kompleks.
Kort nordøst for Åsum og sydøst for Thoruplund startede i juli 2004 en arkæologisk udgravning. Lokaliteten er den sydligste af de fire udgravninger, der er projekteret i tilknytning til Ring III (se kort ved intro-artiklen) og indtil videre den sydligst udgravede del af Lundsgårdkomplekset. Lokaliteten er beliggende ud mod sydgrænsen af et plateau på en større moræneknold. Det udgravede areal måler ca. 82,5×50 m. – dvs. 4.125 m2. Den sydligste del af udgravningsfeltet ses på første billede.
På arealet blev registreret spor efter flere forskelligartede aktiviteter. Én enkelt grube med slibesten, økser og keramik kunne dateres til bondestenalderen omkring 3000 f.Kr. Ellers kan aktiviteterne opdeles i to hovedgrupper, der begge var tilknyttet jernalderens samfund – dels i form af bopladsrelaterede huse og gruber samt i form af grave. Det var gravpladsen, der direkte foranledigede den arkæologiske undersøgelse. Dog fortjener bebyggelsessporene fra førromersk jernalder også at få et par ord med på vejen, da de tjener til forståelsen af den bebyggelse, der senere udviklede sig til en betydelig fynsk lokalitet.
De ældste spor er som sagt de bopladsrelaterede aktiviteter fra midten af førromersk jernalder – ca. 250 f.Kr. Bopladssporene omfatter hovedsageligt gruber og grubekomplekser men to mindre huskonstruktioner blev også registreret; her var tale om et mindre tidstypisk treskibet langhus med en længde af omtrent 12 m og bredde på 5 m, samt en staklade på ca. 4×4 m. Grubekomplekserne er meget store (ca. 6 x 15 m) og har stået åbne som kæmpegruber indeholdende mange mindre nedgravninger. Sådanne grubekomplekser forklares bedst i tilknytning til råstofindvinding, hvorfra en nærliggende bebyggelse har kunnet tage ler til konstruktion af lergulve, keramik, lerklining af vægge m.m. Snit gennem en af disse gruber ses på en af billederne til højre.
Etableringen af større permanent åbentstående lertagningsområder kan tolkes således, at den tilhørende bebyggelse har haft et kontinuerligt meget stort behov for råler.
Større mængder keramik fundet i lertagningskomplekserne samt i enkeltgruber indikerer, at bebyggelsen tilknyttet gruberne må ligge tæt på grubeområdet – fundet af det ene lille langhus underbygger denne tolkning.
Den primære anledning til selve udgravningen var som sagt fundet af et gravfelt fra yngre romertid og ældste germanertid. Gravfeltet er særlig interessant, da det er det nærmeste, vi indtil videre kommer en regulær gravplads i tilknytning til det center, der synes at blomstre omkring den nuværende Lundsgård netop i perioden fra 3-5 årh. e.Kr. På billedet til højre er brandgrave markeret med rød signatur, mens jordfæstebegravelser er markeret med blå.
Gravfeltet bestod af i alt 89 grave. Heraf var 78 brandgrave og 11 jordfæstegrave. Brandgravene lå fortrinsvis spredt i tre klynger indenfor gravpladsen, der lå spredt over et ca. 55×20 m nnø/ssv orienteret stort område. De 31 af brandgravene lå meget tæt indenfor et areal på kun 11 x 6 m.
Enkelte eksempler på lokalitetens bedre bevarede urnebegravelser ses på billederne til højre.
De enkelte grave respekterer hinandens beliggenhed, således at der ikke anlægges nye grave oven i de gamle – formentlig har hver enkelt grav været markeret på jordoverfladen med en markeringssten, jordhøj, eller lignende. Så vidt, der har kunnet foretages dateringer af urnebegravelserne, er de fortrinsvis dateret til yngre romertid (3.-4. århundrede), mens enkelte formentlig bør dateres til starten af ældre germanertid (5. århundrede). Grundet brændingen af såvel afdøde som gravgaver er oldsagerne oftest utroligt fragmenterede. Trods dette er det ved tømningen af de første 10 urner flere gange lykkedes at finde stykker af kamme, fibler (dragtsmykker/nåle) m.m.
Anderledes ser det ud med jordfæstegravene der ligger i periferien af brandgravsfelterne. Gravene er omtrentligt orienteret n-s. Gravene ligger ikke i større klynger men i stedet i fire tilfælde to og to som par, således at man får den tanke, at her kunne være tale om begravelser af nært relaterede slægtninge – evt. ægtepar eller lignende (jf. billedet øverst). Kun i tre tilfælde er jordfæstegravene altså anlagt uden direkte fysisk relation til en anden gravlæggelse.
Én grav fremstod som en kenotaf – dvs. tom grav. Jordfæstegravene er på baggrund af keramikken dateret til slutningen af yngre romertid og fortrinsvis ældre germanertid. I de 11 grave er tilsammen fundet 68 perler af rav og glas, ca. 30 lerkar, jernspænder, trelagskamme samt smykker af bronze eller sølv – i form af fibler, hægtespænder og manchetter m.m.
På billederne til højre ses eksempler på oldsager fundet i gravene, samt hvorledes lerkarrene kan komme til syne under udgravning. Karrene kan meget vel primært være beholdere, der har indeholdt en nu nedbrudt gravgave – eksempelvis mad eller gærede drikke?
Fire af gravene var såkaldte kammergrave. Hermed menes grave, hvor den afdøde ikke blev bragt til gravstedet i kisten. I stedet er kisten bygget på selve gravstedet og har ikke været flytbar. Kamrene var konstrueret med lodret nedbankede pæle, hvorimellem der kunne lægges planker.
På en af billederne til højre ses sporene efter de nedbankede pæle i kammerkonstruktionen.
Kammergrave er meget ualmindelige på Fyn, ligesom også mængden af lerkar i de fire fundførende grave – fire til fem lerkar – er meget højt. Således forekommer kun sjældent mere end tre lerkar i de fynske grave fra ældste germanertid. Èn grav udmærkede sig ved, at skelettet af den gravlagte voksne person var bevaret. Personen var ca. 175 cm og der er formentlig tale om en mand. På billedet til højre ses manden liggende i såkaldt hockerstilling på sin højre side.
Manden havde en fibel placeret på sin højre skulder (under kæben) samt et lille bæltespænde af jern ved livet. Ved hovedet fandtes resterne af en kam med jernnitter samt fire dårligt bevarede lerkar. Ved håndleddene fandtes hhv. 12 og 16 små kugleformede sølvnitter placeret i to tætstillede rækker pånittet et underlag af enten tyndt bronzeblik eller læder. De sølvbelagte nitter har direkte paralleller i et ældre våbenofferfund fra Illerup Ådal (starten af 200-tallet), hvor nittetypen pryder skjolde og hesteudstyr hos hierarkisk højtstående personer i militæret. Fra gravpladsen Sejlflod ved Ålborg kendes flere fund af hægtespænder lavet i selve skjorteærmet ved at påsætte et hægte med sølvnitter. Det er for nærværende ikke muligt entydigt at afgøre, om sølvnitterne fra mandsgraven er ærmehægter som ved Sejlflod eller hierarkisk betingede sølvprydelser som det fandtes ved Illerup – eller en kombination heraf ? Sikkert synes det dog, at sådanne prydelser er forbeholdt personer med magt og indflydelse større end menigmands.
Gravpladsen er på ingen måde omfattende nok til at skulle tilknyttes hele det store Lundsgård-kompleks fra 3.-5. årh. e.Kr. Den bør formentlig nærmere opfattes som en familiegravplads, hvor der i yngre romertid praktiseredes brandgravsskik, mens man i starten af ældre germanertid skiftede til jordfæstegravskikken. Familien kunne antydningsvis (med baggrund i sølvprydelserne, perlerne og den særegne gravform med kammergrave) tilhøre den bedre del af samfundet uden dog at udstråle øverste ledelsesniveau. Lundsgård-centrets egentlige lederes gravsteder er således endnu ikke fundet.
Men er tolkningen om familiegravpladsen rigtig, bør vi kunne forvente mange flere af sådanne gravpladser i området omkring Lundsgård og Thoruplund – årene vil vise hvor mange!
