Etableringen af motorvejen mellem Odense og Svendborg har medført en stærkt øget interesse for parcelhusgrunde og erhvervsjord i området omkring bla. Ringe – og som en konsekvens heraf har udbygninger af eksisterende infrastruktur og byggemodning af omfattende arealer været nødvendig.
I den forbindelse har Odense Bys Museer foretaget en række arkæologiske undersøgelser med et omfattende arkæologisk udbytte, hvoraf særligt udgravningerne ved Rynkeby her skal omtales.
Landskabet vi bor og lever i udvikler sig konstant. Udviklingen sker dog ikke jævnt, men har en tendens til at foregå i store ryk.
For 10-15.000 år siden blev det nuværende Danmark således beboet af jægerfolk efter isen havde trukket sig tilbage. For ca. 6.000 år siden indførtes agerbruget, og Nordeuropa blev et bondesamfund. I 1100- & 1200-tallet opførtes mange af de smukke stenbyggede romanske kirker, og landsbysamfundene opgav det igennem de foregående årtusinder anvendte princip med at flytte bosteder – landsbyerne blev således stationære. For et par hundrede år siden blev landet industrialiseret og enkelte byer voksede til størrelser, der tidligere var helt ukendte i dansk sammenhæng. Efterkrigstiden har især budt på etablering af en meget udbygget infrastruktur og etablering af store parcelhusområder i 50´erne- 60´erne.
Alle disse hændelser er dele af den danske kulturarv og er med til at definere nationens ophav og historie. Flere af de ovenstående aktiviteter har dog den uheldige konsekvens, at de ved deres udførelse “sletter” sporene af tidligere historier – meget anlægsarbejde destruerer således for tid og evighed vores fælles historie, samtidig med at byggerierne selv bliver en del af historien.
Netop derfor er det så vigtigt at få undersøgt og forstået denne historie, før den ødelægges for bestandigt!
Gennem de seneste ca. 5 år har Danmark oplevet en byggeaktivitet, der areal- og intensitetsmæssigt overgår alt forudgående byggeri – men dermed er der også destrueret flere kulturhistoriske værdier end nogensinde før. Etableringen af motorvejen mellem Odense og Svendborg har medført en stærkt øget interesse for parcelhusgrunde og erhvervsjord i området omkring bla. Ringe – og som en konsekvens heraf har udbygninger af eksisterende infrastruktur og byggemodning af omfattende arealer været nødvendig.
I den forbindelse har Odense Bys Museer foretaget en række arkæologiske undersøgelser med et omfattende arkæologisk udbytte, hvoraf særligt udgravningerne ved Rynkeby her skal omtales.
Fundet ved Rynkeby er markeret på oversigtskortet (fig. 1) med 1 på kortet. Kortet viser i øvrigt med al tydelighed, hvor anderledes området omkring Ringe og Rynkeby så ud i en ikke særlig fjern fortid.
I år 1277 nævnes Rynkeby ved Ringe første gang i de skriftlige kilder. Det er Prior Hennike af Odense Kapitel, der med Biskop Jens 2´s godkendelse bestemmer, at indtægterne af bla. en gård i Rynkeby skal tillægges de kirkelige brødre, der studerer i Frankrig. I 1372 optræder Rynkeby igen i kilderne, da Esger Brok og Johanne Nielsdatter erkender at have foretaget mageskifte efter deres faders – Niels Broks – død. I den forbindelse overdrages en gård i Rynkeby til Johanne. På overdragelsestidspunktet bor der en vis Niels Marinsen på ejendommen. Fra 1407 har vi igen dokumenter, der omtaler Rynkeby. Det drejer sig her om Svend Smed, der på Gudme Herredsting sætter to en halv bondegård i Rynkeby i pant med afgift og skatter til Nyborghus.
Inden for disse 130 år af middelalderen har vi således gennem det skriftlige materiale kendskab til fem gårde, det kan dog ikke med sikkerhed godtgøres, at her er tale om fem forskellige gårde – kun at der minimum var tre samtidige gårde som omtalt af Svend Smed!
Trods det faktum at der ikke eksisterer egentlige skriftlige kilder, der kan give direkte vidnesbyrd om Rynkeby i tiden forud for 1277, var der allerede forud for udgravningerne meget der antydede, at byen kunne være ældre. Stednavnet “Rynkeby” kan nemlig i sig selv opfattes som en skriftlig kilde, der fortæller en del om stedet. Forleddet Rynke- kommer af det gammeldanske rink, der betyder mand eller kriger, mens efterleddet -by slet og ret betyder en by. Efterleddet -by er en endelse, der med sikkerhed vides anvendt fra vikingetiden og fremefter. Alene ud fra stednavnet Rynkeby (tolkes som: Krigernes by) var det således håbet, at der kunne findes spor af en vikingetidsbebyggelse evt. med spor efter våben & rideudstyr anvendt til krigsførelse!
Udgravningerne ved Rynkeby levede på alle måder op til, hvad vi kunne håbe på. Ved forundersøgelsen kunne vi således i søgerenderne konstatere, at der ud over et næsten 3 ha stort areal var fyldt med stolpehuller og gruber.
På fig.2 ses en plan over udgravningen, hvor alle huse, hegn og skelgrøfter er markeret. Som det tydeligt fremgår af planen, kan husene ikke alle have ligget der samtidigt; der er i stedet tale om, at de enkelte huse er genopført adskillelige gange inden for de enkelte gårdtofter. Det udgravede areal omfatter 2-3 gårdtofter, der dog gennem tiden ændrer størrelse og halveres ved etablering af skelgrøfter – antagelig som et resultat af arvedelinger og lignende.
Da vi startede udgravningerne stod det hurtigt klart, at vi havde fat i dele af landsbyen, der var ældre end de tidligste skriftlige kilder, hvor Rynkeby nævnes – år 1277. Faktisk kunne vi umiddelbart se, at vi havde fat i en bebyggelse fra den absolut ældste middelalder i 1000- og 1100-tallet. Det var særligt hustyperne, der viste os, at vi befandt os så tidligt i historien, men også enkelte genstande. Sydligst i udgravningsfeltet fandtes således en spore, der typemæssigt kan dateres til 1100- eller starten af 1200-tallet (fig.3). Dette var lovende, men desværre også det eneste spor, vi fandt af “krigere” på arealet; når ret skal være ret, er det faktisk langt fra sikkert, at sporen har tilhørt en kriger – sporer var nemlig almindeligt rideudstyr i ældre middelalder. Generelt var der ikke så mange oldsager på lokaliteten, men til gengæld en enorm mængde huse. Antallet er så betydeligt, at husene fra Rynkeby udgør mellem en tredjedel og en fjerdedel af samtlige middelalderhuse udgravet af Odense Bys Museer; ca. 60 stk. ud af i alt 200.
Midt mellem de typiske rektangulære middelalderhuse fremstod der dog pludselig velkendte vikingetidshuse med krumme langvægge. Spørgsmålet er, om der her reelt er tale om dele af grundlæggergårdene/pionergårdene i Rynkeby! På fig.4 ses en udtegning af den bedst bevarede vikingetidsgård. Gården består af: 1) et hovedhus med krumme vægge og skråtstillede støttestolper på ydersiden af væggrøften, 2) en mindre bygning, 3) et grubehus – antagelig en arbejdshytte og 4) brønde. Hustypen med krumme vægge og ydre skrå støttestolper kendes fra en periode mellem anden halvdel af 900-tallet til og med starten af 1100-tallet (dog hyppigst fra år ca. 975-1025), men meget tyder på, at husene ved Rynkeby kan være ældre. Vi har fået foretaget dendrokronologisk datering (årringsdatering) af to af brøndene (fig.4), og disse er dateret til midten af 700-tallet og starten af 800-tallet. Dette betyder, at der er dele af Rynkeby, der er anlagt så tidligt som i slutningen af germansk jernalder eller starten af vikingetiden! Hvorvidt de to brønde (markeret på fig.4) reelt hører til den udgravede vikingetidsgård med buede langvægge og skråstolper er endnu uafklaret (vi afventer svar på c14-dateringer). Det er således muligt, at der på arealet umiddelbart nord for det udgravede areal kan ligge endnu uudgravede gårdtomter fra sen yngre germanertid eller tidlig vikingetid. Det er imidlertid værd at nævnet at tofteskellene og brøndene respekterer hinandens beliggenhed, hvilket bestyrker at begge strukturer er dele af samme planløsning, hvadenten de er samtidige eller ej.
Under alle omstændigheder er det dog spændende, at Rynkeby er anlagt allerede omkring slutningen af germansk jernalder, og at den siden den tid har fastholdt sin overordnede planløsning omkring Rynkebyvej og branddammen. Rynkebys historie er således mindst 500 år ældre end tidligere antaget ud fra det skriftlige kildemateriale. Udviklingen af toftestrukturene og arvedelingerne i den udgravede sydøstlige del af byen vil i den kommende tid blive studeret nøje, ligesom vi med det overvældende kildemateriale vil forsøge at udskille overordnede bebyggelsestræk fra de forskellige tider (700-1400 tallet). Allerede nu er det imidlertid værd at overveje, om ikke den “halve gård”,som omtales ved Svend Smeds pantsætning fra 1407, er af en type, som de halverede gårde vi har fundet ved udgravningerne i byens sydlige del. Det kan faktisk ikke udelukkes at én af de øst-vestgående toftehalverende skel vi har udgravet, netop kan være en del af Svend Smeds pantsatte halve gårdsenhed.
Bebyggelsen ved Rynkeby rummer omfattende bebyggelsesspor fra vikingetid og ældre middelalder, mens perioden herefter er meget dårligt belagt med anlægsspor. Manglen på husspor fra senmiddelalderen og renæssancen skyldes antagelig ikke, at arealerne ikke har været bebygget (bortset fra den sydligste tofte på fig.2), men skal snarere søges i den anvendte byggeskik dikteret i Fyns Vedtægt fra 1473. Her udstedes nemlig forbud mod at opføre bygninger med jordgravede stolper grundet mangel på tømmer. I stedet blev det påbudt at bygge på stensyld el. lign. dvs. nogle byggeteknikker, der stort set ikke afsætter anlægsspor i undergrunden. Således var det ved udgravningen slående, at den gård, der fra 1600-tallet til op i 1900-tallet har ligget lige bag branddammen, og som ældre mennesker i lokalområdet stadig kan erindre beliggenheden af, stort set ikke kunne genfindes, mens de tusind år gamle huse fra vikingetidsgårdene fremstod fint og tydeligt som vidnesbyrd om de ældste tider i Krigernes By
