Siden 2016 har Odense Bys Museer deltaget i det firårige forskningsprojekt ”Urbaniseringens Møder og Mennesker”. Projektet er ledet af Københavns Museum og finansieret på generøs vis af Veluxfondens Museumssatsning. Projektets deltagere og indhold kan man læse meget mere om her på CENTRUMs hjemmeside: https://museum.odense.dk/centrum/urbane-transformationer/urbaniseringens-moeder-og-mennesker
I løbet af middelalderen tager de danske byer form. Manifeste udtryk fra de middelalderlige byer kan stadig ses com bl.a. her ved Jørgen Kocks Gård i Malmø.
Vi er nu ved at nå til vejs ende med projektet og kan begynde at gøre status over resultaterne. Blev de mange ambitioner opfyldt? Til det kan vi heldigvis svare ja – og mere til. Projektets to PhD afhandlinger er afleveret, antaget og forsvaret med succes, formidlings-tiltagene er blevet rullet ud, der er afholdt to internationale seminarer og et sidste afsluttende seminar med festforelæsninger venter i marts 2020. De fagfællebedømte artikler er udgivet, men ikke kun de fire som var målet. I stedet blev det til syv artikler, der er udgivet samlet som en del af et særnummer af tidsskriftet Acta Archaeologica med titlen ”Manifestations of Urbanity”. Man kan læse et resumé af artiklerne her:
Fra Odense Bys Museer har vi bidraget med tre artikler. De to af bidragene er tidligere omtalt her på bloggen. Læs her og her.. Fælles for alle tre artikler er, at de behandler forholdet mellem mennesker og det fysiske rum, der omgiver dem. Desuden tager alle tre udgangspunkt i arkæologisk materiale fra Odense suppleret med historiske kilder og stående bygninger. I dette tilfælde er det fysiske rum identisk med byrummet til forskellige tider.
Hvad betyder det for menneskers måder at tænke og handle på, at de er omgivet af faste strukturer, som de enten selv har været med til at forme, eller som andre har formet. Det er overvejelser som blandt andre sociologen Anthony Giddens har gjort sig, når det kommer til menneskets ageren i det moderne samfund. Han påpeger dobbeltheden i, at mennesket på samme tid er med til at skabe de strukturer, som modsat også kan virke begrænsende for menneskers udfoldelsesmuligheder. Denne tanke kan man bruge som helt konkret inspiration, når man arbejder med det arkæologiske materiale. Her repræsenterer huse, kirker, byggegrunde, kirkegårde, torve og gadenettet de fysiske strukturer, som mennesker er med til at forme, og som de formes af. Ved at studere dette samspil kan vi få et indblik i dels hvordan det var at bo i Odense i middelalderen, men også hvorfor byen og samfundet og de fysiske rammer kom til at se ud, som de gjorde.
Helt konkret tager artiklerne udgangspunkt i forskellige fysiske strukturer i byen. Mikael M. Bjerregaard har undersøgt hvordan bispen manifesterede sin status gennem byggeriet af bispegården (nu kendt som Odense Adelige Jomfrukloster) med de virkemidler, som også adlen og magteliten anvendte. Det var for eksempel husets byggestil og materialevalg samt iscenesættelse omkring gården med voldgrav og vindebro. Det kan der læses mere om i ”Building an Identity”.
Rekonstruktion af muligt udseende af Odense Bispegård i startern af 1500-tallet.
I sit bidrag til projektet har Jakob Tue Christensen taget udgangspunkt i byens kirkegårde, særligt kirkegården ved Skt. Knuds og den middelalderlige Skt. Albani Kirke. Ved Skt. Knuds Kirke er antallet af begravelser markant lavere, hvilket leder til overvejelser om den rolle byens kirkegårde udfyldte ud over at være det sidste hvilested for byens borgere. Som ”tomme områder” præsenterede kirkegårdene muligheden for at mødes eller udføre aktiviteter, som dels var forbundet med begravelser eller kirkelige handlinger eller lå udover. De udfyldte en rolle som sociale rum og mødesteder. På den måde skal kirkegårde ikke tænkes som isolerede øer i byen, men som en integreret del af dagliglivets mange handlinger. Meget lig den status Assistens Kirkegård i København har den dag i dag.
Det sidste bidrag er leveret af undertegnede og handler om, at man igennem forandringer i byens infrastruktur og bebyggelsesmønstre kan spore en mental ændring i indbyggernes tilgang til det at leve i en by. Forandringer ser ud til at være sat i gang af fastlåsningen af byens primære gadenet, der sker i slutningen af 1000-tallet. Dette medførte et stort anlægsarbejde, hvor først muldjorden eller ældre vejbelægninger blev afrømmet i hele vejbredden. Dernæst blev der kørt læssevis af skærver og småsten på som dannede en meget fast overflade. Arkæologisk kender vi denne vej over en strækning på ca. 500 m. Et så omfangsrigt anlægsarbejde var ressourcekrævende i en grad, så det må være kongen, der stod bag.
Nærbillede af den tidligmiddelalderlige belægning på Overgade, som blev fundet et godt stykke under den nuværende Overgade.
Betød disse forandringer noget for byens borgere? Ikke i første omgang. Bebyggelsen langs det fine nye gadenet ligner den vi ser i landsbyerne på samme tid. Forandringen ses i løbet af 1100-tallet. Her flytter borgernes aktiviteter ud på førnævnte gade i form af små træbyggede værksteds- og salgshytter. Senere ser det også ud til at være borgerne, der vedligeholder vejen. Dette kan opfattes således, at byens indbyggere nu i højere grad involverede sig i byrummet både fysisk og mentalt – og ikke kun orienterede sig mod husholdningen som det primære fællesskab. Denne tendens fortsætter op gennem middelalderen og træder tydeligt frem i senmiddelalderens teglhuse, med adgang til de høje kældre direkte fra gaden. Livet i stuerne på etagen ovenover kunne ses fra gaden, men fysisk adgang til de private gemakker var forbeholdt de særligt inviterede. På den måde kunne man bruge sit privatliv som statusmarkør.
Resterne af en købmandshus ved Overgade fra senmiddelalderen, i daglig tale kendt som “ruinen”. Ruinen har oplevet af blive flyttet to gange i sin levetid, senest i 2017.
De fysiske rammer der sættes og bliver sat i byen kommer til at forme den måde, mennesker lever i byen på.
Vi ser frem til at præsentere og ikke mindst diskutere ovenstående og projektets øvrige resultater ved et todages seminar på det Nye Københavns Museum til marts.
