en

En romantisk gravsten

Ved nedgangen fra Albani Torv til Eventyrhaven, nær Domkirken, står en mindesten. Den står lidt underligt umotiveret midt på græsplænen.

Det er dog ikke stenen der er malplaceret – det er omgivelserne, der er blevet ændret. Det er nemlig en gravsten over ægteparret Jens Benzon og Antoinette Margrethe Gersdorff. Da den blev rejst i 1836 var den indhegnet af et lille stakit og lå blandt mange andre grave, for rundt om Domkirken var der en kirkegård tilsvarende dem, man endnu kan se ved mange gamle landsbykirker.

Tre årtier før, i 1805, var det blevet forbudt at blive begravet inde i domkirken, som byens rige og fornemme indbyggere ellers var blevet gennem århundreder. Man fået nok af den upassende og uhygiejniske lugt, der særligt i varme somre kom fra gravene under gulvet.

Gravsten

cc by-sa
Gravsten

Kammerherre Jens Benzon og hustru var derfor henvist til kirkegården, men også dens dage var talte. En ny Assistenskirkegård var blevet anlagt på Heden, som med tiden skulle blive byens hovedkirkegård. I midten af 1800-tallet blev Domkirkens kirkegård sløjfet. Men Benzon og Gersdorffs sten kunne man ikke røre – for i forbindelse med en større gave til Domkirken havde de indført en klausul om at graven ikke måtte slettes. Derfor står stenen der endnu.

Gravstenen udtrykker romantikkens idealer. Tidens to store modestrømninger, interessen for den antikke kunst og dyrkelsen af den romantiske kærlighed går hånd i hånd. Udformningen og udsmykningen er efter oldgræsk forbillede. To marmorrelieffer i antik stil af billedhugger H. E. Freund skildrer henholdsvis ægteparrets adskillelse (ved Antoinettes død i 1834) og genforeningen (i himlen efter Jens Benzons død i 1839). Den romantiske fokus på ægteskabet forstærkes af indskriften, som beskriver Antoinette som “den kærligste hustru” og Benzons “ømmeste længsel”.

Det er nu op til forbipasserende på vej i Eventyrhaven, om de vil opfatte stenen som et minde om nogle af byens betydningsfulde personer, en forsvunden kirkegård, romantikkens antikke mode eller bare kærligheden.

Læs om andre fynske monumenter i Historisk Atlas

Mere 'Historie'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...