Middelfart Kommune har i de forløbne år udstykket flere grunde og kvarterer i udkanten af landsbyen Skrillinge nær Middelfart. Men – det er ikke første gang, der bor mennesker på dette sted. Odense Bys Museer havde i efteråret 2000 og igen i maj 2001 spaden i jorden, før entreprenørmaskinerne gik i gang. Og det er slet ikke så lidt af Skrillinges fortid, der er blevet afdækket på den måde.
Nogle af landets første bønder slog sig ned på stedet for ca. 5.500 år siden, og fra deres kortvarige ophold stammer enkelte tabte flintredskaber, bl.a. stumper af stenøkser. I de følgende 3.500 år lå området tilsyneladende hen uden bebyggelse, men i ældre romersk jernalder (1. Årh. efter Kristi fødsel) slog en ny befolkning af bønder sig ned på bakketoppen i området. Deres bebyggelse aftegner sig ved store lertagningsgruber, som er opfyldt med tusindvis af skår, dyreknogler og bålaske. Et eller to huse stammer antagelig også fra denne tid.
Mest omfattende er bebyggelsessporene fra tidlig middelalder – fra 12-1300-tallet. Umiddelbart øst for Skrillinge by – under de netop opførte andelsboliger – er der afdækket seks hustomter, der formodentlig alle tilhører samme gård. Denne har bestået af to indtil ca. 25 m lange bygninger og flere mindre sidebygninger – antagelig lader og stalde. Gårdkomplekset har været omgivet af et kraftigt hegn, og gårdens grund kunne således beregnes til at være ca. 2200 kvadratmeter. Fundene fra gårdspladsen omfattede bl.a. en spore, så gårdmanden har åbenbart været rytter.
Omtrent 175 meter nordøst for den store gård – under og omkring det vejforløb, der kommer til at hedde Blåbærkvisten, har udgravningerne påvist dele af 2-3 lignende gårdkomplekser. Også disse består af hovedbygninger på indtil ca. 25 m længde og mindre udbygninger – antagelig stalde og forrådshuse. I en lavning sydvest for gårdene – helt ud til den eksisterende Skrillingevej – er der afdækket syv brønde, hvoraf nogle var over 4 m dybe. I brøndene er der fundet stykker af egetræ, og ved hjælp af årrings-dateringer håber vi at kunne sætte nogenlunde præcise årstal på tidspunktet for brøndenes brug.
Fundene fra gårdene er talrige. Flere bronze- og sølvmønter giver sammen med skår fra håndformede kugleformede sorte lerkar og drejede røde kander en datering af gårdkomplekserne til årtierne omkring 1300. Dyreknogler fra affaldslag viser, at gårdenes stalde må have rummet svin, får og kvæg. Af knoglerne har man af og til fremstillet redskaber – således en “lusekam” og bennåle. Skaller af blåmuslinger giver oplysninger om, at man ind i mellem begav sig ud til Lillebælt for at supplere kosten med havets frugter. I affaldslagene er der også fundet en velbevaret saks, knive, hvæssesten og forskellige beslag af jern og bronze. Disse giver et indblik i hverdagslivet på gårdene i 1300-tallet. En lille korsformet blyamulet var nedlagt i væggen på et udhus. Selv om bønderne var kristne, ville man være sikker på ikke at få problemer med de underjordiske.
I affaldslagene lå store jernsøm, som antagelig stammer fra selve huskonstruktionerne; det samme gør brændte og pudsede lerflager, som må være rester af væggenes yderside. Man skal altså forestille sig, at husene har været lerklinede, måske kalkede og antagelig med stråtag, så bortset fra manglen på vinduer, har gårdene næppe adskilt sig væsentligt fra de bygninger, man kan se i f.eks. Den fynske Landsby.
Udgravningerne har med sikkerhed påvist rester af 3-4 gårde, som altså har ligget i forlængelse af den landsbyen Skrillinge, og de nyfundne huse skal da også ses i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse. Man kan således opfatte gårdene som det ældste Skrillinge, og Odense Bys Museers udgravninger har dermed vist, at de kommende beboere på Blåbærkvisten og Langekær kommer til at bo på et sted med gamle traditioner for bebyggelse.
