Museum Odenses vedtægtsbestemte ansvarsområder omfatter arkæologi og nyere tids kulturhistorie, herunder mediehistorie, Den Fynske Landsby, digteren H.C. Andersen og komponisten Carl Nielsen.
Museet har arkæologisk ansvar for følgende kommuner: Assens, Middelfart, Nordfyn og Odense. Museets ansvarsområde inden for nyere tids kulturhistorie er Odense Kommune. Museet varetager tillige den lovpligtige kulturarvsforvaltning for nyere tid i Nordfyns Kommune.
Museet fungerer som nationalt og internationalt dokumentations-, forsknings- og formidlingscenter om digteren H.C. Andersen og komponisten Carl Nielsen. Udover udstillinger, publikationer m.m. nationalt indgår museet i en række internationale samarbejder med henblik på at formidle viden om de to kunstneres liv og værker.
Bygningskultur og kulturlandskabets udvikling er særlige fokusområder.
Inden for mediehistorie belyser museet produktion og forbrug af medier i Danmark forstået som tilstande og forandringer inden for den grafiske branche, den trykte presse samt de elektroniske og digitale medier.
Vedtægter for Museum Odense